Syg eller sund

Det afhænger af vinklen, databehandlingen og fortolkningen

Verden før kejsersnit

Af alt jeg så, var fødsler det værste

Mit forhold til fødsler er nok anderledes en de fleste andres. Jeg afskyr dem. Jeg er ikke den, der får lykketårer i øjnene over det smukke i en fødsel. Jeg kan sukke dybt af lettelse over det er ovre. Og alle overlevede. Men jeg synes selve fødselsprocessen er for meget bæ, bræk og blod, og alt for meget lyd.
Første gang jeg blev kaldt til en fødsel, fik jeg så sympationdt i underlivet, så jeg nærmest ikke kunne holde det ud. Jeg var sekunder fra at proklamere: “Giv denne kvinde noget bedøvelse! Slå hende ud!” Men alle omkring mig heppede og smilede.
“Du klarer det så flot! Skub så til denne gang!”
Det opsvulmede underliv, der stod under så meget tryk at endetarmen nærmest vendte vrangen ud på sig selv, gav så smertefuldt et indtryk, at jeg stod med krydsede ben og holdt vejret.
Siden har jeg undgået fødsler.
Kejsersnit foregår uden lyde, uden lugte, uden smerte og uden ukontrollerbare veer og jamren. Det virker mere humant end fødsler.

Jeg kan huske engang i akutmodtagelsen, hvor der havde været travlt i løbet af aftenen, men efterhånden lå der kun patienter, der var rimeligt styr på.
Og pludselig ruller ambulancen op.
Det er de meste skrækkelige, gruopvækkende lyde, der kommer fra den ambulance. Suk og støn. Efterfulgt af skrig og brøl. Jeg når at tænke dissekerende aortaaneurisme, perforeret ulcus, tarmiskæmi og måske noget ortopædkirurgisk.
Min bagvagt reagerer slet ikke.
“Det der, gør jeg ikke selv,” sagde jeg.
Han tyggede videre, mens han nøje udvalgte alle lakridserne fra skålen.
“Det lyder som noget til 3. sal,” konstaterede han.
Og ganske rigtigt. Det var en fødende.
Jeg kan ikke lide det. Men jeg elsker det. Lidt som gysere.

En god fødsel

For 150 år siden. Ja, bare 100 år siden, var en god fødsel, en fødsel, hvor både moder og barn/børn overlevede.
Der var ikke så store forventninger til fødekar, munkemessen, afdæmpet lys, kendt jordemor og andre spændende tiltag.
Og fødslen sluttede ikke med at blende moderkagen og bage en moderkagekage til deling, mens der friblødes og friammes.
Dengang havde man simpelthen ikke den store fascination af kroppens funktioner. Enten virkede de. Ellers døde man nok.
Men jeg beskæftiger mig heldigvis ikke med den gode fødsel i dag. Kun de elendige fødsler fra 1850-1940 og der var rigeligt at tage af. Selvom det virker som meget primitivt lægearbejde, så lå der et stabilt håndværk bag og enhver landsbylæge kunne lave fremtrækninger af børn under fødslen og bruge tang. Forventningerne til at et barn overlevede en kompliceret fødsel var særdeles små. Og hvis moderen overlevede, var familien lægen særdeles taknemmelig.

Fødselsinstrumenter

Tangen blev indtil 1800 tallet brugt som sidste udvej. Det var ikke meningen barnet skulle overleve en tangforløsning, men man håbede kvinden ville overleve. Tangen blev ført op og tog fat om fosterhovedet. Så klemte lægen godt til og trak. Hvis barnet ikke kom ud på den måde, så brugte lægen et instrument der lavede hul i kraniekassen og med en særlig ske, blev hjernemassen skrabet ud, så det bløde fosterhovede faldt sammen. Det var livreddende for kvinden. Hvis barnet var dødt i forvejen inden fødslen, så lavede lægen ofte samme indgreb med at knuse kraniekassen, således kvinden ikke skulle lide unødigt. Hovedet er jo trods alt den største og mest ubehagelige fosterdel at føde.
Senere kom mere fosterskånende tænger til. Og dødsfald blev sjældnere. Men selv ind i midten 1900 tallet blev de gamle fosterdestruerende dyder taget i brug.
Ved en indkilet forsømt skulderstand, blev man nødt til at decapitere fosteret med en decapitationshage, for derefter at kunne forløse kroppen og så rode rundt efter hovedet bagefter og fremtrække det.

Det var de instrumenter det var.

Tang, thecatænger (til at bide dele af foster hovedskallen af), perforatorier (til at lave hul i kraniet), hjerneskeer (gæt hvad det blev brugt til) og decapitationshager .
I 1860 var overlevelsen for kejsersnit under 50%. Derfor havde lægen ikke ret mange andre muligheder end at forsøge at forløse barnet vaginalt.
Herunder er beskrevet forskellige operationer herunder kejsersnit og deres overlevelse i ugeskriftet.

I dag har vi altid en sikker udvej. Hvis i tvivl, så er det kejsersnit. Der er ikke mange obstetrikere, der er villige til at løbe en risiko for hverken moder eller barn. Jeg har assisteret til mange kejsersnit og alle har været glat forløbende og med overlevelse af både moder og barn, men det var ikke indtil godt ind i 1900-tallet, at det blev en sikker fødselsmulighed. Indtil kejsersnittet, så var der ikke en anden løsning. Barnet skulle ud. Hvis det døde, så blev prioriteringen at moderen skulle overleve.
Det er så let for os i dag at rynke på næsen af, at man engang kunne finde på at bore hul i babykranier. Men det var den eneste mulighed! Ryggen mod muren.
Og en læge, der tænkte: “Ikke på min vagt! Ikke begge to.”

Fem børn, der ikke var døde i dag

Jeg slog op på dødsattester fra på Ærø 1943 og fandt disse 4. Indenfor samme år.
Ærøs indbyggertal var lidt større end i dag, omkring 12000, men stadigvæk er det ret mange, når man tænker på, hvor sjælden en dødfødsel er i dag. I et land med snart 6 millioner indbyggere.
De karakteriserer hver især komplikationer, der i dag så godt som aldrig medfører fosterdød, men blot medfører et kejsersnit. Evt lidt før tid.

Nedenfor er et barn, der døde af iltmangel under fødslen. Fosteret stod ikke i hovedstilling og det endte med, at lægen måtte tage fat i en fod og på den måde tving barnet ned i fødselskanalen. Trods dette var barnet dødfødt.
I dag ville man opdage at barnet ikke stod med hovedet nedad allerede inden fødslen eller allersenest ved første henvendelse på fødegangen. Så ville man enten forsøge vending eller foretage et kejsersnit i ro og mag.

Næste barn er også død af iltmangel. Det er en førstegangsfødende og fødslen er nok gået for langsomt. Til trods for tangforløsning er barnet dødt i livmoderen. I dag ville man have bemærket de tidlige tegn på iltmangel ved barnet ved at måle fosterhjertelyden. Hvis den afviger for meget, så sadles der som regel over til kejsersnit, medmindre barnet kan cupforløses hurtigere.

Næste barn død cirka 10 timer inden fødslen. Moderkagen var fyldt med infarkter og har derfor ikke virket ordentlig. I dag opdager man dette ved scanninger og senest når fødslen går i gang og fosterhjertelyden er sygelig under og efter veerne. I dag udløser det et kejsersnit.

Det sidste barn fra 1943 er død af en frygtet komplikation. Placentaløsning -for tidlige løsning af moderkagen. Man mistænker det, hvis den gravide har ondt også mellem veerne og hjertelyden på barnet dykker. Løsningen i dag er et kejsersnit. Dengang var det vefremmende midler, så moderen ikke endte med at bløde ned.

Det sidste barn døde af navlesnorsfremfald. Hvis navlesnoren falder ned i fødselskanalen og klemmes af af barnet, så får barnet ikke ilt og dermed er der en god chance for barnet dør. I jordemoderprotokollen fremgår det at fødslen tog næsten et døgn og det er lidt for længe at klare sig uden ilt. Barnet var dødfødt. Moderen overlevede.
I dag ville man blot lave et kejsersnit og evt aflaste trykket på navlesnoren ved at ligge moren med hovedet lidt ned og benene op.

Embryotomi

Embryotomi dækker over en fødselsmåde, hvor man, for at få fosteret så let ud som muligt, punkterer kraniekassen på fosteret eller på anden måde skærer smådele af det døde foster for at facilitere en lettere fødsel.
Kefalotripsi er en afart af embryotomi, hvor man laver hul til fosterhjernen og roder lidt rundt med værktøjer i hjernemassen, så den flyder ud, for herefter at knuse kraniet med fødselstangen. På den måde lettes fødslen.
Det er ikke mere end 100 år siden ovenstående metoder blev brugt. Og ved abort bliver der stadig brugt dekompression af fosterhovedet ved sene aborter i eksempelvis USA. Jeg er blevet belært om, at de gør man ikke i Danmark, selvom jeg da selv ville synes det var en venlig gestus.

Nedenfor er der beskrevet en kefalotripsi. Barnet er desværre dødt under fødslen. Det stod i en såkaldt høj ligestand og nægtede at trænge ned i bækkenet. Efter barnet er blevet konstateret dødt, ser min kollega fra midten af 1800-tallet det, som hans opgave at lindre kvinden mest muligt. Barnet er jo dødt. Kvinden er træt. Og hvad er mere nærliggende end at lave hul i fosterhovedet og sønderdele hjernemassen så meget, den flyder ud, hvorefter området vil være tilgængeligt for tangforløsningen.
Enjoy!

Embryotomi
1847

I 1908 er det ikke meget anderledes. Dr. Krabbe -lederen af lægerne på Ærø, står overfor en 37 årig kvinde i fødekramper. Hun har født 5 gange før. Fødslen har varet 16 timer og det konstateres at barnet er dødt.
Men det vil fortsat ikke lade sig føde.
Moderens tilstand er kritisk.
Dødeligheden ved svangerskabskramper er tårnhøj.
Med disse elendige odds vælger Dr. Krabbe at skride til embryotomi. Det er ikke nærmere beskrevet hvordan, men idet, det er en issepræsentation, så er dr. Krabbes tilgang nok ikke meget anderledes end den læge, der skrev til Ugeskrift for Læger i 1847.

15 år senere er det den så berømte dr. Olrik, der står med en førstegangsfødende på 39, der har en stram bandl’s ring. Fosteret kan ikke trænge forbi ringen og ned i fødekanalen. Efterhånden bliver det en kritisk tilstand for moderen og i 1923 er der ikke mulighed for kejsersnit på de små sygehuse. Dr Olrik har ryggen mod muren og skrider til kefalotripsi. Knusning af kraniekassen for at facilitere fødslen og redde morens liv.

Kefalo tripsi
Knusning af kraniet

Jeg er fuld af ærefrygt og beundring over de kolleger, der kæmpede dengang. De har været fri for det store pairarbejde, men de menneskeskæbner og det ubehagelige arbejde, de har måttet udføre, efterlader mig med den allerstørste respekt.
Godt arbejde.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *