Johanne Hansen fik 12 børn. Af dem døde i hvert fald 5 inden 2 års alderen.

Johanne blev født d. 19. september 1848 i Rise Sogn. Hendes far er smed, men ellers vides ikke meget om hendes tidlige liv. Hun bliver gift i januar 1870, 21 år gammel, og allerede i august samme år får hun sit første barn. Hendes mand hedder Kristoffer Peder Kristoffersen, er 3 år ældre end hende og arbejder som fisker i Ommel.
Johanne fortsætter med at føde børn de næste mange år. De kommer med cirka 2 års mellemrum. 1870, 1872, 1874, 1876, 1878, 1880, 1883, 1884 og 1888. Næsten 20 år med barnefødsler. Men i 1883 skete der noget specielt. 34 år gammel føder hun firlinger!!!! Og de overlever faktisk mange måneder, hvilket må siges at være helt usædvanligt.

Før firlingerne

Johanne fik 6 børn før firlingerne.

  • 1870 Rasmus Peter Christoffersen
    Overlevede barndom og ungdom og fik børn. Blev 65 år
  • 1872 Caroline Christoffersen
    Giftede sig, derefter mangler yderligere oplysninger.
  • 1874 Hans Jørgen Christoffersen (døde af kighoste som 1 årig)
  • 1876 Hans Jørgen Christoffersen (fik det navn hans afdøde bror ikke brugte mere….)
  • 1878 Anders Peter Christoffersen (døde som 18årig)
  • 1880 Marie Katrine Christoffersen
    Fik 3 børn og blev 92 år… Boede i Villaen i Ommel. Jeg mener, det var alderdomshjem en årgang.

Lille Hans Jørgen fra 1874 blev født så han var lige under 2 år, da kighoste epidemien ramte Ommel og Kragnæs i slutningen af 1875 til starten af 1876. Og døden høstede godt blandt børn under 5 ender den epidemi. En 10 stykker af små poder blev stedt til hvile i løbet af kort tid den vinter. Det er faktisk derfor vi vaccinerer de helt små mod kighoste ved 3, 5 og 12 månedersvaccinen. Det er indtil 5 års alderen kighosten slår ihjel.
Nedenfor er ligsynsattesten udstedt af ligsynsmænd 3 dage efter døden (idet han døde i Ommel, hvor der ikke var læge indenfor 2 mil). Der var tegn på fremskreden forrådnelse på liget. Tænk først at se sit barn dø. Og så se det gå i forrådnelse, mens man venter de 3 dage der skal gå, før ligsynsmænd må erklære barnet for dødt.
Det var en anden tid.
Nedenfor er dødsattesten.

Hans Jørgen død af kighoste i 1876

Anders Peter døde som 18 årig. I kirkebogen er det angivet han er sømand og at han er jordfæstet. Desværre kan jeg ikke finde dødsattesten.

Fødslens forløb

Johanne havde født 6 børn før firlingerne. D. 27. marts 1883 kl 11 ved midnat begynder veerne og efter en time er der vandafgang. Kl. 5 fødes den første dreng med issen først. Nok det vi kalder regelmæssig baghovedpræsentation i dag idet, det er den vej de fleste angives at fødes først med. Kl 9 fødes den næste dreng med fødderne først. Han trækkes frem af fødselshjælperen. Nr. 3, en pige, fødes kl 12 i en sædefødsel og derefter kommer nr. 4 kl 14 af sig del med hovedet først. Efter 2 timer kommer efterbyrden. Moren var ikke syg i efterperioden. Alle børnene er fuldbårne og levende. Ingen skindøde.
Det kan man læse ud af jordmoderprotokollen, der er tilgængelig på sa.dk. Der var også en læge til stede ved fødslen, Johannes Frisch.

Men børnene døde alle indenfor 1 år.

  • Elisabeth Winkler Christoffersen døde d.6 april, godt 1 uge gammel.
  • Kristoffer Peder Kristoffersen døde d. 8. maj, 6 uger gammel
  • Thomas Knudsen Christoffersen døde d. 15. juni, 14 uger gammel
  • Johanne Christoffersen døde d. 7 september, et halvt år gammel.

Johanne, moren, nåede således at blive mor til 4 levende børn og begrave dem alle indenfor et halvt år. Desværre er der ingen dødsattester bevaret for landsognene fra 1883, så dødsårsagen er svær at komme nærmer. I og med de har levet så længe efter fødslen er der en god chance for de er døde af almindelige sygdomme for småbørn, såsom cholerine (dårlig mave), lungebetændelse eller atrophia infantiles (børn der ikke rigtig vil leve af ukendt årsag).

Hvad gjorde man i 1870-1880 med firlinger?

De kunne nok ikke alle die ved moren allesammen, så de fik formentlig sukkervand, mælk og kødvand ved siden af. Nogle gav også børnene alkohol idet det skulle styrke kroppen. Mærkeligt nok er de 4 børn beskrevet som fuldbårne, hvilket nok må siges at være ret usædvanligt ved firlingerfødsler.

Nedenfor er der beskrivelser af for tidligt fødte børn i 1875, hvor man blandt andet gav dem god vin (!) og kødsuppe. Det var hårde tider og de færreste overlevede. De børn der overlevede bedst, var de der fik modermælk.

Efter tvillingerne

Johanne fik endnu to børn efter firlingerne og indstillede sin karriere som superføder inden hun blev 40 år.

Hun døde i 1924 af mavekræft

Hendes mand Christoffer døde i 1933 af alderdom. Og han blev som den første i familien synet af en læge.
Han døde efter at have begravet 6 af sine 12 børn og sin kone. Han gjorde det godt og blev stedt til velfortjent hvile på Marstal Kirkegård.

Selvom der bliver skrevet 1902, så er der faktisk ikke langt fra oldtidens håndtering og forståelse af sygdomme. Nedenfor beskrives hvordan læger har forsøgt at kurere rosen med rødt lys. Man mente at det røde lys, var mere uskadeligt end det hvide. Selvom der var en spirende forståelse af at bakterier forårsagede nogle sygdomme, så var man stadig i tvivl om det var den eneste årsag.

De, der har fulgt med i medicinsk historie, vil straks genkalde sig det røde lys. De røde klæder. Og varmen.
For det var netop den kur man fra Europa til Indien over Kina og helt til Japan anbefalede mod kopper. Hvis et menneske blev angrebet af kopper fik patienten rødt tøj på, opholdt sig i røde værelser og blev udsat for høj varme. Man mente nemlig at kopper skyldtes en djævel eller et ondt væsen alt efter religion og kultur, samt smag og behag.
I alle kulturer var den djævel rædselsslagen for farven rød.


Kopper gav feber på over 40 grader og blærer, der udviklede sig til nekrotiske sår, over det hele. Der kunne man så sidde med sin feber i et rum der blev opvarmet til over 30 grader og gode sig over at det røde tøj og de røde vægge skræmte djævlen væk.
Heldigvis var dødeligheden mellem 30% og 70%, så det er nok begrænset hvor mange liv denne kur har på samvittigheden.

I dag lever vi en såkaldt polyfaktuel tid, hvor der nok skal være en eller anden skør skiderik, der vil tage dette gamle råd op og iføre sig røde klæder, som kur mod lungebetændelse.
Naturligvis, mens han opponerer mod brugen af ordet neger.

Så længe mennesker har åbninger svarende til næse, øre, mund, endetarm, skede og urinrør, vil der være nogen, der stikker noget derind. Børn putter perler, ærter, vingummier, græs og andre sjove sager i næsen og ørerne. Tit kommer de ud selv, men nogle gange må der en læge ind over. Tit er det ørenæsehalslæger, der får fornøjelsen, fordi børn er svære at få til at sidde stille, og så kræver det en hvis rutine at få fanget en ært i de to sekunder en toårig sidder på sin flade.
Jeg piller ganske mange dimser til høreapparater ud af ørerne på ældre, men det er nok det eneste jeg kan prale af at fjerne. Det og en død ørentvist.
Voksne er lidt mere avancerede. Det er mest ting de putter i numsen, skeden og urinrøret.
Alt fra deodorantdåser, flasker, marmoræg, auberginer, lys, tennisbolde og over i plasticsværd fra playmobil, tandstikker og kuglepenne bliver hvert år gravet ud fra henholdsvis endetarmen og vagina samt urinrøret. Enkelte er lykkes med at få kagegafler og termometre op i urinrøret.

Jeg er sådan set ligeglad, hvordan fremmelegemet er kommet ind, men det er patienterne som regel ikke. Nogle fortæller længere historier om hvordan de sad i badet, og pludselig var shampoflasken og to tennisbolde forsvundet. Uden de dog er helt sikre på, hvor de er blevet af.
Det giver et usikkerhedsmoment. Og en bekymring. Hvis man kan miste to bolde og en flaske shampo op i numsen, ved bare at sidde i et badekar, så er jeg færdig med at bade på den måde. Aldrig igen.
Men som regel kan man spore sig ind på, at der nok med sikkerhed først manglede en shampoflaske -og derefter fulgte to bolde efter flasken op i numsen.
Perfekt.
Så kender man som læge tidspunkt og antal genstande der mangler.
En henvisning til kirurgerne kunne se således ud:

Kære kolleger
Vil I modtage denne 50 årige herre, der efter bad d. 24/12.2019 kl 2230 havde den uheldige oplevelse, at en flaske shampo, cylindrisk ca. 8cm i diameter med en skrulågslukning vendende udad satte sig fast i endetarmen. Herefter fulgte 2 tennisbolde af almindelig størrelse i blød gummi med belægning af neongult stof. Patienten ellers sund og rask. Fastende siden i morges. Maven blød og uøm. Ingen smerter.

Det er ret hyppigt forekommende, så det værste ved de her konsultationer, synes jeg, er det akavede i at patienten er ved at dø af skam.
De spørgsmål vi stiller er ikke for at rode rundt i, hvordan man finder på at kigge på en shampoflaske og tænke: “Gad vide om den passer i min numse.”
Vi har brug for et tidspunkt for hændelsen, vide om der blev brugt stor kraft ved indsættelsen af fremmedlegeme i endetarmen, om der er blødning eller smerter, og hvilken præcis form fremmedlegemet har.
Alt det andet er ligegyldigt.
Men hvis man beretter man er faldet fra en stol mens man satte gardiner nøgen og landede på et alterlys og siden hverken har set noget til lyset eller lysestagen, så er risikoen for operation betydeligt større end hvis man fortæller at man først stak et lys op i endetarmen og følte så stor vellyst derved, at man skubbede lysestagen derefter for derved at øge nydelsen. Hvis det er rart, så er det sjældent tarmen er perforeret.
Nedenfor er der en mand der i 1878 er faldet (og han er faldet med stor kraft) uheldigt på et stoleben, så stolebenet gik op i endetarmen og videre ind i blæren. Det er en ret farlig tilstand og manden døde også af infektion ret kort tid efter. Der var ingen nydelse eller forsigtighed forbundet med styrtet.

Hvis man skal vælge emner at putte i endetarmen bør man fortrække emner, der ikke kan splintres ved manipulation. Glas, testel, skåle i keramik med videre, kan være svære at fjerne igen. Husk også på der kan skabes et ret stort vakuum, hvis der benyttes flasker. Brug gerne plastemner, der er beregnet til at putte i endetarmen. Eksempelvis såkaldte dildoer. Samtidig er det fornuftigt at have en anordning på således man kan trække den ud igen. Så slipper man lettere for en tur på skadestuen.

I Tyrkiet og Saudiarabien er numsesex en psykisk sygdom

På nedenstående link kan man læse om to cases, der begge under stor forsigtighed og nydelse har indført fremmelegemer i endetarmen. Som beskrevet før en helt normal adfærd og ganske hyppigt i hele normalbefolkningen.

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5530167/

Så I det samme som jeg så?
Artiklen er fra 2017! fra Istanbul. Og disse patienter bliver simpelthen sendt til psykiatrien! Er der holdepunkter for, at det at stikke ting op i endetarmen er forbundet med psykisk sygdom? Er det fordi homoseksualitet stadig betragtes som en sygdom? Jeg ved det ikke. Jeg ville nok nøjes med at give dem almindelige råd om, hvilke objekter, der egner sig til indførelse i endetarmen og hvilke der ikke gør.
Er der kolleger på linjen, der ved om psykiatrisk evaluering af patienter med fremmedlegemer i rectum er standard?

Nedenfor er endnu et eksempel på patienter i tyrkiet med fremmedlegemer i endetarmen, der bliver henvist til psykiatere for deres perversioner!

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3601006/

Det eneste jeg studsede lidt ved, ved ovenstående cases, var ud over henvisningen til psykiatrien, at der var en, der var kommet på at indsætte en tekop i endetarmen. Husk det!

I Saudiarabien er det også en perversion at indsætte fremmedlegemer i endetarmen.

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2702971/

Patient was referred to the psychiatrist for his perversion disorder, which was also mandatory for preventing recurrences.

Kan man kurere patienter for deres seksualitet? Det er bestemt ikke kun homoseksuelle, der nyder analstimulation. Det er også heteroseksuelle mænd. Og kvinder.

Men gjorde man det i gamle dage?

En fajancekops forsvinden i i 1900tallet

Læs denne beretning om en forsvunden fajancekop.

Manden overlevede. Koppen gjorde ikke.

En god bortforklaring

En finger i numsen kan kurere hjerteflimmer.
En ung mand kom ind på skadestuen med atrieflimren. Han var ellers sund og rask og der blev gjort klar til at støde ham tilbage i normal hjerterytme. Inden proceduren blev han (af uransagelige årsager) rektaleksploreret. Det gav prompte resultat og hans hjerte slog over i en normal rytme.
Nedenfor er linket til casen.

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21769254

Så hvis der er nogen der er lidt flove ved at forklare, hvordan fajancestellet er endt i endetarmen, så kan I med fordel forklare, at I forsøgte at kurere en forkammerflimren.
Hvis lægen siger, at I jo ikke har forkammerflimren, må jeres svar være:

“Mere. Jeg har ikke forkammerflimren mere. Men jeg har et lille problem med fajancestellet der stadig sidder i min endetarm.”

Er I klar til at blive klogere?

Tirsdagsdødsattesten falder i år præcis på juleaftensdag.
Hvor opmuntrende.
Jeg har valgt at fejre det med en gennemgang af ligsynsloven og dødsfald præcis på juleaftensdag. Gennem disse nøje udvalgte juleaftensdødsfald bevæger vi os gennem historien, hvor de første love blev lavet for at undgå, at folk blev begravet levende.
Den seneste ændring af loven i 2010 blev lavet for at sikre, at læger indberetter dødsattesten korrekt elektronisk på den offentlige it-platform.
Man kan næsten fornemme det store antiklimaks. Begravet levende vs. en ikke korrekt indberettet dødsattest. Uha, uha.

Julen er også højtid for selvmord, ensomhed og ulykker

Da jeg skulle finde dødsattester, havde jeg forventet at finde mange, der hængte sig eller på anden måde aflivede sig selv juleaften.
Tit minder juleaften jo os om alt det, vi har at være taknemmelige for, men for nogle er det en ond påmindelse om, at der ikke er nogen at fejre juleaften med og meget lidt at være taknemmelig for.
Gennemgangen af de medicolegale dødsattester viste imidlertid at folk aflivede sig selv op til juleaften og dagene efter. Ikke på selve dagen. Forventingens ubehag og den retrospektive skuffelse synes at være værre end den ensomme juleaften.
Mine tanker går til dem, der også for 100 år siden mistede livsmodet op til juleaften og umiddelbart efter.
Hjerternes fest. Men måske i virkeligheden kun en fest for de elskede og ønskede. Og en pinefuld påmindelse om tab, ulykke og manglende begivenheder at være taknemmelig for, for de ensomme, syge og ulykkelige.
Der var også flere tilfælde af ulykker ifbm umådeholden nydelse af spiritus, eksempelvis faldulykker, drukning og lignende i december måned.
I dag er det ikke anderledes. De udstødtes lavpunkt er de elskedes højtid.
Tænk over det. Send et smil. Del af din lykke og velstand, hvadenten den er økonomisk, social eller du bare er en helt igennem helstøbt og glad person uagtet de ydre påvirkninger.

Nå, vi skal videre til noget mere opmuntrende. Ligsynsloven.

Hvordan døde folk før læger skrev dødsattester?

Det er svært at forestille sig folk dø uden en læge har sagt god for det. Alligevel tillod folk sig at gøre det i hobetal. Man lod dem ligge et par dage og hvis de ikke mirakuløst havde rejst sig fra ligsengen, så jordede man dem. De efterladte betalte præsten for at holde prædike og give dem en plads på indviet jord. Og så blev det nedfældet i kirkebogen at de rigtignok var døde og nogle gange også hvad de var døde af. Jeg kan anbefale Vonsild Kirkebog for de særligt flittige. Det er en fornøjelse at læse.
I 1685 kan man læse i kirkebogen at en mand døde af Morbus gallicus. For de, der har fulgt med, kan vi allerede ud af de to ord konstatere:
1) Manden er død af syfilis
2) på et tidspunkt, hvor vi ikke kan lide franskmændene.
I Danmark førte præsterne register over fødte og døde, og gør det stadigvæk, men indtil der blev lavet egentlige lægelige dødsregistreringer var de eneste dødsregistreringer i kirkebøgerne.

Under epidemier var det anderledes. Når pesten kom døde op til en tredjedel af befolkningen og derfor blev der oprettet store massegrave. Ligene nåede dårligt at køle af, før de pga smitterisiko blev jordet udenfor byen i store epidemigrave. Ikke alle blev registrerede. Ikke alle nåede at dø, før jorden lukkede sig over dem.

Udkantsdanmark vs København og købstader

For at kunne forstå lovene omkring ligsyn og bruge dem, er det vigtigt at vide, at selv i middelalderen var der stor forskel på at bo i København og de større købstader og så bo på landet. En del forordninger var kun gældende i byerne, mens folk på landet, måtte klare sig uden love, forordninger og regler (hvilken lykke).
Grunden til dette skel var til dels, at det i byerne var svært at have plads til at et lig kunne ligge i de tre dage det krævede før ligsynsmænd måtte erklære folk døde. Boligerne var tit små i byerne og der var ikke udestuer eller andre bygninger et lig kunne opbevares i flere dage.
Derfor fik læger i byerne pligt til at lave dødsattester, idet læger måtte erklære folk død når det passede dem. Der var ikke 3 dages karens efter dødens indtræden.
Den anden grund var, at der i dag som dengang, var mangel på læger. Så en pragmatisk løsning var at fortsætte med ordningen, hvor to ligsynsmænd efter 3 dage må udstede en dødsattest.
Det var lidt om københavneriet også i middelalderen, men det er helt afgørende for at forstå gennemgangen af dødsattester og ligsyn. Der er en forskel i retstilstanden i byerne og på landet fra 1700tallet, hvor de første bestemmelser om ligsyn blev lavet og op til midt i 1900 tallet.

Den spæde start

I 1751 blev det bestemt ved lov, at hvis der er mistanke om drab, så skal der tilkaldes en læge, der skal vurdere om der virkelig er tal om drab.

Corpus delicti – body of crime

Hvis lægen vurderede, der var tale om drab, blev forbryderen indkaldt til ret aparte afhøringer og forsøg. Man mente blandt andet at ingen kunne tale usandt, hvis de berørte lige mens de blev afhørt. Det har nok været betydeligt mere spændende at være afhører dengang end nu.
Der var også rig mulighed for tortur og lignende. Alt i alt en særdeles spændende tid. Men nok mest for politiet.
Gennem årene udviklede der sig en praksis omkring ligsyn, der ikke var egentlig lovfæstet, men som var en følge af pøbelens rædsel for at blive levende begravet, særligt i epidemitider. Praksis var at en enkelt læge kunne erklære folk døde og at ligsynsmænd kunne erklære folk døde efter 3 dage. Der fandtes dødsattester, men ikke alle brugte de officielle papirer.
På Thurøe er der bevaret ligsynsbøger, som ligsynsmændene skrev i, når de synede de døde. Nedenfor er et udsnit af ligsynsbogen og i øverste venstre hjørne er et juleaftensdødsfald fra 1862. Det drejer sig om en lille dreng, 14 dage gammel, der døde juleaften og blev synet 4 dage senere.
Det to ligsynsmænd skriver under på, at de har fundet umiskendelige tegn på den virkelige død. Det skulle altså ikke dreje sig om en såkaldt skinddød.

Ligsynsbog Thurø. 1862

En dødsattest kunne og se således ud, hvis en læge konstaterede dødens indtræden:

2 årigt skrufolost barn.

Denne attest er fra d. 21. december 1857 -desværre er der ikke så mange bevarede dødsattester fra dengang -og ingen med en dødsdato præcis d. 24. december. Jeg beklager. Jeg har brugt timer, jeg aldrig får igen, på at finde en dødsattest fra præcis juleaften, fra den tidsperiode.
En læge attesterer at der er tegn på virkelig død. Jørgine på 2 år, datter af skomager, døde af kirtelsvaghed, der er en form for tuberkolose, hvor lymfekirtlerne hæver og til sidst sprænger og udleder større mængder pus. Som regel fører sygdommen ikke til døden, men blot til mange pinsler.
På dødsattesten henvises der til plakater, der var en form for nutidens vejledninger over en lov. Der var bare ikke en lov, men nærmere en fortolkning af god praksis. I dag har vi politikere, der lovgiver om alt, helt ned til mindste detalje. Dengang var der plads til conduite og ordentlighed.

Det virker måske lidt rodet for vores tid at der ikke er love, der oversættes til bekendtgørelser, der så bliver til vejledninger, men tænk på at læger ikke dengang blev overdænget med ubrugelige vejledninger fra samtlige faglige selskaber og interessegrupper, samt trusselsbreve fra Styrelsen for Patientsikkerhed med videre.
De plakater var faktisk, sammen med epidemilovene, noget af det eneste en læge skulle forholde sig til. Det og så en masse åreladninger, kviksølvkure og iglepåsættelser. Tiden var god. Livet var kort.
Juraen var først ved at finde sit ståsted og DJØF typer havde endnu ikke begravet folket i papir og standardfraser.
Det er lidt skægt at tænke på, at netop Kerteminde faktisk havde lægeligt underskrevne dødsattester, hvilket var forbeholdt storbyer.
Samme by Danske Sprognævn flyttede til for nogle år siden og udløste en lavine af psykologtimer til de ansatte københavnere, der skulle ud i provinsen.

De første rigtige ligsynslov

I 1871 kom den første rigtige Ligsynslov. Den beskrev i korte træk, hvordan et ligsyn skulle foretages, hvem der skulle gøre det og hvordan. I punktform er det vigtigste fra loven følgende:

  • Et lig må ikke begraves eller flyttes før der er gennemført ligsyn
  • Er liget fundet i sengen, må det ikke flyttes før efter 6 timer
  • I Kjøbenhavn, de andre kjøbstæder og på disses markjorder, samt i Frederiksberg bydistrikt, Frederiksværk, Marstal, Nørre-Sundby, Løgstør og Silkeborg skal ligsyn foretages af autoriserede læger. På landet skal ligsyn ligeledes foretages af autoriserede læger overalt, hvor afstanden til en sådan læges bopæl ikke overstiger 1/4 mil.
  • Andre steder kan ligsyn foretages tidligst efter 3 dage af 2 ligsynsmænd. Ligsynet kan gøres før, hvis der er oplagte tegn på forrådnelse.
  • Hvis der er mistanke om drab eller selvmord, skal det være en læge, der syner.

Allerede her kommer der en skelnen mellem naturlig og unaturlig død. Naturlig død er som følge af sygdom, alderdom eller andet. Unaturlig død er drab og selvmord.

Nedenfor er en dødsattest fra 1876 affattet af ligsynsmænd. . Det drejer sig om om en 75 årig enkemand, Peter Lauritsen, fra Ommel, der døde af et slagtilfælde d. 24. december 1876. Han bliver synet 4 dage senere og ligsynsmændene konstaterer, at der er liglugt, dødsstivhed, brustne øjne, ligpletter, grønfarving af underlivet samt videre tegn på forrådnelse til stede.

Dødsattest lavet af ligsynsmænd i 1876

Og nedenfor ligeledes en attest fra 1877 affattet af to ligsynsmænd over Lars Hansen på 87 år, der døde i Rise, nærmere bestemt Lindsbjerg, d. 24. december 1877. Han døde af alderdom og der gik 6 dage (!!!) før ligsynet blev udført. Heldigvis var der ikke tegn på videre forrådnelse hos ham.
Jeg bider mærke i at denne 87 årige herre havde den udsøgte fornøjelse at dø af alderdom. Marasmus senilitas. Alderdomssvækkelse. Det må man ikke dø af længere. Hvis jeg finder en 109 årig død i sin seng uden forudgående sygdom, så burde jeg tilkalde politi og embedslæge. Og i øvrigt finde på en dødsårsag. Der var mange ting, der var nemmere for et århundrede siden. Dengang var alderdom en ligeså gyldig årsag til døden som barndom. De to perioder i livet, det var allerfarligst at være til. Døden behøvede ikke at have en årsag, bare den faldt i en periode af livet med høj dødelighed.

Dødsattest lavet af ligsynsmænd 1877

Jeg laver normalt ligsyn efter 4-24 timer. Jeg tror simpelthen ikke jeg har prøvet at gøre det senere. Ellers har jeg fortrængt det. Det er jo helt vildt, at folk lå og rådnede i laden, mens de ventede på at blive synet.
Liglugt -den kender jeg.
Ligpletter og dødsstivhed er obligatoriske.
Men jeg tvivler på ret mange af mine kolleger har oplevet grønfarvning af underlivet eller videre forrådnelse mere end et par gange.
Men grønt underliv og forrådnelse var vilkårerne i udkantsdanmark dengang. Tiden er anderledes nu.
Selv i udkantsdanmark har jeg i dag oplevet pårørende der bliver rasende, hvis man ikke kan syne på et bestemt tidspunkt og gerne så hurtigt som muligt. Det er så svært at sige til dem, at vi gerne lige ser folk får lidt dødspletter og dødsstivhed inden vi sender dem i graven. Eller forklare de levende går forud for de døde. Det er jo ret indlysende. Men døden trumfer de gode argumenter.
I dag er mange rædselsslagne for at have en død slægtning i huset et par timer. Tidligere kunne de ligge og lugte i uger. Enkelte pårørende har insisteret på at rekvirere Falck til kørsel af lig, hvis bedemanden ikke har været at træffe. Det er en dyr fornøjelse, skulle jeg hilse og sige. Og det er de efterladte der skal betale. Det nytter ikke at skælde lægen ud. Vi kan faktisk ikke rigtig bestemme over det frie markede indenfor ligkørsel om natten.

En eller anden idiot, har gjort dumt….

Sådan er det altid, når der kommer en lovændring. Et eller andet underlødigt individ har gjort dumt. Og det medfører naturligvis, dengang som nu, at hele politikerslænget vil sikre sig, at hvis det sker igen, så er det i hvert fald ikke fordi, der ikke har været love og forordninger nok. Og så er politikerne i øvrigt ligeglade med hvilke konsekvenser det ellers får.
I 1875 kommer der en tilføjelse til loven, hvor det indskærpes at:

  • I tilfælde af selvmord, opskyllede lig, dødfundne eller når liget er omkommet under ulykkelig hændelse, skal politimesteren underrettes og liget frigives først når politi og embedslæge er enige om det.

Lad mig gætte på at en eller anden ligsynsmand eller læge har skrevet attest på en selvmorder eller druknet uden at underette politiet, og at der derefter er opstået tvivl om dødsmåden. Og således blever det til en lovændring. Gennem mine gennemlæsninger af dødsattester, har jeg bemærket at det er helt vanligt at læger ikke har indberettet selvmordere og ulykkelige hændelser til politiet.
Læger er ikke til at stole på. Eller også har de forsøgt at minimere papirarbejdet og beskytte patienterne. Selvmord var ikke en god måde at komme herfra på, hvis man gerne ville i himlen. Så at ændre et selvmord til mors subitum, er ikke et usandsynligt scenarie.

Læger følger loven, og det medfører en præcisering

Lægerne vælger at følge lovændringen om at kalde politi til alle dødfundne. Det har nok medført en del politiarbejde, for i tiden før plejehjem, akutpladser og hjemmesygepleje, så døde en del alene. Og så foreskrev loven at embedslæge og politi skulle tilkaldes.
Allerede i 1885 bliver justitsministeriet nødt til at præcisere lovteksten, som følge af de uhensigtsmæssigt mange politiforretninger indskærpelserne i 1876 medførte. Nu er det ikke alle dødfundne, der skal medføre tilkaldelse af politi og embedslæge, men blot de døde, hvor døden ikke var forventet.

Ane Marie Albertsen, en 62 årig skipperenke, døde d. 24. december 1891. Hun havde den godhed at fejle både hjernehindebetændelse og hjernebetændelse i ca. 21 timer før hun døde. Idet hun havde den lykke at være marstaller (altså komme fra en storby med lægedækning), blev hun synet af en læge samme dag.

Dødsattest udstedt af læge i 1891

I mange år blev samme dødsattester brugt til både voksne og børn. Her er det en lille dreng på 10 dage, der døde af tarmbetændelse. Han døde juleaften og blev synet af lægen 2 dage senere. Læg mærke til arrogancen hvormed lægen blot nøjes med at konstatere, at respirationen er ophørt. Ingen angivelse af sikre dødstegn.

Dødsattest udstedt af læge 1895

De to dødsattester ovenfor er udstedt af samme læge. Nedenfor er en dødsattest udstedt af en anden læge. Denne syner en lille 7 uger gammel baby, der døde juleaften 1894. Han konstaterer at der er ophørt respiration, hjerteaktion og puls. At der er rigor og rigelige hypostaser (ligpletter).
Barnet døde af bronkitis, som det havde lidt af i 4 dage. Det ene øjeblik har familien planlagt juleaften. Så er planerne ændret efter få dage til at være en planlæggelse af begravelse. Omstillingsparathed er ikke et nyt fænomen. I dag bliver ordet bare brugt til at skyde skylden for ledelsens manglende evne til at planlægge frem i tiden, over på medarbejderne.
Sådan er der så meget.

Småændringer og finpudsning af loven

Ligsynsloven overlever faktisk så rimeligt frem til i dag i den stand den har, fraset enkelte ændringer som eksempelvis hjernedødskriteriet, samt en masse irriterende DJØF rettelser, der er så udspecificerede at enhver selvstændig tankegang må ophøre. Det gjorde min i hvert fald, da jeg læste den. Nutidens makværk interesserer mig meget lidt. Hvad er det for en klaphat der skriver love om, hvordan døde skal indberettes i et bestemt system?
I dag er det kun læger der syner. Der skelnes fortsat mellem naturlig og unaturlig død. Og der findes dødsattester for dødfødte, døde børn under 1 år, unaturligt døde osv.

Jeg har kun en gang synet et barn under 1 år og jeg håber aldrig jeg skal gøre det igen. Jeg har heller aldrig fundet en unaturlig død. Heldigvis har mine patienter været meget ordentlige på den måde. Ingen har tilladt sig at dø, førend de har fået en acceptabel diagnose.

Afslutningen: de særlige dødsattester (ikke juleaften)

For at runde dødsattester helt af, bliver jeg lige nødt til at vise, hvordan de særlige dødsattester ser ud. Både de, hvor der er mistanke om urent trav og de, der angår dødfødte og børn under 1 år.

Dødsattest C bruges til dødfødte børn. Nedenfor er det en lille pige, der er død under fødslen i oktober 1923. Moderen havde en snæver fødselskanal -en såkaldt Bandl’s ring- og lægen blev nødt til at lave en embryotomi for at redde moderens liv. Før kejsersnit var den eneste mulighed for at redde kvindens liv, hvis der var et misforhold mellem fødselskanalens størrelse og barnets størrelse, at sønderdele barnet, så det lod sig føde. Hvis ikke barnet blev fjernet fra livmoderhulen, ville moderen dø. Lægen laver også dødsattesten med det samme. En sønderdeling er et sikkert dødstegn.

Embryotomi 1923

Dødsattest B benyttes til voksne og børn over 1 år. Nedenfor er en attest fra 1929, hvor et barn på godt 1 år dør efter i 2-3 dage at have haft indeklemt lyskenbrok. I dage ville man operere. Og barnet ville overleve.

Dødsattest B bruges til voksne og børn over 1 år

Dødsattest A benyttes til levendefødte børn under 1 år. Nedenfor er det lille Elo, der dør 8 dage før sin 1 års fødselsdag af stivkrampe.
Antivaxbølgen var sjovt nok ikke ret udbredt dengang. Desværre kunne man ikke vaccinere mod stivkrampe endnu.
Jeg forventer, at når børn begynder at dø af stivkrampe, kighoste, mæslinger, polio, difteri og andre forebyggelige sygdomme igen, så stopper de galskaben. Men det kunne være rart at få stoppet antivaxbølgen inden det kom så vidt.

Dødsattest A1 benyttes til levendefødte børn under 1 år.

Dødsattesterne ved unaturlig død er en smule mere udførlige i forhold til beskrivelse af ligets lejring, omstændigheder og så videre. Nedenfor er der en af de tidlige dødsattester til brug for et såkaldt medicolegalt ligsyn. Nedenfor er en dødsattest på en 67 årig enkemand, der faldt i gadekæret juleaften 1911. Han blev først fundet d. 11 januar og ligsynet blev foretaget dagen efter. Der er ikke mistanke om mord eller selvmord men blot ulykkelig hændelse (sort uheld).

Nedenfor er en senere medicolegal attest på en herre, der 19 år gammel skriver et afskedsbrev til sine forældre, hvorefter han springer ud fra Odinstårnet (som jeg mener stod et stykke ud af Middelfartvej i Odense, og blev revet ned efter 2. anden verdenskrig). Anyways. Tårnet var højt. Jorden var hård. Livet blev kort og endte med en registrering på en B2 dødsattest, der benyttes til unaturlig død hos voksne og børn over 1 år.

Dødsattest B2. Unaturlig død hos voksne og børn over 1 år.

Det var en lille gennemgang af dødsattester og ligsyn. Jeg kan mærke jeg ikke kommer til at gå i detaljer med de nyere lovændringer. Det er så kedeligt og uvedkommende, at jeg ikke kommer til at bruge min fritid på at læse det.

Igen er det frygten for at blive begravet levende vs. en forordning om at indberette dødsattester i en korrekt offentligt bestemt database. Nutiden er i bedste fald tit uinteressant.

Jeg håber I fik et lille indblik i de historiske ligsyn og bevæggrundene for at lave en ligsynslov.
Snart skal vi se på hvordan en masse børn i Danmark blev smittet af syfilis under tvang, samt finde ud af hvorfor Britta fra Antivaxx gruppen på facebook er en idiot, og hvordan man skal håndtere alle de pseudovidenskabelig fjolser, der huserer på de sociale medier. Enjoy.

Med jævne mellemrum kan man læse at ægtepar dør indenfor få dage eller timer efter hinanden, efter de har levet et langt liv sammen. Som opgiver de ånden sammen, eller som mister den ene ånd sin livsgnist efter den anden er væk. Engang holdt man sammen til døden os skiller. Uanset om det var lykkeligt eller ej.
Der var ikke samme forventning til at livet skulle være lykkeligt. Hvis man var heldig fik man børn, hvor ikke alle døde tidligt, og hvis man var endnu heldigere, nåede man at se børnene vokse op. For kvinder var barnefødsler et livsfarligt projekt og for mænd var deres arbejde på værfter og på søen forbundet med høj risiko for alvorlige ulykker og pludselig død.
Den tid vi skal tilbage til er 1850erne og 80 år frem. En periode med hårde levevilkår, kort levetid, høj børnedødelighed og til tider stor kærlighed.

Døden i 1800 tallet

I 1850erne var gennemsnitslevealderen for mænd og kvinder lige under 45 år. Over 10% af babyerne døde inden de blev 1 år. Mange børn døde i barnealderen af mæslinger, kighoste, lungebetændelse, hjernehindebetændelse, tuberkulose, mellemørebetændelse, difteri og andre sygdomme, vi i dag har vaccineret os fra eller kan behandle. Livet var ikke givet på samme måde som døden var det.

Brydningstiden -født i 1850erne -død i mellemkrigstiden

D. 18 november 1938 døde Marie Amalie Bolette Krull, 83 år gammel, af en lungebetændelse i hjemmet, Snaregade 11, Marstal. Hun blev født i Rudkøbing i år 1855, men 23 år gammel forlod hun sin barndoms ø endeligt, for at flytte til Marstal, hvor hun blev gift med Frederik Christian Krull, der var 4 år ældre end hende og allerede skibsfører.
De flyttede ind i et hus i Færgestræde og mellem 1. og andet barn flyttede de til Markgade. De fik sammen 5 børn, 4 piger og til sidst en lille dreng, der desværre døde af diarre kun 3 måneder gammel.

I starten af 1900tallet, da børnene begyndte at flytte hjemmefra, flyttede ægteparret til det hus, de døde i cirka 35 år senere. Huset i Snaregade.

Deres tre ældste piger giftede sig og blev boende i Marstal, men deres yngste datter flyttede som så mange andre på den tid til USA.
Marie og frederik nåede at se deres mange børnebørn vokse op (undtaget de, der døde -og det var desværre nogle stykker). De fik også oldebørn inden deres tid løb ud.
Marie blev 83. Frederik blev 87. Ældgamle efter den tids målestok. Året var 1938 og anden verdenskrig er lig om hjørnet. I november dør ægteparret med kun 1 dag imellem. De dør begge i huset i Snaregade, som har været rammen om deres liv siden børnene flyttede hjemmefra. Det er familielægen Skalkam, der i begge tilfælde skriver dødsattesten. Begge dør af lungebetændelse og i tiden før penicillin er det en hyppig dødsårsag.
Hvem ved om de var blevet 100år, hvis de havde haft adgang til penicillin?

59 år før deres død blev de gift i Marstal kirke. De havde levet langt over halvdelen af deres liv sammen.
Og da Marie døde fulgte Frederik lige efter.

Marie døde først
Dagen efter fulgte Frederik

Nogle gange har jeg fornemmelsen af, at der i Marstals historie og gamle dødsattester gemmer sig alt det, der også findes i den store verden.
I attesterne kan der ses store tragedier, spor af store epidemier og enkelte gange stor kærlighed. Jeg elsker at fordybe mig i historien og i menneskerne, der levede her engang.
Måske sidder der nogen derude med oplysninger om dette ægtepar?
Dele af Bønnelykke og Jørs familien er efterkommere af Marie og Frederik.
Gad vide om det er familie til Rasmus Krull fra Ommel?

Inden jeg ophæver tirsdagsdødsattestens formål ved at lovprise livet, så vil jeg blot nævne, at selvom dette er historien om 2 mennesker der levede og døde sammen, og som levede 30 år længere end forventet, så endte de med at dø. Og de nåede at se i hvert fald 4 oldebørn dø i spædbarnealderen. De mistede deres eneste søn.
De kendte døden indgående i de fleste af de former den kommer i.

