Syg eller sund

Det afhænger af vinklen, databehandlingen og fortolkningen

Bag kulisserne

COVID 19 status i Danmark

Danmark er lige nu samme sted som Italien var for 3-4 uger siden. 35 smittede og ikke den store politiske vilje til at gribe ind. For at forstå epidemien og dens væsen ordentligt er der nogle begreber og fakta, der skal på plads. Jeg vil forsøge at give et indtryk af epidemiens hærgen og de problemer, der kommer i dens slipstrøm.

Lige nu er der officielt 35 smittede i danmark. Som den tidligere apoteker og nu chef for styrelsen for patientsikkerhed skriver, så har ingen smittespredning i Danmark. Alle tilfælde er importerede eller kan relateres til nogen, der har været i udlandet.

Og det er jo rigtig godt og helt anderledes end andre lande, hvor smitten er så udbredt, at man ikke kan spore den til udlandet mere. Desværre er det jo sjældent så enkelt og fint, som myndighederne ønsker at fremstille det.
Seneste opdatering fra statens seruminstitut viser at der er testet 649 personer i Danmark og af dem er 23 positive. Det giver 3,5% positive test. Testen har imidlertid en sensitivitet på mellem 60% og 80% , hvilket betyder at en del, der tester negativ alligevel har infektionen.

Men hvem tester vi så for COVID 19?
Dem, vi må have lov at teste, har indtil videre kun været personer, der har været i risikooråder i udlandet eller opholdt sig sammen med personer, der har været smittet med COVID 19. Når det kun er dem vi tester, så finder vi også kun de tilfælde, der er blevet smittet udlandet eller har været sammen med COVID 19 smittede.
Dermed bliver Vangsteds udtalelse om at vi kun har fundet smittede, der har været i udlandet, en selvfølgelighed.
Vi tester for h…. ikke andre. Derfor finder vi dem ikke. Derfor har vi ikke officiel smitte i Danmark. Men uofficielt er jeg sikker på smitten trives gevaldigt godt.

Nye testkriterier 6. marts 2020

6. marts kom der nye retningslinjer for, hvem vi må teste. Det er fortsat kun de, der kommer fra risikoområder eller har været sammen med smittede, der må testes, men nu er det ikke længere et krav at de har feber.
Som jeg har skrevet tidligere, er det i starten af en epidemi, man skal være stram for at undgå at smitten løber løbsk. I Danmark strammer vi en lille smule, hver gang det er ved at løbe os af hænde. Men vi jagter lige nu noget, der allerede er ude af kontrol

Som en lille ekstrating, må man nu teste patienter med svær lungebetændelse, hvor man ikke har kunnet finde andre årsager.
Hvor mange sundhedspersoner tror du, der har været forbi en dårlig patient, før lægerne giver op og siger: “Vi ved ikke hvad denne patient fejler!” ?
Rigtig mange. Hele afdelingen vil være sovset ind i coronasmitte inden vi når til at teste. Lidt som i Italien, Kina og Thailand, hvor de stakkels patienter blev smittet på sygehuset af Corona. De var egentlig ved at blive raske, men en frisk lille Coronainfektion høster godt på de intensive sengestuer.

Karantæne eller anbefalinger?

Statsministeren er kommet med en masse anbefalinger. Det er lidt som at anbefale 6 frugter om dagen. Der sker ikke skid ved ikke at følge anbefalingerne. Og anbefalingerne bliver ikke fulgt. Årets hingstekåring i Herning kører for fuld tryk og ikke mange af de mindre spillesteder har råd til at aflyse koncerter med videre, fordi, de stadig vil hænge på løn til kunstneren og refusion af billetter. Læger i private praksis følger faktisk anbefalingerne om at blive hjemme, men de ser frem til en selvbetalt karantæne, fordi epidemilovene ikke er taget i brug.

Hvis regeringen brugte deres myndighed, ville de selvstændige kunne søge erstatning og blive refunderet for deres tab. Men det kan de ikke pga de vage anbefalinger. Det vil sige at praktiserende læger og andre selvstændige kommer til at betale selv for at følge anbefalingerne. Det bekræfter jo nok blå blok i at socialdemokraterne afskyr selvstændige og selv i krisesituationer gør det, de er bedst til. At bruge andres penge.

Regeringen burde sætte epidemiloven i spil, så det ikke er de få uheldige, der skal betale for regeringens fromme ønsker.
Det skal være gratis at gøre det rigtige. Det var intentionen med den ældgamle lov. Nu har socialdemokraterne, formentlig af almindelig sparsommelighed på egne vegne, og håbet om samfundssind hos alle andre, valgt at se om folk vil gå konkurs for et fælles bedste. Det bliver spændende at følge.

Umiddelbart bør regeringen bruge sin myndighed med de fordele i form af magtanvendelse og ulemper i form af økonomisk tab, der følger. Ellers vil det være et tiltag, der kun vil koste samvittighedsfulde danskere penge, mens de skruppelløse vil undgå tab.

Forsyningssituationen

Danmark får meget af hospitalsgrejerne fra …. Kina. Og der er forsyningslinjerne noget ustabile. Der er begyndt at blive lukket for operationer, mens beredskabets top beder til, at der kommer en sending respiratorer og masker fra Kina inden maj måned. Håbet er lysegrønt, men jeg vil tillade mig at tvivle på, vi får de store leveringer derfra.
Der er fortsat praktiserende læger, der mangler den ene maske, regionerne mener er nok til hvert lægehus. Samtidig mangler vi testudstyr til Corona.
Alt i alt må man undre sig over, hvad beredskabet har lært af svineinfluenzaen i 2009. Der må simpelthen være nogen på lønningslisten, der har produceret en masse papir og ikke en skid andet.
Det kører ikke, som vi siger. Det skal nok gå galt.

Kommunikation -papirbunkerne vokser

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, stiger mængden af papir fra myndighederne proportionalt med panikken i bureaukratiet. Ekstrabladets livechat er nu min foretrukne oplysningskanal, fordi de centrale myndigheder melder ud i medierne, før de melder ud til os frontkrigere. Og det er egentlig lidt irriterende, men på den anden side er ekstrabladet bare den tand bedre til at sende pushbeskeder. Jeg har fået sidelange beskrivelser direkte i min private e-boks fra lægemiddelstyrelsen om, at stjerneanisolie desværre ikke kan leveres.

Jeg kan leve uden at vide det.
Til gengæld ville det være super, hvis sundhedsstyrelsen og kumpanerne på Islands Brygge ville orientere os i fronten, før de gik i fjernsynet og delte ud af deres visdom og nye tiltag.

Det er jo egentlig dem, der skal lede slaget. Men som menig soldat uden udstyr, uden information og uden tiltro til toppen, så synes jeg det er svært at forestille sig, at skulle lade dem lede, hvis der kommer en virkelig krise. Lad os håbe, det ikke går så galt.

Hvor galt kan det gå?

I Italien stod de som sagt samme sted som os for en lille måned siden. Ganske få smittede. Ingen panik. Nice and easy does it.
“Det er bare en lille forkølelse!”
“Ikke værre end influenza….”

Det viste sig så, at det var lige en anelse værre.

De italienske intensivlæger har sendt en officiel skrivelse ud, hvor de beskriver, hvad der kan blive nødvendigt i forbindelse med epidemien.

Alle operationer, der kan udskydes skal udskydes. Man skal gøre det klart, at ressourcerne er knappe, og derfor skal man nøje udvælge de patienter, der skal have mulighed for intensiv behandling. Der bliver foreslået en aldersgrænse og jeg forestiller mig den er ligefrem proportional med antallet af intensiv senge. Der skal prioriteres og da de gamle og syge har elendige chancer for overlevelse, er der ingen grund til at bruge ressourcer på dem. De skal fjernes fra intensivstuerne straks og fordi det er ganske gruopvækkende at dø langsomt af iltmangel, anbefales det, at de, man ikke behandler, bliver bedøvet til tungt sovende indtil de trækker vejret sidste gang.
Det tager urimeligt lang tid at dø af Corona, så det er vigtigt at få de patienter væk fra læger og sygeplejersker så snart, der er givet op, således ressourcerne går til de yngre.

Gamle og syge kommer til at dø i hobetal pga manglende ressourcer. Læger kommer til at træffe beslutninger, der i fredstid vil ses som fuldstændig utilstedelige.

I den periode hvor kapaciteten overstiges af patientbehovet, vil der ikke være lægehjælp. Folk vil dø af trivielle årsager. Blodpropper i hjertet, lungebetændelse og tarmslyng. Ingen vil være der, hvis du brækker en arm eller stikker fajancestellet op i numsen. Alt vil være lagt ned. Det vil vare måneder. Og det vil også høste lidt blandt de yngre aldersgrupper.

Så en lille influenza er det måske for de unge. Men døden kommer til at høste i 65+ segmentet. Og blandt de syge. Rent samfundsøkonomisk vil det være en enorm fordel, men jeg håber virkelig ikke, at det er derfor, vi ikke tager det alvorligt i Danmark.

Det er et rædselsscenarie og eftersom vi ikke handler anderledes i Danmark end i Italien, så er der intet der tyder på vi går fri.

Om 2-3 uger går det løs i Danmark og om 6-7 uger overstiger antallet af patienter de ressourcer vi har, og så er det benhård prioritering. I hvert fald hvis vi følger Italien. Og det gør vi indtil videre.


5 thoughts on “Bag kulisserne

  1. Åh ja, havde gæster fredag aften (ikke læger), der bestemt mente at jeg måtte have overset et eller andet centralt i min e-boks forud for statsministerens udmelding, derfor tjekkede jeg en ekstra gang og måtte bekræfte, at jeg havde modtaget meldingen om restordre på kaliumklorid torsdag og intet efterfølgende.

  2. “Om 2-3 uger går det løs i Danmark og om 6-7 uger overstiger antallet af patienter de ressourcer vi har, og så er det benhård prioritering.”

    De fleste lande i Europa har en vækst på mindst 25% flere syge per dag. Italien har haft en vækst på over 20% hver dag de sidste 18 dage. Kommer der 15% flere tilfælde per dag, så vil der ske en tidobling på 16 dage, og altså 100 gange flere syge på en måned. (med 25% går der kun 10 dage før der er 10 gange så mange smittede).

    Det lader til at (mindst) hver 6 kræver hospitalsbehandling. I dag (8/3) har vi 90 smittede. “Best case”, så har vi 9000 smittede om en måned hvor 1/6 skal på hospitalet. Det er 1500 mennesker.

    Jeg har fulgt den virus siden Kina benægtede at de havde nogen problemer. Alle lande har fulgt sammen mønster – de har handlet for sent. Sundhedsstyrelsen sagde på dag et at de ville lære af erfaringerne fra udlandet – det må man sku da sige de har – de har kopieret dem 1:1.

    Hvis væksten i antal smittede kommer ned på fx 5% så vil der kun være 4 gange så mange smittede om en måned, men det kræver at politikerne/sundshedsstyrelsen lærer af udlandet med det samme. Lukker alle skoler en måned, og fx lukker metroen. Skolerne bliver alligevel lukket om 2-3 uger, så det er langt bedre at lukke dem mens landet stadig fungerer, og så håbe på at det gode vejr er grunden til at Indiien og (måske) Afrika ikke har havd der ligner en epidemi.

  3. Hej Iza ! Har Du noget imod at Jeg lægger linket “https://sygellersund.dk/?p=872” op på Facebook ? Hvor sørgelig situationen end er synes Jeg Din ovenstående beskrivelse af forskellige Ministres – Myndigheders etc. tragikomiske og fuldstændigt inkompetente håndtering af udviklingen fortjener et meget større Publikum.

  4. Kære Iza,
    Mange overser eller forstår ikke, hvad der virkelig foregår på mange planer: https://www.youtube.com/watch?v=ctKjfWrb0NI Corona Virus er et slags katalysator for noget meget værre lige rundt hjørnet –
    både godt og mindre godt.
    DANMARK HAR VERDENS BEDSTE SUNDHEDSVÆSEN og synes allerede at være ved at kollapse… hvordan skulle det så kunne klare noget større end dette og et direkte “impact” som f.eks. en eksplosion midt i myldretiden på Nørreport Station?

    Der skal noget meget alvorligt til, førend de materialistiske og penge-fokuserede danskere vågner op. Mange kommer at miste alt, de har, og andre får meget mere i den tid, der kommer. Danskere har desværre snorksovet meget længere – herunder Sundhedsstyrelsen, Sundhedsministeriet og Kræftens Bekæmpelse, der alle har kendt til den altoverskyggende fare ved det trådløse samfund siden min. 1988 – men alle har tiet! http://www.MitFrederiksberg.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *