Så længe mennesker har åbninger svarende til næse, øre, mund, endetarm, skede og urinrør, vil der være nogen, der stikker noget derind. Børn putter perler, ærter, vingummier, græs og andre sjove sager i næsen og ørerne. Tit kommer de ud selv, men nogle gange må der en læge ind over. Tit er det ørenæsehalslæger, der får fornøjelsen, fordi børn er svære at få til at sidde stille, og så kræver det en hvis rutine at få fanget en ært i de to sekunder en toårig sidder på sin flade.
Jeg piller ganske mange dimser til høreapparater ud af ørerne på ældre, men det er nok det eneste jeg kan prale af at fjerne. Det og en død ørentvist.
Voksne er lidt mere avancerede. Det er mest ting de putter i numsen, skeden og urinrøret.
Alt fra deodorantdåser, flasker, marmoræg, auberginer, lys, tennisbolde og over i plasticsværd fra playmobil, tandstikker og kuglepenne bliver hvert år gravet ud fra henholdsvis endetarmen og vagina samt urinrøret. Enkelte er lykkes med at få kagegafler og termometre op i urinrøret.

Jeg er sådan set ligeglad, hvordan fremmelegemet er kommet ind, men det er patienterne som regel ikke. Nogle fortæller længere historier om hvordan de sad i badet, og pludselig var shampoflasken og to tennisbolde forsvundet. Uden de dog er helt sikre på, hvor de er blevet af.
Det giver et usikkerhedsmoment. Og en bekymring. Hvis man kan miste to bolde og en flaske shampo op i numsen, ved bare at sidde i et badekar, så er jeg færdig med at bade på den måde. Aldrig igen.
Men som regel kan man spore sig ind på, at der nok med sikkerhed først manglede en shampoflaske -og derefter fulgte to bolde efter flasken op i numsen.
Perfekt.
Så kender man som læge tidspunkt og antal genstande der mangler.
En henvisning til kirurgerne kunne se således ud:

Kære kolleger
Vil I modtage denne 50 årige herre, der efter bad d. 24/12.2019 kl 2230 havde den uheldige oplevelse, at en flaske shampo, cylindrisk ca. 8cm i diameter med en skrulågslukning vendende udad satte sig fast i endetarmen. Herefter fulgte 2 tennisbolde af almindelig størrelse i blød gummi med belægning af neongult stof. Patienten ellers sund og rask. Fastende siden i morges. Maven blød og uøm. Ingen smerter.

Det er ret hyppigt forekommende, så det værste ved de her konsultationer, synes jeg, er det akavede i at patienten er ved at dø af skam.
De spørgsmål vi stiller er ikke for at rode rundt i, hvordan man finder på at kigge på en shampoflaske og tænke: “Gad vide om den passer i min numse.”
Vi har brug for et tidspunkt for hændelsen, vide om der blev brugt stor kraft ved indsættelsen af fremmedlegeme i endetarmen, om der er blødning eller smerter, og hvilken præcis form fremmedlegemet har.
Alt det andet er ligegyldigt.
Men hvis man beretter man er faldet fra en stol mens man satte gardiner nøgen og landede på et alterlys og siden hverken har set noget til lyset eller lysestagen, så er risikoen for operation betydeligt større end hvis man fortæller at man først stak et lys op i endetarmen og følte så stor vellyst derved, at man skubbede lysestagen derefter for derved at øge nydelsen. Hvis det er rart, så er det sjældent tarmen er perforeret.
Nedenfor er der en mand der i 1878 er faldet (og han er faldet med stor kraft) uheldigt på et stoleben, så stolebenet gik op i endetarmen og videre ind i blæren. Det er en ret farlig tilstand og manden døde også af infektion ret kort tid efter. Der var ingen nydelse eller forsigtighed forbundet med styrtet.

Hvis man skal vælge emner at putte i endetarmen bør man fortrække emner, der ikke kan splintres ved manipulation. Glas, testel, skåle i keramik med videre, kan være svære at fjerne igen. Husk også på der kan skabes et ret stort vakuum, hvis der benyttes flasker. Brug gerne plastemner, der er beregnet til at putte i endetarmen. Eksempelvis såkaldte dildoer. Samtidig er det fornuftigt at have en anordning på således man kan trække den ud igen. Så slipper man lettere for en tur på skadestuen.

I Tyrkiet og Saudiarabien er numsesex en psykisk sygdom

På nedenstående link kan man læse om to cases, der begge under stor forsigtighed og nydelse har indført fremmelegemer i endetarmen. Som beskrevet før en helt normal adfærd og ganske hyppigt i hele normalbefolkningen.

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5530167/

Så I det samme som jeg så?
Artiklen er fra 2017! fra Istanbul. Og disse patienter bliver simpelthen sendt til psykiatrien! Er der holdepunkter for, at det at stikke ting op i endetarmen er forbundet med psykisk sygdom? Er det fordi homoseksualitet stadig betragtes som en sygdom? Jeg ved det ikke. Jeg ville nok nøjes med at give dem almindelige råd om, hvilke objekter, der egner sig til indførelse i endetarmen og hvilke der ikke gør.
Er der kolleger på linjen, der ved om psykiatrisk evaluering af patienter med fremmedlegemer i rectum er standard?

Nedenfor er endnu et eksempel på patienter i tyrkiet med fremmedlegemer i endetarmen, der bliver henvist til psykiatere for deres perversioner!

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3601006/

Det eneste jeg studsede lidt ved, ved ovenstående cases, var ud over henvisningen til psykiatrien, at der var en, der var kommet på at indsætte en tekop i endetarmen. Husk det!

I Saudiarabien er det også en perversion at indsætte fremmedlegemer i endetarmen.

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2702971/

Patient was referred to the psychiatrist for his perversion disorder, which was also mandatory for preventing recurrences.

Kan man kurere patienter for deres seksualitet? Det er bestemt ikke kun homoseksuelle, der nyder analstimulation. Det er også heteroseksuelle mænd. Og kvinder.

Men gjorde man det i gamle dage?

En fajancekops forsvinden i i 1900tallet

Læs denne beretning om en forsvunden fajancekop.

Manden overlevede. Koppen gjorde ikke.

En god bortforklaring

En finger i numsen kan kurere hjerteflimmer.
En ung mand kom ind på skadestuen med atrieflimren. Han var ellers sund og rask og der blev gjort klar til at støde ham tilbage i normal hjerterytme. Inden proceduren blev han (af uransagelige årsager) rektaleksploreret. Det gav prompte resultat og hans hjerte slog over i en normal rytme.
Nedenfor er linket til casen.

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21769254

Så hvis der er nogen der er lidt flove ved at forklare, hvordan fajancestellet er endt i endetarmen, så kan I med fordel forklare, at I forsøgte at kurere en forkammerflimren.
Hvis lægen siger, at I jo ikke har forkammerflimren, må jeres svar være:

“Mere. Jeg har ikke forkammerflimren mere. Men jeg har et lille problem med fajancestellet der stadig sidder i min endetarm.”

Der er intet som en frisk lille epidemi af en tidligere ikke så kendt sygdom, der kan sætte fut i lægernes hverdag og ikke mindst udstille de problemer, der er i systemet, når der skal reageres hurtigt på det.
Endnu sjovere bliver det, når lægemiddelstyrelse, sundhedsstyrelse og snart alle aktører sætter effektive bremseklodser på hele processen op til en effektiv behandling.

Hvorfor bliver folk så desperate?

Det er arbejde i fnat, når det først er grundigt i omløb. Ikke alle har voldsomme symptomer og så smitter de igen og igen. Det klør. Helt vildt.
Og de fleste ender med sår og eksem.
Sengetøjet skal kogevaskes. Der skal gøres rent. Tøjet skal vaskes. Alle i familien skal smøres ind i creme fra top til tå. Voksne går det med, men prøv at fange et par børn i førskolealderen og få dem smurt ind efter forskrifterne uden det ender overalt. Og så koster hver tube omkring 250 kr og der skal bruges 1 tube pr person mere hvis man er godt i stand. Man kan nøjes med 1/2 tube til børn. Og så skal der behandles 2 gange. Dag 0 og dag 7.
For en voksen person er prisen så 500 kr. Et lille barn koster 250 kr.
Og så skal der kogevaskes igen. Og skylles creme af. Og….
Hvis fnatmiden er resistent overfor creme, risikerer man at skulle have tabletbehandling.
Pillerne hedder stromectol og koster 1000kr pr person pr behandling.
Jeg tror fnat kan føre til mange skænderier og muligvis skilsmisser.
Det er et helvede. Og oveni det giver det ulidelig kløe.

Hvad stopper lægerne i at give den rette behandling?

Myndighederne har forskellige måder at gøre det besværligt for læger at iværksætte bestemte behandlinger. Især hvis behandlingerne er dyre, opsætter myndighederne en del bureaukratiske barrierer, for at kontrollere at der ikke iværksættes unødvendig behandling og for at sikre, at kun speciallæger indenfor et bestemt felt udskriver medicinen.
I forhold til fnatmedicin er der flere barrierer. Fnatepidemien har varet siden december 2018 og lige nu bliver hudlægen og hudafdelinger oversvømmet af patienter. Ventetiden er godt 1 måned de fleste steder. Det skyldes at praktiserende læger indtil slutningen af november i år har skullet søge særlig tilladelse for hver enkelt patient for at udskrive medicinen stromectol, der er en pillebehandling af fnat, når cremen ikke virker. Det kræver tid at lave alle de ansøgninger og det er patienten, der skal betale for denne tid. Alternativt skal lægen arbejde gratis, hvilket de færreste er interesserede i. Det tog i øvrigt 1 lille måned at få tilladelse til at udskrive medicinen, og det oplevede de fnatramte patienter som en ret lang ventetid.

Lægemiddelstyrelsen opsætter altså særlige bureaukratiske regler, der skal følges og som patienten skal betale lægen for at følge.
Det giver problemer, for patienterne mener ikke de skal betale og lægerne gider ikke arbejde ekstra uden løn. Derfor bliver patienter med fnat ofte henvist til hudlægen for at undgå alt det bøvl, lægemiddelstyrelsen har kilet ned mellem læge og patient i almen praksis.
De sidste 14 dage har en praktiserende læge kunnet anmode lægemiddelstyrelsen om generel udleveringstilladelse, hvilket gør bureaukratiet betydeligt mindre.
Tilgengæld virker de elektroniske ansøgningsblanketter ikke, så enten skal der faxes (men det må man ikke jf STPS) ellers skal ansøgningen med post nord, hvilket her op til jul, nok er en prekær situation at sætte sine patienter i.
Det drejer sig om en ret desperat patientgruppe, der oveni det skal betale urimelige summer for at behandle deres sygdom. Det giver nogle gange en regulær skideballe til lægen, der ikke kan gøre så meget ved hverken pris eller ventetid.
Oveni det, så vil patienter gerne have man udskriver alle piller i samme patients navn, således en enkelt i familien får udskrevet alle pillerne. Dette for at der så kommer fuldt tilskud på. Men det må man ikke ifølge STPS, så det giver også fandens til ballade oveni.

Der er et billigt alternativ:

http://www.roskildehudklinik.dk/Include/ElectosFileStreaming.asp?FileId=160&fbclid=IwAR0LpR0q2tFHOpYkvCm4uvAkl3xEwkXOEVCZWCiruCp7v6hUC8fRXJswJnQ

Noget svovlcreme til ca. 300kr for en hel familie. Lægen kan lave magistre recept.
Det kan man overveje, hvis konkursen truer.

Umiddelbart er fnatbehandling en ualmindelig træls omgang, hvor utak er den eneste løn. For alle involveret.

Reagerer myndighederne hurtigt nok?

Og spørgsmålet er om myndighederne ikke har reageret for sent.
Flere og flere får fnat og nogle kan ikke betale for behandlingen.
I virkeligheden burde behandlingen måske gøres gratis en tid, så alle kan blive behandlet.
Det er et fåtal af de mennesker jeg ser til dagligt i min praksis, der ville kunne betale 1000kr pr person til tabletbehandlingen stromectol mere end en enkelt gang uden det begyndte at gå ud over de daglige fornødenheder.
En epidemi kan kun stoppes, hvis alle behandles.
Jeg mener behandlingen burde lægges ud til kommunerne og så må embedslægeinstitutionerne træde til.
Vi er hele tiden på bagkant og det er ikke godt nok.

Da restordren ramte den brede offentlighed

MedicinVirkningMåned årKonsekvens for patientFarlighedLægetid brugt
Doloproct, proctosedyl både cremor og stikpillerLindrer analkløe og hæmoridegenerDet meste af 2019. Her sidst på året lysner det dog.De må leve med deres endetarmsgener, hæmorider og numseeksem. 3/5Ufarligt. 0/5Urimelige mængder lægetid. Ingen vil finde sig i endetarmsgener og hæmorider. 5/5

Fænomenet restordre var ikke kendt i den brede offentlighed før 2019. Bevares. Vacciner var konstant i restordre og sjældne formere for livsnødvendig medicin så som florinef, rytmestabiliserende hjertemidler, lægemidler til gravide, fnatmidler og så videre havde været i restordre. Selvom konsekvenserne for nogle af patienterne var alvorlige og deres bekymringer reelle, så ramte det en meget lille del af befolkningen og de fleste var for syge og svage til at brokke sig.
Sådan kan man faktisk have nogle ret alvorlige problemer i samfundet længe, bare det kun går ud over de allersvageste. Så slår hverken protester, faglige argumenter eller almindelig ordentlighed igennem i de almindelige kanaler eller medierne. Det er bare ikke spændende nok. Og så længe risikoen for dårlig presse ikke er til stede, sker der generelt ikke en skid. Se bare på brystkræftfadæsen for at nævne en af de lidt større i nyere tid.
Så snart pressen kommer i omdrejninger, så sker der noget.
Og det er ret symptomatisk for tiden. Faglighed, ordentlighed og rimelighed kommer kun i spil, hvis pressen begynder at blande sig.

Game changer

Men i 2019 ramte restordren ikke kun de allersvageste. Alle hæmoridemidler gik i restordre og en tsunami af analgener og uplejede hæmorider dukkede pludselig op i lægehusene over det danske land.
Patienterne tiggede, fortalte, hvor svært det var at leve med analkløe, skældte ud og var i det hele taget ganske uforberedte på, at de i et land som Danmark ikke kunne få hverken creme eller stikpiller mod de lidelser de i årevis havde holdt i skak med medicin. Sommeren kom nærmere og i takt med varmen blev irritationen af endetarmsområdet ulidelig. Enkelte drog mod Tyskland for at indløse recept på større mængder hæmoridemidler. Andre købte med hjem fra Grækenland og spanien.

Jeg forsøgte med lidt steroidcreme til de værst plagede, men det fik en blandet modtagelse.
Enkelte insisterede på at vise mig problemet, måske i håb om jeg havde en telefon direkte til leverandøren.
Men ingen kunne stille noget op.
Lige nu tror jeg hæmoridecremen er på hylderne igen. Det er i hvert fald lang tid siden jeg har haft rasende kunder i butikken på den baggrund.
Heldigvis.
Det er urimeligt at have en lidelse, der forholdsvist let kan lindres, men ikke bliver det fordi Danmark ikke har styr på forsyningen.

Og nu, efter hæmoridesommeren 2019 er der endelig kommet pressebevågenhed og dermed politisk bevågenhed på problemet.
Jeg håber inderligt, at det betyder, der kommer styr på medicinforsyningen. Godt problemet med restordre endelig ramte en robust patientgruppe, og mon ikke der var en enkelt politiker og journalist blandt de plagede.

-hvad vil lægen dog tænke!

“Det er virkelig pinligt, det her,” sagde den smilende kvinde, jeg nu sad ved siden af til fællesspisning. Jeg skyndte mig at finde lynlåsen til mine bukser, som altid går op. Ikke kun på akavede tidspunkter men altid.
“Nej, ikke lynlåsen,” sagde hun, “Du ved, svampen.”
Nu var jeg helt sat af og nikkede bare. Jeg tænkte på om jeg havde glemt en svamp et sted eller om det var et slang for en eller anden der drak meget.
“Skedesvamp,” hviskede hun. Tydeligt flov.
Da jeg stadig ikke kunne stykke det hele sammen, virkede hun næsten irriteret.
“Jeg var hos dig for 2 måneder siden med skedesvamp.”
Jeg nikkede.
“Har du fået det bedre?” spurgte jeg, for at konversere høfligt.
Hun nikkede.
“Kan du slet ikke huske mig?” spurgte hun, næsten lidt forarget.

Nix. Nada. Nul.
Og patienten og hendes lidelse er opdigtet eller så triviel så ingen bør føle sig truffet personligt.

Jeg ser så mange underliv, penisser, endetarme, hæmorider, udslæt, infektioner og børneorm hver uge, så man skal virkelig gøre sig umage, hvis man skal gøre et blivende indtryk. I forvejen har jeg svært ved at sætte navne på ansigter, så det at sætte navne på tissekoner og numsehuller virker helt umuligt for mig i min branche.
Jeg forestiller mig Oliver Bjerrehus har det lidt på samme måde.

Jeg har været læge i over 10 år, men allerede for 12 år siden startede min karriere med underlivsundersøgelser. I et alt for lille lokale på et provinshospital, hvor vinduet ikke kunne åbnes og de 10 kvadratmeter virkede som en lille mørk kælder, der langsomt lukkede sig omkring mig, arbejdede jeg nogle måneder for at tjene penge til studiebøger.
Lægevikar stod der på mit navneskilt og det gav ca. 20000kr om måneden, at bruge formiddagen på at skifte inkontinensringe på ældre medborgere og scanne utilsigtede gravide om eftermiddagen for at gøre dem klar til abort. Lugten i lokalet efter en formiddag med inkontinensringe på størrelse med underkopper, der kun blev taget ud og vasket hver 3. måned, var ubeskrivelig for min sarte studenternæse, og formentlig overvældende for de tidligt gravide, der om eftermiddagen indtog gynækologbriksen. Jeg troede aldrig, det blev noget man kunne vænne sig til.
Den første uge var jeg opmærksom på det grænseoverskridende, lugten, lydene og ammoniakken, der fik øjnene til at løbe i vand om formiddagen.
Derefter lærte jeg at lukke næsen og så blev det rutine.


Underlivsundersøgelse

“Jeg bryder mig virkelig ikke om den her undersøgelse.”
Sådan er der mange kvinder, der siger inden de smider bukserne. Og det er vel ret betryggende at vide. Tænk hvis de kom for sjov. Så ville jeg virkelig synes det var grænseoverskridende at sidde i den skarpe ende og kigge op.
For mange er det grænseoverskridende, intimt og lidt ydmygende at ligge med benene i bøjler, mens lægen tager projektørlampe i panden og lader det hårde lys afsløre enhver detalje af kønslæberne, skedevægge, livmoderhals og endetarmsåbning.
Først inspicerer man området og ser alt ser normalt ud, hvorefter man placerer instrumenterne og åbner dem for at kunne tage prøven fra livmoderhalsen. Efter det tager man instrumenterne ud. Forsigtigt- meget forsigtigt, -så man ikke vipper glidecreme og skedsekret ned på ens sko.
Slutteligt forsøger man med to fingre i skeden at vippe livmoderen op så man kan mærke om den er af normal størrelse. Det kaldes bimanuel palpation. Enten kan man fornemme livmoderen. Ellers kan man ikke. Tit må man nøjes med at konstatere der er vådt og varmt, og det er faktisk helt som det skal være. Ingen forstørrelse af livmoderen. Ingen store svulster.
Undersøgelsen slut. Næste patient.
For mig er det hverdag.
Ikke at blive kigget op kagedåsen, men at lave underlivsundersøgelser. Jeg vil tro jeg har lavet over 5000 underlivsundersøgelser indtil videre og måske lidt færre endetarmsundersøgelser. Derfor er det svært at huske, hvem der har skedesvamp, hvem der har hæmorider og hvem der har forlagt en bordtennisbold i numsen. Det er umuligt at følge med i og der er meget få ting jeg ikke har set før, så uanset, vil jeg formentlig aldrig komme til at forbinde et ansigt til hverken underliv eller navn. Hvis det er virkelig spændende, det jeg finder, såsom to livmoderhalse eller en spiral, der kigger ned gennem skedevæggen, så kan jeg muligvis huske stelnummeret. Men sjældent ansigtet. Aldrig navnet.

Hvad leder lægen efter?

Livmoderhalsen. Livmoderhalsen er svaret. Det er den der kan drille lidt, når man laver underlivsundersøgelse og den er den største grund til, lægen nogle gange må arbejde lidt med instrumenterne for at få den frem. Det er der, screeningsprøven for livmoderhalskræft, skal tages.

Hvad tænker lægen?

Jeg kan jo kun svare for mig selv. Jeg tænker meget lidt. Det er rart med en undersøgelse, der ikke kræver snak eller de store tanker, blot teknik og klinisk blik. Jeg glæder mig over, der er meget lidt papirarbejde bagefter og så er jeg videre til næste patient.
Nogle gange tænker jeg på, om det er tid til vinterdæk, eller om jeg burde skifte til elsparepærer i køkkenet.

Gå til læge

Hvis der er noget i underlivet, der ikke føles som det skal, eller du er blevet indkaldt til screening, skal det i hvert fald ikke være pinlighedsfaktoren, der holder dig tilbage. Det er hverdag for lægen.
Virkelig. Hverdag.
Hvis du kommer over middag er du formentlig nummer 2 eller 3 lægen kigger op i skeden og medmindre du har gemt hele din Harry Potter samling i skatkammeret eller et par legobiler, så har lægen glemt alt om dit underliv allerede inden du lukker døren bag dig.