Memento mori.


Det bliver et nej fra ekspertpanelet på ugeskrift for læger i 1864.
Det er simpelthen skadeligt for kvinden at få et skuffejern.
Tænk at man skal helt tilbage i de ældste arkiver for et finde den form for feminisme.
Enten leverer manden sæd med en acceptabel mobilitet, motilitet og viljestyrke, ellers må han rive i elastikken og holde sig fra skrukke kvinder!


Lille Andrea, Evas første mor

Andrea blev født i 1915 i februar måned. Hun var den yngste i søskendeflokken på 3 eller 4 børn. Hun voksede op med familien i deres hjem i Søndergade i Marstal. Hende far arbejdede som skibsfører, men blev syg og døde i slutningen af 1935, da hun var 20 år. Han døde af mundhulekræft og forblødte langsomt. Han var forsørger for huset og har haft en rimelig indkomst som skibfører. Men med hans død er familiens sociale deroute allerede begyndt. Intet arbejde. Ingen indkomst.
Andrea boede fortsat hjemme og har formentlig hjulpet sin mor i huset. Desværre gik der kun et halvt års tid efter farens død, før Andrea blev gravid. Udenfor ægteskabet. Udenfor sikkerhedsnettet.
Dengang var børn ikke nødvendigvis en lykke. Slet ikke hvis man var alene og familien var uden hovedforsørger. Børn var især for fattige kvinder en tilbagevende plage. De sled på kvinderne og i forvejen kunne det være svært at forsørge sig selv. Endnu mindre et barn.
Men tiden gik, som den nu gør, og over sommeren og efteråret 1936 må snakken være begyndt i den lille by.
Andrea har nok hverken været lykkelig eller stolt over det nye liv hun nu rugede på. Som en ekstra byrde oveni alle de andre, familien måtte tåle, fik Andrea svangerskabsforgiftning. En farlig tilstand dengang og en alvorlig tilstand også i dag.
På trods af det, fødte hun en lille levende pige på Ærøskøbing sygehus d. 19. december 1936.
Som Elvis sang “In the ghetto”:
“…and his mother cried, cause if there’s one thing
that she son’t need
it’s another little hungry mouth to feed…”
Babypigen trivedes mod alle forventninger, men det gjorde Andrea ikke.
Hun havde mistet en del blod efter fødslen og fik feber. I godt 2 uger efter fødslen kæmpede hun for sit liv, men d. 4 januar 1937 døde hun af blodpropper i lungerne som følge af fødslen, sengelejet og svangerskabsforgiftningen.
En del af det at være kvinde dengang. Et uønsket barn, der fører mere eller mindre direkte til døden for moren.
Godt aborten er fri i dag!


Hun nåede ikke at opleve den lille pige hun havde født, blive døbt. Men døbt, det blev hun. Eva Juliane Petersen blev holdt over dåben af sin mormor d. 6. januar og den 9. januar samledes familien igen. Denne gang til begravelse af Andrea.

Lille Eva bliver adopteret

D. 20 november 1937 bliver Eva Juliane Petersen adopteret af Jørgen Lauritsen fra Søby og hans kone Henriette Vilhelmine Hoffmann.

Nu har lille Eva endelig en mor og far. Og det var heldigt. For d. 20. november 1938 døde lille Evas mormor, Andrea Marie, 66 år gammel af brystkræft, der havde ædt sig godt ind i hendes brystkasse.

Andrea dør af brystkræft 20. november 1938


Eva er 1 måned fra sin 2 års fødselsdag, men har allerede mistet både sin mor og mormor.
Hendes nye forældre tager sig formentlig godt af hende. Og i et par år oplever hun at være en del af en lille familie. Elsket, ønsket og velkommen.

Men katastrofen indtræffer igen i sommeren 1940. Eva er 3 år og hendes far, chaufføren Jørgen Lauritsen dør af tuberkulose på sanatoriet i Silkeborg 33 år gammel.

Hendes mor Henriette Vilhelmine Hoffmann er nu alene med lille Eva. Vilhelmine er 5 år ældre end sin ægtemand og selvom de har boet på Ærø sammen, kommer hun oprindeligt fra Ramsø herred i nærheden af Køge på Sjælland.
Hun står nu alene med et barn på 3 år og uden forsørger eller familie i nærheden.
“and her mother cried…”
Fattigdom, ulykker og død fulgte den lille Eva de første tre år af hendes liv. Efter det kan jeg ikke finde hverken hende eller hendes adoptivmor i arkiverne.
Jeg håber det gik den lille pige vel.
Men ulykker, fattigdom og tidlig død, nedarvedes dengang, som nu.
Jeg tvivler på den store lykke.

Ønskebørn i dag

I vores overflodssamfund er det svært for nogle kvinder (især) at forstå andre kan vælge abort. Argumenterne er mange og nogle gange fremført af kvinder, der har svært ved selv at få børn. Det er som om koblingen mellem deres dybfølte ønske om at få børn på en eller anden måde bliver koblet til et ønske om at ingen andre må blive fri for børn, hvis de endelig er gravide.

I virkeligheden handler det om at både de infertile og uønskede gravide, bruger de lægevidenskabelige fremskridt til enten at opnå graviditet eller opnå at blive fri. Og det er et enormt fremskridt for kvinder.

I gamle dage ville de uønskede børn blive født og ønskebørnene udeblive.
Hvor er det dog en fantastisk og vidunderlig tid vi lever i trods alt.

Lad os nu lære af fortiden og bruge den viden fornuftigt.
Især nu hvor mørke kræfter i den vestlige verden arbejder hårdt for at fjerne kvinder ret til abort, er det vigtigt vi husker, hvorfor kvinder kæmpede så hårdt for retten til at kunne få en abort.
Kvinder fik ødelagt deres liv. Ikke mænd. Kvinder og børn.
Kristne mørkemænd i USA og mørkekvinder i Danmark arbejder ihærdigt på at afskaffe den fri abort.
Husk lige det næste gang I overvejer at sætte kryds ved kristne partier. De er bindegale.

Der er intet som en frisk lille epidemi af en tidligere ikke så kendt sygdom, der kan sætte fut i lægernes hverdag og ikke mindst udstille de problemer, der er i systemet, når der skal reageres hurtigt på det.
Endnu sjovere bliver det, når lægemiddelstyrelse, sundhedsstyrelse og snart alle aktører sætter effektive bremseklodser på hele processen op til en effektiv behandling.

Hvorfor bliver folk så desperate?

Det er arbejde i fnat, når det først er grundigt i omløb. Ikke alle har voldsomme symptomer og så smitter de igen og igen. Det klør. Helt vildt.
Og de fleste ender med sår og eksem.
Sengetøjet skal kogevaskes. Der skal gøres rent. Tøjet skal vaskes. Alle i familien skal smøres ind i creme fra top til tå. Voksne går det med, men prøv at fange et par børn i førskolealderen og få dem smurt ind efter forskrifterne uden det ender overalt. Og så koster hver tube omkring 250 kr og der skal bruges 1 tube pr person mere hvis man er godt i stand. Man kan nøjes med 1/2 tube til børn. Og så skal der behandles 2 gange. Dag 0 og dag 7.
For en voksen person er prisen så 500 kr. Et lille barn koster 250 kr.
Og så skal der kogevaskes igen. Og skylles creme af. Og….
Hvis fnatmiden er resistent overfor creme, risikerer man at skulle have tabletbehandling.
Pillerne hedder stromectol og koster 1000kr pr person pr behandling.
Jeg tror fnat kan føre til mange skænderier og muligvis skilsmisser.
Det er et helvede. Og oveni det giver det ulidelig kløe.

Hvad stopper lægerne i at give den rette behandling?

Myndighederne har forskellige måder at gøre det besværligt for læger at iværksætte bestemte behandlinger. Især hvis behandlingerne er dyre, opsætter myndighederne en del bureaukratiske barrierer, for at kontrollere at der ikke iværksættes unødvendig behandling og for at sikre, at kun speciallæger indenfor et bestemt felt udskriver medicinen.
I forhold til fnatmedicin er der flere barrierer. Fnatepidemien har varet siden december 2018 og lige nu bliver hudlægen og hudafdelinger oversvømmet af patienter. Ventetiden er godt 1 måned de fleste steder. Det skyldes at praktiserende læger indtil slutningen af november i år har skullet søge særlig tilladelse for hver enkelt patient for at udskrive medicinen stromectol, der er en pillebehandling af fnat, når cremen ikke virker. Det kræver tid at lave alle de ansøgninger og det er patienten, der skal betale for denne tid. Alternativt skal lægen arbejde gratis, hvilket de færreste er interesserede i. Det tog i øvrigt 1 lille måned at få tilladelse til at udskrive medicinen, og det oplevede de fnatramte patienter som en ret lang ventetid.

Lægemiddelstyrelsen opsætter altså særlige bureaukratiske regler, der skal følges og som patienten skal betale lægen for at følge.
Det giver problemer, for patienterne mener ikke de skal betale og lægerne gider ikke arbejde ekstra uden løn. Derfor bliver patienter med fnat ofte henvist til hudlægen for at undgå alt det bøvl, lægemiddelstyrelsen har kilet ned mellem læge og patient i almen praksis.
De sidste 14 dage har en praktiserende læge kunnet anmode lægemiddelstyrelsen om generel udleveringstilladelse, hvilket gør bureaukratiet betydeligt mindre.
Tilgengæld virker de elektroniske ansøgningsblanketter ikke, så enten skal der faxes (men det må man ikke jf STPS) ellers skal ansøgningen med post nord, hvilket her op til jul, nok er en prekær situation at sætte sine patienter i.
Det drejer sig om en ret desperat patientgruppe, der oveni det skal betale urimelige summer for at behandle deres sygdom. Det giver nogle gange en regulær skideballe til lægen, der ikke kan gøre så meget ved hverken pris eller ventetid.
Oveni det, så vil patienter gerne have man udskriver alle piller i samme patients navn, således en enkelt i familien får udskrevet alle pillerne. Dette for at der så kommer fuldt tilskud på. Men det må man ikke ifølge STPS, så det giver også fandens til ballade oveni.

Der er et billigt alternativ:

http://www.roskildehudklinik.dk/Include/ElectosFileStreaming.asp?FileId=160&fbclid=IwAR0LpR0q2tFHOpYkvCm4uvAkl3xEwkXOEVCZWCiruCp7v6hUC8fRXJswJnQ

Noget svovlcreme til ca. 300kr for en hel familie. Lægen kan lave magistre recept.
Det kan man overveje, hvis konkursen truer.

Umiddelbart er fnatbehandling en ualmindelig træls omgang, hvor utak er den eneste løn. For alle involveret.

Reagerer myndighederne hurtigt nok?

Og spørgsmålet er om myndighederne ikke har reageret for sent.
Flere og flere får fnat og nogle kan ikke betale for behandlingen.
I virkeligheden burde behandlingen måske gøres gratis en tid, så alle kan blive behandlet.
Det er et fåtal af de mennesker jeg ser til dagligt i min praksis, der ville kunne betale 1000kr pr person til tabletbehandlingen stromectol mere end en enkelt gang uden det begyndte at gå ud over de daglige fornødenheder.
En epidemi kan kun stoppes, hvis alle behandles.
Jeg mener behandlingen burde lægges ud til kommunerne og så må embedslægeinstitutionerne træde til.
Vi er hele tiden på bagkant og det er ikke godt nok.

Benny kostede familie 16956 kr

Benny 1 dag gammel.

“Benny” (navnet er opdigtet for at beskytte identiteten på anklagede) har kostet familien Svendsen i Ubberud 16956 kr
Udgifterne fordeler sig således over de seneste 2 måneder:
Nix creme 2 behandlinger af 4 omgange til hele familien bestående af 2 voksne og børnene på 8, 12, 15 og 16 år. 1 tube pr behandling pr gang pr person undtagen Line på 8, der kan nøjes med 1/2 tube.
Ialt 44 tuber nix 5% creme af 249 kr : 10956kr
Da behandlingen ikke virkede og egen læge endnu ikke havde fået udleveringstilladelse til stromectol tabletter pga lang sagsbehandlingstid ved lægemiddelstyrelsen tog familien til hudlæge, der udskrev stromectol til hvert enkelt familiemedlem.
Stromectol tabletter mod fnat: 1000kr pr person. Ialt 6000 kr.

I dage er familien fnatfri, men har opgivet at holde jul i år pga overtræk på budgetkontoen. Der har også været øgede udgifter pga 233 ekstra kogevaske samt 152 ekstra 40 graders vaske.
Husmoder Anne Svendsen ser dog lyst på fremtiden: “Vi blev jo skilt mellem 3 og 4 omgang med NIX creme. Og det har gjort det nemt at fordele værdierne og børnene. Jeg har valgt at flytte i lejlighed i byen og vi har en 14/0 ordning. Det betyder at jeg skyper med børnene hver 14. dag og sender gaver til deres fødselsdag. Det er tæt på en lykkelig skilsmisse. “