Syg eller sund

Det afhænger af vinklen, databehandlingen og fortolkningen

Hold amaronen hellig og kirkerne tomme

I disse for vort land så alvorlige tider, har jeg isoleret mig med amaronen og hunden. Jeg prøver desperat at undgå resten af familien uden det store held. Grundsmitten ligger på lige under 3000. Næste gang det bliver spændende er på den anden side af nytår, hvor vi kan se om nedlukningen har haft effekt trods julehygge og nytårsknald. Vi har holdt grundsmitteniveauet i mange dage nu.

Jeg er dødtræt af corona. Og er i gang med at skrive en krimi, hvor jeg ret systematisk får slået en masse irriterende typer ihjel. Det føles helt rigtigt, så det vil jeg fokusere på at få gjort de næste par dage. Jeg vender frygteligt tilbage efter nytår -eller før, hvis der sker noget spændende…

Allernederst er et lille snydekig til et af mordene. Enjoy.

Værnemidler

Intet nyt

Nye tiltag

Nej.

Panik

Nej.

Tittebøh….

Regionshospitalet Randers, April 2017

Han stillede cyklen i stativet og gik det sidste stykke ind på sygehuset. Selvom de fleste overlæger havde deres kontorer i de nybyggede lokaler bag det oprindelige sygehus, havde han fået lov at beholde kontoret i den ældre del af sygehuset. Eller fået lov… Det viste sig, at der var bygget alt for få kontorer til læger og patienterne var der heller ikke plads til i det nye. Til gengæld havde ikke mindre end 4 hygiejnesygeplejersker, 6 projektkoordinatorer, 8 økonomimedarbejder og 20 andre mærkelige eksistenser fået plads i de nye bygninger. Hans Jørgensen anede ikke, hvad de fik tiden til at gå med, og han var også ligeglad. Så længe de ikke generede ham med deres undersøgelser, uforståelige lange vejledninger og konstante mails, så kunne han leve med parasitternes indtog på sygehuset. Desværre lod de ham ikke i fred. Sidste år havde den lille hygiejnesygeplejerske truet ham med fyring, hvis han ikke gennemgik en halv times online kursus i håndvask og opsætning af spritdispensere. 

Hospitalsledelsen havde bakket hende op og til sidst havde han fået en yngre læge, Mie, til at lave kurset for ham på hans kontor. 

Intet er gratis og Hans Jørgensen måtte lære Mie at lave pleuracenteser i ambulatoriet. Det var gået over al forventning og i den uge han underviste Mie, havde han nærmest haft arbejdsglæde. Den forsvandt dog hurtigt igen, da han blev kaldt til endnu en samtale med ledelsen, denne gang for at være udeblevet fra det årlige obligatoriske kursus i genoplivning. 

Hans Jørgensen havde genoplivet flere end hele ledelsen og deres lakajer tilsammen og helvede ville fryse over, før han skulle undervises af den lille lapsede kardiolog in spe, der vimsede rundt i gennemsigtige hvide bukser, en transducer på et rullebord og italienske sko. Morten hed han. I disse tider med flydende kønsidentiteter og nytteetik passede Morten perfekt ind. 

Enden på miseren var blevet at Hans Jørgensen blev fritaget for vagter, hvilket både han selv og ledelsen virkede godt tilfredse med. Morten havde derimod fortsat sine mails til ham om deltagelse i kurset. Efter 4 påmindelser fik han Mie til at vise ham, hvordan man blokerede bestemte afsendere. 

Hans Jørgensen satte sig ved computeren og klikkede på mail ikonet. 0 Mails. Det havde taget ham en lille uge at blokere mails fra alle, der hed noget med udvikling, hygiejne, administration og Morten, men det havde været arbejdet værd. Nu fik han kun mails fra kantinen og Mie, hvilket  resulterede i under 4 mails om ugen. I dag var der eksempelvis svinekam og og kartofler. 

Hans Jørgensen gned sine tindinger. Den hovedpine havde varet siden mandag, og nu var det fredag. Måske var det blodtrykket igen. Eller febris rheumatica. Eller en hjernetumor….. Hans Jørgensen lod tankerne fortsætte ned af det spor, indtil han blev bevidst om tankerækken og rystede på hovedet. Sygdomme var noget der ramte patienter og hypokondere så han så rigeligt af hver dag. 

Han tog sin kop med ud i køkkenet og fyldte den med kaffe fra termokanden. I den anden hånd tog han et glas vand. 

“Tid til pensionistmorgenmad,” tænkte han. 

Inde på kontoret åbnede han skuffen. 5 glas medicin med hans navn på stod side om side med taperuller og stetoskoper. Han begyndte at dosere sine piller. Sirligt lage han dem op på bordet i en bunke.
Han tog altid dem alle på en gang. Ikke noget med at fordele dem på døgnet for så glemte han det. 

1 simvastatin mod forhøjet kolesteroltal. 

1 amlodipin mod forhøjet blodtryk (og så så havde den en karudvidende effekt og selvom håbet efterhåndet var blevet grumset grønt, håbede han stadig på en brugbar rejsning, bare en enkelt inden han døde) 

2 bisoprolol (betablokkere, der desværre udover at sænke blodtrykket nok også var medvirkende til impotensen, der snart havde 10 års jubilæum. Heldigvis holdt hans kone og ham snart 40 års jubilæum og hun virkede lettet over at kunne nyde elevationssengen og medlemsskabet af Gyldendals bogklub uden forstyrrende elementer.)

2 corodil også mod forhøjet blodtryk

1 hjertemagnyl, der som den eneste pille skilte sig ud. Hjerteformet. 

Hans Jørgensen smilede. Viagra var blå og diamantformede. Og diamanter var trods alt hårde nok til at skære i metal. Da han selv havde prøvet viagra, havde hans rejsning ikke engang været imponerende nok til at den kunne skimtes i de hvide underbukser med gylp. 

Han blevet revet ud af det bittersøde minde, da overlæge Jens Østerby åbnede døren. 

“Husk, det er i dag, der er udviklingsmøde om den fremtidige arbejdsmiljøstruktur på sygehuset fra 8-9,” Jens smilede og nikkede mod pillerne, hans havde samlet i hånden. 

“Smid nogle benzoer eller ketogan oveni. Sygehusdirektøren skulle efter sigende møde op i egen lavstammede figur,” Jens rullede med øjnene og lukkede døren bag sig efter salutten.

Jens var den eneste fra den gamle garde tilbage på sygehuset. De var lige gamle og selvom de havde brugt mange år på at diskutere faglige emner og problemstilliger, så havde al fagsnak forstummet de senere år, og var blevet erstattet af et fælles inderligt had til ledelsen, hygiejnesygeplejersker, projektkoordinatorer og alle de andre underlige eksistenser, der begravede dem i papirarbejde, møder og LEAN koferencer i en grad, så de kun sjældent havde mulighed for at koncentrere sig om patienterne. Jens havde dog ikke fundet blokerknappen på mailen endnu

“Ned med lortet,” mimede han for sig selv. 

Han smed pillesamlingen i munden og skyllede efter med vandet. Tog koppen med kaffe og gik videre til morgenmødet. På vejen gik han igennem FAM. Fælles akutmodtagelse. Stedet hvor folk kommer for at dø eller blive vendt i døren og sendt hjem med to panodiler og besked om endelig at komme igen, hvis det blev værre. Der var grundlæggende de to muligheder, men enkelte kom dog ud på specialafdelingerne, hvor der ikke kun gik læger med 2 måneders erfaring og ti tommelfingre. De patienter var bedre stillet.

En ung læge stod med tårer i øjnene ved sygeplejersken ved skranken. Det nye var, at sygeplejersker blev såkaldte “flowmastere” og stod for fordelingen af patienter. Men som ilden var de gode tjenere og onde herrer. Det var ikke usædvanligt at se grædende uddannelseslæger. Hans Jørgensen overvejede at lade som om han ikke så optrinnet og fortsætte mod morgenmødet. Sidst var han også kommet for sent. 

“Jeg skal bruge bagvagten, jeg kan ikke tage den arteriegas,” sagde den unge læge til sygeplejersken, der kiggede uinteresseret op fra sin skærm. 

“Vi ringer ikke til bagvagten, for at tage en simpel A-gas. Det skal du kunne!” 

Sygeplejersken talte højere end hun behøvede, så patienterne kunne høre med og det selvtilfredse smil, der lurede i mundvigen afslørede, at hun nød sin magtfulde position lidt mere end de fleste. 

Hans gik helt tæt på hende og fik øjenkontakt.

“Jeg troede, vi arbejdede med åben kommunikation, gode relationer og hensyntagen til arbejdsmiljøet her i FAM,” Hans Jørgensens dybe bas brød ind mellem de to kvinder og sygeplejersken missede med øjnene. 

“En læge skal kunne tage en A-gas,” fremstammede sygeplejersken, som Hans Jørgensen allerede havde døbt, Franco, i hovedet. Hendes mørke hår og magtliderligheden gjorde det til et oplagt valg af kælenavn. 

Hans kunne ikke huske deres navne mere. Eller han gad ikke gøre sig ulejligheden. De var der typisk i et halvt år og så var de videre. Eller sygemeldte med stress. 

Hitler havde også været et oplagt tilnavn, for nu hvor han kiggede nærmere, havde hun et lille mørkt overskæg. Men Hitler var desværre allerede taget af en bredhoftet, fladpattet sygeplejerske på hjerteafdelingen. 

“Skal jeg ringe til bagvagten?” Sygeplejersken Franco smilede og lagde hovedet charmerende på skrå.  Hans Jørgensen rynkede på næsen af hendes åbenlyse lefleri. 

“Nej, vi går sammen ind og tager den,” sagde Hans til sygeplejersken og vendte rundt med lægen småløbende efter sig. 

Hans Jørgensen masserede åndsfraværende tindingen på vej ind til patienten. Den unge læge snakkede til ham. Formentlig en masse undskyldninger og taknemmelige tilkendegivelser, men han hørte dem ikke. 

Det irriterende lille mundhul blev ved med at bevæge sig på hende. Nu truede hjernen med at åbne kraniekassen. Sådan føltes det. 

Den ældre mandlige patient så lettet ud, da Hans kom ind efter den snakkende læge. Hans ville skyde på at de var cirka lige gamle… Ældre patient. Ældre læge.

“Jeg beklager, vi ikke kunne tage prøven. Desværre er nogle patienter skruet så skævt sammen, så det kræver en overlæge,” Hans lirede remsen af, mens han smilede. 

Han fik Agas kanylen og i stedet for at søge efter den lille pulsåre ved håndleddet, mærkede han efter i albuen. Det var hans lille specialitet. Selv med hovedpinen dunkende, fandt han let arterien med fingeren og med et hurtigt skub på kanylen gik den lige i. Første hug. 

Mens blodet vældede op i sprøjten, smilede han til lægen. 

“Så klarer du den her fra. Meget svær patient at stikke i. Dybe årer,” Hans Jørgensen løftede sigende øjenbrynene og lod hende overtage. Patienten nikkede imponeret til ham, da han gik ud. 

Win-win. Ingen blev ydmyget og patienten var endnu mere imponeret. 

Han gik ud til Franco og hentede kaffekoppen, der heldigvis stadig stod på skranken. 

Hele staben fra de nye kontorbygninger sad klar om bordet og enkelte kiggede misbilligende på Hans, da han med en halv times forsinkelse endelig kom ind ad døren. 

“Jeg er ked af vi startede uden dig,” sagde en sygeplejerske for enden af bordet til ham med en syrlighed, der formentlig oversteg hendes skedes pH værdi. 

Hun var sikkert koordinerede chefsygeplejerske eller det der var værre. 10 tommelfingre og en administrativ lederuddannelse. De skulle stilles op og piskes til de kunne opføre sig med respekt overfor fagligheden og patienterne. 

Hvorfor tænkte han så grimt om andre? Eller så vulgært? Grimt tænkte han altid om de pindemadsfedlinge, der sad for enden af bordet.

Hans kiggede ikke engang op trods den insisterende stilhed. 

Hovedpinen trykkede nu helt nede fra kæben og op. Den her hovedpine, var ikke den sædvanlige. 1 år tilbage! Så ventede pensionen. Han forsøgte at lade tankerne lande blødt i pensionstanker. Stress. Måske var det stress. 

“…og det underminerer lidt de tanker vi havde om et fælles kontormiljø, hvor administrationen sidder side om side med den faglige, daglige ledelse.”

Hans Jørgensen kunne smage jern bagerst i munden nu. Han sank engang men der var for meget. Han rømmede sig, men det fik hovedpinen til at trykke igen.

“Er du ikke enig, Hans?” 

Sygeplejersken kiggede på misdæderen, der havde afbrudt den nøje forberedte monolog, der gerne skulle munde ud i et åbent kontormiljø med inkluderende atmosfære, struttende af overskud og fagligt inspirerende slogans på væggene. 

Hans Jørgensen prøvede igen at synke, men denne gang var der for meget. Han åbnede munden og hostede i det samme. En knytnævestor blodsamling landede på ellipsebordet og sendte dråber helt op i den finere forsamling for bordenden. 

“Undskyld,” mumlede Hans Jørgensen uengageret, mens han kunne mærke lettelsen. Som at pisse efter en 4 timers tarmslyngsoperation. Eller kneppe efter en lang dag som underviser på sygeplejeskolen. 

Jens Østerbye mærkede noget varmt ramme ham på panden. Et øjeblik troede han, at han ikke kun drømte om at være i sommerhuset i Frankring, men rent faktisk sad ved poolen og var blevet ramt af barnebarnets plasken. Men det varme var for varmt og klistret. 

Han kiggede op og så rædsel i øjnene på de omkringsiddende. Ved siden af ham lå Hans Jørgensen med hovedet lige ned i bordet og blodet fossende ud af næse og mund. 

“Bagre næseblødning,” meldte han ud i lokalet, “ Vi skal bruge kateter og adrenalin.”

Hele forsamlingen sad som forstenet. HR sygeplejersken, der havde holdt en lange tale, prøvede fortvivlet at tørre blod af sine papirer, mens hun messede: “Åh nej da, Åh nej da.”

Hans Jørgensens ansigtsfarve ændrede sig over mod det blågrå og blødningen stilnede lidt af. 

Jens tog fat i det grå hår og løftede ansigtet op fra blodpølen. 

“Han skal ned på gulvet så vi kan arbejde!” 

Jens kiggede over mod kardiologen med den vuggende gang og de spidse damesko. 

“Hjælp mig lige her, Morten!”

Kardiologen sprang op og i et tag, havde de fået patienten på gulvet. Frie luftveje. Men der var kun udsættende rallelyde fra Hans Jørgensen strube. Jens lyste ham i øjnene. 

“Dilaterede lysstive pupiller.” bjæffede han. 

“Pulsen uregelmæssig. Bradykardi,” meldte Morten. 

“Kald hjertestop nu,” Jens kiggede op mod HR, og projektfolket. 

“Hvad er nummeret?” HR sygeplejerskens skingrede ud i lokalet.

“2222,” hvæsede Morten. “Ring 2222”

“Der er puls i håndleddet, trykket er over 100 i systolen, og det blod, hvad får han af blodfortyndende, det er ren saftevand.”

Morten kiggede spørgende på Jens.

“Han får en hjertemagnyl og noget for blodtrykket. Ellers sund og rask, så vidt jeg ved.” 

“Hvad sker der her?” Morten kiggede spørgende på Jens, der prøvede at omstille sig fra endnu et ulideligt møde til massiv blødning og udsættende vejrtrækning. 

Hjertestopholdet kom løbende ind. 

Morten rejste sig og stod næsten ret, mens han opdaterede holdet:

“Det drejer sig om en 66 årig herre, tidligere i det væsentligste sund og rask, fraset hypertension. Debuterer kl 0835 med hæmoptyse og bevidstløshed. Nu udsættende respiration, bradykardi og lysstive pupiller. Får antihypertensiva og hjertemagnyl. Ellers angivelig intet.”

Intensivsygeplejersken sugede fra svælget. Blodet blev ved med at strømme op i røret. Enkelte bobler kom til syne, når hun flyttede på suget, men ellers var det en konstant fontæne af rødt flydende blod, der sprøjtede ned i beholderen. 

“Alt jeg rører ved i munden begynder at bløde,”sagde hun højt. “Det siver fra gummer, gane, næsesvælg og tunge.” 

“Der er langsom rytme på skærmen,” Morten kiggede igen på det underlige mønster. “Frekvens omkring 30”

“Blodtrykket er 240/170,” meddelte sygeplejersken med hjertestarteren.

“Jeg tuber ham nu, “ meddelte intensivsygeplejersken, og i det hun bøjede hovedet bagover på hans Jørgensen, løftede han armene og lagde over kors på brystet. 

“Der er stadig liv,” sagde Morten opmuntrende. 

Jens kiggede sørgmodigt på Hans.Hans gode kollega og tidligere yndlings faglige kombattant. Selvfølgelig var det Hans, der skulle vise ham det tegn, de begge kun havde set ganske få gange i deres karriere. Lazarus tegn. Den døende hjernes sidste hilsen.  

Ved manipulation af hovedet løfter patienten armene og lægger dem over kors på brystet, så de ligner en mumie. Lazarus, der rejste sig fra de døde. Hans Jørgensen ville aldrig rejse sig igen. 

Desværre var Lazarus tegn en refleksbetinget bevægelse udløst af manipulation med nakken. Hans Jørgensen var allerede nu svært hjerneskadet, konstaterede Jens for sig selv. 

“Det er Lazarus tegn, Morten. Hans Jørgensen har en cerebral katastrofe. Formentlig hjerneblødning. Han inkarcererer.” 

“Det ved du da ikke, vi skal have en ct scanning,” Morten kiggede nervøst over på ledelsen. 

“Man skal da have en ct scanning!”

Jens trak på skuldrene og listede ud. Over skulderen kunne han se rejsningen i Hans Jørgensen løse kittelbukser. Det var for sent nu. 

Når først de hejser flaget en sidste gang, så har hjernen ikke tid til at vente på en ct scanning eller en akuttur til neurokirurgerne i Århus. Rejsningen skyldtes at trykket i hovedet nu var så højt, at Hans Jørgensens lillehjerne var på vej nedenom ud af kraniekassen. Af en eller grund udløste det denne upassende refleks. En sidste honnør fra et skattet medlem af en snart uddød lægerace.

Det tog det moderne sygehusvæsen 4 timer, før de kom frem til samme konklusion som Jens. Heldigvis lykkedes det ikke neurokirurgerne at få fingre i ham før det ville være absolut uetisk at kaste sig over en heroisk kraniekasseåbning. 

Hans Jørgensen var læge, dannet og vidende. Han ville ikke leve videre, hvis han mistede det.

Samme dag meldte Jens sig syg. Han skulle ikke bruge en dag mere blandt udannede og uvidende mæh-lam. 

Stress ville han kalde det, hvis nogen spurgte.

Så må vi se om jeg kan lokke et forlag til at betale mig for at lystmyrde i fantasien.

7 thoughts on “Hold amaronen hellig og kirkerne tomme

  1. Jeg vil gerne læse videre

    Husk at skrive tal ud som ord i skønlitteratur. Det er pænere og mere flydende at læse. Det er kun i faglitteratur man bruger numeriske tal.

  2. Spændende! Jeg vil gerne læse flere af dine krimier. Kunne ikke undlade at grine lidt på sikkert upassende steder.

  3. Tak, Iza! Føler mig ikke længere så alene i mit syn på det såkaldte “servicesamfund” og “sundhedsvæsen”… 🙂

  4. 1000 tak for snigpremieren Iza! Glæder mig til fortsættelsen. Og vil driste mig til at genlæse House of God mens jeg krydser fingre for, at det holder 15 år efter de unge dage som “bundsvin”.

  5. Hej Iza. Ser hver dag frem til dit indlæg. Elsker din stil. Og de faktuelle oplysninger. Ikke enig med Morten. Fortsæt endelig med at skrive tal numerisk. Det er det, der dur lige i din gyser.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *