Indslaget, der startede for at holde mandagsdepressionen ved lige, udgår i disse tider. Der er så rigeligt andet, der kan holde arbejdsiveren og livsglæden i skak disse dag.
Når vi stopper med at leve i det, der en dag bliver skrevet bøger om, så starter jeg igen. Og jeg ved jeg får klager. Send dem til SST. Det er ikke min skyld vi står her med bukserne nede om anklerne og skal bekæmpe en virus uden sprit, masker, kaffe og testkits.

De findes, de dovne læger. De, der ikke orker mere papirarbejde.
Dødsattester blev i højere og højere grad udført af læger op igennem 1800-tallet, og det medførte en del skrivearbejde. Man skulle både påføre navn på patienten, adresse, dødsårsag, sikre dødstegn og ens eget navn. Og det var for meget for nogle læger. Alt for meget papirarbejde.
Jeg gad godt vide, hvordan de samme læger, ville reagere på de store mængder papirarbejde vi i dag belastes af.

Dødstegn

Der er sikre dødstegn, som skal noteres på dødsattesten. I dag er det elektronisk og for 10 år siden var det på noget gennemslagspapir. Man skal dog fortsat angive de sikre dødstegn man har observeret.

Dem jeg bruger mest er dødspletter (hypostaser) og dødsstivhed (rigor mortis). Jeg har ikke været så uheldig at skulle krydse af i forrådnelse (cadaverositas) eller steril forrådnelse (maceratio) endnu. De døde foretrækker jeg ret friske, når jeg skal syne, og de pårørende er rørende enige. Det der med at vente flere døgn, er noget slendrian.

I gamle dage, skulle man lige notere om der var sikre dødstegn, når man skrev attesten. Nedenfor er det dødsattesten på en 3 uger gammel dreng, der døde af lungebetændelse. Sygdommen varede 16 timer, før barnet døde og han synede barnet et døgn efter døden. Som sikre dødstegn har han angivet: de sædvanlige.
Ingen udspecificering der.

Samme læge som ovenfor med en dødsattest på en 3 måneder gammel pige, der døde af mavekatar. Dødstegn: de sædvanlige.

En anden læger har her skrevet en dødsattest på en 54 årig herre, der døde af skørbug (c vitaminmangel). Det tog ham 20 dage at dø. Dødstegn angivet som “De almindelige” .

Se evt min tidligere gennemgang af dødsattester gennem tiderne her. Det var juleudgaven, så den var særdeles morsom og opmuntrende.

Halsbetændelse kom i to primære former engang. Der var difteri og streptokokhalsbetændelse. Og det er den sidste type vi skal kigge lidt nærmere på.

Streptokokker gruppe A

Gruppe A streptokokker (GAS) er de store syndere, når det kommer til halsbetændelse også i vores dage. Det smitter fra person til person, men kan også trives ganske udemærket i fødevarer og der er set større udbrud af fødevaremedieret smitte. Ofte kommer det i mindre epidemier, hvor hele familier er smittede og det meste af en skoleklasse får det.

Men GAS er noget djævelskab. Det skal behandles med penicillin hurtigt ellers risikerer man nogle grimme sygdomme, der følger infektionen. Og netop de følgesygdomme gør GAS til noget ganske særligt.

GAS pirrer immunsystemet og gør, at det i efterforløbet angriber forskellige organer i kroppen. Det kan give underlige udslet og mærkelige symptomer. Jeg har set et barn med intet andet end den typiske tungeforandringer, kendt som hindbærtunge. Den almindelige test var negativ, men jeg var så sikker i min sag, at jeg podede hele familien og satte dem i behandling. Alle viste sig at have GAS og heldigvis skaldede huden af hænder og fødder på børnene. Pengene passede. Det var nok en af de første gange, jeg oplevede at min uddannelse gav mening. Ikke noget med at tage en masse prøver. Ikke noget med at kigge i tabeller. Bare de noget og være så sikker, man vil skide alle anbefalinger et stykke, og bruge sin faglighed. Det er sjældent i disse tider. Og det er det jeg lever for. Ikke for at pushe piller eller lave helbredsundersøgelser af fuldstændig raske, neurotiske individder. Lægefaget er udvandet.

Nå. Nok om mig. Nu følger nogle af de mange herlige, dødelige manifestationer af efterforløbet af en GAS infektion.

Skarlagensfeber

Skarlagensfeber kan opstå i forløbet af en streptokokhalsbetændelse. Et par dage efter smerterne i halsen starter, kommer der et højrødt udslet i ansigtet, hvor området omkring munden er påfaldende blegt. Herefter Kommer der udslet ned over brystet. Efter en uges tid skaller hud på hånden og fødder af, og så får man aldrig skarlagensfeber igen.
Hvis man overlever. Mange børn døde af scarlatina før penicillinen blev opdaget, og døden kom hurtigt. En lille uge efter første symptom, kunne man jordfæste barnet. Helt klart blandt top 5 dræbere af børn i 1800tallet og begyndelsen af 1900tallet.

Nedenfor er det 9 årige Hansine Henriette Olsen, der blev høstet under et udbrud i 1903. Hun døde efter 3 dage.
Hendes far kom fra Ystad og var skibsfører. Hendes mor var marstaller. Af for mig ukendte grunde var hun udsat i pleje.

Gigtfeber.
Febris Rheumatica

Hvis man overlevede det akutte forløb af skarlagensfeber, kunne man dog ikke vide sig sikker. 1-5 uger efter infektionen kunne man blive ramt af et systemisk respons på infektionen, der angreb de fleste organssystemer. Gigtfeberen var frygtet og efterlod de fleste med blivende skader på hjerteklapperne, hvis de overlevede. Det medførte en tidligere død pga slid på hjertet. Samtidig blev nyrerne også skadede og kunne betyde en langsom død. Mulighederne var uendelige.

Nedenfor er en 52 årig skibsfører fra Marstal død på et sanatorium i 1934 pga gigtfeber. Hans nyrer kunne ikke holde til det længere.

Nedenfor er en sjældenhed fra Sorø. Patienten døde af reumatisme cerebaralis, som er en ret sjælden dødsårsag. Ud fra beskrivelserne i datidens lærebøger fra midten af 1800tallet, er denne form for reumatisme præget af, at patienten bliver urolig og ryster på hænderne, som ved delirium tremens. Patienten bliver rædselsslagen og dødsangst, men er for det meste helt normalt fungerende i modsætning til delirium termens, hvor patienterne ret tit er psykotiske.
Patienten opfatter altså alt og oplever hvordan hjernenlangsomt lukker ned for alle funktioner. Ubehagelig tanke.

Sydenhams Chorea (Chorea Minor)

En afart af reumatisme, der primært rammer børn og unge er chorea minor. Chorea betyder dans og sygdommen har fået navnet pga de nærmest dansende bevægelser den medfører.
Et par uger efter infektionen med GAS rammes barnet af ufrivillige, dansende bevægelser, der bliver ved i et års tid. Som regel er symptomerne ikke konstant til stede og slet ikke så udprægede og svære som man ser ved huntingtons chorea. Et fredeligt angreb på hjernen, der bedres med tiden.

Desværre kan symptomerne blive svære og uforenelige med livets opretholdelse, hvis bevægelserne er konstante og stresser kroppen, alt imens de forhindrer indtagelsen af føde.
Anna Petersen fra Marstal på 15 år døde af chorea. Dødedans.

Således opmuntret ønsker jeg alle en god uge. Halsbetændelse er ikke bare halsbetændelse. Det er priviligeret at have overlevet sin barndom.

I 1800-tallet var det almindeliget at drikke 6-10 genstande dagligt. Nogle drak mindre, flere drak mere. Lægerne begyndte først hen mod slutningen af 1800-tallet at stille spørgsmålstegn ved det sunde i at indtage alkohol i store mængder. Altså over 5 genstande dagligt. Nogle læger mente man skulle holde sig under 5 genstande dagligt og de mest rabiate mente man skulle afholde sig totalt fra alkohol. Det mente resten den samlede lægestand dog var for meget af det gode. Nydelse af spiritus var sundt.
Alkohol var et kendt lægemiddel også til børn. Godt mod hoste og forkølelse samt febersygdomme.

Samtidig hærgede koleraen og folk fandt ud af, at under udbrud skulle man holde sig fra de offentlige vandposter. Derfor blev øl anset som en mere sikker drikkevare og med god grund. Koleraen slog mere end halvdelen af de smittede ihjel. Lidt alkoholisme var mindre farligt. Også for børn.

De fleste danskere var altså let alkoholiserede, men der var så mange andre sygdomme, der tog livet af folk, så det sjældent var alkoholens senfølger, der aflivede den enkelte.

Der var dog en sygdom, der opstod som følge af pludseligt stop af alkoholindtag, som var frygtet og havde en høj dødelighed. Drankergalskab. I dag kaldet delirium tremens.

Bibliotek for læger 1857

Delirium tremens er abstinenser, der tager overhånd. Typisk får de en hurtig puls og begynder at se syner. Det er typisk insekter eller små dyr, de ser og nogle fingerer efter dem på dynen og kan fornemme dyrene på kroppen. Krible krable hallucinationer. Det er næsten altid startskuddet til deliret.
Patienten bliver tiltagende urolig, ryster, kaster op, hallucinerer, blodtrykket stiger, temperaturen og til sidst følger kramper, cirkulatorisk kollaps og død ved alvorlige tilfælde.

I dage ser vi abstinenser hyppigt som læger og modsat hvad de fleste sundhedsapostle påstår, så opstår abstinenser sjældent fordi alkoholikere vil stoppe med at drikke, men oftest fordi de midlertidigt pga opkast er ude af stand til at drikke.
Når alkoholikere får abstinensmedicin og igen er i stand til at drikke videre, ja så gør en alkoholiker som overvejende hovedregel det. Det kan være frustrerende at behandle de samme igen og igen, men det er sådan det er.

I 1800 tallet brugte man morfin mod abstinenser. Og så snart patienten selv kunne drikke igen, så blev han betraget som kureret. Men ikke alle kunne kureres

Drankergalskab

I 1860 døde to mænd på hhv 36 og 40 år i 1860 i Sorø. På det tidspunkt mente man, at det kunne skyldes fattigdom, kartoffelbrændevin(der var stærkere end de andre spiritustyper) og flere udskænkningssteder. Stærkere sprut, flere steder at få det og perioder, hvor der ikke er råd til sprut, lyder som opskriften på en epidemi af drankergalskab.

Mads Hansen på 36 år arbejdede så vidt jeg kan læse med brændevin.

Efrahim ovenfor døde også af delirium termens i en alder af blot 40 år.
Det er samme læge, der skriver dødsattesten. Dengang en normal dødsårsag. Jeg har ikke set en eneste, der døde af dette.

Med alle de sygdomme der var dengang, er det nok tvivlsomt om det var så farligt at drikke. Men det var farligt at holde op. I 1877 døde en tømrersvend på Nykøbing sygehus af delirium tremens. Han havde drukket i flere år op til han døde. Det var ikke længe.
Tilgengæld var han længe om at dø. 14 dage i delir. Det må have været vanskeligt at se på og være i.

Samme år døde en 48 årig tidligere købmand af delirium tremens. Han gjorde det hurtigere. 5 dage tog det ham at dø. Da lægen havde tid til at lave dødsattesten efter 3 dage, var forrådnelsen allerede begyndt.
I dag kan man som læge nærmest blive presset til at lave dødsattest efter få timer. Meget var nemmere dengang. Og livet var kortere.

Og husk, at hvis du drikker meget, så er det farligt at stoppe hurtigt. Trap ned eller gå til læge. Delirium termens skulle være en ganske rædselsvækkende måde at dø på.

Velkommen til denne uges tirsdagsdødsattest. Læsning, der får dig til at dvæle lidt længere i mandagsdepressionen, end du ellers ville have gjort.

Og så er jeg ellers klar til at dykke ned i død og ulykke. Denne gang med sælsomme eksperimenter udført af danske læger i 1930erne. Enjoy.

