Døde horeunger og en liderlig bigamist og sømand fra Marstal

Jeg har åbnet pandoras æske med denne sag. Hver gang jeg fandt svar, førte svarene til mange nye spørgsmål. Hver gang jeg var tæt på at lukke sagen, så sprang alle løse ender op og jeg måtte begynde forfra.
Det her er en sindsoprivende spændende gennemgang af et vildt liv. Mindst 3 døde børn. En seriebigamist. Ødelagte kvindeskæbner og meget få svar.

Godtfred og Alfred

Det hele startede med, at jeg som vanligt læste dødsattester. Jeg gør det i stedet for at sidde og spille spil eller læse tabloidaviser. Det er mere opmuntrende og knap så fordummende at læse de gamle attester og fornemme historiens vingesus.

Min opmærksomhed blev vakt, da jeg fandt nedenstående dødsattest. Et sæt tvillinger, der uden forudgående sygdom døde med få timers mellemrum, 2 måneder gamle, hos deres enlige, ugifte mor.
Børnene blev født og begravet i Mesinge på Nordfyn.
D. 20 marts 1884 døde de og obduktionsrapportens konklusion var: ingen bestemte Tegn fandtes paa at Børnene ere døde paa
nogen unaturlig Maade

Det er underligt, men ikke uset at tvillinger dør lige efter hinanden. Jeg har et par eksempler i mit arkiv. Dog har de ofte været syge af det samme op til døden.
Når de er tvillinger det dog fristende at se på jordemoderprotokollen, idet en del tvillinger er for tidligt fødte og dermed har ringere overlevelseschancer. Jordemoderprotokollen fra Mesinge viser ganske rigtigt at de var for tidligt fødte. Den første blev født med hovedet først. Den næste havde smådele forrest men blev fremtrukket. 2 levende ufuldbårne drenge blev født d. 24 januar 1884. Men jordemoderprotokollen viser også, moren har født en gang før. Hun er 25 ved fødslen og gennemgang af kirkebogen viser hun er lokal fra Mesinge og født i en større søskendefolk i 1858. Hendes far var murer og moren gik hjemme.
Nedenfor er jordemoderprotokollen for tvillingefødslen.


Ane Marie Hansen må altså have et barn mere udenfor ægteskabet et sted. Og selvom tvillingerne var levedygtige og det er meget mystisk de dør med timers mellemrum uden forudgående sygdom, så har der ikke været tale om børn med de bedste forudsætninger for at overleve barndommen. De er for tidligt fødte og de er uægte. De har mindre modstandskraft og bliver formentlig udsat for mere modgang i deres korte liv end de ægtefødte. Dødeligheden er markant højere for uægtefødte børn.

Horeungerne

I kirkebogen fremgår det at børnenes far, Lars Hansen Bay, er separeret fra en tidligere kone og at han har taget ophold i Midskov med Anne Marie Hansen. Børnene er altså, efter datidens lov, horeunger for farens familie uden ret til at blive lyst i kuld og køn, men almindelige børn med arveret for morens familie. Det er ikke slegfredsbørn idet, den ene af parterne, Lars Hansen Bay, er utro. Havde begge parter været ugifte, men kærester, var barnet blot blevet slegfredsbarn og så snart de blev gift, indtaget samme ret som ægte børn.
Nedenfor er dåbshandlingen noteret i kirkebogen. Tvillingerne skulle vente til allersidst, hvis der var ægtefødte børn der skulle døbes. Uægte børn skulle ikke besudle dåbsvandet for de ægte børn. Horeunger som Godtfred og Alfred kom til sidst. Døden var det eneste, de fik før de fleste andre børn.

Bemærk i øvrigt at det fremgår af kirkebogen, hvor kvinden opholdt sig 10 måneder før fødslen. Det var nemlig det sogn hun blev besvangret i, der skulle stå for den økonomiske støtte til børnene, hvis de ikke kunne klare sig. Således er det at være kvinde i et patriarkat. Det sogn sæden sås i, skal afholde udgifterne. Ikke det sogn der har dannet rammen for hele kvindens liv og graviditet.

Uægte, uønskede og en byrde for samfundet.

Selv i døden slipper børnene ikke for titlen “uægte”. Her fra Mesinge kirkebog hvor de uægte børn noteres:

Sømanden fra Marstal

Gravøren, Lars Hansen Bay blev født d. 15. april 1842 i Marstal på Ærø. Han var 7. barn ud af en børneflok på 9. Hans far, Laurits Hansen Bay, var skipper og hans mor Anne Kirstine Jacobsen var husmor.
Lars selv blev uddannet sømand, som det var skik for de af drengebørnene i Marstal, der ikke blev håndværkere.
I kirkebogen dukker der en lidt overraskende oplysning op.
Han må være blevet gift på et tidspunkt før 1881, men det fremgår ikke med hvem.
Udover at det i hvert fald ikke er med Ane Marie Hansen.
Det viser sig nemlig at det første barn Anne Marie Hansen føder, har samme far som de senere tvillinger. Hun bor hos Lars Hansen Bay i Marstal og føder en lille pige i 1882 2 år før hun fik tvillingerne.

Barnet er fuldbårent og fødslen går godt.

Jordemoder protokollen for den uægte og udøbte pige.

Den lille piges liv blev kort. Hun døde efter 3.5 måned. Hendes eftermæle er “udøbt og uægte datter” af Ane Marie Hansen.

På pigens dødsattest er årsagen angivet som “Mors repentina sine nota causa”. Løseligt oversat betyder det “pludselig død uden kendt årsag”.

Lars Hansen Bay og Ane Marie Hansen har altså fået 3 børn sammen og ingen af dem er blevet ældre en 3,5 måneder og alle er døde uden kendt årsag og de sidste to under så mystiske omstændigheder at der blev begæret retslægeligt ligsyn. Det tegner et dystert billede af levevilkårene. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på om det kunne være følge af onde handlinger.

Sømandens første kone

Marie Sofie Magdalene Wiese blev født i 1948. Inden hun blev 22 havde hun allerede mindst 2 uægte børn med Christian Krøldrup. Første barn fik hun da hun var 13 år, så hun var ikke helt ny i spillet. Man kunne nærmest kalde hende en rutineret kvinde. Men i 1875 blev hun gift med sin overmand. Lars Hansen Bay.
Om hun nåede at få børn med ham, kan jeg ikke opklare, men senest efter 5 år, forlader han hende og gør Anne Marie Hansen gravid. Hun hører ikke fra ham mere og i 1887, 12 år efter ægteskabets indgåelse efterlyser hun Lars Hansen Bay i aviserne, så hun kan få sin skilsmisse. Igen forladt og muligvis med flere børn end da hun indgik ægteskabet. Det kan jeg ikke finde oplysninger om. Med Lars Hansen Bay må man dog mistænke at han skyder med skarpt. Og at han gør det ofte og med stor glæde.
Se indrykning i aviserne nedenfor.


Når døden kommer belejliget

I tiden op til tvillingernes død, skete der også meget i Ane Maries og Lars Hansens liv. D. 16 marts 1884 skiber Lars ud fra Hamburg på skibet Wieland og ankommer til Ellis Island 31/3-1884, hvor han indvandrer til det nye land. Det tager nogle dage at komme til Hamburg fra Nordfyn, så det er ikke mere end 2 døgn børnene har overlevet deres fars afsked. Om de døde af sorg, blev syge eller om moren mistede omsorgsevnen ved jeg ikke. Men det er endnu et spøjst sammenfald.

Bigamisten Lars Hansen Bay

Den 11 oktober 1887 bliver Maren Hansen og Lars gift i Michigan. Ud for Lars navn er der angivet de korrekte forældre og alderen er ligeledes korrekt. Maren hansen er imidlertid kun 24 i 1887 og hendes foraældre bliver angivet som Anton Hansen og moren er Jens Cena Rasmussen.
Ane Marie hansen ville have været 29 i 1887 og hendes far hed Anders Hansen. Moren Jensine Rasmussen.
Jeg tror alligevel det er en og samme kvinde.

Lars har blot glemt en ting. 2 måneder efter brylluppet i Michigan bliver Lars efterlyst i aviserne i Danmark af hans første kone. Han glemte at blive skilt. Nu er han bigamist. Og Ane Marie er blevet 5 år yngre ved at flytte til mulighedernes land.

Hull City, England

Der er ikke flere oplysninger om parret i Michigan. Men der dukker nye informationer op fra kirkebogen i Hull.
Den 31. oktober 1888 bliver lille Andreas Hansen Bay døbt i Hull City i England. Søn af ægteparret Lars Hansen Bay og Anne Marie Hansen. Altså et år efter giftermålet i USA.
Men det er en usædvanlig dåb, for barnet er 3 år gammelt. Og hans mor, Anne Marie Hansen er død.

Den 20. september 1885 blev Andreas Hansen Bay født, altså kun godt et år efter tvillingernes død.
Anne Marie, må være rejst til Amerika efter Lars senest et halvt års tid efter tvillingernes død.
Et sted mellem 20. september 1885 og 31. oktober 1888 dør Anne Marie fra sit levende barn.

Men Lars har ikke opgivet kvinder endnu. D. 26. november 1888 indgår han ægteskab med en ny kvinde. Todeinah Annie Sandersen stå der i databasen, men jeg tror det er en fejlafskrivning. Jeg kan desværre ikke få adgang til de originale microfilm Lars er blot 46 år og han har allerede 3 ægteskaber (vi kender til), 3 døde børn, et levende og en død ægtefælle. Han er bigamist og har formentlig ikke kunnet gifte sig i den danske kirke i Hull, fordi han er registreret som gift med hans første kone i Danmark.
Marie Sofie Magdalene Wiese.

Og således opmuntret slutter denne fortælling. Jeg kan mærke, jeg ikke er helt færdig med bigamisten. Hvis nogen kender noget til detaljerne, hører jeg gerne om det !!

Når kvinder slår deres børn ihjel

Omkring årsskiftet 1908/1909 fødte en kvinde et barn i Søby. Lige efter fødslen kvalte hun det. At kvæle eller kværke et andet menneske tager lang tid. Man kan nå at fortryde mange gange.
Men Anne Kirstine Madsen blev ved til der ikke længere var liv den lille pige. Stadig varm og våd fra fødslen, blev det døde barn lagt i en kasse og smidt i dammen ved Hans Madsen Hansens gård i Langevrætte. Det sted den næsten 30 årige kvinde var ansat som tjenestepige.
Det var ikke første gang hun var kommet i uføre. Som 22 årig fødte hun en dreng. I kirkebogen nævnes det, hun er ugift og barnefaderen er udlagt som teglværksarbejder Hans Pedersen Jensen fra Søby. På det tidspunkt var det ikke normalt at få børn udenfor ægteskabet. Børnene havde en højere dødelighed og ringere livsvilkår end de børn, der blev født ind i ægteskabet. Hvis faren ikke ville kendes ved barnet gik moderen en hård karriere som enlig mor i møde. Oveni det, skulle hun bære skammen over at være blevet mor uden en mand. Skammen over at dyrke sex udenfor ægteskabet.
Da hendes søn var 5 år, må Anne Kirstine være blevet klar over hun igen var blevet gravid. Og en dag før sønnens 6 års fødselsdag, kvalte hun den lillesøster han aldrig fik at se.
Det var håbløse tider for arbejderklassen. Især de svageste. Børnene. Og kvinderne. Mange børn døde af at falde ud af vinduet, falde i branddammen, blive kørt over eller på anden måde komme galt afsted, mens deres forældre var på arbejde. Der var ingen børnehaver eller hjælp til det arbejdende folk.

Den medicolegale ligsynsattest over den dræbte pige

Den gode dr. Krabbe fra Ærø får et råddent barnelig på bordet. Der er intet han kan se ud fra det. Imidlertid har pigen tilstået, så han skriver at barnet må være blevet kvalt. Der er ingen objektive fund beskrevet og det er alene gætværk. Imidlertid mener Krabbe ikke at der er noget i det forrådnede lig, der kan modsige hans tese. Og det kan han vel have ret i. Den var bare ikke gået i dag.

Nedenfor er notatet i Søby Sogns kirkebog ud for den døde pige.
Der stod :”Moderen havde dræbt barnet samme dag ved kvælning ved greb med hånden om struben. Det blev først opdaget at barnets lig var begravet i (slutningen?) af juni.

Den fulde tekst fra kirkebogen

Aviserne skrev også om sagen. Nedenfor er et udpluk. Enkelte spekulerer i at flere måtte have kendt til pigens tilstand.

Socialdemokraten Randers og omegn.
30. juni 1909
Kolding Socialdemokrat
30. juni 1909

Anne Kirstines liv var ødelagt. Det var det nu alligevel med 2 uægte børn, ingen formue og uden forsørger. Så at dræbe et barn, var en måde at komme ud af en ulykkelig situation på den eneste måde mulig.

Et års tid efter drabet på pigen, døde Anne Kirstines søn. 7 år gammel. Anne Kirstine døde i 1969 på Rise Alderdomshjem.

Straf og skam

Straf giver ikke nødvendigvis bedre resultater. Hårde straffe til de mødre, der dræbte deres børn, virkede ikke. Der blev ikke. færre drab af den grund. I 1800 tallet gav det livstid eller dødsstraf at dræbes sit barn efter fødslen. I 1900 tallet blev straffene mere lempelige, men det, der virkelig gjorde en forskel, var, at de ulykkelige kvinder fik en anden mulighed end at leve med skam i det fattige liv, de var blevet tildelt.
Holdningen til enlige mødre ændrede sig og samtidig kom der et socialt sikkerhedsnet, der betød, at kvinderne kunne give børnene et godt liv.
Ikke udskammede af samfundet.

Nu begår så godt som ingen mødre drab på deres børn. De få drab, der begås af kvnder mod deres børn, er typisk dem, der ikke kan se anden udvej, fordi de tror, deres børn får et elendigt liv. Og så fødselspsykoserne.
Det virker at tilbyde en udvej. Et andet liv. En hjælpende hånd.

I dag er det mere mænd, der dræber deres børn og koner. Årsagen er dog som regel ganske anderledes. De fleste tilfælde skyldes, at manden enten vil hævne sig på kvinden, der vil forlade ham, eller manden står overfor at tabe ansigt og enten ikke vil have børnene skal se det eller ikke selv vil se det, hvorfor han dræber hele familien og sig selv (hvis det lykkes -de fleste udviser dog ringe talent for selvmord, hvor de ellers brillerer med drab)

Kuliltedødsfald

I midten af 1800-tallet blev der lagt bygas ind i København. Gassen blev lavet af kul og havde et højt indhold på 10-15% af kulilte. En lugtfri gas, der dræber effektivt. Gassen blev brugt til blandt andet madlavning, varme med videre. Flere og flere byer fik indlagt bygas og snart var det almindeligt i de større byer. Desværre fulgte der mange dødsfald i kølvandet på det nye initiativ. En utæt gashane kunne udrydde hele familier, der sov ind uden at opdage, hvad der var hændt. Kulilte er en gasart, der, når den indåndes, binder sig til de røde blodlegemer og fortrænger ilten. Kroppen kan ikke bruge kulilte (eller kulos) til forbrændingen i cellerne og derfor dør man, hvis kuliltekoncentrationen bliver høj nok i blodet. Ikke af kulilten, men af mangel på ilt.
Ligpletterne på mennesker døde af kulilte forgiftning bliver meget lyse, fordi hæmoglobinet fortsat er i den (kul)iltede form.
Kuliltedødsfald i bygastiden, dengang, der hverken var tilsat lugtstoffer til gassen eller den som i dag er næsten fri for kulilte, var almindelige. I dag ser vi næsten kun kuliltedødsfald, når folk griller indendørs eller beslutter sig for at aflive sig ved at tænde en grill i soveværelset eller bruger metoden med at aflive sig med udstødningsgas i bilen.

Selvmord ved gas

De mange utilsigtede dødsfald i forbindelse med gasudslip inspirerede desværre også selvmordere. Og selvmord med bygas blev en af de absolut mest populære aflivningsmetoder. De fleste selvmord i byerne blev begået med bygas i 1930erne og selvmordene fortsatte langt op i det 20. århundrede. 3-400 mennesker døde hvert år som følge af kulilteforgiftning og selvom de fleste dødsfald var selvmord, var der også almindelige ulykkelige hændelser i blandt, hvor en gashane eksempelvis var utæt og udraderede hele familier i nattens løb.
Som selvmordsmetode var bygassen uhyggelig.

  • Den var let tilgængelig
  • Den krævede ikke tålmodighed og metodik i planlægningen
  • Den krævede ingen særlige evner
  • Den var ublodig
  • Den krævede ikke, der skulle overvindes frygt for højder
  • Den var ikke voldelig


Man tænker måske at selvmord er en overlagt, gennemtænkt handling og at en selvmorder altid vil finde en måde at aflive sig selv på.
Det er ukorrekt.
De fleste selvmord begås i affekt -altså stærk sindsbevægelse -og selvmordstankerne klinger af i takt med sindsbevægelsen. Således vil tankerne om at begå selvmord ofte nå at klinge af inden man eksempelvis får skaffet sig et solidt reb og gjort det klar til hængning, således selvmordet ikke bliver til noget.
Med bygas kunne man bare skrue op for hanen og ligge sig til at sove, hvis man havde haft et skænderi med kæresten. Og så døde man. Inden man fik chancen for at genoverveje. Og hvis det mislykkedes, ja så kunne man prøve igen næste gang man kom i den rette stemning.
Hængning og skydning er mere sikre selvmordsmetoder, men det kræver både snilde og en vilje til aktivt at hoppe fra skamlen eller trykke på aftrækkeren. Hængning går eksempelvis galt, hvis man tror en rawplug i et gipsloft kan holde til en 80 kg person, hænger sig i en krog skruet op i den. Skydning kræver adgang til skydevåben, og det er der forholdsvis få der har i Danmark. Heldigvis.

De var ikke døde i dag

En retsmediciner fra Århus, Jørgen B. Dalgaard, kæmpede i mange år for at få ændret bygassens sammensætning, så den ikke indeholdt så meget kulilte. Han anførte at dødsfaldene ville blive færre, hvis bygassen ikke havde så højt indhold af kulilte. Hans modstandere, gasleverandørerne, var af den mening, at selvmordere, blot ville finde en anden måde at aflive sig på. Imidlertid viste det sig, at da Danmark overgik til naturgas i 80erne og 90erne, skete der et markant fald i antallet af selvmord. Således tyder meget på, at de der tidligere ville have begået selvmord med gas, nu nåede at besinde sig, inden de skulle i gang med de mere besværlige aflivningsmetoder. Selvmord er som med alt andet her i livet. Jo mere besværligt, jo færre vil gøre det.

Hjerneskade og psykisk sygdom

Nedenfor er en dødsattest på en 49-årig kvinde, der har mange risikofaktorer for at forsøge selvmord. Det fremgår hun er separeret af den medicolegale attests side 1. Skilsmisser og ensomhed er risikofaktorer også i dag i forhold til selvmord.

På bagsiden af dødsattesten beskrives flere risikofaktorer. Nedenfor fremgår det hun tidligere har forsøgt selvmord, hvilket er en enorm risikofaktor i forhold til at forsøge igen. Alt kræver træning for de fleste. Også selvmord. Meget få er så dårlige til at begå selvmord, at det ikke på et eller andet tidspunkt vil lykkes for dem.

Samtidig har hun lidt af depression siden hun for 10 års tid siden havde meningitis, altså hjernehindebetændelse. Man kan her forestille sig, at hun nok har lidt en eller anden for for organisk hjerneskade i forbindelse med sygdommen. Organiske hjerneskader er ligeledes en risikofaktor for selvmord.
Denne kvinde havde formentlig ikke været død, hvis bygas ikke havde været let tilgængeligt, nemt og ublodigt.

Social deroute

De sociale forhold alene kan også føre til selvmord. Manden nedenfor, Hans Peter Hansen, er enkemand og i svære økonomiske vanskeligheder. Han har ikke psykisk sygdom, intet misbrug af alkohol eller narkotiske midler, men han har tidligere forsøgt selvmord ved gas. Husk det. Øvelse gør mester.
Det er ikke for at få opmærksomhed folk forsøger at begå selvmord. Det er i yderste desperation. Men de bliver dygtige for hvert forsøg.
Selv mennesker, som Hans Peter Hansen, uden misbrug, uden psykisk sygdom og uden svære fysiske sygdomme kan blive drevet ud over kanten.
Husk at spørge ind til selvmordstanker, hvis nogen i jeres nærhed har det svært. Mennesker der har selvmordstanker eller planer vil sjældent selv bringe det på bane, men de svarer som regel ærligt, hvis man spørger. Og det åbner for forståelse og hjælp.

Misbrug og selvmord

På ligsynsattesterne for medicolegalt ligsyn skal man angive om afdøde har været hengive til umådeholden nydelse af alkohol. Dengang skulle man. Og hvor lyder det bare 8000 gange bedre en den diagnose “alkoholoverforbrug” , som alle indlagt på sygehus med et forbrug over 1-2 genstande dagligt, får klistret på sig.
Hans Christian var i slutningen af 50’erne og kendt radiumdranker (kogesprit med karbid evt fortyndet ned i portvin). Radiumdranker var som regel i slutningen af deres karriere som alkoholikere og i slutningen af deres liv. Han havde tidligere forsøgt selvmord. Denne gang var han dygtig og uheldig nok til det lykkedes ham.

Bygas i dag

Bygas er tilsat stærk lugt og indholdet af kulilte er minimalt.
Selv de mest ihærdige selvmordere vil nok betakke sig inden de omkommer af bygas. Den lugter ubeskriveligt ækelt af rådne æg og hengemte prutter.
Den barriere er faktisk nok til at stoppe en selvmorder.

Og så tiden. For der er så lidt kulilte i bygas at naboerne nok både vil have nået at klage til ejendomsstyrelse og denne vil have færdigbehandlet klagen, inden det bliver ordentligt farligt.
Når lugten rådne æg kan stoppe en, fra at tænde hanen og vente på døden, så tænk hvad et venligt ord eller et varmt kram kan gøre.
Men det kræver man ved, at personen har selvmordstanker. Og det ved man først hvis man spørger.


Spørg ind til det. De fleste har haft selvmordstanker på et eller andet tidspunkt.
De færreste har gjort klar til selvmord med løkken i træet og et afskedsbrev i skuffen.

Af alt jeg så, var fødsler det værste

Mit forhold til fødsler er nok anderledes en de fleste andres. Jeg afskyr dem. Jeg er ikke den, der får lykketårer i øjnene over det smukke i en fødsel. Jeg kan sukke dybt af lettelse over det er ovre. Og alle overlevede. Men jeg synes selve fødselsprocessen er for meget bæ, bræk og blod, og alt for meget lyd.
Første gang jeg blev kaldt til en fødsel, fik jeg så sympationdt i underlivet, så jeg nærmest ikke kunne holde det ud. Jeg var sekunder fra at proklamere: “Giv denne kvinde noget bedøvelse! Slå hende ud!” Men alle omkring mig heppede og smilede.
“Du klarer det så flot! Skub så til denne gang!”
Det opsvulmede underliv, der stod under så meget tryk at endetarmen nærmest vendte vrangen ud på sig selv, gav så smertefuldt et indtryk, at jeg stod med krydsede ben og holdt vejret.
Siden har jeg undgået fødsler.
Kejsersnit foregår uden lyde, uden lugte, uden smerte og uden ukontrollerbare veer og jamren. Det virker mere humant end fødsler.

Jeg kan huske engang i akutmodtagelsen, hvor der havde været travlt i løbet af aftenen, men efterhånden lå der kun patienter, der var rimeligt styr på.
Og pludselig ruller ambulancen op.
Det er de meste skrækkelige, gruopvækkende lyde, der kommer fra den ambulance. Suk og støn. Efterfulgt af skrig og brøl. Jeg når at tænke dissekerende aortaaneurisme, perforeret ulcus, tarmiskæmi og måske noget ortopædkirurgisk.
Min bagvagt reagerer slet ikke.
“Det der, gør jeg ikke selv,” sagde jeg.
Han tyggede videre, mens han nøje udvalgte alle lakridserne fra skålen.
“Det lyder som noget til 3. sal,” konstaterede han.
Og ganske rigtigt. Det var en fødende.
Jeg kan ikke lide det. Men jeg elsker det. Lidt som gysere.

En god fødsel

For 150 år siden. Ja, bare 100 år siden, var en god fødsel, en fødsel, hvor både moder og barn/børn overlevede.
Der var ikke så store forventninger til fødekar, munkemessen, afdæmpet lys, kendt jordemor og andre spændende tiltag.
Og fødslen sluttede ikke med at blende moderkagen og bage en moderkagekage til deling, mens der friblødes og friammes.
Dengang havde man simpelthen ikke den store fascination af kroppens funktioner. Enten virkede de. Ellers døde man nok.
Men jeg beskæftiger mig heldigvis ikke med den gode fødsel i dag. Kun de elendige fødsler fra 1850-1940 og der var rigeligt at tage af. Selvom det virker som meget primitivt lægearbejde, så lå der et stabilt håndværk bag og enhver landsbylæge kunne lave fremtrækninger af børn under fødslen og bruge tang. Forventningerne til at et barn overlevede en kompliceret fødsel var særdeles små. Og hvis moderen overlevede, var familien lægen særdeles taknemmelig.

Fødselsinstrumenter

Tangen blev indtil 1800 tallet brugt som sidste udvej. Det var ikke meningen barnet skulle overleve en tangforløsning, men man håbede kvinden ville overleve. Tangen blev ført op og tog fat om fosterhovedet. Så klemte lægen godt til og trak. Hvis barnet ikke kom ud på den måde, så brugte lægen et instrument der lavede hul i kraniekassen og med en særlig ske, blev hjernemassen skrabet ud, så det bløde fosterhovede faldt sammen. Det var livreddende for kvinden. Hvis barnet var dødt i forvejen inden fødslen, så lavede lægen ofte samme indgreb med at knuse kraniekassen, således kvinden ikke skulle lide unødigt. Hovedet er jo trods alt den største og mest ubehagelige fosterdel at føde.
Senere kom mere fosterskånende tænger til. Og dødsfald blev sjældnere. Men selv ind i midten 1900 tallet blev de gamle fosterdestruerende dyder taget i brug.
Ved en indkilet forsømt skulderstand, blev man nødt til at decapitere fosteret med en decapitationshage, for derefter at kunne forløse kroppen og så rode rundt efter hovedet bagefter og fremtrække det.

Det var de instrumenter det var.

Tang, thecatænger (til at bide dele af foster hovedskallen af), perforatorier (til at lave hul i kraniet), hjerneskeer (gæt hvad det blev brugt til) og decapitationshager .
I 1860 var overlevelsen for kejsersnit under 50%. Derfor havde lægen ikke ret mange andre muligheder end at forsøge at forløse barnet vaginalt.
Herunder er beskrevet forskellige operationer herunder kejsersnit og deres overlevelse i ugeskriftet.

I dag har vi altid en sikker udvej. Hvis i tvivl, så er det kejsersnit. Der er ikke mange obstetrikere, der er villige til at løbe en risiko for hverken moder eller barn. Jeg har assisteret til mange kejsersnit og alle har været glat forløbende og med overlevelse af både moder og barn, men det var ikke indtil godt ind i 1900-tallet, at det blev en sikker fødselsmulighed. Indtil kejsersnittet, så var der ikke en anden løsning. Barnet skulle ud. Hvis det døde, så blev prioriteringen at moderen skulle overleve.
Det er så let for os i dag at rynke på næsen af, at man engang kunne finde på at bore hul i babykranier. Men det var den eneste mulighed! Ryggen mod muren.
Og en læge, der tænkte: “Ikke på min vagt! Ikke begge to.”

Fem børn, der ikke var døde i dag

Jeg slog op på dødsattester fra på Ærø 1943 og fandt disse 4. Indenfor samme år.
Ærøs indbyggertal var lidt større end i dag, omkring 12000, men stadigvæk er det ret mange, når man tænker på, hvor sjælden en dødfødsel er i dag. I et land med snart 6 millioner indbyggere.
De karakteriserer hver især komplikationer, der i dag så godt som aldrig medfører fosterdød, men blot medfører et kejsersnit. Evt lidt før tid.

Nedenfor er et barn, der døde af iltmangel under fødslen. Fosteret stod ikke i hovedstilling og det endte med, at lægen måtte tage fat i en fod og på den måde tving barnet ned i fødselskanalen. Trods dette var barnet dødfødt.
I dag ville man opdage at barnet ikke stod med hovedet nedad allerede inden fødslen eller allersenest ved første henvendelse på fødegangen. Så ville man enten forsøge vending eller foretage et kejsersnit i ro og mag.

Næste barn er også død af iltmangel. Det er en førstegangsfødende og fødslen er nok gået for langsomt. Til trods for tangforløsning er barnet dødt i livmoderen. I dag ville man have bemærket de tidlige tegn på iltmangel ved barnet ved at måle fosterhjertelyden. Hvis den afviger for meget, så sadles der som regel over til kejsersnit, medmindre barnet kan cupforløses hurtigere.

Næste barn død cirka 10 timer inden fødslen. Moderkagen var fyldt med infarkter og har derfor ikke virket ordentlig. I dag opdager man dette ved scanninger og senest når fødslen går i gang og fosterhjertelyden er sygelig under og efter veerne. I dag udløser det et kejsersnit.

Det sidste barn fra 1943 er død af en frygtet komplikation. Placentaløsning -for tidlige løsning af moderkagen. Man mistænker det, hvis den gravide har ondt også mellem veerne og hjertelyden på barnet dykker. Løsningen i dag er et kejsersnit. Dengang var det vefremmende midler, så moderen ikke endte med at bløde ned.

Det sidste barn døde af navlesnorsfremfald. Hvis navlesnoren falder ned i fødselskanalen og klemmes af af barnet, så får barnet ikke ilt og dermed er der en god chance for barnet dør. I jordemoderprotokollen fremgår det at fødslen tog næsten et døgn og det er lidt for længe at klare sig uden ilt. Barnet var dødfødt. Moderen overlevede.
I dag ville man blot lave et kejsersnit og evt aflaste trykket på navlesnoren ved at ligge moren med hovedet lidt ned og benene op.

Embryotomi

Embryotomi dækker over en fødselsmåde, hvor man, for at få fosteret så let ud som muligt, punkterer kraniekassen på fosteret eller på anden måde skærer smådele af det døde foster for at facilitere en lettere fødsel.
Kefalotripsi er en afart af embryotomi, hvor man laver hul til fosterhjernen og roder lidt rundt med værktøjer i hjernemassen, så den flyder ud, for herefter at knuse kraniet med fødselstangen. På den måde lettes fødslen.
Det er ikke mere end 100 år siden ovenstående metoder blev brugt. Og ved abort bliver der stadig brugt dekompression af fosterhovedet ved sene aborter i eksempelvis USA. Jeg er blevet belært om, at de gør man ikke i Danmark, selvom jeg da selv ville synes det var en venlig gestus.

Nedenfor er der beskrevet en kefalotripsi. Barnet er desværre dødt under fødslen. Det stod i en såkaldt høj ligestand og nægtede at trænge ned i bækkenet. Efter barnet er blevet konstateret dødt, ser min kollega fra midten af 1800-tallet det, som hans opgave at lindre kvinden mest muligt. Barnet er jo dødt. Kvinden er træt. Og hvad er mere nærliggende end at lave hul i fosterhovedet og sønderdele hjernemassen så meget, den flyder ud, hvorefter området vil være tilgængeligt for tangforløsningen.
Enjoy!

Embryotomi
1847

I 1908 er det ikke meget anderledes. Dr. Krabbe -lederen af lægerne på Ærø, står overfor en 37 årig kvinde i fødekramper. Hun har født 5 gange før. Fødslen har varet 16 timer og det konstateres at barnet er dødt.
Men det vil fortsat ikke lade sig føde.
Moderens tilstand er kritisk.
Dødeligheden ved svangerskabskramper er tårnhøj.
Med disse elendige odds vælger Dr. Krabbe at skride til embryotomi. Det er ikke nærmere beskrevet hvordan, men idet, det er en issepræsentation, så er dr. Krabbes tilgang nok ikke meget anderledes end den læge, der skrev til Ugeskrift for Læger i 1847.

15 år senere er det den så berømte dr. Olrik, der står med en førstegangsfødende på 39, der har en stram bandl’s ring. Fosteret kan ikke trænge forbi ringen og ned i fødekanalen. Efterhånden bliver det en kritisk tilstand for moderen og i 1923 er der ikke mulighed for kejsersnit på de små sygehuse. Dr Olrik har ryggen mod muren og skrider til kefalotripsi. Knusning af kraniekassen for at facilitere fødslen og redde morens liv.

Kefalo tripsi
Knusning af kraniet

Jeg er fuld af ærefrygt og beundring over de kolleger, der kæmpede dengang. De har været fri for det store pairarbejde, men de menneskeskæbner og det ubehagelige arbejde, de har måttet udføre, efterlader mig med den allerstørste respekt.
Godt arbejde.