Syg eller sund

Det afhænger af vinklen, databehandlingen og fortolkningen

Ugeopgørelsen og mutantvirus

Ugeopgørelsen viser en stigning i smitten fra sidste uge og massivt pres på sygehusvæsnet. Der er kommet en ny variant af coronavirus, der er noget urovækkende idet den ser ud til at smitte lettere end den oprindelige stamme. Det har dog medført noget godt. Sverige har gjort det vi ikke turde. De har lukket grænsen. Og det er jeg personligt meget taknemmelig for.

Kommunerne erklærer folk selvhjulpne, hvis de får corona. Så er det også lettere at få vagtplanen til at gå op over julen, og de gamle over 80 har alligevel en mortalitet på 30%, så om de får tøj på om morgenen eller ej, gør vel ikke den store forskel, vel?

Vi kigger ind i en uge, hvor vi når op over 900 indlagte og hvor vi kan lægge kimen til et helvede i januar, hvis vi skal til julegudstjeneste og nå at snave trusserne af de yngre i familien og toupeen af de ældste.
Eller er det kun i Tønder og Brønderslev det stadig er en del af juletraditionen?
I ved hvad jeg mener… Tæt kontakt. Mange mennesker. Måske bliver det endelig bedemændenes tur i 2021.

Uge 52 COVID 19 2020

Tallene

Det er interessant at se udviklingen de seneste 6 uger….

Mandag d. 9. november 2020:

Mandag d. 16. november 2020:

Mandag d. 23 november 2020:

Mandag d. 30. november 2020:

Mandag d. 7 december:

Mandag d. 14 december:

Og i dag mandag d. 21. december:

Dødsraten (CFR) er fortsat 0,8%, hvilket fortsat skyldes, at der er så mange nye tilfælde, så nævneren i dødsbrøken bliver meget høj.
Vi har kørt lige omkring 850000 test på en uge, hvilket bryder med traditionen for de 530000 test, der ellers er blevet kørt på ugentlig basis de seneste mange uger, dog med en øgning til 690000 sidste uge.
Magnus spiller med testmusklerne og har revet dem endnu et gear op. Og det bliver han nødt til for smitteopsporingen er fuldstændig brudt sammen.

Sidste mandag var der 429 indlagte og 61 på intensiv heraf 34 i respirator.

I dag er der 713 indlagte og 87 på intensiv heraf 53 i respirator. Det er en forøgelse med 66% på en uge.

Vi er på den stejle del af indlæggelseskurven. Og systemet er presset. Det går alt for hurtigt nu.

Forrige uge blev der fundet 12168 nye smittede. Sidste uge blev der fundet 20446 nye smittede. Denne uge slår vi rekord med 24537 smittede. Men heldigvis er øgningen procentvis beskeden. Vi skal til at falde i antal smittede over denne uge, hvis vi ikke skal have kaos på sygehusene. Lige nu er det tæt på.

I næste uge vil antallet af indlagte formentlig toppe omkring 900 indlagte over weekenden. Vi er hoppet af den eksponentielle kurve og lige nu ligger vi og bliver kastet rundt i søen. Vi ved ikke helt, hvor mange indlagte smittetallene kaster af sig.

Hovedstaden opskalerer lige nu direkte fra trin 2 til højeste -trin 4:

Og det er nok meget klogt. De har ramt eksponentialkurven for indlæggelser og den begynder først at bøje af senere på ugen, hvis indlæggelserne følger antal smittede på samme måde som hidtil:

Så nu bliver sygeplejersker, der ellers er vant til at hyggenusse om ønskegraviditeter eller assistere til operationer tvunget ud i at passe de dårligste medicinske patienter. Det er foruroligende, at regionerne ikke er bedre forberedt på anden bølge. De har haft et halvt år til at uddanne og rekruttere. Men de har nok haft travlt med at bage honningkagehjerter i stedet for at forhandle risikotillæg.

Sidste uge skrev jeg dette om antallet af indlagte om en uge:

Antal indlagte mandag næste uge ved denne tid vil være omkring 700-850, hvis matematikken fortsætter med at passe.

Næste uge vil vi ligge på 900 indlagte. Vi er på den mindst stejle kurve lige nu, fordi smittede ikke kaster så mange indlæggelser af sig som tidligere.

Således så kortet ud sidste mandag:

Og denne mandag:

For helvede da osse. Once you go brown…

Og kortet beregnet over regioner er også blevet kedeligt ensfarvet:

Incidensen i Danmark var 355,4 sidste mandag og positivprocenten var på 3,72:

Incidensen er steget, men med nedlukningerne og tegn på nedkøling af epidemien i form af faldende smittetal og incidens de seneste dage, håber jeg vi står på toppen af bjerget nu, hvad angår smitte og kun skal banke den indlæggelsespukkel af vi skylder for sidste uge.

I hovedstaden er det mere dystert. Sidste mandag så det således ud:

I dag er der mere smitte, men den massive testning har fået positivprocenten lidt ned:

De værste kommuner

Sidste mandag var det rent Københavneri og incidensen nåede imponerende 785,9:

Denne uge er incidensen i den hårdest ramte kommune over 1000:

Og Ishøj er gaven, der bliver ved at give:

Næsten 10% positive…. Det er en klam, tyk coronasuppe. Hvis du bor i Ishøj, så søg hjem og bliv der. Minimum et par måneder.

Blandt de bedste var der to ø-kommuner sidste mandag, og Ærø havde 0 smittede:

I dag er der 2 ø-kommuner. Kun Læsø er under myndighedernes bekymringsgrænse. Trykket stiger massivt i samfundet:

Ny mutantvirus

Storbritanien advarede d. 14. december andre lande om, at en ny variant af coronavirus: N501Y, hærgede i det sydlige England. De vurderer, den er 70% mere smitsom og englænderne oplever en sand tsunami af indlæggelser, som de tilskriver denne nye variant:

https://www.bt.dk/udland/britisk-nedlukning-kan-vare-til-paaske-hospitaler-fyldes-af-syge

Og de er ude at skide i England. Deres sundhedssystem er underfinancieret og lige nu stiger og stiger antallet af smittede trods ret hårde restriktioner siden starten af november:

https://www.standard.co.uk/news/uk/covid-cases-latest-uk-coronavirus-death-toll-b407437.html

Nu er dele af landet gået i højeste beredskab og har den strengeste lockdown nogensinde. Det er temmelig bekymrende!

ECDC er heldigvis temmelig kedelige i deres tilgang til den nye virusvariant:

https://www.ecdc.europa.eu/sites/default/files/documents/SARS-CoV-2-variant-multiple-spike-protein-mutations-United-Kingdom.pdf

Det jeg hæfter mig ved er at der ikke er evidens for at vaccinen ikke skulle virke. Samtidig bliver man ikke mere syg af den muterede virus, men man smitter mere:

Varianten er bare supersmitsom og den overtager mere og mere af smitten i England. Det er foruroligende og det kan medføre at alle lande må få 70% hårdere restriktioner uden at opnå andet end at holde hovedet lige oven vande:

Når en enkelt variant af virussen er i så heftig fremgang, må den være ekstremt smitsom i forhold til den oprindelige stamme. 2020 har mere i lorteposen til os….

For første gang nogensinde er SF og DF enige om at lukke grænserne for bestemte folkefærd:

Og når SF og DF er enige, ved man bare, det er en done deal:


Indtil videre er der lukket til d. 23. december, for at regeringen kan købe sig tid.

Den smitsomme coronavariant er bare allerede i Danmark, så jeg ved ikke hvor meget det virker at lukke ned:

I Danmark har vi fundet varianten, fordi vi gensekventerer 5000 prøver ugentligt. Det er rigtig mange. Alligevel vælger Sverige at lukke grænsen til Danmark:

Det skal vi være taknemmelige for! Tyrkiet og Israel har også lukket grænsen for danskere. Det er vel heller ikke noget stort tab.

Sverige er formentlig plastret til i mutantcorona, men deres system brød sammen for flere måneder siden, så vi ved det ikke med sikkerhed. Det er lidt som, at vi på Ærø ikke har ret mange spritbillister. Altså der bliver opdaget. De fleste har en kørepromille efter kl 22, men politi er der ikke noget af, så det går under radaren…

Alt i alt ved vi ikke meget om den nye variant, men vi ser ind i lockdown til påske, hvis den florerer i Danmark og alt, hvad englænderne siger, passer.

2020 bliver ved med at give.

Julen bliver afgørende

Det bliver meget spændende at se smittetallene til nytår og en uge frem. Der kan vi se hvordan vi har opført os over julen. På trods af lockdown light kan vi, hvis vi ser en masse vi ikke plejer at se, virkelig få smitten til at blomstre igen. Vi er på toppen af bjerget nu, men hvis vi ikke er meget forsigtige, så vokser bjerget igen foran os. Det er i sandhed interessante tider.

Testventetider

Testsystemet er brud sammen:

https://tcdk.ssi.dk/vente-og-svartider

Og det er fortsat kun dem med moderate til svære symptomer, der skal over i sundhedssporet, så mon ikke børnefamilierne med snotunger har opgivet alt håb om at kunne få testet snotungerne og beslutter sig for at holde jul. Jeg har opgivet og holder mig til planen.

Bliv selvhjulpen!

Så er smitten løs på sygehusene. Også på Ærø. Her blev en bekendt smittet med corona og selvom sygehuset bestemt ikke ønskede at det skulle frem og mente at trods ugers indlæggelse, måtte infektionen være erhvervet andetsteds, så er det nok ved at være en dårlig sag, at bortforklare det.

Men når så sundhedssystemet pådrager patienter en potentielt alvorlig infektion, så er der vel massiv støtte og hjælp til denne medborger?

Nej. Hjemmehjælpen ophørte såmænd samme dag, smitten blev verificeret. Sådan kan man også løse problemer i det kommunale system. 2 besøg daglig og sygeplejerskebesøg er skåret ned til sygeplejerske besøg lidt under hver anden dag. Samtidig bliver alle blodprøver aflyst og alle de gode intentioner om opfølgning er udskudt på ubestemt tid.
Hvis det er reglen, så kan jeg godt forstå de gamle har svært ved at klare den!

Man kan gå på jobcentret og blive erklæret rask. Men man behøver bare at blive smittet med coronavirus for at blive erklæret fuldstændig selvhjulpen i det kommunale system. Det er tankevækkende!

Er der andre derude, der har lignende oplevelser? Send evt besked på fb siden. Jeg er forarget!

Hvordan ved computeren, hvem I er?

Det var sjovt at lære jer lidt at kende på fb siden. Nogle af jer har spurgt hvordan computeren ved hvem I er og hvor gamle I er.
Det skulle være noget den kunne regne sig frem til.

Hvis jeres søgninger på google har været:
“Hvordan mixer man en Cosmopolitan?”
“Bedste rynkebehandling”
“Må Veganere spise vingummi”
“Bedste dagcreme til sart hud”
Så ved man det drejer sig om en ca. 40 årig på Østerbro med XY konfiguration.

Hvis søgningen derimod er:
“Tilbud Fleggård”
“Hvor mange kasser øl i 2 akslet trailer”
“Åbningstider Bilka”
Så ved man det drejer sig om en gennemsnitlig 40 årig XX fra Jylland.

Vaccinen er på vej

Ja nu sker det:

Og det betyder at mange af mine kolleger i almen praksis skal ud og vaccinere på plejehjem over julen. Det har de sagt ja til, for at få gang i indsatsen mod corona! Det er stort, for de har ikke meget fri uanset.

Værnemidler

Intet nyt

Nye tiltag

Nej.

Panik

Ja.

2 thoughts on “Ugeopgørelsen og mutantvirus

  1. Nu er det ikke medicin jeg har på papirerne fra uni, men der er noget xy Vs xx der lyder lidt ved siden af.. eller også har kvinderne syd for Kongeåen bare mere hår mellem tænderne end man lige skulle tro 😉

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *