Syg eller sund

Det afhænger af vinklen, databehandlingen og fortolkningen

Skudt i øret

Kender I det, hvor man står og føler sig lidt uansvarlig, fordi barnet ikke har rugbrød med, men knækbrød og en ostehaps, fordi der ikke var andet i køleskabet. Eller opdager at ens unge piller cykelhjelmen af, så snart de er uden for synsvidde. Den der lidt tyngende fornemmelse af at føle sig ansvarlig og den ubehagelige trang til at pakke ungerne ind i vat, så de ikke kommer til skade.
Nogle gange siger folk: “Jaja, men børn overlevede også tidligere, uden cykellygter og røgfri biler:”
Til det vil jeg tilføje, at nogle gjorde.
De der blev voksne overlevede.
Nedenfor sluttede et liv lidt for tidligt efter en 13 årig og en kammerat legede med en pistol. Den ene dreng blev skudt i øret, og dengang kunne man ikke stille så meget op. Han overlevede i 6 lange døgn og døde af hjernebetændelse og lungebetændelse.

Ærø Avis 20/7-1907

Allerede på dagen for ulykken, mener man det er alvorlig. Og det må man jo sige ja til. At blive skudt i hjernen virker ikke just sundt. Slet ikke på en tid, hvor neurokirurgien var primitiv og penicillinen ikke var tilgængelig.

Ærø Avis 27/7-1907

7 dage efter ulykken beretter den lokale avis om den dødelige udgang af vådeskudsulykken.

Ærø Avis d. 29/7-1907

Familien annoncerer begravelsen, der som ofte på den tid foregik fra hjemmet.

Dødsattest

Læg mærke til dødsattesten: Vulnus sclopetarium capitis.
Skudsår i hovedet.
Det er en dødsårsag jeg aldrig har brugt og nok aldrig kommer til at bruge. Heldigvis.
Drengen har formentlig været ved bevidsthed de første par dage, hvorefter bakterierne er begyndt at ødelægge hans hjerne og give ham feber. Det er svært at forestille sig forældrene sidde og vente tålmodigt på at deres søn dør. For det er de formentlig klar over han kommer til.
Spørgsmålet er om de bebrejdede sig selv lidt, eller om vådeskud, drukning og arbejdsulykker, blev set som en almindelig risiko ved at være barn. En man som forælder ikke kunne gøre så meget for at undgå.
Jeg ved det ikke.
Men jeg håber det.
I de gamle dødsattester er mange døde børn. Desværre.
Klemt ihjel på havnen, druknet, døde af stivkrampe, forbrændinger, mæslinger, lungebetændelse og så videre. Det var ikke usædvanligt at børn døde. I dag er det heldigvis forholdsvist sjældent, trods alt.
Til kolleger: hypostasier er ordet. Et sikker dødstegn. Brug dette synonym indimellem for afvekslingens skyld.
Glædelig bagmandag.
Håber dette gav sortsyn også en tirsdag.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *