Syg eller sund

Det afhænger af vinklen, databehandlingen og fortolkningen

Go hard, Go Early,

Der kom mange spændende kommentarer angående Belgien, og jeg har undersøgt de fleste. Det har ikke været kedeligt.
Jeg tror denne blog til tider kan blive lidt for indforstået, når der pludselig vælter 1500 ind til den ellers lukkede fest vi har på denne side.

Tallene

I går d. 27. oktober 2020 så tallene således ud:

Og i dag, d. 28. oktober 2020 ser det således ud:

Vi holder en testkapacitet lige omkring 60000 dagligt. Dog går systemerne ned med jævne mellemrum -altså operativsystemerne. Softwareingeniører argumenterer for at det kan undgås. Desværre er jeg påvirket af at have været i systemet og jeg kan bare sige: “Offentlig IT stinker”.

Engang jeg havde nytårsvagt gik sygehusets IT i gang med at opdatere. Efter 4 timer, hvor der ikke kunne tages blodprøver eller bestilles røntgen havde systemet udskrevet samtlige patienter. Og det er ret standard. Vi fik meget god tid til at gå med at indlægge dem igen i systemet, for før de er det, kan der ikke så meget som bestilles en urinprøve.

I går var der 137 indlagte og 19 på intensiv heraf 14 i respirator. Tallet er faldet til 136 og 18 på intensiv heraf 15 i respirator.

Der er fundet 1017 nye smittede det seneste døgn.
Vi ligger omkring 1000 smittede om dagen som grundsmitte disse dage. Om 14 dage er det 2-3000, hvis tiltagene ikke virker

Jeg gider ikke kommentere Vestegnen i dag. Strategien tilsiger total lock down i 14 dage, men af uransagelige årsager gør vi det ikke. De fleste tilstødende kommuner ligger nu med tårnhøj smitte og en positivprocent på kanten.

Og så til de gode nyheder:

Morsø og Bornholm er tålelige. Samsø og Ærø har 0 smittede. Resten af Danmark er noget lort.

Dødeligheden af coronavirus i Belgien overestimeres

Nej. Dødeligheden af coronavirus i alle lande med fulminant udbrud underestimeres.
I Belgien blev coronavirus anført som dødsårsag, selvom patienten ikke var testet positiv, hvis man havde en formodning om, at coronavirus var årsag. Som mange andre lande, havde Belgien dårlig testkapacitet i starten, og derfor blev ikke alle testet, hvis det ikke gav mening at teste. Ligesom i Danmark skulle man være dødsyg for at blive bevilliget en test. I andre lande skulle man være testet positiv for at tælle med i dødsstatistikken over coronadøde.

Imidlertid, så ser det ikke ud til at Belgien har overestimeret det antal, der er døde af Corona. Snarere har andre lande underestimeret. Det er selvfølgelig unfair konkurrence, men se denne liste, med døde opgjort pr million indbyggere og læg mærke til hvordan Spanien, Italien og Belgien ligger:

På euromomo kan man trække data på, hvor mange der er døde og om antallet af døde i en given periode er højere end normalt. Det har jeg gjort for Italien, Spanien og Belgien:

Selvom Spanien har den højeste Peak, så har Belgien en bred høj og 2 toppet dødskurve. Og hvis vi kigger på italien, så er det svært ikke at tænke tilbage på, hvor slemt Norditalien havde det. Belgien var værre stillet. Men i det kaos, der herskede i lande, der ikke fik epidemien under kontrol, var det svært at høre, hvem der hylede højest.

Belgien har en af de højeste rater af ekstra dødsfald umiddelbart i tidsmæssig sammenhæng med coronavirusinfektionens udbredelse. Selvom de har en anden måde at tælle døde på, der nok er mere korrekt, så har de et reelt problem ift deres håndtering af krisen. Der døde for mange for hurtigt og hospitalerne blev belastede.

I Danmark døde simpelthen for få, hvis man spørger bedemændene og dem, der agiterer for at åbne hele landet op.

Belgien tester ikke lige så meget som Danmark

Som jeg tidligere har skrevet, så er der INGEN over, ingen ved siden af og ingen umiddelbart i nærheden af Danmarks testkapacitet. Magnus H har brugt tiden på at optimere vores kapacitet således, vi nu er det eneste land i Europa, der kan smadre vores sundhedsvæsen uden at komme over en positivprocent på 5.

Ingen over. Ingen ved siden af.

Men, men, men. Belgien er det land, der kommer tættest på vores kapacitet:

Orv man. Der er stor forskel, tænker man måske, når man kun ser Danmark og Belgien sammen?

Men se så her: Norge, Tyskland. Sverige.

Belgien er ikke et u-land. Det ligger lige under Danmark. Og det gør alle lande. Men Belgien og Danmark er de bedste.
Norge Sverige og Tyskland, når os ikke til sokkeholderne.

Belgien er det eneste land, der er sammenligneligt med Danmark, men som kritikerne fremfører, så er Danmark bedre.

Yes, men Belgien er næsten på linje og de skulle være i gang med rive deres kapacitet op i et højere gear.

Lige nu har de så mange smittede, at de kun tester symptomatiske:

Det er måske et skift fra inddæmning til afbødning. Men så bliver de nødt til at gå i Lock down nu. Alle muligheder for inddæmning har de ødelagt med det træk.

Positivprocenten er højere i Belgien

Ja det er den. Svarende til den mindre testning i Belgien:

Den ligger mellem 1-3% hele sommeren og det er en fuldt ud acceptabel positivprocent. De mest rabiate mener, at positivprocenten skal under 3, for at epidemien kan siges at være under kontrol. WHO nøjes med en arbitrær grænse på 5%.
Og det er jo arbitrære grænser for hvor længe man kan gennemføre inddæmning af epidemien. For hvis man ikke kan køre fuld smitteopsporing på de smittede, så er epidemien blot på radaren, men ikke nødvendigvis under kontrol. I Danmark kører smitteopsporingen ikke godt, så vi er ikke bedre stillet end lande med god smitteopsporing og lidt højere positivprocent.

I Belgien krydsede positivprocenten 5 omkring månedsskiftet fra september til oktober og siden da har det taget den 4 uger at lande på rædselsvækkende 20%. Epidemien er ude af kontrol.

I danmark ligger vi op 1-3 stykker og alligevel er kedelige Mette F bekymret. Måske fordi Belgien tilfældigvis lå der for 4 ugers tid siden?

Belgien har skrappe restriktioner

Belgien har skrappere restriktioner end Danmark, og har haft det gennem det meste af krisen. Det er helt korrekt.

Årsagen er lige så interessant som konstateringen. Det, der ændrer på virus udbredelse er ikke, hvor stramme restriktionerne er, men om man øger restriktioner eller letter dem. Det er matematik.

Belgien kom for sent med deres restriktioner. De ventede 4 uger længere end Danmark i foråret og der var epidemien ude af kontrol. Det har de kæmpet med lige siden, mens Danmark har kunnet lette restriktionerne hurtigt. Timingen betyder alt.

Belgien har en høj befolkningstæthed og måske også flere unge der fester. Uanset årsagen, så har Belgien haft behov for skrappere restriktioner end Danmark, for at holde smitten under kontrol.

Det kan man ikke ændre på. Om det er fordi befolkningen ikke følger reglerne eller fordi de har en anden omgangsform, bor tættere eller lignende er sådan set underordnet.

Pointen er, at hvis man står overfor et øget smittetal, så skal man øge restriktionerne hurtigt. Og det er uanset om man har skrappe restriktioner i forvejen.

Svaret på øget smitte må ALDRIG være at slappe restriktioner, hvis man ønsker at holde epidemien under kontrol.

Skillevejen

Da Belgien og Danmark stod ved skillevejen i slut september, der strammede Danmark massivt i forhold til de allerede vedtagede restriktioner, mens Belgien først lettede en smule på restriktionerne for godt en uge efter, at stramme dem igen.

Belgien missede simpelthen “the window of opportunity”.

Danmark placerede sig igen lunt. Og fordi vi har så få restriktioner, så har vi mulighed for at møde den stigende smitte med nye restriktioner uden at lave en fuldstændig lock down endnu. Vi vil formentlig skulle lave lock down et par gange i løbet af vinteren, men det kan vi gøre, fordi danskerne er pissegode til det.
Den tillid vi har til myndighederne bliver også styrket af, at Danmark er kommet så godt igennem både den økonomiske og sundhedsmæssige krise.

Go hard, go early

Og nej, det er ikke en upassende henvisning til Jeppe Kofods motto ved DSU fester, hvor han putter de 15 årige fødselsdagsbørn tidligt i seng, det er en strategi som Danmark også til dels følger.

De lande, der klarer sig allerbedst både økonomisk og sundhedsmæssigt, er de lande, der opererer med “go hard, go early”. Så snart der er en stigning i smittetal, så gælder det om at banke smitten ned. Hårdt og hurtigt. Hellere lidt for meget end for lidt. De lande opererer med denne strategi er blandt andet New Zealand, der dog pga dens status som ø, har lettere ved at implementere strategien i sin reneste form.

Danmark er også firstmovers og accepterer meget mindre smitte end landene omkring os. Fordi det er det, at ændre kontakttallet, der koster restriktioner og ikke antallet af infektioner, der koster restriktioner, så vælger Danmark fornuftigt at sætte ind, når kontakttallet stiger og ikke først, når vi lander på den stejle del af den eksponentielle epidemikurve.

Det blev lidt langhåret, men for de der har fulgt med, så har der været en længere gennemgang af fænomenet med at reagere på kontakttal og ikke på smittetal. Smitten skal være så lav som mulig og smittetrykket lige omkring 1.

Virker masker?

Det danske maskestudie med 6000 deltagere er sindssygt hypet i medierne. Det er jo nærmest som om, det er det studie hele maskepolemikken afhænger af.
Og forfatterne gør intet for at nedtone forventningerne.
Faktum er at det er et studie med 6000 mennesker med maske båret i en periode hvor smittetrykket var ekstremt lavt og hvor selve det at bære masken i sig selv, kan få folk omkring maskebæreren til at ændre adfærd, men i høj grad også maskebæreren selv.

Postyret om studiet er typisk dansk. Vi vil kun have noget, der er dansk produceret. Også forskning. Så fuck da, at the lancet har lavet en kæmpe metaanalyse af over 200 studier med over 25000 mennesker, der viser effekt af masker. Så er det måske ikke lige SARS COV 2 men en anden virus, der undersøges for og måske er det ikke i samfundet alle studier er, men gæt hvad? SARS virus opfører sig meget som andre luftbårne vira. Og smittetrykket i samfunds forventes at stige massivt over vinteren, så forskellen på at have maske på i et storcenter og på en infektionsmedicinsk afdeling, kan tilnærme sig hinanden hurtigere end vi kan forestille os.

Og nej. Der er andre lande, der kan lave videnskabelig forskning. Det er ikke kun Peter fra Øster Bøvlinge og Jørgen fra Vintapperstræde.

Masker virker når samfundssmitten når et vist punkt. Punktum.

Værnemidler

Intet nyt

Nye tiltag

Nej.

Panik

Næ. Nix. Nope.

5 thoughts on “Go hard, Go Early,

  1. Italien= ca 60 mio indbyggere…. indbyggertallet i de fire nordlige provinser som udenrigsministeriet farvede rødt back in the day ligger ca på 18,9 mio.. Sammenligningen mellem overdødelighed i Euromomo er jo fint nok, men det kan bare ikke skaleres direkte til sammenligning mellem lande når der er så stor forskel på indbyggertal, areal og geografisk fordeling af befolkningstætheden.

    Belgien er relativt lille og har en befolkningstæthed omkring 2,5 gange Danmarks. Læg hertil landets høje rejseaktivitet, og så er det ret tydeligt at der bliver rørt mere rundt i suppen og at virus derfor havde nemmere ved at sprede sig da det først gik galt under første bølge. Rinse & repeat.

    Regardless er pointen med kontakttallet ufravigelig, og jeg er nu ret glad for at regeringen har sat det lange lys på, og indfører tiltag derefter, i stedet for at prøve at holde bilen på vejen ved at kun at kigge i bakspejlet. Noget tyder på at Merkel også synes det er en god ide.

    Tak for valide pointer som altid.

    1. Jeg synes det er påfaldende, som nogle lande synes at tænke: “Sidst gik det ad helvede til, da vi gjorde det samme som vi gør nu. Lad os satse på et bedre resultat denne gang.”

      1. Der var en falleret patentagent der engang udtalte “Definitionen på sindsyge: At gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat.”

  2. 2. tabel “Og i dag, d. 27. oktober” skal være “og idag den 28…”.
    1000 ak for en konge blog 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *