Læger gav patienter malaria

Velkommen til denne uges tirsdagsdødsattest. Læsning, der får dig til at dvæle lidt længere i mandagsdepressionen, end du ellers ville have gjort.

Og så er jeg ellers klar til at dykke ned i død og ulykke. Denne gang med sælsomme eksperimenter udført af danske læger i 1930erne. Enjoy.

Malaria i Danmark

Omkring år 1900 var malariaen i realiteten udryddet i Danmark. Dræningen af markerne og den effektive kininbehandling af malariaparasitten plasmodium vivax medførte, at malariaen som infektionssygdom i Danmark døde ud.
Alligvel har jeg fundet en del dødsattester, hvor malaria angives som dødsårsag efter malariaen forsvandt. Og det er spændende medicinsk historie!!
Se eventuelt sidste uges indslag om malariaen, hvis du er helt uvidende (det håber jeg virkelig ikke!) om vivax malariaens udbredelse i Danmark i 1800-tallet :

Malariadødsfald i 1938 i Ærøskøbing

Nedenstående dødsattest faldt jeg over, mens jeg kiggede på syphilis dødsfald blandt sømænd og deres koner. Kvinden på dødsattesten var 35 år, da hun døde. Laura hed hun. Laura blev født i den bundsolide Bastholmslægt, men en tyskfødt matros besvangrede hende og de indgik. Hun havde født 3 børn inden hun døde, men kun 2 overlevede. Lillian og John.
Sønnen, John Rettmer, vandt som 8 årig børnefugleskydningen i Ærøskøbing i 1935. En stolt dag for enhver forælder.
Spørgsmålet er om Laura, dengang 33 år gammel, opfattede det?
Hun havde syphilis i 3. stadie.
Led af de vanvittiges lammelse.
Dementia paralytica.
Den sygdom, der giver dødsangst, storhedsvanvid, skrækkelige smerter og langsomt fremadskridende lammelse. Dengang var der mange, der troede, de var Napoleon eller dronning af Saba. Det lå i sygdommen. Storhedsvanviddet. Lammelsen. Den langsomme udslettelse af alt, hvad der er menneskeligt. Kontrollen over urinafgang og afførring forsvandt. Sammen med forståelsen af verden. Tilbage var lammelsen og angsten. De skreg meget, de vanvittige, og døde efter nogen tid.
Og intet kunne lægerne gøre for at stoppe sygdommen. Døden fulgte. Altid.
Således også for Laura:

Men hov.
Laura døde af dementia paralytica (syphilis i nervesystemet), Malaria nosokomiel (malaria erhvervet på sygehus!) og bronkopneumoni (lungebetændelse). Malaria var ikke en sygdom, der i 1938 hærgede i Danmark længere.
Laura døde på sindssygehospitalet i Risskov.

Malaria som sidste udvej

Jeg har tidligere været inde på de grimme følger af syphilis på Ærø, hvor matroserne bragte smitten med sig hjem og efterlod deres koner til at dø årtier senere af syphilis 3. stadie.
Nedenfor er linket til gennemgangen af dødsattester, hvor mænd og deres koner dør af syphilis.

Syfilis gav sår over det meste af kroppen mest iøjnefaldende i panden, og i starten af syphilis epidemien i 1500 tallet, blev sårene i panden kaldt for Venus’ krone. Der var prestige i at have syphilis.
Det var det lige indtil sammenhængen mellem Venus’ krone og den smertefulde uværdige død i afsindig lammelse og frygt, blev opdaget. Saddelnæsen (som gamle boksere) og hårtabet var endnu nogle af de meget synlige stigmata, syphilis pyntede patienten med.

Saddelnæse


Alle organsystemer blev ramt.
“He who knows syphilis, knows medicine,” skulle grundlæggeren af moderne medicin, Sir William Osler, have sagt.
Syphilis var nådesløs. Man mistede også evnen til at holde balancen.
Blandt sømænd var det kendt at man lige skulle puste lyset ud, mens luderen stod op. Hvis hun faldt til jorden i mørket, skulle man videre til en ny.
Syphilis i 3. stadie.
Som skaldede, vaklende, boksere med væskende sår overalt, var syfilitikerne til at kende i bybilledet. Og skammen over denne seksuelt overførte sygdom var stor blandt befolkningen.
Læger forsøgte at behandle sårene og sygdommen med den tids vidundermiddel, kviksølv. A night with Venus, a lifetime with mercury. Kviksølv er giftigt og mange døde af kviksølvforgiftninger før syphilis fik krammet på dem.

Men lægerne begyndte i starten af 1900-tallet at lægge mærke til, at hvis en patient ramt af syphilis, blev ramt af alvorlig infektionssygdom og overlevede, så blev enkelte helbredt for deres syphilis.
Resten døde. Enten af infektionssygdommen eller syphilis.
Lægerne gættede sig til at det måtte være feberen, der var gavnlig for patienterne, og det førte til mange varmebehandlinger, hvor patienternes temperatur blev øget til 40 grader i varmebade og saunaer. Det gav desværre ikke gode resultater. Få blev helbredte. Mange døde.

I dag ville det være helt uacceptable lidelser og risici at løbe på patienternes vegne. Men verden var en anden og patienterne havde ryggen mod muren. ikke ulig lægerne.

Patienterne skulle jo dø alligevel og lægevidenskaben var ikke begrænset af de hensyn, der i dag tages til alvorligt syge mennesker.
Hvis man som læge eksempelvis overvejede om indhældning af carboxylsyre i en kvindes livmoder kunne kurere hysteri, ja så fandt lægen bare en hysterisk luder og gjorde forsøget.
Det viser sig at indhældning af carboxylsyre i livmoderen er ret dødelig indenfor minutter, men så var lægen blevet det klogere og ingen savnede en hysterisk luder.
Det var spændende tider for læger, knapt så meget for patienter.

Lægerne prøvede efter fiaskoen med varmebehandling at give patienterne rosen og andre spændende infektionssygdomme, men fordi man ikke dengang havde penicillin endte patienterne lidt for ofte med at dø af infektionssygdommen.

Det var indtil en læge fandt på at give syphilispatienterne malaria af den milde vivaxtype. Det gav feber med intervaller, og når patienterne havde oplevet 2-10 feberepisoder, så fik de kinin. Og faktisk blev en tredjedel af patienterne helbredte for deres syphilis. En tredjedel fik markant bedring i sygdommen. Og den sidste tredjedel fik ingen bedring.
10% døde af malaria.
Og det er de 10% stakkels Laura var iblandt. Havde hun overlevet 8 år mere, var hun blevet helbredt med penicillin. Men det gjorde hun ikke. Så hun døde af den eneste kur man kendte, fraset et ret heftigt arsenikderivat, der havde ligeså urimelige bivirkninger.

Nedenfor er 3 dødsattester fra hhv. 1931, 1932 og 1933. Behandlingerne foregik i årevis på sindssygeanstalterne.

Ovenfor er dødsattesten på Jens, en mand indlagt på Risskov sindssygehospital. Han var 52 år, hjertesyg, lidende af dementia paralytica og malaria artificialis. Altså kunstigt pådraget malaria. Det kunne han ikke holde til, den stakkel.

Nedenfor er dødsattesten på Willy, en fyrbøder på 32 år, der også måtte lade livet i et sidste forsøg på at blive rask.

Den sidste dødsattest er fra 1933. Det er mest for at vise, hvor friske lægerne var dengang. Malariabehandling på et ikke specialiseret sygehus? Så gerne. Her lykkes det lægerne i Sønderborg at pådrage Hans henrik på 33 år, en dødelig malariainfektion.
Men igen. Han var dødsmærket. Sidste udvej.

Således opmuntret er ugen godt i gang.
Memento mori.
Og min statistik siger at kun cirka 1000 besøgende om måneden læser hele indlægget. Og det kan jeg sige ud fra at ingen kan læse og fordøje det her på under 15 sekunder, hvilket er den tid det tager for 5000-6000 læsere at konstatere at der hverken er bare bryster eller en fed konkurrence i indlægget.
Så hvis du er kommet hertil, så er du ikke bare blevet klogere. Du er også en af mine kernelæsere. Tak for det.

2 thoughts on “Læger gav patienter malaria”

  1. Ja, jeg er blevet kernelæser, så selv tak!

    Nu er jeg gået i dødsattest-opslagene som en opmuntrende afveksling til Corona-opdateringerne, som godt kan blive lidt dystre i al deres aktualitet.

    1. Jeg læser dem, når jeg ikke kan klare mere tryghed og middelmådighed. Fajancekoppen er også et mysterie du kan kigge nærmere på

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *