Status COVID19 ultimo marts 2020

Den månedlige status se evt den tidligere fra ultimo februar her:

Status globalt

I slutningen af februar var der godt 80000 bekræftet smittede globalt og i underkanten af 3000 døde.

Den seneste rapport fra who viser 571678 smittede og over 25000 døde.

That escalated quickly.
Den daglige tilvækst af sager på verdensplan svarer til samtlige tilfælde ialt, i hele verden, for 4 uger siden. Det er ude af kontrol.

Danmark blev lukket ned

I Danmark havde vi for 4 uger siden 3 tilfælde ialt. SST manede til ro og mente, de havde styr på det. De testede kun patienter med feber fra nøje udvalgte risikoområder og det var ikke mange, der blev testet. Vi sendte de syge ud i samfundet og smittekæderne startede. Efter 2 uger, hvor smittekæderne pga SSTs meget afslappede forhold til COVID19 fik fodfæste i Danmark, gjorde regeringen det eneste fornuftige og lukkede Danmark ned. Det var ude af kontrol trods SSTs forsikringer om det modsatte. Vi aner ikke hvor mange der er smittet. Vi aner ikke hvor farlig sygdommen er. Og vi aner ikke hvad SSTs plan er.

SSI er i gang med at udvikle prøver, så vi kan finde ud af, hvor mange, der har haft sygdommen. Og der skulle være gang i en udvikling af test, så vi kan få testet syge mennesker, men også raske bærere.

Hospitalerne er de nye coronakuler

Sundhedspersonale er den forgangne måned blevet beordret til at tage på arbejde på trods af hoste, ondt i halsen og utilpashed. Alle mand på dæk. Der har været afholdt store samlinger på sygehusene for at få informeret personale om deres nye opgaver. Over 50 mennesker i samme auditorier. Der er allerede en del af sygehuspersonalet der har fået konstateret COVID19. Og det er ikke overraskende. SST kører videre med mere af det samme og tester kun personale med alvorlige symptomer (hvis overhovedet). Læger og sygeplejersker går fra COVID19 afdelinger til almindelige afdelinger og på den måde sikrer man en effektiv smittespredning til svage patienter uden COVID19.
WHO anbefaler at adskille COVID19 totalt fra resten af patienterne. Kina gjorde det ved at oprette et nyt sygehus. I Danmark gør vi det ved at døbe en fløj på sygehuset COVID19 og så i øvrigt lade personalet cirkulere til de ikke kontaminerede afdelinger.

Værnemidler

Coronavirus spreder sig formentlig via dråbesmitte og aerosol. Det smitter fra overflader og kan hænge i luften i timevis. Vi mangler bare de store undersøgelser, der gør at vi kan være helt sikre. Nedenfor er en ikke gennemgået artikel fra Nebraska, der støtter at corona kan være airborne.

https://www.medrxiv.org/content/10.1101/2020.03.23.20039446v2

WHO anbefaler ffp2 eller ffp3 masker til aerosoldannende procedurer:

Men hvad er en aerosoldannende procedure? Jo det er sug og intubation og sikkert også andre procedurer, der hovedsageligt bliver udført på sygehus.
Men et nys og et host danner også aerosoler. Og selvfølgelig smitter det sygehuspersonalet, der lige nu går rundt med en kirurgisk maske. Den beskytter ikke godt nok. Nogle af de infektionsmedicinere, der altid bakker SST op, mener at det er en risiko man må løbe. Ligesom når sundhedspersonale passer influenza patienter. Erhvervsrisiko….

Problemet i den betragtning er bare, at vi kan behandle influenza, vi kan vaccinere mod den. Samtidig viser de tal der er nu, at Corona er 10-100 gange mere dødelig end influenza. Infektionsmedicineren har en mavefornemmelse af at COVID19 ikke er så dødelig, men ved I hvad? Hvis vores fag ikke skal udvandes totalt, så skal vi høre op med mavefornemmelser og ud fra et forsigtighedsprincip skærme de sundhedsprofessionelle, der hver dag passer de aller sygeste. Et kirurgisk mundbind er en joke i denne fase af epidemien, hvor vi ikke aner om der er varige mén af sygdommen i form af eksempelvis lungefibrose og nedsat nyrefunktion samt evt risici for hjertesygdomme.
Jeg undrer mig til stadighed over, at der er en holdning blandt de øverste sundhedsmyndigheder, at det er en risiko sundhedspersonale skal løbe.

På plejehjemmet får de COVID19 patienter hjem. Personalet her går også rundt med kirurgiske mundbind, hvis de er heldige. Det er mig ubegribeligt at vi som samfund skubber sundhedspersonalet helt i front og ikke beskytter det personale ordentligt. COVID19 er en giftig sygdom med relativ høj mortalitet og morbiditet. En ordentlig maske koster 30kr. Men det vil vi ikke sørge for. I stedet lukker myndighederne øjnene og slår korsets tegn. Igen. Lidt som med skituristerne. Og det gik begrænset godt.
Der er læger, der siger fra overfor de manglende værnemidler. Men så er det bare nogle andre der bliver sendt i marken.
Vi skal have ordentlige værnemidler og lige nu, med den usikkerhed der er, så er det minimum ffp2 masker.
Men myndighederne har ikke de masker, fordi de ikke troede på at COVID19 ville komme til Danmark. Så nu bliver beskyttelsen af sundhedspersonale afgjort, ikke ud fra forsigtighedsprincipper eller faglig viden, men ud fra den aktuelle værnemiddelbeholdning.

I ugeskrift for læger langer infektionsmedicineren endda ud efter læger, der ikke er ligeså risikovillige som ham selv.

Der er sådan lidt: “Rigtige mænd bruger ikke masker” over det.
Vi har ingen værnemidler i Almen praksis, så vi kan ikke tage COVID19 patienter. Heller ikke selvom en risikovillig overlæge mener vi skal.
Vi startede med rumdragter i Danmark, når vi skulle tilse COVID19.
I takt med værnemiddelmangel er vi landet på en kirurgisk maske. Det er ikke Danmark værdigt. Vi hylder sundhedsmedarbejderne på facebook og i nyhederne. Det klinger hult.
Jeg tror de allerfleste hellere ville have et sikkert arbejdsmiljø.

Vi kigger mod Italien, Kina, England og så videre og ser vores kollegers død pga manglende værnemidler har været fuldstændig forgæves.
Som om vi ikke kan dø?
Vi ved at sundhedspersonalet bliver syge. Vi ved de smitter. Vi ved nogle kommer til at dø. I Danmark bliver det ikke anderledes, fordi vi ikke gør tingene anderledes.
Vi gør det samme som de andre lande og forventer et nyt resultat. Det får vi ikke.

Vi må se, hvordan det udvikler sig. De seneste 3 måneders opsamlinger er gået fra bekymrede til dystre og så til det værre.

Vi vil ikke høre på WHO. Vi tror vi er bedre end alle andre. Og vi bliver ikke klogere.

2 thoughts on “Status COVID19 ultimo marts 2020”

  1. Enig i dit skriv.
    Jeg arbejder selv på et af landets største sygehuse i en håndværksmæssig sammenhæng. Jeg har min daglige gang blandt læger, sygeplejersker og kræftpatienter. Nu har jeg gået og taget mine forholdsregler længe i håb om at kunne bidrage til at mindske smittespredning. Men da jeg for nylig mødte en covid19 patient i selskab med en sygeplejerske, begge med mundbind og hvor patienten hostede helt vanvittigt, benytte sig af samme elevator som jeg selv og alle andre i hele opgangen, der vidste jeg godt hvad klokken havde slået. Og jeg kunne godt regne ud at alt hvad vi har gjort for at være præventive har været totalt forgæves. Jeg hører adskillige medarbejdere og pårørende hoste hist og her og jeg ligger selv med ondt i halsen og hovedpine nu.
    Og ja, jeg spurgte direkte patienten, på behørig afstand, om denne havde covid19 og jeg fik et klart ja. Dette skyldes at nogle covid19 patienter stadig har brug for anden behandling ved siden af covid19 og denne kan de selvsagt kun få på visse afsnit af hospitalet. Men det åndssvagt at man ikke reservere en ud af de mange elevatorer til transport af covid19 og isolere denne patientgruppe med mere end et mundbind når de hoster som de gør. Hvis man har set en slowmotion video af en person der nyser eller hoster så det svært at forestille sig at det ikke vælter ud til alle sider. Man generere et stort lufttryk foran munden ved kraftig hosten. Det simpelthen så naivt at tro at et mundbind med nogle slatne elastikker forhindre den fugtige og virusbefængte ånde i at stå ud til alle sider. Og så lige i et elevator system af alle steder.
    Det kikset at vi fejler på disse lavpraktiske områder. Jeg har nævnt dette for kollegaer flere gange men det svært at trænge igennem til en horde af læger og sygeplejersker når man ikke selv har en medicinfaglig baggrund. Jeg fik også svar på tiltale da jeg for en måneds tid siden svarede en flok sygeplejerske igen da de snakkede om hvor trætte de var af at høre om “Corona virus” i medierne. Her fortalte jeg dem at det altså på ingen måde kunne være undervurderet. Hvorfor skulle det være i Kinas interesse (KINA!) at bygge et helt hospital, med betonfundament og det hele, på en enkelt uge, hvis det ikke var en yderst alvorlig situation.

    En læge svarede: “Det bliver aldrig på niveau med den sorte død” og at nu skulle jeg jo ikke “male fanden på væggen”.

    Jeg har intet på disse menneskers evne til at akkumulere og viderebringe informationer og viden men deres evne til at tænke selv er mangelfuld. Iza, du må have hele pakken. Det skal du være glad for. Jeg håber dine børn snart lære at spare på papiret.

    1. Jeg mente naturligvis: “Her fortalte jeg dem at det altså på ingen måde kunne være OVERvurderet” og ikke undervurderet som det skrevet står.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *