Viagra fra udlandet

Sildenafil er bedre kendt under handelsnavnet viagra og bliver brugt til at fremme den seksuelle præstation for mænd. Sildenafil åbner blodkarrene og øger chancen for erektion.

Tabu

Mange mænd oplever stadig det som en pinlig lidelse, så nogle vælger at leve med det, mens andre bestiller tvivlsomme varer hjem fra udlandet. Alt sammen for at slippe for at fortælle lægen, at det kniber med rejsningen. Varerne fra udlandet er dog ikke nødvendigvis i samme kvalitet som de danske apoteksvarer og samtidig fås de ofte kun i en styrke. Den stærkeste.
Nogle gange er der også blandet andre stoffer i for at give en endnu bedre effekt. Desværre øger det også risikoen for bivirkninger.
De der bestiller medicin hjem fra udlandet, overtræde ikke bare loven ved at indføre det til Danmark, de betaler også mere for det og løber en helbredsmæssig risiko. Nogle gange er bivirkninger så voldsomme, at de bliver nødt til at opsøge læge.

Mavesmerter/brystsmerter

De mænd jeg har set, der har opsøgt læge efter at eksperimentere med viagralignende stoffer har haft mavesmerter/brystsmerter og halsbrand. Ofte har indtaget af viagra været kombineret med alkohol og god mad og det øger risikoen for halsbrand/mavesmerter. Selvom det er en triviel bivirkning, så kunne den måske være undgået ved at tage mindre dosis. Det er de færreste, der har brug for 100mg viagra.

Hvad tænker lægen, når en patient ønsker viagra?

Jeg kan jo kun svare for mig selv. Jeg tænker ikke noget. Ud over: “Kom til pointen.” Ofte er vejen til at få sagt ordene: “Jeg kan ikke få rejsning,” uendelig lang.
Hvis det er en patient, der godt kan få rejsning med elskerinden og ikke med konen, er der jo ikke som sådan bekymring for om patienten er syg. Men det kan da være problematisk nok ikke at kunne derhjemme.
Jeg er ikke dommer overfor det sexliv folk vælger.
Hvis de ikke kan præstere i en situation, hvor de har et ønske om at præstere, så synes jeg viagra er i orden.
Hellere det end at begynde at prædike om monogami og ordentlighed.
Tit kan et par viagrapiller gøre det, hvis der ikke er tale om sygdom. Så kommer patienten op på hesten igen og derfra kører det. Hvor mange forskellige, hvor tit og hvor længe er ikke op til mig at bestemme.

Jeg tror de færreste læger har de vilde tanker om viagra. Erektil dysfunktion er hverken sjælden, spændende eller pinlig. Derfor er det trivielt. Gå til læge.
Lad være med at købe på nettet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *