Scenarie 1

Du har bestilt dit livs rejse. 30 dages trekking i Afrika med safari og luksusbadeferie til sidst. Men for lige at være sikker på dit blodtryk ligger perfekt og dine kolesteroltal fortsat er lave, vil du lige ned forbi lægen inden afgang. Er det en god ide?

Scenarie 2

Du skal til Grækenland og nu begynder du at hoste lidt. Du er også snottet. Det har du prøvet mange gange før og det plejer at gå over af sig selv, men nu hvor du skal rejse, vil du gerne lige være 100% sikker på, det ikke er ved at udvikle sig til en lungebetændelse.
Er det ikke mest trygt at gå til lægen?

Scenarie 3

Du har sukkersyge og skal på skiferie i Alperne. Egentlig er der 3 måneder til din årskontrol men du vil gerne have det overstået inden ferien, så du er 100% klar til løjperne.
Skal du ringe til igen og få fremrykket tiden?

Nej, nej og nej…. For pokker. Nej.

For en sikkerheds skyld…

Inden Kilimanjaro får du lige taget blodtrykket. Det er alt for højt. Måske fordi du stresser over turen. Uanset er det for sent at finde ud af. Du skal afsted. Du bliver startet op i medicin for blodtrykket og hov -dit kolesteroltal er også for højt. Så du bliver startet op i kolesterolsænkende.
Som du har pligt til ringer du glad til forsikringen og fortæller du har haft højt blodtryk og høj kolesterol, men alt er godt nu. Du er under behandling. Desværre ser forsikringen ikke sådan på det. De ønsker en medicinsk forhåndsgodkendelse. Du har fået to nye sygdomme indenfor 2 måneder inden afrejse og derfor vil de ikke dække sygdomme, der kan relateres til forhøjet blodtryk eller forhøjet kolesterol. Hjerneblødninger, blodpropper i lungerne, blodprop i hjertet, blodprop i hjernen….
God tur til Afrika…. Det er et meget dyrt sats.

Hvis vi kigger på andet scenarie og din læge beslutter sig for, at du nok ikke har lungebetændelse, men alligevel gerne vil have et røntgenbillede af dine lunger for at være sikker (når nu du er bekymret og skal ud at rejse), ja så har du pligt til at kontakte din rejseforsikring og høre om der er brug for en medicinsk forhåndsgodkendelse. Det er der som regel, når man afventer en undersøgelse, og undersøgelsen vil tit først kunne gennemføres efter rejsen.. Således vil du risikere ikke at være dækket for lungesygdomme på din tur…. Og tro ikke du bare kan lade være med at informere forsikringen. Hvis du bliver syg på turen, vil de indhente oplysninger fra din egen læge og hvis du ikke har informeret dem om, at du er under udredning -så er du endnu ringere stillet. Så en lille tryghedsundersøgelse ved lægen kan ende med en manglende forsikring. Gå til lægen, når du ellers ville have gjort det. Ikke fordi det er trygt.

Tredje scenarie går faktisk supergodt. Du har lavt blodsukker og din insulin kan sættes ned. Så flot! Lægen roser dig og ændrer medicinen.
Du ringer ikke til forsikringen, fordi det går så godt. Hey -mindre medicin. Færre bekymringer.
På ferien får du desværre influenza. Feberen går op. Blodsukkeret går op. Højt op. Du ender på sygehuset svært dehydreret og med ekstremt hit blodsukker.
Du ringer hjem til forsikringen og senere vender de tilbage.
Fordi din medicin er blevet ændret indenfor to måneder vil de ikke dække dit hospitalsophold. Det bliver dyrt.

Tænk dig om

Enhver ændring i medicin. Enhver sygdom. Enhver henvendelse til læge, der medfører behandling eller ændring af medicin, skal meldes til forsikringen, hvis det er indenfor 2 måneder fra afgang. De enkelte selskaber har betingelserne stående. Et lægebesøg for en “sikkerheds” skyld, kan få konsekvenser. Også helt urimelige konsekvenser.