Malaria i Danmark

Omkring år 1900 var malariaen i realiteten udryddet i Danmark. Dræningen af markerne og den effektive kininbehandling af malariaparasitten plasmodium vivax medførte, at malariaen som infektionssygdom i Danmark døde ud.
Alligvel har jeg fundet en del dødsattester, hvor malaria angives som dødsårsag efter malariaen forsvandt. Og det er spændende medicinsk historie!!
Se eventuelt sidste uges indslag om malariaen, hvis du er helt uvidende (det håber jeg virkelig ikke!) om vivax malariaens udbredelse i Danmark i 1800-tallet :

Malariadødsfald i 1938 i Ærøskøbing

Nedenstående dødsattest faldt jeg over, mens jeg kiggede på syphilis dødsfald blandt sømænd og deres koner. Kvinden på dødsattesten var 35 år, da hun døde. Laura hed hun. Laura blev født i den bundsolide Bastholmslægt, men en tyskfødt matros besvangrede hende og de indgik. Hun havde født 3 børn inden hun døde, men kun 2 overlevede. Lillian og John.
Sønnen, John Rettmer, vandt som 8 årig børnefugleskydningen i Ærøskøbing i 1935. En stolt dag for enhver forælder.
Spørgsmålet er om Laura, dengang 33 år gammel, opfattede det?
Hun havde syphilis i 3. stadie.
Led af de vanvittiges lammelse.
Dementia paralytica.
Den sygdom, der giver dødsangst, storhedsvanvid, skrækkelige smerter og langsomt fremadskridende lammelse. Dengang var der mange, der troede, de var Napoleon eller dronning af Saba. Det lå i sygdommen. Storhedsvanviddet. Lammelsen. Den langsomme udslettelse af alt, hvad der er menneskeligt. Kontrollen over urinafgang og afførring forsvandt. Sammen med forståelsen af verden. Tilbage var lammelsen og angsten. De skreg meget, de vanvittige, og døde efter nogen tid.
Og intet kunne lægerne gøre for at stoppe sygdommen. Døden fulgte. Altid.
Således også for Laura:

Men hov.
Laura døde af dementia paralytica (syphilis i nervesystemet), Malaria nosokomiel (malaria erhvervet på sygehus!) og bronkopneumoni (lungebetændelse). Malaria var ikke en sygdom, der i 1938 hærgede i Danmark længere.
Laura døde på sindssygehospitalet i Risskov.

Malaria som sidste udvej

Jeg har tidligere været inde på de grimme følger af syphilis på Ærø, hvor matroserne bragte smitten med sig hjem og efterlod deres koner til at dø årtier senere af syphilis 3. stadie.
Nedenfor er linket til gennemgangen af dødsattester, hvor mænd og deres koner dør af syphilis.

Syfilis gav sår over det meste af kroppen mest iøjnefaldende i panden, og i starten af syphilis epidemien i 1500 tallet, blev sårene i panden kaldt for Venus’ krone. Der var prestige i at have syphilis.
Det var det lige indtil sammenhængen mellem Venus’ krone og den smertefulde uværdige død i afsindig lammelse og frygt, blev opdaget. Saddelnæsen (som gamle boksere) og hårtabet var endnu nogle af de meget synlige stigmata, syphilis pyntede patienten med.

Saddelnæse


Alle organsystemer blev ramt.
“He who knows syphilis, knows medicine,” skulle grundlæggeren af moderne medicin, Sir William Osler, have sagt.
Syphilis var nådesløs. Man mistede også evnen til at holde balancen.
Blandt sømænd var det kendt at man lige skulle puste lyset ud, mens luderen stod op. Hvis hun faldt til jorden i mørket, skulle man videre til en ny.
Syphilis i 3. stadie.
Som skaldede, vaklende, boksere med væskende sår overalt, var syfilitikerne til at kende i bybilledet. Og skammen over denne seksuelt overførte sygdom var stor blandt befolkningen.
Læger forsøgte at behandle sårene og sygdommen med den tids vidundermiddel, kviksølv. A night with Venus, a lifetime with mercury. Kviksølv er giftigt og mange døde af kviksølvforgiftninger før syphilis fik krammet på dem.

Men lægerne begyndte i starten af 1900-tallet at lægge mærke til, at hvis en patient ramt af syphilis, blev ramt af alvorlig infektionssygdom og overlevede, så blev enkelte helbredt for deres syphilis.
Resten døde. Enten af infektionssygdommen eller syphilis.
Lægerne gættede sig til at det måtte være feberen, der var gavnlig for patienterne, og det førte til mange varmebehandlinger, hvor patienternes temperatur blev øget til 40 grader i varmebade og saunaer. Det gav desværre ikke gode resultater. Få blev helbredte. Mange døde.

I dag ville det være helt uacceptable lidelser og risici at løbe på patienternes vegne. Men verden var en anden og patienterne havde ryggen mod muren. ikke ulig lægerne.

Patienterne skulle jo dø alligevel og lægevidenskaben var ikke begrænset af de hensyn, der i dag tages til alvorligt syge mennesker.
Hvis man som læge eksempelvis overvejede om indhældning af carboxylsyre i en kvindes livmoder kunne kurere hysteri, ja så fandt lægen bare en hysterisk luder og gjorde forsøget.
Det viser sig at indhældning af carboxylsyre i livmoderen er ret dødelig indenfor minutter, men så var lægen blevet det klogere og ingen savnede en hysterisk luder.
Det var spændende tider for læger, knapt så meget for patienter.

Lægerne prøvede efter fiaskoen med varmebehandling at give patienterne rosen og andre spændende infektionssygdomme, men fordi man ikke dengang havde penicillin endte patienterne lidt for ofte med at dø af infektionssygdommen.

Det var indtil en læge fandt på at give syphilispatienterne malaria af den milde vivaxtype. Det gav feber med intervaller, og når patienterne havde oplevet 2-10 feberepisoder, så fik de kinin. Og faktisk blev en tredjedel af patienterne helbredte for deres syphilis. En tredjedel fik markant bedring i sygdommen. Og den sidste tredjedel fik ingen bedring.
10% døde af malaria.
Og det er de 10% stakkels Laura var iblandt. Havde hun overlevet 8 år mere, var hun blevet helbredt med penicillin. Men det gjorde hun ikke. Så hun døde af den eneste kur man kendte, fraset et ret heftigt arsenikderivat, der havde ligeså urimelige bivirkninger.

Nedenfor er 3 dødsattester fra hhv. 1931, 1932 og 1933. Behandlingerne foregik i årevis på sindssygeanstalterne.

Ovenfor er dødsattesten på Jens, en mand indlagt på Risskov sindssygehospital. Han var 52 år, hjertesyg, lidende af dementia paralytica og malaria artificialis. Altså kunstigt pådraget malaria. Det kunne han ikke holde til, den stakkel.

Nedenfor er dødsattesten på Willy, en fyrbøder på 32 år, der også måtte lade livet i et sidste forsøg på at blive rask.

Den sidste dødsattest er fra 1933. Det er mest for at vise, hvor friske lægerne var dengang. Malariabehandling på et ikke specialiseret sygehus? Så gerne. Her lykkes det lægerne i Sønderborg at pådrage Hans henrik på 33 år, en dødelig malariainfektion.
Men igen. Han var dødsmærket. Sidste udvej.

Således opmuntret er ugen godt i gang.
Memento mori.
Og min statistik siger at kun cirka 1000 besøgende om måneden læser hele indlægget. Og det kan jeg sige ud fra at ingen kan læse og fordøje det her på under 15 sekunder, hvilket er den tid det tager for 5000-6000 læsere at konstatere at der hverken er bare bryster eller en fed konkurrence i indlægget.
Så hvis du er kommet hertil, så er du ikke bare blevet klogere. Du er også en af mine kernelæsere. Tak for det.

I dag bliver ingen smittet med malaria i Danmark. De få tilfælde vi ser er importeret fra udlandet. Her er opgørelsen over importerede tilfælde i Danmark fra 2018:

Der er dog lidt flere tilfælde end 64 ialt-omkring 20 mere, men de var ikke blevet korrekt anmeldt til SSI, så de indgik ikke i statistikken. Langt de fleste tilfælde er falciparum malaria, som er den farlige malaria fra Afrika.

For bare 150 år siden blev de fleste dog smittet med malaria i Danmark. Vi havde nemlig vivax malaria i Danmark indtil lidt op i 1900tallet.
De, der læser gamle dødsattester, som jeg, vil bemærke, at malaria har mange navne.
Navnet malaria opstod fra de to ord mal aria, der betyder dårlig luft på middelalderitaliensk.
Mest kendte betegnelser i 1800 tallets Danmark er dog koldfeber og lollandsk feber. Andre navne der blev brugt var febris intermittens og klimafeber.
Febris intermittens er mere en beskrivelse af sygdommen end et navn til sygdommen. Intermitterende feber er karakteristisk for malaria. Der går 3-5 dage mellem feberturene og det skyldes at parasitten gennemgår forskellige stadier.
Grunden til, den også blev kaldt den lollandske feber, var at den hærgede slemt på Lolland. Der var mange døde og mange aborter og tidlige fødsler som følge af malaria.
Imidlertid var det svært for lægerne at vurdere om de tidlige fødsel/abort skyldtes malaria eller meldrøje. Meldrøje er en svampeart, der går i korn. I den er et stærkt karkontraherende middel, ergotamin, der allerede dengang blev brugt som vestimulerende og som middel mod migræne. Hvis man fik for meget af det, risikerede man imidlertid, at karrene trak sig sammen i en grad, så der gik koldbrand i lemmerne. Tilstanden skulle være ret smertefuld og kendt under navnet skt. Antonius ild.
I kirkebøgerne kan man se antallet af dødfødsler stiger, når malariaen hærger. Men idet både malariaen og meldrøjen trives i fugt, er det svært at adskille de to sikkert.
Lolland var fattigt. Og sundhedstilstanden dårlig.
Sygdommen forsvandt i Danmark i takt med bedre levevilkår, dræning af marker og dermed dårligere levevilkår for myggen samt behandlingen med kinin, der blev kendt i 1840erne.

Malaria på Ærø

Der findes ikke bevarede dødsattester fra Ærø, hvor dødsårsagen er malaria (i hvert fald ikke malaria, der er overført på naturlig vis), men der findes beskrivelser i Hüberts Ærøbeskrivelse fra 1834.
Nedenfor er et udklip, hvor Hüberts skriver om koldfeberen, der hærgede i 1826 og nogle år frem. I og med udbruddet ligger så tæt på forfatterens besøg på Ærø kan man nok regne med det.
Det man ikke kan regne med, er, at Hüberts mener årsagen til malariaens hærgen, har noget at gøre med Ærøboens flegmatiske natur.
Malaria skyldtes plasmodium vivax, der blev overført med myggestik.

Han skriver, at så længe malariaen herskede, var det efter dens sædvane, den eneste sygdom, der herskede , idet enhvert feber gik over og blev en remitterende feber. I 1928 var der mange, der havde malaria. Især dem der gik i marken.

Dødsattester

Det var få, der døde af malaria, til trods for den store udbredelse. Vivax er ret fredelig trods alt.

Men ingen tirsdag uden dødsattester. I Hulegade i Svendborg døde Marie Sophie Sørensen, enke, af koldfeber, bronkitis og alderdomssvækkelse. Og det var typisk, i de ikke livsduelige klasser, at malariaen høstede. Børn under 5 og gamlinge over 60 år. Og sådan var det. 60 år var en fornem alder engang.

Men ingen regler uden undtagelser.
Nedenfor er en yngre gårdfæster på 49 år fra Hårby død af en ondartet koldfeber. Med ondartet menes nok, at malariaen gik på leveren, og patienten blev afkræftet, mens hans hus blev gul, feberen rasede og appetitten forsvandt.

I Danmark har vi malariamyggen, så hvem ved om vi engang igen, kommer til at få malaria i Danmark.

I dag handler det om Marstals nok største plattenslager, tugthuskandidat, flugtfange og småsvindler. Der er aldrig skrevet om ham. Men jeg synes det er på tide. Han var kendt som “Rotten” både blandt marstallere og hos politiet. Til sidst kendte politiet ham så godt, at der blev sendt advarsler via det ugentlige politiblad, Politiefterretninger, hver gang Rotten blev løsladt. Han fik over 27 domme for alt fra bedrageri, tiggeri, tyveri og løsgængeri.
Den store frihedstrang, der sendte ham ud at sejle mellem hans spjældture, fik ham formentlig også til gang på gang at undvige straffeanstalter og fængsler. Det hele ender med en dødsattest.
Men nyd nu historien om en af 1800 tallets skæve eksistenser.

En rotterede

Hans Jørgensen blev født 15. august 1838.
Hans far hed Hans Jørgensen, hans mor Ellen Pedersen. Begge var fra Rise. De var fattigfolk og levede af forefaldende arbejde og til tider fattighjælp. I 1845 boede de i Kongensgade i Marstal. Faren var daglejer og den 7 årige Hans boede med sin 14 årige storebror. Moren var 52 år og har altså fået Hans i en forholdsvis sen alder.

Folketællingen 1845.

Efter konfirmationen tog han ud at sejle som matros. Han havde hele tiden hyre og hvis han undtagelsesvis var hjemme noget tid, så gik han til hånde med forefaldende arbejde. Da han blev 18 aftjente han sin værnepligt i flåden som orlogsmatros.

Blev far i Danmark, lå i Vestindien

Hans blev gift d. 18 februar 1859 med Inger Christensen Hansen, da han var 21 år gammel. Hun var 2 år ældre end ham og havde haft de naturlige kopper. Hun har formentlig været skamferet af ar i ansigtet.
Til gengæld var hun gårdmandsdatter og havde allerede født ham en søn, Hans Christian Jørgensen, der kom til verden i Lindelse sogn i starten af 1858.
Hans Jørgensen var kun 18 år, da han gjorde hende gravid i sommeren 1857. Straks efter han havde plantet sæden, tog han afsted som orlogsgast til Vestindien, og da han kom hjem, ventede familielivet.

Hans livsbane blev forseglet anden gang han gjorde hende gravid. Hun var nemlig ca. 3 måneder henne da de blev gift. Hans Jørgensen gjorde det ordentlige. De flyttede til Marstal og blev gift.

Inger fødte en død dreng i efteråret efter deres februarbryllup. Hans Jørgensen arbejder fortsat som orlogsmatros de første år af deres ægteskab, men trods fraværet kommer der allerede d. 5. oktober 1861 en lille pige til familien. Eline Cecilie Jørgensen.
Og hvor fattigfolk er, kommer flere til. I 1863 d. 28. januar får de Jørgen Hansen Jørgensen.
Ved folketællingen i 1870 ses hele familien samlet i Teglgade i Marstal. Men lutter idyl er det ikke. Allerede på det tidspunkt er Hans Jørgensen begyndt sin deroute. Han har fået nogle mindre domme for tiggeri og dokumentfalsk.

Folketællingen 1870

Derouten

Indtil 1875 får Hans jørgensen en 5-6 smådomme for tiggeri, bedrageri og dokumentfalsk, men efter det tager hans ulovligheder til selvom han sidder i fængsel i længere perioder. Han drikker og angiver i sin stambog i fængslet at mange af hans tyverier med videre er sket pga drukkenskab. Samtidig er han fattig. Og endnu fattigere fordi meget af hans kriminalitet består i at tigge eller stjæle nødvendigheder.
Han er beskrevet i stambogen som blond med blå øjne, almindelig af bygning, 162 cm høj, med kroget næse og sund ansigtsfarve. Han kan både læse og skrive. Hans kaldenavn er “Rotten” og han bliver ret berømt. Han bliver efterlyst i Politiefterretninger (et ugeblad for politiet med eftersøgte personer mv) ofte flere gange årligt og han stikker af fra det anstalter han bliver anbragt på.
Ingen andre i hans familie er straffet. Hans helbroder Niels dør ung og hans forældre dør tidligt. Han har kun den familie han stiftede lidt for tidligt at læne sig op af.
Nedenfor efterlyser byfogeden i Ærøskøbing hans meritter fra andre kredse i 1877. Læg mærke til han er “almindeligt kaldet Rotten”.

Strafattest udbedes 15 februar 1877 af byfogeden i Marstal.

I 1881 er han i Svendborg avis, hvor han er stukket af fra Nyborg arrest, men fanget igen. Han er arresteret for at have stjålet en båd i Marstal Havn.

Svendborg Avis 22. November 1881

Han må imidlertid være blevet løsladt ret hurtigt for allerede 3 måneder senere har hans stjålet lidt varmt tøj og pudevår. Det takserer retten til 18 måneders forbedringshusarbejde. Nedenfor er beskrivelsen fra Fyns Stifttidende.

Fyns Stifttidende 21 juni 1882

Efter han havde siddet 18 måneder i forbedringshuset er han blevet så berømt, at da han skal til at sættes på fri fod, advares hele landets politi om at “Rotten” af Marstal løslades.

28. Juli 1883 advares politiet om han løslades 11. august

Mod forventning holder han sig i skindet og først et års tid efter løsladelsen bliver han igen efterlyst. Denne gang for at stjæle en spidsgattet Damjolle fra Marstal havn.

Efterlyses pga tyveri. 11. september 1884
Herredsfogeden efterlyser straffeattest på Rotten. 16. September 1884 i politiefterretninger.

Hans Jørgensen ryger ind og ud de næste par år. Med længere og længere straffe.

Han fortæller i fængslet at han sejler, når han ikke sidder inde. Blandt andet forliste han ved Gotland og måtte finde hjem til Danmark derfra. Han kan ikke finde arbejde i København og stjæler et lommeur for at skaffe penge. Det sammen med tiggeri og lignende giver ham 18 måneders forbedringshusarbejde.

15 september 1887

Men han begynder at stikke af. Og det giver en del efterlysninger i politiets efterretninger.

Efterlyst 19. juni 1890 i politiefterretninger.

Vaneforbryder

I 1890 er Hans Jørgensen blevet så berygtet, så politiet går ud fra han har gjort noget ulovligt. Nedenfor beskriver politiet ruten han har gået efter han endnu engang har rømmet arbejdsanstalten. Politiet beder herefter kolleger være opmærksomme om der er sket ulovligheder i forbindelse med hans springtur.

I politiefterretninger d. 24. juli 1890 efterlyses mulige forbrydelser begået af Rotten.

Nedenfor er Rotten igen stukket af.

Politiefterretninger 30. juni 1892

Og det tog lang tid at finde ham. han er med i listen over kvartalets efterlyste, der ikke er findet endnu.

April 1892

Hver gang Rotten løslades sendes der advarsel ud til politiet i hele Danmark:

I politiefterretninger 24. august 1895 advares betjentene om at Rotten løslades.

Byfogeden efterlyser ovenfor mulige forbrydelse Rotten kan have begået.
19. november 1895.
Han indsættes igen til tvangsarbejde.

Politiefterretninger 15. Oktober 1896
I politiefterretninger 5. august 1897
Bortgået fra Anstalten. Efterlyst i politiefterretninger d. 22. september 1898
Politiets efterretninger 5. december 1899
Fyns Stifttidende 9. oktober 1900

Ved folketællingen i 1901 er Hans på fællesarbejderanstalten i Klaregade i Odense. Det er angivet han har 2 børn.
I 1902 har han kortvarigt adresse i København, men denne ændres kort efter igen til Tvangs og arbejdsanstalten i Klaregade i Odense.

Efterlyst 25. april 1903 i politiefterretninger. Rotten er bortgået.

Rotten bliver gammel

Hans Jørgensen døde i 1914 af alderdom og gangræn i foden på fattiggården i Marstal. Han har ikke været efterlyst siden 1903 og han var begyndt at blive gammel og syg. Det hårde liv har sat sine spor.
Han er angivet til at være gift på dødsattesten, men fraskilt i kirkebogen. Men de nåede aldrig at blive skilt. De levede som separerede i næsten 40 år.

I 1919 døde hans kone, Inger, 83 år gammel af alderdom. Hun levede af fattighjælp og selvom hun aldrig blev skilt havde hun ikke boet sammen med sin ægtefælle i 40 år. Det er også en form for lykke.

Efterkommerne

Efterkommerne efter Hans Jørgensen, Rotten, er på øen endnu. Den yngste af Hans Jørgensens sønner udvandrede til USA, den ældste døde formentlig ung. Han blev konfirmeret i 1872 i Marstal, men efter det er der ikke flere spor af ham.
Men datteren Eline giftede sig med en rebslager Herman Gehring fra Tyskland i 1883 og efterslægten fra disse 2 er endnu på Ærø.

Fattige har en dårlig moral

Rotten var drikfældig og fattig. Begge dele gør folk dummere. Sultne mennesker med angst for, hvor næste måltid mad eller penge til børnenes tøj skal komme fra, træffer dårlige valg af nød.
Således også Rotten.
Hans Jørgensen blev dømt for smårapserier og tiggeri. Han brugte det meste af sit liv på forbedringsanstalter, men han blev aldrig forbedret. Han vedblev at være fattig og drikfældig. Og sådan er det. Man kan ikke straffe folk ud af fattigdom eller drikfældighed. Uanset hvor hårdt vi straffer.
Rotten var en overlever i et fattigt land med elendig omsorg for de svage.
En marstallerdreng. En fordrukken far og en elendig ægtemand.

I danmark er der lige nu en farlig virus i omløb. 
Tidligere undersøgelser har vist at den rammer store dele af befolkningen, hvoraf 16000 kommer i kontakt med sundhedsvæsnet og bliver testet positive for virussen. Heraf bliver omkring 7000 indlagt på sygehus med infektionen. 
Af disse udvikler godt 500 alvorlige komplikationer og 30% af disse dør af sygdommen. 

30% dør!!!

Den virus, der er i omløb lige nu, hedder influenza. Forrygende farlig. Muligvis farligere end Corona. 

Eller den? 

Vi har vænnet os til influenza. Den rydder lidt ud i den ældre og svagelige population hvert år, og det har vi accepteret i en grad, så selvom der er gratis vacciner, er det ikke alle, der ønsker vaccinen. 
Influenzaen er primært dødelig for dem, man tidligere kaldte de ikke livsduelige klasser. Folk over 65 år og småbørn. Dem over 65 accepterer vi. Børn er vi ikke så vilde med går til, men så længe de dør af noget vi kender er vi mindre tilbøjelige til at blive bekymrede. 

Jeg slog op på et tilfældigt år, vinter og forår 1908, og kiggede dødsattesterne for Marstal igennem. 

76 årige Anne Marie Olsen, gift med en snedker og bosiddende i Snaregade døde den 4/3-1908 efter 10. dages sygdom. Så hun har formentlig haft influenza og udviklet en lungebetændelse efter nogle dage.

79 årige Ellen Katrine Clausen i Lærkegade tog samme tur d. 16/3-1908, men hun døde dog hurtigt. 4 dage tog det. Måske skyldtes det manglende modstandskraft. Måske var det ikke influenza. 
Men influenza var et sikkert gæt på en dødsattest. Influenza, Morbus cordis, marasmus senilitas. Potato. Potato.
Døde, det gjorde hun. Influenzasæsonen sluttede sent det år.

Influenza. De fleste har haft den på et eller andet tidspunkt i deres liv og derfor føler vi ganske uberettiget en vis tryghed. Den har vi overlevet en gang. 
Desværre er influenza en dræber, der konstant muterer.

Dødeligheden vurderes at være under 1% for alle smittede. 
Men for de der udvikler alvorlige luftvejsproblemer stiger dødeligheden til 30%.
Og det er det, der er så svært ved tal. Man skal vide, hvad man kigger efter. 

Ro på.

Risikoen for at dø af influenza er meget lille i Danmark.

Og selvom sundhedsmyndighederne kludrer gevaldigt i det for tiden, så skal man også være svært uheldig, hvis man dør af Corona virus.
I linket nedenfor kan du se en gennemgang af den viden og de videnskabelige undersøgelser, der er indtil videre.

Lidt om Corona og det vi ved om virussen.


Døde horeunger og en liderlig bigamist og sømand fra Marstal

Jeg har åbnet pandoras æske med denne sag. Hver gang jeg fandt svar, førte svarene til mange nye spørgsmål. Hver gang jeg var tæt på at lukke sagen, så sprang alle løse ender op og jeg måtte begynde forfra.
Det her er en sindsoprivende spændende gennemgang af et vildt liv. Mindst 3 døde børn. En seriebigamist. Ødelagte kvindeskæbner og meget få svar.

Godtfred og Alfred

Det hele startede med, at jeg som vanligt læste dødsattester. Jeg gør det i stedet for at sidde og spille spil eller læse tabloidaviser. Det er mere opmuntrende og knap så fordummende at læse de gamle attester og fornemme historiens vingesus.

Min opmærksomhed blev vakt, da jeg fandt nedenstående dødsattest. Et sæt tvillinger, der uden forudgående sygdom døde med få timers mellemrum, 2 måneder gamle, hos deres enlige, ugifte mor.
Børnene blev født og begravet i Mesinge på Nordfyn.
D. 20 marts 1884 døde de og obduktionsrapportens konklusion var: ingen bestemte Tegn fandtes paa at Børnene ere døde paa
nogen unaturlig Maade

Det er underligt, men ikke uset at tvillinger dør lige efter hinanden. Jeg har et par eksempler i mit arkiv. Dog har de ofte været syge af det samme op til døden.
Når de er tvillinger det dog fristende at se på jordemoderprotokollen, idet en del tvillinger er for tidligt fødte og dermed har ringere overlevelseschancer. Jordemoderprotokollen fra Mesinge viser ganske rigtigt at de var for tidligt fødte. Den første blev født med hovedet først. Den næste havde smådele forrest men blev fremtrukket. 2 levende ufuldbårne drenge blev født d. 24 januar 1884. Men jordemoderprotokollen viser også, moren har født en gang før. Hun er 25 ved fødslen og gennemgang af kirkebogen viser hun er lokal fra Mesinge og født i en større søskendefolk i 1858. Hendes far var murer og moren gik hjemme.
Nedenfor er jordemoderprotokollen for tvillingefødslen.


Ane Marie Hansen må altså have et barn mere udenfor ægteskabet et sted. Og selvom tvillingerne var levedygtige og det er meget mystisk de dør med timers mellemrum uden forudgående sygdom, så har der ikke været tale om børn med de bedste forudsætninger for at overleve barndommen. De er for tidligt fødte og de er uægte. De har mindre modstandskraft og bliver formentlig udsat for mere modgang i deres korte liv end de ægtefødte. Dødeligheden er markant højere for uægtefødte børn.

Horeungerne

I kirkebogen fremgår det at børnenes far, Lars Hansen Bay, er separeret fra en tidligere kone og at han har taget ophold i Midskov med Anne Marie Hansen. Børnene er altså, efter datidens lov, horeunger for farens familie uden ret til at blive lyst i kuld og køn, men almindelige børn med arveret for morens familie. Det er ikke slegfredsbørn idet, den ene af parterne, Lars Hansen Bay, er utro. Havde begge parter været ugifte, men kærester, var barnet blot blevet slegfredsbarn og så snart de blev gift, indtaget samme ret som ægte børn.
Nedenfor er dåbshandlingen noteret i kirkebogen. Tvillingerne skulle vente til allersidst, hvis der var ægtefødte børn der skulle døbes. Uægte børn skulle ikke besudle dåbsvandet for de ægte børn. Horeunger som Godtfred og Alfred kom til sidst. Døden var det eneste, de fik før de fleste andre børn.

Bemærk i øvrigt at det fremgår af kirkebogen, hvor kvinden opholdt sig 10 måneder før fødslen. Det var nemlig det sogn hun blev besvangret i, der skulle stå for den økonomiske støtte til børnene, hvis de ikke kunne klare sig. Således er det at være kvinde i et patriarkat. Det sogn sæden sås i, skal afholde udgifterne. Ikke det sogn der har dannet rammen for hele kvindens liv og graviditet.

Uægte, uønskede og en byrde for samfundet.

Selv i døden slipper børnene ikke for titlen “uægte”. Her fra Mesinge kirkebog hvor de uægte børn noteres:

Sømanden fra Marstal

Gravøren, Lars Hansen Bay blev født d. 15. april 1842 i Marstal på Ærø. Han var 7. barn ud af en børneflok på 9. Hans far, Laurits Hansen Bay, var skipper og hans mor Anne Kirstine Jacobsen var husmor.
Lars selv blev uddannet sømand, som det var skik for de af drengebørnene i Marstal, der ikke blev håndværkere.
I kirkebogen dukker der en lidt overraskende oplysning op.
Han må være blevet gift på et tidspunkt før 1881, men det fremgår ikke med hvem.
Udover at det i hvert fald ikke er med Ane Marie Hansen.
Det viser sig nemlig at det første barn Anne Marie Hansen føder, har samme far som de senere tvillinger. Hun bor hos Lars Hansen Bay i Marstal og føder en lille pige i 1882 2 år før hun fik tvillingerne.

Barnet er fuldbårent og fødslen går godt.

Jordemoder protokollen for den uægte og udøbte pige.

Den lille piges liv blev kort. Hun døde efter 3.5 måned. Hendes eftermæle er “udøbt og uægte datter” af Ane Marie Hansen.

På pigens dødsattest er årsagen angivet som “Mors repentina sine nota causa”. Løseligt oversat betyder det “pludselig død uden kendt årsag”.

Lars Hansen Bay og Ane Marie Hansen har altså fået 3 børn sammen og ingen af dem er blevet ældre en 3,5 måneder og alle er døde uden kendt årsag og de sidste to under så mystiske omstændigheder at der blev begæret retslægeligt ligsyn. Det tegner et dystert billede af levevilkårene. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på om det kunne være følge af onde handlinger.

Sømandens første kone

Marie Sofie Magdalene Wiese blev født i 1948. Inden hun blev 22 havde hun allerede mindst 2 uægte børn med Christian Krøldrup. Første barn fik hun da hun var 13 år, så hun var ikke helt ny i spillet. Man kunne nærmest kalde hende en rutineret kvinde. Men i 1875 blev hun gift med sin overmand. Lars Hansen Bay.
Om hun nåede at få børn med ham, kan jeg ikke opklare, men senest efter 5 år, forlader han hende og gør Anne Marie Hansen gravid. Hun hører ikke fra ham mere og i 1887, 12 år efter ægteskabets indgåelse efterlyser hun Lars Hansen Bay i aviserne, så hun kan få sin skilsmisse. Igen forladt og muligvis med flere børn end da hun indgik ægteskabet. Det kan jeg ikke finde oplysninger om. Med Lars Hansen Bay må man dog mistænke at han skyder med skarpt. Og at han gør det ofte og med stor glæde.
Se indrykning i aviserne nedenfor.


Når døden kommer belejliget

I tiden op til tvillingernes død, skete der også meget i Ane Maries og Lars Hansens liv. D. 16 marts 1884 skiber Lars ud fra Hamburg på skibet Wieland og ankommer til Ellis Island 31/3-1884, hvor han indvandrer til det nye land. Det tager nogle dage at komme til Hamburg fra Nordfyn, så det er ikke mere end 2 døgn børnene har overlevet deres fars afsked. Om de døde af sorg, blev syge eller om moren mistede omsorgsevnen ved jeg ikke. Men det er endnu et spøjst sammenfald.

Bigamisten Lars Hansen Bay

Den 11 oktober 1887 bliver Maren Hansen og Lars gift i Michigan. Ud for Lars navn er der angivet de korrekte forældre og alderen er ligeledes korrekt. Maren hansen er imidlertid kun 24 i 1887 og hendes foraældre bliver angivet som Anton Hansen og moren er Jens Cena Rasmussen.
Ane Marie hansen ville have været 29 i 1887 og hendes far hed Anders Hansen. Moren Jensine Rasmussen.
Jeg tror alligevel det er en og samme kvinde.

Lars har blot glemt en ting. 2 måneder efter brylluppet i Michigan bliver Lars efterlyst i aviserne i Danmark af hans første kone. Han glemte at blive skilt. Nu er han bigamist. Og Ane Marie er blevet 5 år yngre ved at flytte til mulighedernes land.

Hull City, England

Der er ikke flere oplysninger om parret i Michigan. Men der dukker nye informationer op fra kirkebogen i Hull.
Den 31. oktober 1888 bliver lille Andreas Hansen Bay døbt i Hull City i England. Søn af ægteparret Lars Hansen Bay og Anne Marie Hansen. Altså et år efter giftermålet i USA.
Men det er en usædvanlig dåb, for barnet er 3 år gammelt. Og hans mor, Anne Marie Hansen er død.

Den 20. september 1885 blev Andreas Hansen Bay født, altså kun godt et år efter tvillingernes død.
Anne Marie, må være rejst til Amerika efter Lars senest et halvt års tid efter tvillingernes død.
Et sted mellem 20. september 1885 og 31. oktober 1888 dør Anne Marie fra sit levende barn.

Men Lars har ikke opgivet kvinder endnu. D. 26. november 1888 indgår han ægteskab med en ny kvinde. Todeinah Annie Sandersen stå der i databasen, men jeg tror det er en fejlafskrivning. Jeg kan desværre ikke få adgang til de originale microfilm Lars er blot 46 år og han har allerede 3 ægteskaber (vi kender til), 3 døde børn, et levende og en død ægtefælle. Han er bigamist og har formentlig ikke kunnet gifte sig i den danske kirke i Hull, fordi han er registreret som gift med hans første kone i Danmark.
Marie Sofie Magdalene Wiese.

Og således opmuntret slutter denne fortælling. Jeg kan mærke, jeg ikke er helt færdig med bigamisten. Hvis nogen kender noget til detaljerne, hører jeg gerne om det !!

Når kvinder slår deres børn ihjel

Omkring årsskiftet 1908/1909 fødte en kvinde et barn i Søby. Lige efter fødslen kvalte hun det. At kvæle eller kværke et andet menneske tager lang tid. Man kan nå at fortryde mange gange.
Men Anne Kirstine Madsen blev ved til der ikke længere var liv den lille pige. Stadig varm og våd fra fødslen, blev det døde barn lagt i en kasse og smidt i dammen ved Hans Madsen Hansens gård i Langevrætte. Det sted den næsten 30 årige kvinde var ansat som tjenestepige.
Det var ikke første gang hun var kommet i uføre. Som 22 årig fødte hun en dreng. I kirkebogen nævnes det, hun er ugift og barnefaderen er udlagt som teglværksarbejder Hans Pedersen Jensen fra Søby. På det tidspunkt var det ikke normalt at få børn udenfor ægteskabet. Børnene havde en højere dødelighed og ringere livsvilkår end de børn, der blev født ind i ægteskabet. Hvis faren ikke ville kendes ved barnet gik moderen en hård karriere som enlig mor i møde. Oveni det, skulle hun bære skammen over at være blevet mor uden en mand. Skammen over at dyrke sex udenfor ægteskabet.
Da hendes søn var 5 år, må Anne Kirstine være blevet klar over hun igen var blevet gravid. Og en dag før sønnens 6 års fødselsdag, kvalte hun den lillesøster han aldrig fik at se.
Det var håbløse tider for arbejderklassen. Især de svageste. Børnene. Og kvinderne. Mange børn døde af at falde ud af vinduet, falde i branddammen, blive kørt over eller på anden måde komme galt afsted, mens deres forældre var på arbejde. Der var ingen børnehaver eller hjælp til det arbejdende folk.

Den medicolegale ligsynsattest over den dræbte pige

Den gode dr. Krabbe fra Ærø får et råddent barnelig på bordet. Der er intet han kan se ud fra det. Imidlertid har pigen tilstået, så han skriver at barnet må være blevet kvalt. Der er ingen objektive fund beskrevet og det er alene gætværk. Imidlertid mener Krabbe ikke at der er noget i det forrådnede lig, der kan modsige hans tese. Og det kan han vel have ret i. Den var bare ikke gået i dag.

Nedenfor er notatet i Søby Sogns kirkebog ud for den døde pige.
Der stod :”Moderen havde dræbt barnet samme dag ved kvælning ved greb med hånden om struben. Det blev først opdaget at barnets lig var begravet i (slutningen?) af juni.

Den fulde tekst fra kirkebogen

Aviserne skrev også om sagen. Nedenfor er et udpluk. Enkelte spekulerer i at flere måtte have kendt til pigens tilstand.

Socialdemokraten Randers og omegn.
30. juni 1909
Kolding Socialdemokrat
30. juni 1909

Anne Kirstines liv var ødelagt. Det var det nu alligevel med 2 uægte børn, ingen formue og uden forsørger. Så at dræbe et barn, var en måde at komme ud af en ulykkelig situation på den eneste måde mulig.

Et års tid efter drabet på pigen, døde Anne Kirstines søn. 7 år gammel. Anne Kirstine døde i 1969 på Rise Alderdomshjem.

Straf og skam

Straf giver ikke nødvendigvis bedre resultater. Hårde straffe til de mødre, der dræbte deres børn, virkede ikke. Der blev ikke. færre drab af den grund. I 1800 tallet gav det livstid eller dødsstraf at dræbes sit barn efter fødslen. I 1900 tallet blev straffene mere lempelige, men det, der virkelig gjorde en forskel, var, at de ulykkelige kvinder fik en anden mulighed end at leve med skam i det fattige liv, de var blevet tildelt.
Holdningen til enlige mødre ændrede sig og samtidig kom der et socialt sikkerhedsnet, der betød, at kvinderne kunne give børnene et godt liv.
Ikke udskammede af samfundet.

Nu begår så godt som ingen mødre drab på deres børn. De få drab, der begås af kvnder mod deres børn, er typisk dem, der ikke kan se anden udvej, fordi de tror, deres børn får et elendigt liv. Og så fødselspsykoserne.
Det virker at tilbyde en udvej. Et andet liv. En hjælpende hånd.

I dag er det mere mænd, der dræber deres børn og koner. Årsagen er dog som regel ganske anderledes. De fleste tilfælde skyldes, at manden enten vil hævne sig på kvinden, der vil forlade ham, eller manden står overfor at tabe ansigt og enten ikke vil have børnene skal se det eller ikke selv vil se det, hvorfor han dræber hele familien og sig selv (hvis det lykkes -de fleste udviser dog ringe talent for selvmord, hvor de ellers brillerer med drab)