Af alt jeg så, var fødsler det værste

Mit forhold til fødsler er nok anderledes en de fleste andres. Jeg afskyr dem. Jeg er ikke den, der får lykketårer i øjnene over det smukke i en fødsel. Jeg kan sukke dybt af lettelse over det er ovre. Og alle overlevede. Men jeg synes selve fødselsprocessen er for meget bæ, bræk og blod, og alt for meget lyd.
Første gang jeg blev kaldt til en fødsel, fik jeg så sympationdt i underlivet, så jeg nærmest ikke kunne holde det ud. Jeg var sekunder fra at proklamere: “Giv denne kvinde noget bedøvelse! Slå hende ud!” Men alle omkring mig heppede og smilede.
“Du klarer det så flot! Skub så til denne gang!”
Det opsvulmede underliv, der stod under så meget tryk at endetarmen nærmest vendte vrangen ud på sig selv, gav så smertefuldt et indtryk, at jeg stod med krydsede ben og holdt vejret.
Siden har jeg undgået fødsler.
Kejsersnit foregår uden lyde, uden lugte, uden smerte og uden ukontrollerbare veer og jamren. Det virker mere humant end fødsler.

Jeg kan huske engang i akutmodtagelsen, hvor der havde været travlt i løbet af aftenen, men efterhånden lå der kun patienter, der var rimeligt styr på.
Og pludselig ruller ambulancen op.
Det er de meste skrækkelige, gruopvækkende lyde, der kommer fra den ambulance. Suk og støn. Efterfulgt af skrig og brøl. Jeg når at tænke dissekerende aortaaneurisme, perforeret ulcus, tarmiskæmi og måske noget ortopædkirurgisk.
Min bagvagt reagerer slet ikke.
“Det der, gør jeg ikke selv,” sagde jeg.
Han tyggede videre, mens han nøje udvalgte alle lakridserne fra skålen.
“Det lyder som noget til 3. sal,” konstaterede han.
Og ganske rigtigt. Det var en fødende.
Jeg kan ikke lide det. Men jeg elsker det. Lidt som gysere.

En god fødsel

For 150 år siden. Ja, bare 100 år siden, var en god fødsel, en fødsel, hvor både moder og barn/børn overlevede.
Der var ikke så store forventninger til fødekar, munkemessen, afdæmpet lys, kendt jordemor og andre spændende tiltag.
Og fødslen sluttede ikke med at blende moderkagen og bage en moderkagekage til deling, mens der friblødes og friammes.
Dengang havde man simpelthen ikke den store fascination af kroppens funktioner. Enten virkede de. Ellers døde man nok.
Men jeg beskæftiger mig heldigvis ikke med den gode fødsel i dag. Kun de elendige fødsler fra 1850-1940 og der var rigeligt at tage af. Selvom det virker som meget primitivt lægearbejde, så lå der et stabilt håndværk bag og enhver landsbylæge kunne lave fremtrækninger af børn under fødslen og bruge tang. Forventningerne til at et barn overlevede en kompliceret fødsel var særdeles små. Og hvis moderen overlevede, var familien lægen særdeles taknemmelig.

Fødselsinstrumenter

Tangen blev indtil 1800 tallet brugt som sidste udvej. Det var ikke meningen barnet skulle overleve en tangforløsning, men man håbede kvinden ville overleve. Tangen blev ført op og tog fat om fosterhovedet. Så klemte lægen godt til og trak. Hvis barnet ikke kom ud på den måde, så brugte lægen et instrument der lavede hul i kraniekassen og med en særlig ske, blev hjernemassen skrabet ud, så det bløde fosterhovede faldt sammen. Det var livreddende for kvinden. Hvis barnet var dødt i forvejen inden fødslen, så lavede lægen ofte samme indgreb med at knuse kraniekassen, således kvinden ikke skulle lide unødigt. Hovedet er jo trods alt den største og mest ubehagelige fosterdel at føde.
Senere kom mere fosterskånende tænger til. Og dødsfald blev sjældnere. Men selv ind i midten 1900 tallet blev de gamle fosterdestruerende dyder taget i brug.
Ved en indkilet forsømt skulderstand, blev man nødt til at decapitere fosteret med en decapitationshage, for derefter at kunne forløse kroppen og så rode rundt efter hovedet bagefter og fremtrække det.

Det var de instrumenter det var.

Tang, thecatænger (til at bide dele af foster hovedskallen af), perforatorier (til at lave hul i kraniet), hjerneskeer (gæt hvad det blev brugt til) og decapitationshager .
I 1860 var overlevelsen for kejsersnit under 50%. Derfor havde lægen ikke ret mange andre muligheder end at forsøge at forløse barnet vaginalt.
Herunder er beskrevet forskellige operationer herunder kejsersnit og deres overlevelse i ugeskriftet.

I dag har vi altid en sikker udvej. Hvis i tvivl, så er det kejsersnit. Der er ikke mange obstetrikere, der er villige til at løbe en risiko for hverken moder eller barn. Jeg har assisteret til mange kejsersnit og alle har været glat forløbende og med overlevelse af både moder og barn, men det var ikke indtil godt ind i 1900-tallet, at det blev en sikker fødselsmulighed. Indtil kejsersnittet, så var der ikke en anden løsning. Barnet skulle ud. Hvis det døde, så blev prioriteringen at moderen skulle overleve.
Det er så let for os i dag at rynke på næsen af, at man engang kunne finde på at bore hul i babykranier. Men det var den eneste mulighed! Ryggen mod muren.
Og en læge, der tænkte: “Ikke på min vagt! Ikke begge to.”

Fem børn, der ikke var døde i dag

Jeg slog op på dødsattester fra på Ærø 1943 og fandt disse 4. Indenfor samme år.
Ærøs indbyggertal var lidt større end i dag, omkring 12000, men stadigvæk er det ret mange, når man tænker på, hvor sjælden en dødfødsel er i dag. I et land med snart 6 millioner indbyggere.
De karakteriserer hver især komplikationer, der i dag så godt som aldrig medfører fosterdød, men blot medfører et kejsersnit. Evt lidt før tid.

Nedenfor er et barn, der døde af iltmangel under fødslen. Fosteret stod ikke i hovedstilling og det endte med, at lægen måtte tage fat i en fod og på den måde tving barnet ned i fødselskanalen. Trods dette var barnet dødfødt.
I dag ville man opdage at barnet ikke stod med hovedet nedad allerede inden fødslen eller allersenest ved første henvendelse på fødegangen. Så ville man enten forsøge vending eller foretage et kejsersnit i ro og mag.

Næste barn er også død af iltmangel. Det er en førstegangsfødende og fødslen er nok gået for langsomt. Til trods for tangforløsning er barnet dødt i livmoderen. I dag ville man have bemærket de tidlige tegn på iltmangel ved barnet ved at måle fosterhjertelyden. Hvis den afviger for meget, så sadles der som regel over til kejsersnit, medmindre barnet kan cupforløses hurtigere.

Næste barn død cirka 10 timer inden fødslen. Moderkagen var fyldt med infarkter og har derfor ikke virket ordentlig. I dag opdager man dette ved scanninger og senest når fødslen går i gang og fosterhjertelyden er sygelig under og efter veerne. I dag udløser det et kejsersnit.

Det sidste barn fra 1943 er død af en frygtet komplikation. Placentaløsning -for tidlige løsning af moderkagen. Man mistænker det, hvis den gravide har ondt også mellem veerne og hjertelyden på barnet dykker. Løsningen i dag er et kejsersnit. Dengang var det vefremmende midler, så moderen ikke endte med at bløde ned.

Det sidste barn døde af navlesnorsfremfald. Hvis navlesnoren falder ned i fødselskanalen og klemmes af af barnet, så får barnet ikke ilt og dermed er der en god chance for barnet dør. I jordemoderprotokollen fremgår det at fødslen tog næsten et døgn og det er lidt for længe at klare sig uden ilt. Barnet var dødfødt. Moderen overlevede.
I dag ville man blot lave et kejsersnit og evt aflaste trykket på navlesnoren ved at ligge moren med hovedet lidt ned og benene op.

Embryotomi

Embryotomi dækker over en fødselsmåde, hvor man, for at få fosteret så let ud som muligt, punkterer kraniekassen på fosteret eller på anden måde skærer smådele af det døde foster for at facilitere en lettere fødsel.
Kefalotripsi er en afart af embryotomi, hvor man laver hul til fosterhjernen og roder lidt rundt med værktøjer i hjernemassen, så den flyder ud, for herefter at knuse kraniet med fødselstangen. På den måde lettes fødslen.
Det er ikke mere end 100 år siden ovenstående metoder blev brugt. Og ved abort bliver der stadig brugt dekompression af fosterhovedet ved sene aborter i eksempelvis USA. Jeg er blevet belært om, at de gør man ikke i Danmark, selvom jeg da selv ville synes det var en venlig gestus.

Nedenfor er der beskrevet en kefalotripsi. Barnet er desværre dødt under fødslen. Det stod i en såkaldt høj ligestand og nægtede at trænge ned i bækkenet. Efter barnet er blevet konstateret dødt, ser min kollega fra midten af 1800-tallet det, som hans opgave at lindre kvinden mest muligt. Barnet er jo dødt. Kvinden er træt. Og hvad er mere nærliggende end at lave hul i fosterhovedet og sønderdele hjernemassen så meget, den flyder ud, hvorefter området vil være tilgængeligt for tangforløsningen.
Enjoy!

Embryotomi
1847

I 1908 er det ikke meget anderledes. Dr. Krabbe -lederen af lægerne på Ærø, står overfor en 37 årig kvinde i fødekramper. Hun har født 5 gange før. Fødslen har varet 16 timer og det konstateres at barnet er dødt.
Men det vil fortsat ikke lade sig føde.
Moderens tilstand er kritisk.
Dødeligheden ved svangerskabskramper er tårnhøj.
Med disse elendige odds vælger Dr. Krabbe at skride til embryotomi. Det er ikke nærmere beskrevet hvordan, men idet, det er en issepræsentation, så er dr. Krabbes tilgang nok ikke meget anderledes end den læge, der skrev til Ugeskrift for Læger i 1847.

15 år senere er det den så berømte dr. Olrik, der står med en førstegangsfødende på 39, der har en stram bandl’s ring. Fosteret kan ikke trænge forbi ringen og ned i fødekanalen. Efterhånden bliver det en kritisk tilstand for moderen og i 1923 er der ikke mulighed for kejsersnit på de små sygehuse. Dr Olrik har ryggen mod muren og skrider til kefalotripsi. Knusning af kraniekassen for at facilitere fødslen og redde morens liv.

Kefalo tripsi
Knusning af kraniet

Jeg er fuld af ærefrygt og beundring over de kolleger, der kæmpede dengang. De har været fri for det store pairarbejde, men de menneskeskæbner og det ubehagelige arbejde, de har måttet udføre, efterlader mig med den allerstørste respekt.
Godt arbejde.

Johanne Hansen fik 12 børn. Af dem døde i hvert fald 5 inden 2 års alderen.

Johanne blev født d. 19. september 1848 i Rise Sogn. Hendes far er smed, men ellers vides ikke meget om hendes tidlige liv. Hun bliver gift i januar 1870, 21 år gammel, og allerede i august samme år får hun sit første barn. Hendes mand hedder Kristoffer Peder Kristoffersen, er 3 år ældre end hende og arbejder som fisker i Ommel.
Johanne fortsætter med at føde børn de næste mange år. De kommer med cirka 2 års mellemrum. 1870, 1872, 1874, 1876, 1878, 1880, 1883, 1884 og 1888. Næsten 20 år med barnefødsler. Men i 1883 skete der noget specielt. 34 år gammel føder hun firlinger!!!! Og de overlever faktisk mange måneder, hvilket må siges at være helt usædvanligt.

Før firlingerne

Johanne fik 6 børn før firlingerne.

  • 1870 Rasmus Peter Christoffersen
    Overlevede barndom og ungdom og fik børn. Blev 65 år
  • 1872 Caroline Christoffersen
    Giftede sig, derefter mangler yderligere oplysninger.
  • 1874 Hans Jørgen Christoffersen (døde af kighoste som 1 årig)
  • 1876 Hans Jørgen Christoffersen (fik det navn hans afdøde bror ikke brugte mere….)
  • 1878 Anders Peter Christoffersen (døde som 18årig)
  • 1880 Marie Katrine Christoffersen
    Fik 3 børn og blev 92 år… Boede i Villaen i Ommel. Jeg mener, det var alderdomshjem en årgang.

Lille Hans Jørgen fra 1874 blev født så han var lige under 2 år, da kighoste epidemien ramte Ommel og Kragnæs i slutningen af 1875 til starten af 1876. Og døden høstede godt blandt børn under 5 ender den epidemi. En 10 stykker af små poder blev stedt til hvile i løbet af kort tid den vinter. Det er faktisk derfor vi vaccinerer de helt små mod kighoste ved 3, 5 og 12 månedersvaccinen. Det er indtil 5 års alderen kighosten slår ihjel.
Nedenfor er ligsynsattesten udstedt af ligsynsmænd 3 dage efter døden (idet han døde i Ommel, hvor der ikke var læge indenfor 2 mil). Der var tegn på fremskreden forrådnelse på liget. Tænk først at se sit barn dø. Og så se det gå i forrådnelse, mens man venter de 3 dage der skal gå, før ligsynsmænd må erklære barnet for dødt.
Det var en anden tid.
Nedenfor er dødsattesten.

Hans Jørgen død af kighoste i 1876

Anders Peter døde som 18 årig. I kirkebogen er det angivet han er sømand og at han er jordfæstet. Desværre kan jeg ikke finde dødsattesten.

Fødslens forløb

Johanne havde født 6 børn før firlingerne. D. 27. marts 1883 kl 11 ved midnat begynder veerne og efter en time er der vandafgang. Kl. 5 fødes den første dreng med issen først. Nok det vi kalder regelmæssig baghovedpræsentation i dag idet, det er den vej de fleste angives at fødes først med. Kl 9 fødes den næste dreng med fødderne først. Han trækkes frem af fødselshjælperen. Nr. 3, en pige, fødes kl 12 i en sædefødsel og derefter kommer nr. 4 kl 14 af sig del med hovedet først. Efter 2 timer kommer efterbyrden. Moren var ikke syg i efterperioden. Alle børnene er fuldbårne og levende. Ingen skindøde.
Det kan man læse ud af jordmoderprotokollen, der er tilgængelig på sa.dk. Der var også en læge til stede ved fødslen, Johannes Frisch.

Men børnene døde alle indenfor 1 år.

  • Elisabeth Winkler Christoffersen døde d.6 april, godt 1 uge gammel.
  • Kristoffer Peder Kristoffersen døde d. 8. maj, 6 uger gammel
  • Thomas Knudsen Christoffersen døde d. 15. juni, 14 uger gammel
  • Johanne Christoffersen døde d. 7 september, et halvt år gammel.

Johanne, moren, nåede således at blive mor til 4 levende børn og begrave dem alle indenfor et halvt år. Desværre er der ingen dødsattester bevaret for landsognene fra 1883, så dødsårsagen er svær at komme nærmer. I og med de har levet så længe efter fødslen er der en god chance for de er døde af almindelige sygdomme for småbørn, såsom cholerine (dårlig mave), lungebetændelse eller atrophia infantiles (børn der ikke rigtig vil leve af ukendt årsag).

Hvad gjorde man i 1870-1880 med firlinger?

De kunne nok ikke alle die ved moren allesammen, så de fik formentlig sukkervand, mælk og kødvand ved siden af. Nogle gav også børnene alkohol idet det skulle styrke kroppen. Mærkeligt nok er de 4 børn beskrevet som fuldbårne, hvilket nok må siges at være ret usædvanligt ved firlingerfødsler.

Nedenfor er der beskrivelser af for tidligt fødte børn i 1875, hvor man blandt andet gav dem god vin (!) og kødsuppe. Det var hårde tider og de færreste overlevede. De børn der overlevede bedst, var de der fik modermælk.

Efter tvillingerne

Johanne fik endnu to børn efter firlingerne og indstillede sin karriere som superføder inden hun blev 40 år.

Hun døde i 1924 af mavekræft

Hendes mand Christoffer døde i 1933 af alderdom. Og han blev som den første i familien synet af en læge.
Han døde efter at have begravet 6 af sine 12 børn og sin kone. Han gjorde det godt og blev stedt til velfortjent hvile på Marstal Kirkegård.

Selvom der bliver skrevet 1902, så er der faktisk ikke langt fra oldtidens håndtering og forståelse af sygdomme. Nedenfor beskrives hvordan læger har forsøgt at kurere rosen med rødt lys. Man mente at det røde lys, var mere uskadeligt end det hvide. Selvom der var en spirende forståelse af at bakterier forårsagede nogle sygdomme, så var man stadig i tvivl om det var den eneste årsag.

De, der har fulgt med i medicinsk historie, vil straks genkalde sig det røde lys. De røde klæder. Og varmen.
For det var netop den kur man fra Europa til Indien over Kina og helt til Japan anbefalede mod kopper. Hvis et menneske blev angrebet af kopper fik patienten rødt tøj på, opholdt sig i røde værelser og blev udsat for høj varme. Man mente nemlig at kopper skyldtes en djævel eller et ondt væsen alt efter religion og kultur, samt smag og behag.
I alle kulturer var den djævel rædselsslagen for farven rød.


Kopper gav feber på over 40 grader og blærer, der udviklede sig til nekrotiske sår, over det hele. Der kunne man så sidde med sin feber i et rum der blev opvarmet til over 30 grader og gode sig over at det røde tøj og de røde vægge skræmte djævlen væk.
Heldigvis var dødeligheden mellem 30% og 70%, så det er nok begrænset hvor mange liv denne kur har på samvittigheden.

I dag lever vi en såkaldt polyfaktuel tid, hvor der nok skal være en eller anden skør skiderik, der vil tage dette gamle råd op og iføre sig røde klæder, som kur mod lungebetændelse.
Naturligvis, mens han opponerer mod brugen af ordet neger.

Er I klar til at blive klogere?

Tirsdagsdødsattesten falder i år præcis på juleaftensdag.
Hvor opmuntrende.
Jeg har valgt at fejre det med en gennemgang af ligsynsloven og dødsfald præcis på juleaftensdag. Gennem disse nøje udvalgte juleaftensdødsfald bevæger vi os gennem historien, hvor de første love blev lavet for at undgå, at folk blev begravet levende.
Den seneste ændring af loven i 2010 blev lavet for at sikre, at læger indberetter dødsattesten korrekt elektronisk på den offentlige it-platform.
Man kan næsten fornemme det store antiklimaks. Begravet levende vs. en ikke korrekt indberettet dødsattest. Uha, uha.

Julen er også højtid for selvmord, ensomhed og ulykker

Da jeg skulle finde dødsattester, havde jeg forventet at finde mange, der hængte sig eller på anden måde aflivede sig selv juleaften.
Tit minder juleaften jo os om alt det, vi har at være taknemmelige for, men for nogle er det en ond påmindelse om, at der ikke er nogen at fejre juleaften med og meget lidt at være taknemmelig for.
Gennemgangen af de medicolegale dødsattester viste imidlertid at folk aflivede sig selv op til juleaften og dagene efter. Ikke på selve dagen. Forventingens ubehag og den retrospektive skuffelse synes at være værre end den ensomme juleaften.
Mine tanker går til dem, der også for 100 år siden mistede livsmodet op til juleaften og umiddelbart efter.
Hjerternes fest. Men måske i virkeligheden kun en fest for de elskede og ønskede. Og en pinefuld påmindelse om tab, ulykke og manglende begivenheder at være taknemmelig for, for de ensomme, syge og ulykkelige.
Der var også flere tilfælde af ulykker ifbm umådeholden nydelse af spiritus, eksempelvis faldulykker, drukning og lignende i december måned.
I dag er det ikke anderledes. De udstødtes lavpunkt er de elskedes højtid.
Tænk over det. Send et smil. Del af din lykke og velstand, hvadenten den er økonomisk, social eller du bare er en helt igennem helstøbt og glad person uagtet de ydre påvirkninger.

Nå, vi skal videre til noget mere opmuntrende. Ligsynsloven.

Hvordan døde folk før læger skrev dødsattester?

Det er svært at forestille sig folk dø uden en læge har sagt god for det. Alligevel tillod folk sig at gøre det i hobetal. Man lod dem ligge et par dage og hvis de ikke mirakuløst havde rejst sig fra ligsengen, så jordede man dem. De efterladte betalte præsten for at holde prædike og give dem en plads på indviet jord. Og så blev det nedfældet i kirkebogen at de rigtignok var døde og nogle gange også hvad de var døde af. Jeg kan anbefale Vonsild Kirkebog for de særligt flittige. Det er en fornøjelse at læse.
I 1685 kan man læse i kirkebogen at en mand døde af Morbus gallicus. For de, der har fulgt med, kan vi allerede ud af de to ord konstatere:
1) Manden er død af syfilis
2) på et tidspunkt, hvor vi ikke kan lide franskmændene.
I Danmark førte præsterne register over fødte og døde, og gør det stadigvæk, men indtil der blev lavet egentlige lægelige dødsregistreringer var de eneste dødsregistreringer i kirkebøgerne.

Under epidemier var det anderledes. Når pesten kom døde op til en tredjedel af befolkningen og derfor blev der oprettet store massegrave. Ligene nåede dårligt at køle af, før de pga smitterisiko blev jordet udenfor byen i store epidemigrave. Ikke alle blev registrerede. Ikke alle nåede at dø, før jorden lukkede sig over dem.

Udkantsdanmark vs København og købstader

For at kunne forstå lovene omkring ligsyn og bruge dem, er det vigtigt at vide, at selv i middelalderen var der stor forskel på at bo i København og de større købstader og så bo på landet. En del forordninger var kun gældende i byerne, mens folk på landet, måtte klare sig uden love, forordninger og regler (hvilken lykke).
Grunden til dette skel var til dels, at det i byerne var svært at have plads til at et lig kunne ligge i de tre dage det krævede før ligsynsmænd måtte erklære folk døde. Boligerne var tit små i byerne og der var ikke udestuer eller andre bygninger et lig kunne opbevares i flere dage.
Derfor fik læger i byerne pligt til at lave dødsattester, idet læger måtte erklære folk død når det passede dem. Der var ikke 3 dages karens efter dødens indtræden.
Den anden grund var, at der i dag som dengang, var mangel på læger. Så en pragmatisk løsning var at fortsætte med ordningen, hvor to ligsynsmænd efter 3 dage må udstede en dødsattest.
Det var lidt om københavneriet også i middelalderen, men det er helt afgørende for at forstå gennemgangen af dødsattester og ligsyn. Der er en forskel i retstilstanden i byerne og på landet fra 1700tallet, hvor de første bestemmelser om ligsyn blev lavet og op til midt i 1900 tallet.

Den spæde start

I 1751 blev det bestemt ved lov, at hvis der er mistanke om drab, så skal der tilkaldes en læge, der skal vurdere om der virkelig er tal om drab.

Corpus delicti – body of crime

Hvis lægen vurderede, der var tale om drab, blev forbryderen indkaldt til ret aparte afhøringer og forsøg. Man mente blandt andet at ingen kunne tale usandt, hvis de berørte lige mens de blev afhørt. Det har nok været betydeligt mere spændende at være afhører dengang end nu.
Der var også rig mulighed for tortur og lignende. Alt i alt en særdeles spændende tid. Men nok mest for politiet.
Gennem årene udviklede der sig en praksis omkring ligsyn, der ikke var egentlig lovfæstet, men som var en følge af pøbelens rædsel for at blive levende begravet, særligt i epidemitider. Praksis var at en enkelt læge kunne erklære folk døde og at ligsynsmænd kunne erklære folk døde efter 3 dage. Der fandtes dødsattester, men ikke alle brugte de officielle papirer.
På Thurøe er der bevaret ligsynsbøger, som ligsynsmændene skrev i, når de synede de døde. Nedenfor er et udsnit af ligsynsbogen og i øverste venstre hjørne er et juleaftensdødsfald fra 1862. Det drejer sig om en lille dreng, 14 dage gammel, der døde juleaften og blev synet 4 dage senere.
Det to ligsynsmænd skriver under på, at de har fundet umiskendelige tegn på den virkelige død. Det skulle altså ikke dreje sig om en såkaldt skinddød.

Ligsynsbog Thurø. 1862

En dødsattest kunne og se således ud, hvis en læge konstaterede dødens indtræden:

2 årigt skrufolost barn.

Denne attest er fra d. 21. december 1857 -desværre er der ikke så mange bevarede dødsattester fra dengang -og ingen med en dødsdato præcis d. 24. december. Jeg beklager. Jeg har brugt timer, jeg aldrig får igen, på at finde en dødsattest fra præcis juleaften, fra den tidsperiode.
En læge attesterer at der er tegn på virkelig død. Jørgine på 2 år, datter af skomager, døde af kirtelsvaghed, der er en form for tuberkolose, hvor lymfekirtlerne hæver og til sidst sprænger og udleder større mængder pus. Som regel fører sygdommen ikke til døden, men blot til mange pinsler.
På dødsattesten henvises der til plakater, der var en form for nutidens vejledninger over en lov. Der var bare ikke en lov, men nærmere en fortolkning af god praksis. I dag har vi politikere, der lovgiver om alt, helt ned til mindste detalje. Dengang var der plads til conduite og ordentlighed.

Det virker måske lidt rodet for vores tid at der ikke er love, der oversættes til bekendtgørelser, der så bliver til vejledninger, men tænk på at læger ikke dengang blev overdænget med ubrugelige vejledninger fra samtlige faglige selskaber og interessegrupper, samt trusselsbreve fra Styrelsen for Patientsikkerhed med videre.
De plakater var faktisk, sammen med epidemilovene, noget af det eneste en læge skulle forholde sig til. Det og så en masse åreladninger, kviksølvkure og iglepåsættelser. Tiden var god. Livet var kort.
Juraen var først ved at finde sit ståsted og DJØF typer havde endnu ikke begravet folket i papir og standardfraser.
Det er lidt skægt at tænke på, at netop Kerteminde faktisk havde lægeligt underskrevne dødsattester, hvilket var forbeholdt storbyer.
Samme by Danske Sprognævn flyttede til for nogle år siden og udløste en lavine af psykologtimer til de ansatte københavnere, der skulle ud i provinsen.

De første rigtige ligsynslov

I 1871 kom den første rigtige Ligsynslov. Den beskrev i korte træk, hvordan et ligsyn skulle foretages, hvem der skulle gøre det og hvordan. I punktform er det vigtigste fra loven følgende:

  • Et lig må ikke begraves eller flyttes før der er gennemført ligsyn
  • Er liget fundet i sengen, må det ikke flyttes før efter 6 timer
  • I Kjøbenhavn, de andre kjøbstæder og på disses markjorder, samt i Frederiksberg bydistrikt, Frederiksværk, Marstal, Nørre-Sundby, Løgstør og Silkeborg skal ligsyn foretages af autoriserede læger. På landet skal ligsyn ligeledes foretages af autoriserede læger overalt, hvor afstanden til en sådan læges bopæl ikke overstiger 1/4 mil.
  • Andre steder kan ligsyn foretages tidligst efter 3 dage af 2 ligsynsmænd. Ligsynet kan gøres før, hvis der er oplagte tegn på forrådnelse.
  • Hvis der er mistanke om drab eller selvmord, skal det være en læge, der syner.

Allerede her kommer der en skelnen mellem naturlig og unaturlig død. Naturlig død er som følge af sygdom, alderdom eller andet. Unaturlig død er drab og selvmord.

Nedenfor er en dødsattest fra 1876 affattet af ligsynsmænd. . Det drejer sig om om en 75 årig enkemand, Peter Lauritsen, fra Ommel, der døde af et slagtilfælde d. 24. december 1876. Han bliver synet 4 dage senere og ligsynsmændene konstaterer, at der er liglugt, dødsstivhed, brustne øjne, ligpletter, grønfarving af underlivet samt videre tegn på forrådnelse til stede.

Dødsattest lavet af ligsynsmænd i 1876

Og nedenfor ligeledes en attest fra 1877 affattet af to ligsynsmænd over Lars Hansen på 87 år, der døde i Rise, nærmere bestemt Lindsbjerg, d. 24. december 1877. Han døde af alderdom og der gik 6 dage (!!!) før ligsynet blev udført. Heldigvis var der ikke tegn på videre forrådnelse hos ham.
Jeg bider mærke i at denne 87 årige herre havde den udsøgte fornøjelse at dø af alderdom. Marasmus senilitas. Alderdomssvækkelse. Det må man ikke dø af længere. Hvis jeg finder en 109 årig død i sin seng uden forudgående sygdom, så burde jeg tilkalde politi og embedslæge. Og i øvrigt finde på en dødsårsag. Der var mange ting, der var nemmere for et århundrede siden. Dengang var alderdom en ligeså gyldig årsag til døden som barndom. De to perioder i livet, det var allerfarligst at være til. Døden behøvede ikke at have en årsag, bare den faldt i en periode af livet med høj dødelighed.

Dødsattest lavet af ligsynsmænd 1877

Jeg laver normalt ligsyn efter 4-24 timer. Jeg tror simpelthen ikke jeg har prøvet at gøre det senere. Ellers har jeg fortrængt det. Det er jo helt vildt, at folk lå og rådnede i laden, mens de ventede på at blive synet.
Liglugt -den kender jeg.
Ligpletter og dødsstivhed er obligatoriske.
Men jeg tvivler på ret mange af mine kolleger har oplevet grønfarvning af underlivet eller videre forrådnelse mere end et par gange.
Men grønt underliv og forrådnelse var vilkårerne i udkantsdanmark dengang. Tiden er anderledes nu.
Selv i udkantsdanmark har jeg i dag oplevet pårørende der bliver rasende, hvis man ikke kan syne på et bestemt tidspunkt og gerne så hurtigt som muligt. Det er så svært at sige til dem, at vi gerne lige ser folk får lidt dødspletter og dødsstivhed inden vi sender dem i graven. Eller forklare de levende går forud for de døde. Det er jo ret indlysende. Men døden trumfer de gode argumenter.
I dag er mange rædselsslagne for at have en død slægtning i huset et par timer. Tidligere kunne de ligge og lugte i uger. Enkelte pårørende har insisteret på at rekvirere Falck til kørsel af lig, hvis bedemanden ikke har været at træffe. Det er en dyr fornøjelse, skulle jeg hilse og sige. Og det er de efterladte der skal betale. Det nytter ikke at skælde lægen ud. Vi kan faktisk ikke rigtig bestemme over det frie markede indenfor ligkørsel om natten.

En eller anden idiot, har gjort dumt….

Sådan er det altid, når der kommer en lovændring. Et eller andet underlødigt individ har gjort dumt. Og det medfører naturligvis, dengang som nu, at hele politikerslænget vil sikre sig, at hvis det sker igen, så er det i hvert fald ikke fordi, der ikke har været love og forordninger nok. Og så er politikerne i øvrigt ligeglade med hvilke konsekvenser det ellers får.
I 1875 kommer der en tilføjelse til loven, hvor det indskærpes at:

  • I tilfælde af selvmord, opskyllede lig, dødfundne eller når liget er omkommet under ulykkelig hændelse, skal politimesteren underrettes og liget frigives først når politi og embedslæge er enige om det.

Lad mig gætte på at en eller anden ligsynsmand eller læge har skrevet attest på en selvmorder eller druknet uden at underette politiet, og at der derefter er opstået tvivl om dødsmåden. Og således blever det til en lovændring. Gennem mine gennemlæsninger af dødsattester, har jeg bemærket at det er helt vanligt at læger ikke har indberettet selvmordere og ulykkelige hændelser til politiet.
Læger er ikke til at stole på. Eller også har de forsøgt at minimere papirarbejdet og beskytte patienterne. Selvmord var ikke en god måde at komme herfra på, hvis man gerne ville i himlen. Så at ændre et selvmord til mors subitum, er ikke et usandsynligt scenarie.

Læger følger loven, og det medfører en præcisering

Lægerne vælger at følge lovændringen om at kalde politi til alle dødfundne. Det har nok medført en del politiarbejde, for i tiden før plejehjem, akutpladser og hjemmesygepleje, så døde en del alene. Og så foreskrev loven at embedslæge og politi skulle tilkaldes.
Allerede i 1885 bliver justitsministeriet nødt til at præcisere lovteksten, som følge af de uhensigtsmæssigt mange politiforretninger indskærpelserne i 1876 medførte. Nu er det ikke alle dødfundne, der skal medføre tilkaldelse af politi og embedslæge, men blot de døde, hvor døden ikke var forventet.

Ane Marie Albertsen, en 62 årig skipperenke, døde d. 24. december 1891. Hun havde den godhed at fejle både hjernehindebetændelse og hjernebetændelse i ca. 21 timer før hun døde. Idet hun havde den lykke at være marstaller (altså komme fra en storby med lægedækning), blev hun synet af en læge samme dag.

Dødsattest udstedt af læge i 1891

I mange år blev samme dødsattester brugt til både voksne og børn. Her er det en lille dreng på 10 dage, der døde af tarmbetændelse. Han døde juleaften og blev synet af lægen 2 dage senere. Læg mærke til arrogancen hvormed lægen blot nøjes med at konstatere, at respirationen er ophørt. Ingen angivelse af sikre dødstegn.

Dødsattest udstedt af læge 1895

De to dødsattester ovenfor er udstedt af samme læge. Nedenfor er en dødsattest udstedt af en anden læge. Denne syner en lille 7 uger gammel baby, der døde juleaften 1894. Han konstaterer at der er ophørt respiration, hjerteaktion og puls. At der er rigor og rigelige hypostaser (ligpletter).
Barnet døde af bronkitis, som det havde lidt af i 4 dage. Det ene øjeblik har familien planlagt juleaften. Så er planerne ændret efter få dage til at være en planlæggelse af begravelse. Omstillingsparathed er ikke et nyt fænomen. I dag bliver ordet bare brugt til at skyde skylden for ledelsens manglende evne til at planlægge frem i tiden, over på medarbejderne.
Sådan er der så meget.

Småændringer og finpudsning af loven

Ligsynsloven overlever faktisk så rimeligt frem til i dag i den stand den har, fraset enkelte ændringer som eksempelvis hjernedødskriteriet, samt en masse irriterende DJØF rettelser, der er så udspecificerede at enhver selvstændig tankegang må ophøre. Det gjorde min i hvert fald, da jeg læste den. Nutidens makværk interesserer mig meget lidt. Hvad er det for en klaphat der skriver love om, hvordan døde skal indberettes i et bestemt system?
I dag er det kun læger der syner. Der skelnes fortsat mellem naturlig og unaturlig død. Og der findes dødsattester for dødfødte, døde børn under 1 år, unaturligt døde osv.

Jeg har kun en gang synet et barn under 1 år og jeg håber aldrig jeg skal gøre det igen. Jeg har heller aldrig fundet en unaturlig død. Heldigvis har mine patienter været meget ordentlige på den måde. Ingen har tilladt sig at dø, førend de har fået en acceptabel diagnose.

Afslutningen: de særlige dødsattester (ikke juleaften)

For at runde dødsattester helt af, bliver jeg lige nødt til at vise, hvordan de særlige dødsattester ser ud. Både de, hvor der er mistanke om urent trav og de, der angår dødfødte og børn under 1 år.

Dødsattest C bruges til dødfødte børn. Nedenfor er det en lille pige, der er død under fødslen i oktober 1923. Moderen havde en snæver fødselskanal -en såkaldt Bandl’s ring- og lægen blev nødt til at lave en embryotomi for at redde moderens liv. Før kejsersnit var den eneste mulighed for at redde kvindens liv, hvis der var et misforhold mellem fødselskanalens størrelse og barnets størrelse, at sønderdele barnet, så det lod sig føde. Hvis ikke barnet blev fjernet fra livmoderhulen, ville moderen dø. Lægen laver også dødsattesten med det samme. En sønderdeling er et sikkert dødstegn.

Embryotomi 1923

Dødsattest B benyttes til voksne og børn over 1 år. Nedenfor er en attest fra 1929, hvor et barn på godt 1 år dør efter i 2-3 dage at have haft indeklemt lyskenbrok. I dage ville man operere. Og barnet ville overleve.

Dødsattest B bruges til voksne og børn over 1 år

Dødsattest A benyttes til levendefødte børn under 1 år. Nedenfor er det lille Elo, der dør 8 dage før sin 1 års fødselsdag af stivkrampe.
Antivaxbølgen var sjovt nok ikke ret udbredt dengang. Desværre kunne man ikke vaccinere mod stivkrampe endnu.
Jeg forventer, at når børn begynder at dø af stivkrampe, kighoste, mæslinger, polio, difteri og andre forebyggelige sygdomme igen, så stopper de galskaben. Men det kunne være rart at få stoppet antivaxbølgen inden det kom så vidt.

Dødsattest A1 benyttes til levendefødte børn under 1 år.

Dødsattesterne ved unaturlig død er en smule mere udførlige i forhold til beskrivelse af ligets lejring, omstændigheder og så videre. Nedenfor er der en af de tidlige dødsattester til brug for et såkaldt medicolegalt ligsyn. Nedenfor er en dødsattest på en 67 årig enkemand, der faldt i gadekæret juleaften 1911. Han blev først fundet d. 11 januar og ligsynet blev foretaget dagen efter. Der er ikke mistanke om mord eller selvmord men blot ulykkelig hændelse (sort uheld).

Nedenfor er en senere medicolegal attest på en herre, der 19 år gammel skriver et afskedsbrev til sine forældre, hvorefter han springer ud fra Odinstårnet (som jeg mener stod et stykke ud af Middelfartvej i Odense, og blev revet ned efter 2. anden verdenskrig). Anyways. Tårnet var højt. Jorden var hård. Livet blev kort og endte med en registrering på en B2 dødsattest, der benyttes til unaturlig død hos voksne og børn over 1 år.

Dødsattest B2. Unaturlig død hos voksne og børn over 1 år.

Det var en lille gennemgang af dødsattester og ligsyn. Jeg kan mærke jeg ikke kommer til at gå i detaljer med de nyere lovændringer. Det er så kedeligt og uvedkommende, at jeg ikke kommer til at bruge min fritid på at læse det.

Igen er det frygten for at blive begravet levende vs. en forordning om at indberette dødsattester i en korrekt offentligt bestemt database. Nutiden er i bedste fald tit uinteressant.

Jeg håber I fik et lille indblik i de historiske ligsyn og bevæggrundene for at lave en ligsynslov.
Snart skal vi se på hvordan en masse børn i Danmark blev smittet af syfilis under tvang, samt finde ud af hvorfor Britta fra Antivaxx gruppen på facebook er en idiot, og hvordan man skal håndtere alle de pseudovidenskabelig fjolser, der huserer på de sociale medier. Enjoy.


Det bliver et nej fra ekspertpanelet på ugeskrift for læger i 1864.
Det er simpelthen skadeligt for kvinden at få et skuffejern.
Tænk at man skal helt tilbage i de ældste arkiver for et finde den form for feminisme.
Enten leverer manden sæd med en acceptabel mobilitet, motilitet og viljestyrke, ellers må han rive i elastikken og holde sig fra skrukke kvinder!