Syg eller sund

Det afhænger af vinklen, databehandlingen og fortolkningen

Det er ret pinligt

-hvad vil lægen dog tænke!

“Det er virkelig pinligt, det her,” sagde den smilende kvinde, jeg nu sad ved siden af til fællesspisning. Jeg skyndte mig at finde lynlåsen til mine bukser, som altid går op. Ikke kun på akavede tidspunkter men altid.
“Nej, ikke lynlåsen,” sagde hun, “Du ved, svampen.”
Nu var jeg helt sat af og nikkede bare. Jeg tænkte på om jeg havde glemt en svamp et sted eller om det var et slang for en eller anden der drak meget.
“Skedesvamp,” hviskede hun. Tydeligt flov.
Da jeg stadig ikke kunne stykke det hele sammen, virkede hun næsten irriteret.
“Jeg var hos dig for 2 måneder siden med skedesvamp.”
Jeg nikkede.
“Har du fået det bedre?” spurgte jeg, for at konversere høfligt.
Hun nikkede.
“Kan du slet ikke huske mig?” spurgte hun, næsten lidt forarget.

Nix. Nada. Nul.
Og patienten og hendes lidelse er opdigtet eller så triviel så ingen bør føle sig truffet personligt.

Jeg ser så mange underliv, penisser, endetarme, hæmorider, udslæt, infektioner og børneorm hver uge, så man skal virkelig gøre sig umage, hvis man skal gøre et blivende indtryk. I forvejen har jeg svært ved at sætte navne på ansigter, så det at sætte navne på tissekoner og numsehuller virker helt umuligt for mig i min branche.
Jeg forestiller mig Oliver Bjerrehus har det lidt på samme måde.

Jeg har været læge i over 10 år, men allerede for 12 år siden startede min karriere med underlivsundersøgelser. I et alt for lille lokale på et provinshospital, hvor vinduet ikke kunne åbnes og de 10 kvadratmeter virkede som en lille mørk kælder, der langsomt lukkede sig omkring mig, arbejdede jeg nogle måneder for at tjene penge til studiebøger.
Lægevikar stod der på mit navneskilt og det gav ca. 20000kr om måneden, at bruge formiddagen på at skifte inkontinensringe på ældre medborgere og scanne utilsigtede gravide om eftermiddagen for at gøre dem klar til abort. Lugten i lokalet efter en formiddag med inkontinensringe på størrelse med underkopper, der kun blev taget ud og vasket hver 3. måned, var ubeskrivelig for min sarte studenternæse, og formentlig overvældende for de tidligt gravide, der om eftermiddagen indtog gynækologbriksen. Jeg troede aldrig, det blev noget man kunne vænne sig til.
Den første uge var jeg opmærksom på det grænseoverskridende, lugten, lydene og ammoniakken, der fik øjnene til at løbe i vand om formiddagen.
Derefter lærte jeg at lukke næsen og så blev det rutine.


Underlivsundersøgelse

“Jeg bryder mig virkelig ikke om den her undersøgelse.”
Sådan er der mange kvinder, der siger inden de smider bukserne. Og det er vel ret betryggende at vide. Tænk hvis de kom for sjov. Så ville jeg virkelig synes det var grænseoverskridende at sidde i den skarpe ende og kigge op.
For mange er det grænseoverskridende, intimt og lidt ydmygende at ligge med benene i bøjler, mens lægen tager projektørlampe i panden og lader det hårde lys afsløre enhver detalje af kønslæberne, skedevægge, livmoderhals og endetarmsåbning.
Først inspicerer man området og ser alt ser normalt ud, hvorefter man placerer instrumenterne og åbner dem for at kunne tage prøven fra livmoderhalsen. Efter det tager man instrumenterne ud. Forsigtigt- meget forsigtigt, -så man ikke vipper glidecreme og skedsekret ned på ens sko.
Slutteligt forsøger man med to fingre i skeden at vippe livmoderen op så man kan mærke om den er af normal størrelse. Det kaldes bimanuel palpation. Enten kan man fornemme livmoderen. Ellers kan man ikke. Tit må man nøjes med at konstatere der er vådt og varmt, og det er faktisk helt som det skal være. Ingen forstørrelse af livmoderen. Ingen store svulster.
Undersøgelsen slut. Næste patient.
For mig er det hverdag.
Ikke at blive kigget op kagedåsen, men at lave underlivsundersøgelser. Jeg vil tro jeg har lavet over 5000 underlivsundersøgelser indtil videre og måske lidt færre endetarmsundersøgelser. Derfor er det svært at huske, hvem der har skedesvamp, hvem der har hæmorider og hvem der har forlagt en bordtennisbold i numsen. Det er umuligt at følge med i og der er meget få ting jeg ikke har set før, så uanset, vil jeg formentlig aldrig komme til at forbinde et ansigt til hverken underliv eller navn. Hvis det er virkelig spændende, det jeg finder, såsom to livmoderhalse eller en spiral, der kigger ned gennem skedevæggen, så kan jeg muligvis huske stelnummeret. Men sjældent ansigtet. Aldrig navnet.

Hvad leder lægen efter?

Livmoderhalsen. Livmoderhalsen er svaret. Det er den der kan drille lidt, når man laver underlivsundersøgelse og den er den største grund til, lægen nogle gange må arbejde lidt med instrumenterne for at få den frem. Det er der, screeningsprøven for livmoderhalskræft, skal tages.

Hvad tænker lægen?

Jeg kan jo kun svare for mig selv. Jeg tænker meget lidt. Det er rart med en undersøgelse, der ikke kræver snak eller de store tanker, blot teknik og klinisk blik. Jeg glæder mig over, der er meget lidt papirarbejde bagefter og så er jeg videre til næste patient.
Nogle gange tænker jeg på, om det er tid til vinterdæk, eller om jeg burde skifte til elsparepærer i køkkenet.

Gå til læge

Hvis der er noget i underlivet, der ikke føles som det skal, eller du er blevet indkaldt til screening, skal det i hvert fald ikke være pinlighedsfaktoren, der holder dig tilbage. Det er hverdag for lægen.
Virkelig. Hverdag.
Hvis du kommer over middag er du formentlig nummer 2 eller 3 lægen kigger op i skeden og medmindre du har gemt hele din Harry Potter samling i skatkammeret eller et par legobiler, så har lægen glemt alt om dit underliv allerede inden du lukker døren bag dig.

3 thoughts on “Det er ret pinligt

  1. Fantastisk skriv, Iza. Egentlig meget rart at vide, at ens skræv ikke gør uudsletteligt indtryk på lægen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *