Firlingerne fra 1883, Ommel.

Johanne Hansen fik 12 børn. Af dem døde i hvert fald 5 inden 2 års alderen.

Johanne blev født d. 19. september 1848 i Rise Sogn. Hendes far er smed, men ellers vides ikke meget om hendes tidlige liv. Hun bliver gift i januar 1870, 21 år gammel, og allerede i august samme år får hun sit første barn. Hendes mand hedder Kristoffer Peder Kristoffersen, er 3 år ældre end hende og arbejder som fisker i Ommel.
Johanne fortsætter med at føde børn de næste mange år. De kommer med cirka 2 års mellemrum. 1870, 1872, 1874, 1876, 1878, 1880, 1883, 1884 og 1888. Næsten 20 år med barnefødsler. Men i 1883 skete der noget specielt. 34 år gammel føder hun firlinger!!!! Og de overlever faktisk mange måneder, hvilket må siges at være helt usædvanligt.

Før firlingerne

Johanne fik 6 børn før firlingerne.

  • 1870 Rasmus Peter Christoffersen
    Overlevede barndom og ungdom og fik børn. Blev 65 år
  • 1872 Caroline Christoffersen
    Giftede sig, derefter mangler yderligere oplysninger.
  • 1874 Hans Jørgen Christoffersen (døde af kighoste som 1 årig)
  • 1876 Hans Jørgen Christoffersen (fik det navn hans afdøde bror ikke brugte mere….)
  • 1878 Anders Peter Christoffersen (døde som 18årig)
  • 1880 Marie Katrine Christoffersen
    Fik 3 børn og blev 92 år… Boede i Villaen i Ommel. Jeg mener, det var alderdomshjem en årgang.

Lille Hans Jørgen fra 1874 blev født så han var lige under 2 år, da kighoste epidemien ramte Ommel og Kragnæs i slutningen af 1875 til starten af 1876. Og døden høstede godt blandt børn under 5 ender den epidemi. En 10 stykker af små poder blev stedt til hvile i løbet af kort tid den vinter. Det er faktisk derfor vi vaccinerer de helt små mod kighoste ved 3, 5 og 12 månedersvaccinen. Det er indtil 5 års alderen kighosten slår ihjel.
Nedenfor er ligsynsattesten udstedt af ligsynsmænd 3 dage efter døden (idet han døde i Ommel, hvor der ikke var læge indenfor 2 mil). Der var tegn på fremskreden forrådnelse på liget. Tænk først at se sit barn dø. Og så se det gå i forrådnelse, mens man venter de 3 dage der skal gå, før ligsynsmænd må erklære barnet for dødt.
Det var en anden tid.
Nedenfor er dødsattesten.

Hans Jørgen død af kighoste i 1876

Anders Peter døde som 18 årig. I kirkebogen er det angivet han er sømand og at han er jordfæstet. Desværre kan jeg ikke finde dødsattesten.

Fødslens forløb

Johanne havde født 6 børn før firlingerne. D. 27. marts 1883 kl 11 ved midnat begynder veerne og efter en time er der vandafgang. Kl. 5 fødes den første dreng med issen først. Nok det vi kalder regelmæssig baghovedpræsentation i dag idet, det er den vej de fleste angives at fødes først med. Kl 9 fødes den næste dreng med fødderne først. Han trækkes frem af fødselshjælperen. Nr. 3, en pige, fødes kl 12 i en sædefødsel og derefter kommer nr. 4 kl 14 af sig del med hovedet først. Efter 2 timer kommer efterbyrden. Moren var ikke syg i efterperioden. Alle børnene er fuldbårne og levende. Ingen skindøde.
Det kan man læse ud af jordmoderprotokollen, der er tilgængelig på sa.dk. Der var også en læge til stede ved fødslen, Johannes Frisch.

Men børnene døde alle indenfor 1 år.

  • Elisabeth Winkler Christoffersen døde d.6 april, godt 1 uge gammel.
  • Kristoffer Peder Kristoffersen døde d. 8. maj, 6 uger gammel
  • Thomas Knudsen Christoffersen døde d. 15. juni, 14 uger gammel
  • Johanne Christoffersen døde d. 7 september, et halvt år gammel.

Johanne, moren, nåede således at blive mor til 4 levende børn og begrave dem alle indenfor et halvt år. Desværre er der ingen dødsattester bevaret for landsognene fra 1883, så dødsårsagen er svær at komme nærmer. I og med de har levet så længe efter fødslen er der en god chance for de er døde af almindelige sygdomme for småbørn, såsom cholerine (dårlig mave), lungebetændelse eller atrophia infantiles (børn der ikke rigtig vil leve af ukendt årsag).

Hvad gjorde man i 1870-1880 med firlinger?

De kunne nok ikke alle die ved moren allesammen, så de fik formentlig sukkervand, mælk og kødvand ved siden af. Nogle gav også børnene alkohol idet det skulle styrke kroppen. Mærkeligt nok er de 4 børn beskrevet som fuldbårne, hvilket nok må siges at være ret usædvanligt ved firlingerfødsler.

Nedenfor er der beskrivelser af for tidligt fødte børn i 1875, hvor man blandt andet gav dem god vin (!) og kødsuppe. Det var hårde tider og de færreste overlevede. De børn der overlevede bedst, var de der fik modermælk.

Efter tvillingerne

Johanne fik endnu to børn efter firlingerne og indstillede sin karriere som superføder inden hun blev 40 år.

Hun døde i 1924 af mavekræft

Hendes mand Christoffer døde i 1933 af alderdom. Og han blev som den første i familien synet af en læge.
Han døde efter at have begravet 6 af sine 12 børn og sin kone. Han gjorde det godt og blev stedt til velfortjent hvile på Marstal Kirkegård.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *