Syg eller sund

Det afhænger af vinklen, databehandlingen og fortolkningen

Min første og eneste meningitis

Barn med små petekkier på brystet.

Der er sygdomme, jeg som læge hele tiden har i baghovedet. Ved hver en samtale. Hvert et møde. Det er en blanding mellem et længselsfuldt ønske om at prøve det. Om at se det. Og en afgrundsdyb rædsel for at stå i det. I min lægetaske er en lille håndskreven seddel, der ganske kort angiver behandlingen af nogle af de sygdomme, der skal handles hurtigt på. De sygdomme der driver mig som en guldgraver og martrer mig som en stalker. Hver gang jeg synes, at jeg er smult vande, dukker en tanke flygtigt op. Kunne det være? Er det en lille petekkie?
De akutte tilstande jeg frygter mest og beundrer lidt, for deres lynhurtige måde at slå ihjel på er:
1) Anafylaktisk chok (dem har jeg set flere af)
2) Septisk chok (Endnu flere)
3) Bagvægsinfarktet med bæ, bræk og bradykardi. (En sagnomspunden blodprop i hjertet, jeg kun har set 2 af.)
4) Menigitis. Hjernehindebetændelse. Dødelig sygdom der også rammer unge og børn. 1 meningit har jeg set. Og hvilket forløb. Hvilken patient. Og hvilken glæde hun blev rask.

Den lille pige, jeg så, der havde meningitis, har en mor. Og hun skrev en facebookopdatering efter oplevelsen, som jeg har fået lov at dele med jer. Jeg havde nemlig vagten den dag og så hende med et par timers mellemrum. Jeg reddede ingen liv den dag. Det var nemlig ikke den farlige form for meningitis, der i løbet af timer kan forvandle en halvoksen teenager til stendød. Men pointen er at det vidste ingen af os den aften.

Mor fortæller

Hej allesammen. Som nogen af jer ved har den sidste uges tid her i huset været en smule hektisk og meget dramatisk. Inden jeg starter dette opslag vil jeg starte med at sige tak til min helt fantastiske familie. Men den største tak må gå til min dejlige faster. Du er sgu en ener. 

Tirsdag var H til fodbold som sædvanlig, intet nyt der. Jeg kom op på banen for at se hende som vanen tro. Med det samme kunne jeg se at noget var galt. Hun var ikke den samme energiske pige som hun plejer. Hun ville helst ikke løbe rundt og kneb øjnene voldsomt sammen. Jeg spurgte hende hvad der var galt og hun sagde, at hun havde ondt i hovedet.
Lidt tid gik, hvor jeg gentagne gange bad hende komme ud af banen, men hver gang var svaret : man går altså ikke midt i en kamp mor.! Til sidst blev det dog for meget for hende. Hun kaldte på mig og græd. Jeg løftede hende op og næsten med det samme klappede hendes lille krop sammen i mine arme. Jeg lagde hende ind i bilen og kørte i lægehuset, hvor den sødeste sekretær var ved at lukke for dagen. H var kommet lidt til sig selv, men havde en frygtelig hovedpine, ondt i nakken og var meget meget træt. Den søde sekretær ringede efter lægevagten og vi ventede blot 10 minutters tid, så stod der en helt fantastisk omsorgsfuld læge og tog imod os. H blev undersøgt grundigt. Beskeden var at hun skulle hjem og plejes og at vi endelig skulle ringe hvis det blev værre.
Og værre blev det….. meget værre. Det efterfølgende vil sikkert virke lettere forvirrende for alle andre end mig, ja måske endda også for mig, for det hele gik så stærkt. Men jeg håber at i bærer over med mig.
Vi kom hjem fra lægehuset og hannah fik et bad. Vi fik lidt at spise, L og jeg, i mørke da H på dette tidspunkt reagerede kraftigt på lyset. Da vi havde spist, var hun helt ulykkelig. Jeg ringede til lægevagten som aftalt ved forværring. Denne kom indenfor et kvarter.
Da lægen havde undersøgt H, bad hun mig ringe 112. Min lille pige skulle afsted hurtigt, beskeden var obs for meningitis. 
Jeg føler at jeg her rendte rundt med hovedet op i rumpen på mig selv. Mit hjerte hamrede voldsomt afsted, men den meget dygtige læge formåede at holde ro omkring os og hendes rolige væsen fik mig jordbunden igen. Jeg fik fat i 112 og fik forklaret situationen alt imens L og jeg rendte rundt og fik pakket en taske. Bagefter ringede jeg min faster op…… hvad jeg præcis sagde til hende husker jeg ikke. Men hun forstod mig og tog helt over på børnefronten i de dage der kom efter.
Ambulancen kom hurtigere end jeg havde troet. Lægen kørte med H. Jeg tog bilen. Jeg husker ikke meget fra køreturen til ærøskøbing, husker dog at ved lille rise var jeg meget opmærksom på rådyr. Jeg besluttede her at sætte hornet i bund for at disse ikke skulle løbe ud på vejen. Jeg undskylder for denne larm der måtte have generet de omkringboende.
Ved sygehuset blev jeg mødt af min faster. Dejlige kvinde. Hun tog hjem til børnene. K nåede lige at komme hjem et par minutter før ambulancen kom. Min mobil var i stykker så hun gav mig hendes med. 
På sygehuset handlede de hurtigt. Der blev lagt drop, taget blodprøver og hurtigere end jeg nåede at opfatte blev der rekvireret en helikopter. H husker intet fra ærøskøbing sygehus eller ambulancetur. Vi bliver kørt ud til helikopteren og her bliver vi mødt af hvide mænd. Ja i læste rigtigt…. hvide spøgelsesagtige mænd. Det er kulsort udenfor og dørene til ambulancen går op, og der står helikopterredderne i hvide virusdragter med masker der dækker hele ansigtet bortset fra øjnene. Dette husker H. Hun blev nemlig meget bange. 

Vi flyves til odense med direkte indlæggelse på H4. Fantastisk personale vi mødte her. H bliver undersøgt og der konstateres nakkestivhed og rygstivhed. Hun græder meget og er meget bange. Lægen her vil tage en prøve fra væsken i rygsøjlen. Tror nok det hedder noget med spinalstenose, måske. I må rette mig hvis i ved hvad det hedder og at jeg er galt på den. Mit hoved var ikke med mig. Vi er nu tre til at holde hende og lægen stikker hende tre gange, uden held. H er nu meget meget meget bange og græder næsten utrøsteligt. Jeg beder dem stoppe…… på ærøskøbing startede de antibiotika behandling. Lægevagten lagde hjemme antibiotika muskulært i den ene balle. Så jeg spørger dem hvilken behandling man giver ved minigitis. Svaret er her, hun er i den rette behandling. Vi aftaler så at vente med prøven til hun kan komme i narkose og vi bliver holdt i isolation. Hannah er her meget omtåget og husker intet efter forsøget på at tage prøven. Resten af den nat er også væk fra min hukommelse. Jeg ved dog at jeg ikke sov.

Dagen efter kommer vi ud af isolationen omkring middagstid. Bedste kommer på besøg og H kvikker lidt op. Panodil er på det her tidspunkt hendes bedste ven. Det holder feberen lidt nede og tager toppen af hovedpinen. Vi lever her stadig i halvmørke da lyset er meget generende for hende.
Da bedste skal til og afsted klasker hun lidt sammen igen. Hun er nu meget træt.

Torsdag bliver hun lagt i narkose og de tager denne prøve fra ryggen og en masse andre blodprøver. Jeg venter ude på gangen.
Da jeg kommer ind på opstuen til hende har hun svært ved at vågne og hendes iltmætning falder drastisk. De arbejder rundt om hende. Hun får ilt og de knokler på for at få hende vækket. Ingen respons, hun vågner ikke. Jeg tager hendes hånd og kysser den og kalder stille på hende, hun reagerer. Jubiii mit indre jubler.
Hun kigger op på mig, hoster meget og får blodnæse. Jeg husker at jeg smiler til hende da hun beder om vand.
Da vi kommer ned på afdelingen venter hendes storebror J på hende. De hygger sammen resten af dagen. Hun reagerer med stor glæde ved at se ham. De putter sammen ser fil sammen og griner. Jeg er lettet. Mens jonathan er der kommer lægen ind. H har borrelia lyder beskeden. Lægen mener her at hun får den helt rigtige behandling og han roser vores lægevagt for at handle hurtigt. Han fortæller endvidere at i nogle tilfælde går borreliaen til angrebpå nervesystemet også kaldet neuroborreliose. Han fortæller at der findes tre kliniske stadier og at han mener at H befinder sig i 2 stadie. Han fortæller at mistanken om minigitis er korrekt , dog ikke den meget smitsomme form for minigitis, men en norrelia fremkaldt form. Der blev jeg klogere. Der findes altså flere former for minigitis. Hs form kom altså af borrelia fra en flåt der bed hende for ca 4-5 uger siden. Ved bid var der ingen rødme fortæller jeg ham. Beskeden her lyder på at det behøver der ikke altid at være. Endvidere får vi af vide at infektionssymptomer kan forekomme op til 6 mdr efter bid.
Jeg husker at jeg både er lettet og forskrækket. Min lille pige har minigitis fremkaldt af borrelia, men hun er i bedring og modtager rette behandling. Underligt nok er jeg mest lettet.
Torsdagen går på hæld. Og fredagen vågner. H har det meget bedre. Hun griner og pjatter. Hun er meget svimmel og skal følges rundt. Men hun har ingen hovedpine mere og appetitten vender retur. Beskeden fra lægen er i må gerne komme til ærø. Ærøskøbing overtager IV behandling indtil d.13 oktober i skal herind igen den 10 til kontrol, men i kan komme hjem. Jubiii. Og hjem vi kom. 
Weekenden er så helt pløret ud i et. Heldigvis blev min faster hos os indtil søndag aften. Igen skal hun have stor ros.

I skrivende stund sover min lille prinsesse. Vi er hjemme, men hver aften kører vi til ærøskøbing sygehus til behandling. Dog er vi hjemme. Glæden er stor. Vi har haft besøg af familien. Men hun bliver hurtigt træt. To af hendes skoleveninder har været forbi, hold nu op hun var træt bagefter, men meget glad.

Ja hvad vil jeg så med denne opdatering????? 
Jeg ved det faktisk ikke….. måske kan det bruges til at gøre andre opmærksomme på flåtbid, måske er det en terapiform for mig selv. Jeg ved det ikke.
Ej heller ved jeg om H slipper for varige men. Lige i øjeblikket leder hun meget efter ordene når hun taler, hun trættes enormt hurtigt og får stadig hovedpineanfald, hun reagerer stadig på skarpt lys med ubehag og hun var hertil aften lidt svimmel og appetiten er ikke endnu hvad den plejer. Vi må væbne os med tålmodighed og se tiden an. Men et er helt sikkert, hendes chancer for helbredelse havde været meget mindre og måske ikke eksisterende uden vores opmærksomme lægevagt og fantastiske lille sygehus. Så tusinde tak til jer, i ved selv hvem i er.
Tak fordi du gav dig tid at læse H historie.
Kærlig hilsen Hs mor.

Min oplevelse som læge

Jeg var lige gået hjem fra lægehuset klar til en 18 timers tilkaldevagt, da jeg blev kaldt over på lægehuset af sekretæren. Jeg boede lige ved siden af, så jeg luntede på arbejde.
Det var en pige i starten af skolealderen, der var utilpas. Så vidt jeg husker var hun lidt påfaldende med ondt i hovedet, utilpas og svimmel. Hun fik den sædvanlige omgang med lytten på hjerte og lunger, kiggen i hals, tjek for nakkerygstivhed mv. Jeg kan ikke huske om hun havde feber allerede der. På det tidspunkt havde jeg en fornemmelse af, at det var anderledes end normalt. Som en lille falsk tone, der ikke helt kunne høres endnu. Ikke fordi hendes symptomer var meget anderledes end alle andre unger med begyndende snue eller snot, men der var noget, jeg ikke helt kunne sætte en finger på. Jeg vidste jeg havde vagten indtil næste dag, så jeg varslede blot om, at de skulle ringe ved forværring. Moren var fint kompetent, så jeg tog hjem og ordnede vasketøj og gjorde rent. Efter aftensmad var jeg ude og køre et besøg i min ældgamle Toyota Corolla, der skulle køres på en bestemt måde for ikke at gå i hak i gearene. På vej hjem fra det blev jeg ringet op af pigens mor. Det var blevet værre. Hun havde høj feber og ondt i nakken.
Jeg var der efter 5-10 minutter. Pigen sad ret op og ned. Jeg lyttede, lyste i øjnene, hvilket hun ikke kunne lide. Jeg lod lygten bevæge sig ned mod pigens navle for at få hende til at kigge ned. Som jeg altid gør, når jeg undersøger børn. De fleste børn kæmper imod, når man forsøger at bøje deres nakke, men hvis man flytter lygten kigger de som regel efter den.
Pigen kiggede lige ud.
Jeg opfordrede hende til at kigge ned. Det ville hun ikke.
Her begyndte jeg at mærke adrenalinen i kroppen. Jeg blev tør i munden og meget, meget fokuseret.
Jeg forsøgte at aflede hendes opmærksomhed og så bøje nakken på hende. Hun skreg. Jeg kiggede i munden for at sikre mig det ikke var en halsinfektion, der gjorde hun var øm og ikke ville bøje i nakken. Intet i halsen.
Jeg forsøgte igen mens hun lå ned.
Og der gik det op for mig. Ungen var brætstiv i nakken og ryggen. Havde høj feber, var lyssky og havde hovedpine. Inden jeg helt havde udtalt ordet: “Meningitis” i hovedet kunne jeg mærke suset. Rusen. Der hvor alt bliver klart og giver mening. Nu kører bussen, tænkte jeg. Så snart du har sagt ordene ændrer det hele sig.
“Jeg tror det er meningitis. Du skal hjælpe mig.”
Der var ikke så mange ord mellem mig og hendes mor. Jeg kom med kommandoer. Korte, rolige anvisninger. Og alt gik som det skulle. Jeg kunne ikke gøre det hele lige så hurtig, som hvis moren hjalp. Så det satte jeg hende til.
Hun ringede 112. Pigen klarede det flot. Moren bevarede roen og det kunne hun mærke. Der var ting vi allesammen skulle den dag, vi ikke havde lyst til. Jeg forsøgte at finde en blodåre, men endte med at give pigen antibiotika i ballen. Jeg skrev tidspunkt og doser ved de to stik.
Jeg kunne huske en læge, jeg beundrer, engang havde sagt: “Det skal ikke blive for fint. Kan du ikke komme i årerne, så træf en beslutning og læg det i musklen. De kan blive dårlige meget hurtigt.”
Ambulancen kom hurtigt. Moren havde ingen bil og reglerne er sådan at lægen går med i ambulancen ved meningitis. Hun tog min bil og jeg kørte med. Vi fik lagt IV adgange på barnet og startet væsketerapi.
Jeg kan huske redderne spurgte, om vi bare skulle tage den stille og roligt.
“I skal give den noget pedal!” fik jeg sagt.
Hele turen sad jeg og kiggede på pigen. Og bad til hun ikke ville lave noget utidigt såsom at få hjertestop, hive droppet ud eller få svært ved at trække vejret. Imens snakkede jeg med hende. Hun var ret godt med og temmelig rolig, alt taget i betragtning.
På sygehuset kunne jeg aflevere hende. Jeg havde det, som om jeg lige havde afleveret alle mine byrder til en anden.
“Værsgo. Hun lever. Dit ansvar fra nu af.”

Bilen stod og dampede. Den havde fået kørt snavset af bremseklodserne. På vej hjem kunne jeg høre den store redningshelikopter fra eskadrille 722.
Jeg var et sted mellem lykkelig og uendelig trist. Meningitis kan ændre liv. På samme måde som højresvingsulykker og Ebola ændrer liv. Det er ikke til det bedre.
Da jeg fik at vide pigen overlevede, var jeg mest lykkelig.

På tur med eskadrille 722

3 thoughts on “Min første og eneste meningitis

  1. Tak for dit skriv Iza ❤️ Hvor er det en vild underlig, mærkværdig og samtidig smuk følelse jeg sidder med efter at have læst din beretning om den dag som for mig var et mareridt. Du har læst min beretning om min oplevelse og jeg har fortalt dig den, men jeg har aldrig hørt din oplevelse af samme situation. Tak for at lukke mig ind. Det er så meningsgivende for mig at læse.

  2. Jeg har en til din liste over ting der får nakkehårene til at rejse sig både i rædsel og forventning
    Nekrotiserende faceit

    1. Det lyder tilpas gruopvækkende til jeg vil give dig ret. Det er nok bare meget at håbe på. Fourniers gangræn er en anden jeg til tider har troet på. Men intet har jeg set.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *