Virus fra totalitære regimer

Lige nu er der et nyt virus i omløb. Coronavirus fra Kina.
På nuværende tidspunkt ved vi meget lidt om Corona i og med, at dens epicenter ligger i et diktatorisk land med statscensur.
Sygdomme, der starter i Kina har det med at være meget svære at undersøge, før de spreder sig ud over landegrænserne, fordi Kina ikke er et land, man kan regne med udsender korrekte oplysninger.
Flere kinesiske læger vidste den var helt gal allerede i 2019. De læger, der råbte op, er nu blevet irettesat og kan formentlig se frem til mange års genopdragelse i Kinas berømte arbejdslejre.
Diktaturet ønskede at skjule sygdommen, men da det ikke lykkedes, så forsøger de at pynte på tallene.
Regimet fortæller, de kun tester for sygdommen ved alvorlige tilfælde, fordi der ikke er nok testkits. Det vil sige, at det reelle antal inficerede og døde formentlig ligger langt højere end de officielle tal.
Link til NY times er nedenfor.

Hvad ved vi om coronavirus lige nu?

Meget lidt.

Vi vil gerne vide:

  1. Hvem kan smitte med sygdommen?
    Er det kun en særlig høne i et øde område, der smitter? Eller smitter den via gråspurve? Eller kan den smitte fra menneske til menneske?
  2. Hvordan smitter den?
    Skal man dyrke sex med en specifik musvågeart for at få den? Skal man blande blod? Smitter den via kys? Eller smitter den via luft?
  3. Hvor længe smitter den?
    Hænger den i luften i halve til hele timer som mæslinger? Eller falder den til jorden som en tung streptokokinfektion?
  4. Er det kun syge der smitter?
    Eller kan man være rask og stadig sprede sygdommen? Smitter man efter man har haft sygdommen?
  5. Hvor lidt eller hvor meget skal der til for at blive smittet?
    Er få viruspartikler nok? Eksempelvis mæslinger kan smitte et helt fly, hvis der er en smittet ombord.
  6. Hvor mange bliver syge?
    Bliver alle der er smittet med sygdommen syge?
  7. Hvor syg bliver de syge?
    Kan de syge ligge et helt land ned? Bliver læger, sygeplejersker og og støttepersonale syge? Kan vi klare sygdomspresset på systemet? Både det udefra og det indefra i form af sygt personale?
  8. Hvor mange dør af sygdommen?
    Hvor mange af de smittede ender i en etværelses med låg.

Første videnskabelige artikel 24/1-2020

The Lancet ( videnskabeligt lægemagasin) udgav d. 24 januar i år en artikel om en familie på besøg i Wuhan, der blev smittet med Coronavirus uden at have besøgt det marked i Wuhan, hvor virussen formodes at være opstået.
En familie, der bestod af bedsteforældre, deres datter og svigersøn samt 2 børnenebørn fløj d. 29. december fra deres hjem i Shenzen til Wuhan og indlogerede sig på hotel.
Under deres besøg i Wuhanprovinsen havde enkelte familiemedlemmer besøgt et familiemedlem med lungebetændelse på sygehuset.
Herefter blev hele familien på skift syge undtagen de to børn, der begge var raske. Det ene barn havde dog virussen, men var ganske uden tegn på sygdom.
Symptomerne var feber, snot, nysen, hoste, ondt i halsen, diarre og utilpashed.
Da familien fløj hjem, besøgte svigersønnen straks sin egen mor. Hun blev også smittet.

Artiklen viser, at Corona smitter mellem mennesker, der har almindelig kontakt, at den formentlig er luftbåren, at den smitter i inkubationsperioden -altså tiden fra patienten bliver smittet til der kommer symptomer. Og at der findes raske bærere af virussen.
Nedenfor er linket til The Lancet.

https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(20)30154-9/fulltext?fbclid=IwAR2xKjcpGLEdd1r7jsMGoZj3dV2BQF_ClrGeyf8RGyIy3PQmlOGAr3oYVHg

Den smitter i Europa mellem mennesker

Næste videnskabelige opmuntring er en artikel fra New England Journal of Medicine, der beskriver hvordan en forretningskvinde fra Shanghai fløj til Tyskland og holdt møde med et firma d. 19 Januar. Hun fløj hjem igen d. 22. januar, men på turen oplevede hun feber, ondt i halsen og ondt i musklerne. Hun blev senere testet positiv for Corona.
4 medarbejdere i det firma hun havde besøgt blev efterfølgende testet positive for Corona. Kvinden havde altså smittet, selvom hun ikke selv havde symptomer.

Men kun 2 af de 4 tyske medarbejdere med positiv coronatest havde mødt kvinden fra Shanghai. De to andre blev smittet ved kontakten med de, der havde siddet til møde med kvinden. Ingen skulle efter beskrivelserne have blandet hverken blod, sæd eller spyt med hinanden. Smitten sker altså ved almindelig høflig omgang med i hinanden på en arbejdsplads.

Alle de tyske medarbejdere havde et fredeligt sygdomsforløb uden behov for lægehjælp.
Værd at bemærke er at ingen gik syge på arbejde. Alle blev smittede af raske bærere af virusset -altså i inkubationsperioden. Så man kan ikke vurdere om folk er syge med stetoskop og en god lang snak. Man kan allerhøjest selv blive syg af at undersøge personen.

Nedenfor er den fulde beskrivelse fra NEJM:

https://www.nejm.org/doi/full/10.1056/NEJMc2001468?query=featured_home

Mange andre lande byder nu ind med asymptomatiske smittede. Time for time kommer der flere og flere meldinger. I Japan har de i skrivende stund testet to positive for Corona, der er ganske uden symptomer.

Virussen smitter altså mellem mennesker, der plejer almindelig omgang med hinanden på arbejdspladsen og er raske bærere af virussen. Nu tør jeg godt sige den smitter gennem dråber i luften. Ligeså meget fordi det er det coronavirus kan. Flyve. Det er også coronavirus der er synderen, når vi får en snotforkølelse. Og det ved vi alle smitter selvom man holder afstand, spritter og slår korsetstegn, hver gang et barn med 11 tallet under næsen nærmer sig.

Statistik og hvordan man fordrejer den

WHO har udsendt deres opdaterede statistikker og risikovurderinger i går.
D. 1. februar:

Risikoen er høj globalt. WHO er bekymret for den hurtige spredning og de mange dødsfald.

Hvad ved vi så?

  1. Hvem kan smitte med sygdommen?
    Inficerede mennesker. De behøver ikke have symptomer
  2. Hvordan smitter den?
    Den dråbesmitter gennem luften.
  3. Hvor længe smitter den?
    Det ved vi ikke endnu, men med de mange flyevakueringer finder vi nok ud af det indenfor få uger.
  4. Er det kun syge der smitter?
    Nej. De raske bærere smitter også.
  5. Hvor lidt eller hvor meget skal der til for at blive smittet?
    Det ved vi ikke endnu. Men igen -flyevakeringerne vil give et fint billede om nogle uger.
  6. Hvor mange bliver syge?
    Ikke alle bliver syge. Men der mangler solide tal før der kan sættes procenter på.
  7. Hvor syg bliver de syge?
    Omkring 15000 er smittede. Det forlyder der er 1500 kritisk syge og 305 er allerede døde. 10% bliver kritisk syge, måske flere. Problemet med statistik så tidligt i forløbet er at der går 4- 15 dage før patienter bliver ordentligt syge af virussen. Derfor vil der nok reelt være flere kritisk syge. Samtidig er der en del, der ikke er syge, men har sygdommen. De bliver ikke testet i Kina lige nu. Ressourcerne er begrænsede.
  8. Hvor mange dør af sygdommen?
    300 indtil videre, men det tal vil helt sikker stige. 300 ud af 15000 giver en dødelighed på omkring 2%. Men den må blive højere endnu, når vi engang står på den anden side af udbruddet og skal regne efter.

Coronavirus har spredt sig til mange andre lande allerede nu.
Selvom det er småudbrud, så viser udviklingen i Kina, at vi alle forsøg på at isolere de syge og hindre smitten er forgæves.

Stigningen i Kina er eksponentiel. Fra omkring 300 i starten af januar til 15000 nu. Vi må vente og se om vi når en kritisk masse her i Vesten på et tidspunkt. For derfra eksploderer udviklingen.

I linket nedenfor kan du følge udviklingen:

https://gisanddata.maps.arcgis.com/apps/opsdashboard/index.html#/bda7594740fd40299423467b48e9ecf6

Jeg laver en Liselotte

Altså en Liselott Blixt. Det vil sige jeg kloger mig på noget, jeg dybest set ikke har anden forstand på end lidt almen viden og en mavefornemmelse. Forhåbentlig besidder jeg dog lidt sund fornuft og en god dømmekraft. Men når man laver en Liselotte, så er man på dybt vand.
Men synes jeg, vores beredskab er i orden i forhold til at undgå smitte med coronavirus?
Neeeeeej. Vi skal alle dø. Løb for livet.

Hvad gør vi i Danmark for at undgå corona?

Ikke en skid!

Kort og godt.

Det er kun patienter, der har været Wuhan, nærmer bestemt hubeiprovinsen indenfor de sidste 14 dage eller har plejet kontakt med patienter med Corona eller mistænkt for Corona
OG
Har akut alvorlig nedre luftvejsinfektion med feber.

Men det er jo indtil videre ikke noget der tyder på de fleste har feber. Og virussen er spredt ovre hele det kinesiske fastland, så Hubei provinsen er bestemt ikke det eneste sted man kan rage en gang Corona til sig.
Lad os gætte på denne indskrænkning vil overse halvdelen af patienterne.
Og det er kun for ikke at være urimelig, jeg sætter andelen af oversete så lavt.

Undersøgelserne af flypassagerer fra Kina er endnu en joke.

Der skal kun overvejes undersøgelse og screening, hvis der er en passager ombord på flyet, der mistænkes for at have Corona pga klinikken (altså høj feber, besøg i Hubei osv).
Og screeningen skal kun være af dem der sidder indenfor 2 flysæder fra den mistænkte smittebærer…. Et fly er jo bare et stort smittehelvede af folk i en tindåse, der sidder for tæt, hoster, går på toilettet konstant og indånder den recirkulerede luft i uendelighed mens deres slimhinder tørrer ud og efterlader en paradisisk mulighed for adgang til diverse mikroorganismer. Det er en form for viruswellnesophold med rig mulighed for formering og udvidelse af horisonter.


Men de få, der har siddet indenfor 2 sædder af en hostende feberramt passager fra Hubei provinsen bliver så heldigvis tjekket rigtigt grundigt?

Nej.
Der kommer en læge og snakker med dem, tager deres temperatur, spørger til symptomer og så må de gå ud i samfundet. Men hov…
Kan man være rask og stadig smitte?
Ja ja. Ingen problem. Og inkubationstiden er minimum 3-4 dage, så ingen skulle da nå at udvikle feber på en 12 timers flyvetur.
Der er ingen mulighed for at screene med et termometer og en lang lægekarriere. Og flysæder er mig bekendt ikke specielt virushæmmende.
De få, der bliver screenet, får formentlig en pamflet fra STPS i hånden og besked om at tage deres temperatur to gange i døgnet.

Ud fra det vi ved indtil videre om Corona så virker håndteringen noget halvhjertet. Og det er i orden. For noget tyder på vi nok bliver ramt uanset, hvis udviklingen fortsætter.
Men lad da være med at lade som om det er et super beredskab, vi har.

Lad mig sige det på den her måde: Det er ikke sundhedsmyndighedernes skyld, hvis Corona undgår Danmark. Så er det noget med klimaet eller vores udlændingepolitik, der gør udfaldet. Men sundhedsmyndighederne sover i timen.

Til gengæld kan det vise sig at sygdommen er mildere end forventet. Lige nu bliver dødsprocenterne presset i vejret af at kineserne kun tester de virkeligt syge. Det betyder, at der vil være en del immunkompetente, der er småsnottede og har feber som kommer igennem sygdommen uden de store problemer, men ikke indgår i statistikken fordi der ikke var ressourcer til at teste dem.

Send en tanke til de læger der råbte op i Kina

Ud fra regimets oplysninger om Corona synes det eneste, man kan konstatere med sikkerhed at være:
det er farligere at være læge i Kina og forsøge at råbe myndighederne op, end det er at få Coronavirus.
Jeg håber mine kolleger i Kina overlever regimets straffe og får asyl, hvis de søger til Danmark.

Så længe mennesker har åbninger svarende til næse, øre, mund, endetarm, skede og urinrør, vil der være nogen, der stikker noget derind. Børn putter perler, ærter, vingummier, græs og andre sjove sager i næsen og ørerne. Tit kommer de ud selv, men nogle gange må der en læge ind over. Tit er det ørenæsehalslæger, der får fornøjelsen, fordi børn er svære at få til at sidde stille, og så kræver det en hvis rutine at få fanget en ært i de to sekunder en toårig sidder på sin flade.
Jeg piller ganske mange dimser til høreapparater ud af ørerne på ældre, men det er nok det eneste jeg kan prale af at fjerne. Det og en død ørentvist.
Voksne er lidt mere avancerede. Det er mest ting de putter i numsen, skeden og urinrøret.
Alt fra deodorantdåser, flasker, marmoræg, auberginer, lys, tennisbolde og over i plasticsværd fra playmobil, tandstikker og kuglepenne bliver hvert år gravet ud fra henholdsvis endetarmen og vagina samt urinrøret. Enkelte er lykkes med at få kagegafler og termometre op i urinrøret.

Jeg er sådan set ligeglad, hvordan fremmelegemet er kommet ind, men det er patienterne som regel ikke. Nogle fortæller længere historier om hvordan de sad i badet, og pludselig var shampoflasken og to tennisbolde forsvundet. Uden de dog er helt sikre på, hvor de er blevet af.
Det giver et usikkerhedsmoment. Og en bekymring. Hvis man kan miste to bolde og en flaske shampo op i numsen, ved bare at sidde i et badekar, så er jeg færdig med at bade på den måde. Aldrig igen.
Men som regel kan man spore sig ind på, at der nok med sikkerhed først manglede en shampoflaske -og derefter fulgte to bolde efter flasken op i numsen.
Perfekt.
Så kender man som læge tidspunkt og antal genstande der mangler.
En henvisning til kirurgerne kunne se således ud:

Kære kolleger
Vil I modtage denne 50 årige herre, der efter bad d. 24/12.2019 kl 2230 havde den uheldige oplevelse, at en flaske shampo, cylindrisk ca. 8cm i diameter med en skrulågslukning vendende udad satte sig fast i endetarmen. Herefter fulgte 2 tennisbolde af almindelig størrelse i blød gummi med belægning af neongult stof. Patienten ellers sund og rask. Fastende siden i morges. Maven blød og uøm. Ingen smerter.

Det er ret hyppigt forekommende, så det værste ved de her konsultationer, synes jeg, er det akavede i at patienten er ved at dø af skam.
De spørgsmål vi stiller er ikke for at rode rundt i, hvordan man finder på at kigge på en shampoflaske og tænke: “Gad vide om den passer i min numse.”
Vi har brug for et tidspunkt for hændelsen, vide om der blev brugt stor kraft ved indsættelsen af fremmedlegeme i endetarmen, om der er blødning eller smerter, og hvilken præcis form fremmedlegemet har.
Alt det andet er ligegyldigt.
Men hvis man beretter man er faldet fra en stol mens man satte gardiner nøgen og landede på et alterlys og siden hverken har set noget til lyset eller lysestagen, så er risikoen for operation betydeligt større end hvis man fortæller at man først stak et lys op i endetarmen og følte så stor vellyst derved, at man skubbede lysestagen derefter for derved at øge nydelsen. Hvis det er rart, så er det sjældent tarmen er perforeret.
Nedenfor er der en mand der i 1878 er faldet (og han er faldet med stor kraft) uheldigt på et stoleben, så stolebenet gik op i endetarmen og videre ind i blæren. Det er en ret farlig tilstand og manden døde også af infektion ret kort tid efter. Der var ingen nydelse eller forsigtighed forbundet med styrtet.

Hvis man skal vælge emner at putte i endetarmen bør man fortrække emner, der ikke kan splintres ved manipulation. Glas, testel, skåle i keramik med videre, kan være svære at fjerne igen. Husk også på der kan skabes et ret stort vakuum, hvis der benyttes flasker. Brug gerne plastemner, der er beregnet til at putte i endetarmen. Eksempelvis såkaldte dildoer. Samtidig er det fornuftigt at have en anordning på således man kan trække den ud igen. Så slipper man lettere for en tur på skadestuen.

I Tyrkiet og Saudiarabien er numsesex en psykisk sygdom

På nedenstående link kan man læse om to cases, der begge under stor forsigtighed og nydelse har indført fremmelegemer i endetarmen. Som beskrevet før en helt normal adfærd og ganske hyppigt i hele normalbefolkningen.

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5530167/

Så I det samme som jeg så?
Artiklen er fra 2017! fra Istanbul. Og disse patienter bliver simpelthen sendt til psykiatrien! Er der holdepunkter for, at det at stikke ting op i endetarmen er forbundet med psykisk sygdom? Er det fordi homoseksualitet stadig betragtes som en sygdom? Jeg ved det ikke. Jeg ville nok nøjes med at give dem almindelige råd om, hvilke objekter, der egner sig til indførelse i endetarmen og hvilke der ikke gør.
Er der kolleger på linjen, der ved om psykiatrisk evaluering af patienter med fremmedlegemer i rectum er standard?

Nedenfor er endnu et eksempel på patienter i tyrkiet med fremmedlegemer i endetarmen, der bliver henvist til psykiatere for deres perversioner!

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3601006/

Det eneste jeg studsede lidt ved, ved ovenstående cases, var ud over henvisningen til psykiatrien, at der var en, der var kommet på at indsætte en tekop i endetarmen. Husk det!

I Saudiarabien er det også en perversion at indsætte fremmedlegemer i endetarmen.

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2702971/

Patient was referred to the psychiatrist for his perversion disorder, which was also mandatory for preventing recurrences.

Kan man kurere patienter for deres seksualitet? Det er bestemt ikke kun homoseksuelle, der nyder analstimulation. Det er også heteroseksuelle mænd. Og kvinder.

Men gjorde man det i gamle dage?

En fajancekops forsvinden i i 1900tallet

Læs denne beretning om en forsvunden fajancekop.

Manden overlevede. Koppen gjorde ikke.

En god bortforklaring

En finger i numsen kan kurere hjerteflimmer.
En ung mand kom ind på skadestuen med atrieflimren. Han var ellers sund og rask og der blev gjort klar til at støde ham tilbage i normal hjerterytme. Inden proceduren blev han (af uransagelige årsager) rektaleksploreret. Det gav prompte resultat og hans hjerte slog over i en normal rytme.
Nedenfor er linket til casen.

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21769254

Så hvis der er nogen der er lidt flove ved at forklare, hvordan fajancestellet er endt i endetarmen, så kan I med fordel forklare, at I forsøgte at kurere en forkammerflimren.
Hvis lægen siger, at I jo ikke har forkammerflimren, må jeres svar være:

“Mere. Jeg har ikke forkammerflimren mere. Men jeg har et lille problem med fajancestellet der stadig sidder i min endetarm.”

Der er intet som en frisk lille epidemi af en tidligere ikke så kendt sygdom, der kan sætte fut i lægernes hverdag og ikke mindst udstille de problemer, der er i systemet, når der skal reageres hurtigt på det.
Endnu sjovere bliver det, når lægemiddelstyrelse, sundhedsstyrelse og snart alle aktører sætter effektive bremseklodser på hele processen op til en effektiv behandling.

Hvorfor bliver folk så desperate?

Det er arbejde i fnat, når det først er grundigt i omløb. Ikke alle har voldsomme symptomer og så smitter de igen og igen. Det klør. Helt vildt.
Og de fleste ender med sår og eksem.
Sengetøjet skal kogevaskes. Der skal gøres rent. Tøjet skal vaskes. Alle i familien skal smøres ind i creme fra top til tå. Voksne går det med, men prøv at fange et par børn i førskolealderen og få dem smurt ind efter forskrifterne uden det ender overalt. Og så koster hver tube omkring 250 kr og der skal bruges 1 tube pr person mere hvis man er godt i stand. Man kan nøjes med 1/2 tube til børn. Og så skal der behandles 2 gange. Dag 0 og dag 7.
For en voksen person er prisen så 500 kr. Et lille barn koster 250 kr.
Og så skal der kogevaskes igen. Og skylles creme af. Og….
Hvis fnatmiden er resistent overfor creme, risikerer man at skulle have tabletbehandling.
Pillerne hedder stromectol og koster 1000kr pr person pr behandling.
Jeg tror fnat kan føre til mange skænderier og muligvis skilsmisser.
Det er et helvede. Og oveni det giver det ulidelig kløe.

Hvad stopper lægerne i at give den rette behandling?

Myndighederne har forskellige måder at gøre det besværligt for læger at iværksætte bestemte behandlinger. Især hvis behandlingerne er dyre, opsætter myndighederne en del bureaukratiske barrierer, for at kontrollere at der ikke iværksættes unødvendig behandling og for at sikre, at kun speciallæger indenfor et bestemt felt udskriver medicinen.
I forhold til fnatmedicin er der flere barrierer. Fnatepidemien har varet siden december 2018 og lige nu bliver hudlægen og hudafdelinger oversvømmet af patienter. Ventetiden er godt 1 måned de fleste steder. Det skyldes at praktiserende læger indtil slutningen af november i år har skullet søge særlig tilladelse for hver enkelt patient for at udskrive medicinen stromectol, der er en pillebehandling af fnat, når cremen ikke virker. Det kræver tid at lave alle de ansøgninger og det er patienten, der skal betale for denne tid. Alternativt skal lægen arbejde gratis, hvilket de færreste er interesserede i. Det tog i øvrigt 1 lille måned at få tilladelse til at udskrive medicinen, og det oplevede de fnatramte patienter som en ret lang ventetid.

Lægemiddelstyrelsen opsætter altså særlige bureaukratiske regler, der skal følges og som patienten skal betale lægen for at følge.
Det giver problemer, for patienterne mener ikke de skal betale og lægerne gider ikke arbejde ekstra uden løn. Derfor bliver patienter med fnat ofte henvist til hudlægen for at undgå alt det bøvl, lægemiddelstyrelsen har kilet ned mellem læge og patient i almen praksis.
De sidste 14 dage har en praktiserende læge kunnet anmode lægemiddelstyrelsen om generel udleveringstilladelse, hvilket gør bureaukratiet betydeligt mindre.
Tilgengæld virker de elektroniske ansøgningsblanketter ikke, så enten skal der faxes (men det må man ikke jf STPS) ellers skal ansøgningen med post nord, hvilket her op til jul, nok er en prekær situation at sætte sine patienter i.
Det drejer sig om en ret desperat patientgruppe, der oveni det skal betale urimelige summer for at behandle deres sygdom. Det giver nogle gange en regulær skideballe til lægen, der ikke kan gøre så meget ved hverken pris eller ventetid.
Oveni det, så vil patienter gerne have man udskriver alle piller i samme patients navn, således en enkelt i familien får udskrevet alle pillerne. Dette for at der så kommer fuldt tilskud på. Men det må man ikke ifølge STPS, så det giver også fandens til ballade oveni.

Der er et billigt alternativ:

http://www.roskildehudklinik.dk/Include/ElectosFileStreaming.asp?FileId=160&fbclid=IwAR0LpR0q2tFHOpYkvCm4uvAkl3xEwkXOEVCZWCiruCp7v6hUC8fRXJswJnQ

Noget svovlcreme til ca. 300kr for en hel familie. Lægen kan lave magistre recept.
Det kan man overveje, hvis konkursen truer.

Umiddelbart er fnatbehandling en ualmindelig træls omgang, hvor utak er den eneste løn. For alle involveret.

Reagerer myndighederne hurtigt nok?

Og spørgsmålet er om myndighederne ikke har reageret for sent.
Flere og flere får fnat og nogle kan ikke betale for behandlingen.
I virkeligheden burde behandlingen måske gøres gratis en tid, så alle kan blive behandlet.
Det er et fåtal af de mennesker jeg ser til dagligt i min praksis, der ville kunne betale 1000kr pr person til tabletbehandlingen stromectol mere end en enkelt gang uden det begyndte at gå ud over de daglige fornødenheder.
En epidemi kan kun stoppes, hvis alle behandles.
Jeg mener behandlingen burde lægges ud til kommunerne og så må embedslægeinstitutionerne træde til.
Vi er hele tiden på bagkant og det er ikke godt nok.

Benny kostede familie 16956 kr

Benny 1 dag gammel.

“Benny” (navnet er opdigtet for at beskytte identiteten på anklagede) har kostet familien Svendsen i Ubberud 16956 kr
Udgifterne fordeler sig således over de seneste 2 måneder:
Nix creme 2 behandlinger af 4 omgange til hele familien bestående af 2 voksne og børnene på 8, 12, 15 og 16 år. 1 tube pr behandling pr gang pr person undtagen Line på 8, der kan nøjes med 1/2 tube.
Ialt 44 tuber nix 5% creme af 249 kr : 10956kr
Da behandlingen ikke virkede og egen læge endnu ikke havde fået udleveringstilladelse til stromectol tabletter pga lang sagsbehandlingstid ved lægemiddelstyrelsen tog familien til hudlæge, der udskrev stromectol til hvert enkelt familiemedlem.
Stromectol tabletter mod fnat: 1000kr pr person. Ialt 6000 kr.

I dage er familien fnatfri, men har opgivet at holde jul i år pga overtræk på budgetkontoen. Der har også været øgede udgifter pga 233 ekstra kogevaske samt 152 ekstra 40 graders vaske.
Husmoder Anne Svendsen ser dog lyst på fremtiden: “Vi blev jo skilt mellem 3 og 4 omgang med NIX creme. Og det har gjort det nemt at fordele værdierne og børnene. Jeg har valgt at flytte i lejlighed i byen og vi har en 14/0 ordning. Det betyder at jeg skyper med børnene hver 14. dag og sender gaver til deres fødselsdag. Det er tæt på en lykkelig skilsmisse. “

Vejledning i at skjule sin problemkrop i en uniform

Uanset hvilken form du har (m/k) er kjolen, det rigtige valg. Den skaber harmoni, giver talje, skjuler hofter og lår og fremhæver en eventuel slank kropsbygning.
I et forsøg på at være unisex, med på noderne og imødekomme alle 38 køn uden at fornærme nogen, er denne komplet sexistiske og ligegyldige pjece blevet til.
Det kan virke overraskende på nogle i ledelsen, at en kvindes primære mål med at komme på arbejde ikke er at skjule sine problemhofter, fremhæve barmen og gafle sig en overlæge, der kan forsørge, men blot at udføre sin lægegerning og forsøge at ignorere de åbentlyst sexistiske undertoner i folderne på uniformsdepotet.

Uniform gør fagligheden højere

Et andet sted, hvor klæder skaber folk er på OUH.
På OUH kommer der nye uniformer. Alle skal have det samme på. Faktisk ligner patienterne lægerne, lægerne rengøringspersonalet og rengøringspersonalet operationssygeplejerskerne og så fremdeles.
Jeg forudser nogle lidt akavede situationer i dagligdagen, når organkirurgen lige rektaleksplorerer anæstesisygeplejersken inden operationen. Men det tager lidt af anspændtheden inden man gennemgår de 5. punkter for sikker kirurgi.

»Der er både mere faglighed og behagelighed i den nye uniform. Man kommer til at føle, at man er mere påklædt,« siger logistikchef ved Sygehus Sønderjylland Helle Lausten, som er medlem af udvalget, der har valgt de nye uniformer. (sic)

Dagens medicin 2019
Link nedenfor

Og det er utroligt, at der er mere faglighed og behagelighed i de nye uniformer. Jeg ville jo tro, det var afhængigt af hvem man puttede i uniformerne, men her har vi simpelthen uniformer der både gør personalet behageligere og bedre fagligt funderede.
Om det er journalisten eller Helle Lausten, der skal have deres ende smurt, ved jeg ikke. Formentlig begge to. Den ene for at udtale sig dumt, den anden for at citere uden rettelser.

Uofficiel vejledning til uniformer og sko til den desillusionerede læge

Da jeg startede som læge kørte jeg den fede stil. Jeg havde kridhvide træsko, hvide bukser med knap, lynlås og pressefolder og en hvid skjorte over undertrøjen. Jeg havde alt i udstyr i lommerne. Otoskop, stetoskop, a-gas nåle, sprit, lygte med pupilstørrelser på siden, medicinsk og kirurgisk kittelbog, 15-20 plastlaminerede kort med vejledninger, 2 notesbøger, kuglepenne, venflons og reflekshammer. Jeg småløb hver gang jeg syntes, jeg hørte nogen efterspørge en læge. Tit for at blive skuffet. De bad deres kollega om kage eller havde bare sagt de gik på toilettet.
Men det gik ned af bakke derfra. Det startede i det små.
De hvide bukser krøb og og gav cameltoe, Jeg svedte som et svin i den syntetiske kitteltrøje og mine træsko blev langsomt, men sikkert farvet af livet på sygehus.
Pis, prut, pus og blod sætter sine spor på selv de hvideste træsko og den mest idealistiske læge.
Jeg blev så gennemvædet af kropsvæsker og ulykke, jeg langsomt skiftede fra at være postergirl for uniformsdepotet til at være særdeles afslappet klædt i grønne joggingbukser og netundertrøje.

Hold dig fra

  • Hvide bukser med knap og lynlås giver cameltoe, skrævsvamp og mærker om livet, hvis du får chancen for at spise. For mænd gælder det, at hele pakken ses. For nogle er det et held. For andre en skam.
    Papirstynde bind kan også ses gennem de stramme hvide bukser. For sket ikke at tale om sjattisseri og menstruationsuheld. Drop dem.
  • Bluser, skjorter, kitler er alle lavet af noget plastiklort. Du kommer til at svede som et bæst. Drop dem.
  • Rene hvide træsko giver indtryk af du er uerfaren og arbejdsivrig. Drop dem.
  • Bøger og laminerede ark. Nej. bare nej. Drop det.

Brug i stedet

  • Grønne eller blå bukser med elastik. Hvis elastikken er slap i dem alle (og det er den) kan de hæftes på undertrøjen med en almindelig sikkerhedsnål fra sygeplejedepotet.
  • Ingen kittel. Kitlen viser du er læge. Det giver risiko for at sygeplejersker, pårørende og ledelse hiver fat i dig, selv hvis du bare er på vej til toilettet på en afdeling, du går tilsyn på. Drop den.
  • Stetoskopet viser også du er læge. Ned i lommen med det. Aldrig om halsen. Det er også en åben invitation til en asfyktisk oplevelse, hvis du færdes indenfor akutmodtagelsens indre skallukning, hvor politi til tider bringer ret voldsparate personager ind.
  • Hav altid operationshue på. Sygeplejersker vil tro du er kirurg. De ved, kirurger ikke hjælper med trivialiteter som FMK afstemning, computerproblemer og vejrtrækningsbesvær. De gider ikke engang spørge om du er læge eller sygeplejerske. Det er ligegyldigt. Du kan ikke bruges uanset.
  • Brug otoskop. Det er lys og reflekshammer i et. Der bør kun være telefon, otoskop og stetoskop i en desillusioneret læges lommer. Med tiden ryger både gætterøret og ørekiggeren. Så er der telefonen tilbage. Den giver et godt lys.
  • Udstyr har de på afdelingerne. Hvis du er så uheldig de kender dig efter mange år i modtagelsen, så vil de udstyre dig med hæmaturikateter, nåle og alt du har brug for. Bare de slipper for endnu en ny læge. Uanset hvor mange lommebøger og rene bukser denne måtte have.

Sko

Hvis du er typen, der som jeg kan lide at stikke slanger og nåle i både naturlige og unaturlige kropsåbninger på patienter og måske endda skabe nye huller i folk, så er der 3 muligheder. Imidlertid er hverken waders eller gummistøvler accepterede, så det efterlader træskoene som eneste reelle valg.

Er du medicinertypen, der altid har forrygende travlt. Underbetalt og overarbejdet. Altid på vej til et nyt tilsyn på en ny afdeling eller på vej i løb mod et medicinsk nødkald, ja så er det kun en sko der virker.
Løbesko.

Jokeren er laksko. Alle kan genkende ledelsens pindemadsfedlinge på tur i afdelingen på deres laksko og rene kitler. En dygtig oversygeplejerske kan spotte deres fremmarch på lyden af laksko og knitrende rent tøj.
Man ville muligvis kunne slippe for megen ulykke ved at iføre sig laksko og ren kittel. Jeg har aldrig turdet gøre forsøget.

Jeg tænder på mænd i kjoler

Jeg kan ligeså godt sige det som det er.
Jeg ville tænde mere end almindeligt meget på et par mandlige læger (m/k), der viste sig frem i kjole.
Smid endelig et billede i kommentar. Også af din yndlingsuniform udover kjole.
Jeg vil kvittere med et billede af mig i militæruniform. Alternativt flymekaniker outfit. Skriv foretrukne kostume i kommentar.

Fucked if you do, fucked if you don’t

Jeg har en svaghed for alkoholikere. Ikke fordi jeg ikke tror, de tager røven på mig eller fordi jeg tror jeg kan redde dem. Men fordi det er en af de mest udsatte grupper i Danmark, som alle politikere, sundhedsmyndigheder og andre, der nyder at pudse glorien offentligt, lover at give en bedre behandling. De får det bare ikke. Det bliver ringere og ringere.
Det fungerer ikke. Slet ikke.
Og de, der enten bliver nødt til enten at sætte autorisationen på spil, aflyse andre patienter eller afvise alkoholikeren er som altid den lim, der kitter systemet sammen.
“Ring bare til din egen læge og få medicin…”
“Ring lige og få en attest…”
“Få en akuttid nu ….”
Egen læge…
Jeg har arbejdet mange år på en af de øer i Danmark, der drikkes mest. Og jeg kan faktisk aftrapningsskema med klopoxid i hovedet. Ligesom jeg kan huske dosering af primcillin for lungebetændelse, dosering af Imacillin 50mg/ml til børn efter vægt og så videre. Den ligger på rygraden.
Men jeg er holdt op med at gøre så meget i det, og det skyldes primært den øgede risiko for næser og udhængning ved STPS. Der er kommet alt for stor risiko for at ende uden autorisation, hvis man vælger at gøre det rigtige i stedet for det korrekte. EN af de ting jeg vil gøre når jeg nærmer mig pensionen er at gøre mere af det rigtige og mindre af det korrekte. Men lige nu kan jeg ikke tillade mig at afruse alkoholikere og dermed risikere at påkalde mig STPS opmærksomhed.

Undskyld, kære alkoholiker. Kom igen om 25 år. Der vil jeg skide dem et stykke og udføre det jeg er uddannet til.
Stundom helbrede. Ofte lindre. Altid trøste.
Men indtil da, kan jeg tilbyde dig en kommunal pjece og en ny tid om en måned.

Hvad er reglerne og ansvarsfordelingen

I 2007 blev alkoholbehandling lagt ud til kommunerne. Der fulgte penge med og planen var at kommunerne selvstændigt skulle stå for behandling af alkoholikere herunder også medicinsk behandling. Kommunerne kunne vælge at oprette egne tilbyde eller købe sig til afrusning hos andre leverandører.
Hverken regioner eller egen læge skulle være en fast del af misbrugsbehandlingen.
I forhold til den medicinske behandling af abstinenser er det dog altid sådan at ansvaret påhviler den ordinerende læge. Så det er vigtigt at man som ordinerende læge har sat sig godt ind i afrusningsstedets medicinhåndtering med videre, for fejler de, ja så er det ordinerende læge, der bliver sat i gabestok.

Hvor kan man blive afruset?

Der findes kommunale afrusningssteder, private afrusningssteder som Tjele og blå kors og hvis man virkelig er abstinent eller klar til at hoppe i havnen, kan man ende med at blive afruset på sygehus.
De private alkoholbehandlingssteder betaler kommunerne ofte for at afruse deres borgere, så der er et ret stort overlap mellem kommunale og private aktører. Hvis kommunerne vælger et billigt afrusningssted uden læger, så er behandlingen afhængig af, at egen læge vil risikere autorisationen ved at sende et dejligt stor glas klopoxid afsted. Det er helt urimeligt at kommuner kan få lov at vælge discountløsninger, når ansvaret er deres. I stedet bliver egen læge gidsel, når kommunen løber fra ansvaret. For alkoholikeren kan ikke forstå egen læge ikke blot kan sende medicinen af sted pr telefon. Og det er nok for meget at forlange.
Jeg plejer at fortælle, som sandt er, at min autorisation ryger, hvis jeg gør det.

Hvornår kan alkoholbehandling foregå ambulant eller ved egen læge?

Det er der ret klare regler for.
Som alle læger efterhånden er klar over bunder reglerne ikke nødvendigvis i de dybe faglige refleksioner, men alene i skrivelser fra STPS. Nedenfor er retningslinjerne fra STPS mange tilsyn på behandlingsstederne:

Afrusning og abstinensbehandling kan som hovedregel varetages ambulant, når patienten er vågen og klar samt kan modtage og forstå behandlingsinstruktionen og ikke bor alene. Der må ikke være svære abstinenssymptomer, sidemisbrug, alvorlig psykiatrisk eller somatisk komorbiditet, hovedtraume i anamnesen inden for den seneste måned eller tidligere delirium tremens.
Døgnbehandling kan begrundes i patientens ønske eller sociale forhold. Ordination af benzodiazepiner skal, medmindre særlige omstændigheder taler herfor, ske ved personlig konsultation med læge.
Patienten skal som hovedregel henvises til hospitalsindlæggelse ved et eller flere af nedenstående forhold:

  svære abstinenssymptomer og/eller høj alkoholpromille (> 3) (svære abstinenssymptomer kan for eksempel være puls over 110, temperatur over 38, hallucinationer samt usikkerhed i egne data og tid)

  delirium tremens (bevidsthedsplumring/hallucinationer)

  tidligere kramper eller delirium tremens

  betydende psykiatrisk eller somatisk komorbiditet

  alkoholudløst psykose

  fare for sig selv inklusive selvmordstrusler

  hovedtraume inden for den seneste måned.

Så for at starte afrusning ambulant, hæfter jeg mig ved, at der skal være målt en promille, målt en temperatur og så skal der abstinensscores.
Nogen vil hævde, at promillen kan man regne sig frem til, men så dygtige er der ingen der er . Ikke engang læger.
Funktionspromillen kan man ikke gætte/regne sig til, og det af alkoholikeren angivne antal genstande, kan man ikke stole på, så der skal indkøbes en promillemåler.
Samtidig skal tidligere depressioner, angst osv udelukkes.


Hvis det viser sig, alkoholikeren ikke er egnet til ambulant afrusning, starter den svære opgave med at få sygehusene til at modtage patienten. Det er ikke så få gange, jeg har fået at vide, at afrusning ikke er en akut opgave og at alkoholikeren må drikke videre til næste dag og se om der stadig er stemning for afrusning.
Eller endnu værre blot fået at vide, at afrusning ikke er en opgave for akutmodtagelsen.
Psykiatrien vil ikke tage alkoholikere, medmindre de har selvmordstanker -eller det vil sige selvmordsplaner…. Lad mig rette det til at alkoholikere som regel skal være igang med aktivt at hænge sig eller hoppe ud fra en bro før en afrusning i psykiatrien går igennem uden sværdslag.


Og jeg forstår så fint psykiatrien. Der er ikke meget psykiatri i afrusning.
Til tider virker det nemmest som læge blot at udskrive et dejligt stort glas benzodiazepin til patienten og undgå al den ufred. De fleste rutinerede alkoholikere, vil nemlig også helst indtage pillerne i hjemmets trygge omgivelser og uden de begrænsninger i dosis som et ophold på sygehuset giver. På den måde er det en utaknemmelig opgave at tage sig af alkoholikere i almen praksis. Dine kolleger på sygehus vil ikke bryde sig om dine indlæggelser, patienten vil heller ikke og kun STPS vil elske dig.

Som praktiserende læge er det dog vigtigt. at holde sig for øje, at hvis man udskriver benzodiazepiner til brug for afrusning på et kommunalt misbrugscenter, så er man ikke bedre stillet end hvis man havde sendt patienten direkte hjem med en stor bøtte klopoxid og et fromt ønske om ikke at spæde klopoxiden op med en kylling og en giraf til det andet ben.
Har misbrugscenteret sparet lægerne væk, så er det helt sikkert ikke det eneste patientsikkerhedsmæssige problem de slås med. Og ansvaret for en død eller skadet patient vil altid lande på ordinerende læge.
#Detkublive dig

Hvis du som praktiserende læge (mod al sund fornuft) alligevel vælger at varetage behandlingen af patienten, skal følgende (jf de alvidende i STPS) fremgå af journalen, hvis du ikke skal risikere offentlig udskamning:

  der er optaget en misbrugsanamnese og at graden af afhængighed er vurderet

  misbrugsrelaterede komplikationer og eventuel risikoadfærd er beskrevet

  der ved en af de første konsultationer i behandlingsforløbet er foretaget en objektivlægeundersøgelse

  der er taget stilling til akutte medicinske somatiske behandlingskrævendeproblemstillinger, og såfremt dette vurderes aktuelt, er der henvist til relevant tilbud

  der er foretaget relevant somatisk og psykiatrisk udredning, og såfremt detvurderes, at der er behov for opfølgning, er der henvist til relevant tilbud

  patienten er tilbudt serologisk screening for hepatitis og HIV.

Nu tror jeg de fleste praktiserende læger er skræmt fra at behandle alkoholikere. Jeg er i hvert fald. Og det er jeg ret ked af, men alligevel glad for jeg brugte tiden på at undersøge det.

Medicinsk behandling -det umuliges kunst

Campral er jo det anbefalede middel mod alkoholafhængighed. Men det gik i restordre for nok snart et år siden, og seneste meldinger fra de ansvarlige myndigheder er, at det er udgået helt. Således sættes endnu en barriere op for alkoholbehandlingen. Medicinen kan ikke fås.
Dog kan det lade sig gøre, hvis den praktiserende læge for hver enkel patient vil udfylde skemaer og forklare hvorfor netop denne alkoholiker skal behandles. Så kan man nemlig få en særlig udleveringstilladelse. Hvis man orker alt papirarbejdet og føler sig temmelig sikker på, at patienten ikke er kommet på andre tanker i ventetiden, vil jeg nærmest tro arbejdet tjener sig ind. Det skulle være det bedste middel til alkoholbehandling.
Antabus er elendigt til alkoholbehandling og de fleste alkoholikere er klar over at de blot skal spise nogle antihistaminer oveni, hvis de vil drikke videre. Der er risiko ved at drikke på antabus, men en alkoholiker er ikke altid helt skarp på risikoanalyser. Eller det tror jeg såmænd de er. De er bare så alvorligt syge, så det er en risiko der er værd at løbe.
Klopoxid har det med at gå i restordre eller i hvert fald være umulig at skaffe i det små pakninger til tider, hvilket gør at det kræver en modig læge at stange 100stk 25 mg klopoxid over disken. Hvis man nægter at ændre recepten til flere ender det tit uskønt. Apotekere, patienter, pårørende og behandlingssteder raser. Alle bliver sure på lægen. Idioten. Mig.

Som om den medicinske behandling ikke er kompliceret nok og omgivet af nok regler til at de fleste læger korser sig, så virker det til at også de ansvarlige for medicinforsyningerne i Danmark aktivt spænder ben for en effektiv alkoholbehandling.

Kære kolleger

Jeg har også været på sygehuset og til tider været ved at eksplodere af frustration over, at der kommer en alkoholiker ind fra egen læge med så mange abstinenser, de ikke kan drikke mere.
Og jeg har behandlet dem efter alle foreskrifter, blot for at se, at de efter 3-4 timer, store mængder benzoer og en liter saltvand, rejser sig og småløber ud af døren, 3-4 håndspritsflasker rigere, klar til at fortsætte hvor de slap dagen før.
Eller afruset alkoholikere, der angiver svære selvmordstanker, blot for at de dagen efter stikker af. Lykkelige og uden abstinenser.
Frustrationerne over at afruse de samme igen og igen.
Og desværre går frustrationerne ud over kolleger og ikke det system vi arbejde under.
Kontakt kommuner, der ikke håndterer det ordentligt.
Vi burde sammen arbejde for, at der kommer flere ressourcer til misbrugsbehandlingen, og at der er et større forbyggende arbejde i kommunerne. Måske burde misbrugsbehandlingen igen centraliseres i regionerne, så kvaliteten kunne højnes og der ville være råd til faste misbrugslæger.

Gode råd til kommuner

Accepter at det er de samme der bliver afruset igen og igen, hvis der ikke bliver iværksat en massiv social indsats ved siden af.
Ansæt læger til at forestå medicinen til afrusningen.
Sørg for at dække døgnet rundt.
Accepter at praktiserende læger ikke vil dække huller i jeres vagtplan.

Vi vil gerne arbejde sammen med jer, men vi vil ikke sætte vores autorisation på spil ved at udskrive stærk nervemedicin til alkoholikere, der bliver behandlet på jeres misbrugscentre.

Barn med små petekkier på brystet.

Der er sygdomme, jeg som læge hele tiden har i baghovedet. Ved hver en samtale. Hvert et møde. Det er en blanding mellem et længselsfuldt ønske om at prøve det. Om at se det. Og en afgrundsdyb rædsel for at stå i det. I min lægetaske er en lille håndskreven seddel, der ganske kort angiver behandlingen af nogle af de sygdomme, der skal handles hurtigt på. De sygdomme der driver mig som en guldgraver og martrer mig som en stalker. Hver gang jeg synes, at jeg er smult vande, dukker en tanke flygtigt op. Kunne det være? Er det en lille petekkie?
De akutte tilstande jeg frygter mest og beundrer lidt, for deres lynhurtige måde at slå ihjel på er:
1) Anafylaktisk chok (dem har jeg set flere af)
2) Septisk chok (Endnu flere)
3) Bagvægsinfarktet med bæ, bræk og bradykardi. (En sagnomspunden blodprop i hjertet, jeg kun har set 2 af.)
4) Menigitis. Hjernehindebetændelse. Dødelig sygdom der også rammer unge og børn. 1 meningit har jeg set. Og hvilket forløb. Hvilken patient. Og hvilken glæde hun blev rask.

Den lille pige, jeg så, der havde meningitis, har en mor. Og hun skrev en facebookopdatering efter oplevelsen, som jeg har fået lov at dele med jer. Jeg havde nemlig vagten den dag og så hende med et par timers mellemrum. Jeg reddede ingen liv den dag. Det var nemlig ikke den farlige form for meningitis, der i løbet af timer kan forvandle en halvoksen teenager til stendød. Men pointen er at det vidste ingen af os den aften.

Mor fortæller

Hej allesammen. Som nogen af jer ved har den sidste uges tid her i huset været en smule hektisk og meget dramatisk. Inden jeg starter dette opslag vil jeg starte med at sige tak til min helt fantastiske familie. Men den største tak må gå til min dejlige faster. Du er sgu en ener. 

Tirsdag var H til fodbold som sædvanlig, intet nyt der. Jeg kom op på banen for at se hende som vanen tro. Med det samme kunne jeg se at noget var galt. Hun var ikke den samme energiske pige som hun plejer. Hun ville helst ikke løbe rundt og kneb øjnene voldsomt sammen. Jeg spurgte hende hvad der var galt og hun sagde, at hun havde ondt i hovedet.
Lidt tid gik, hvor jeg gentagne gange bad hende komme ud af banen, men hver gang var svaret : man går altså ikke midt i en kamp mor.! Til sidst blev det dog for meget for hende. Hun kaldte på mig og græd. Jeg løftede hende op og næsten med det samme klappede hendes lille krop sammen i mine arme. Jeg lagde hende ind i bilen og kørte i lægehuset, hvor den sødeste sekretær var ved at lukke for dagen. H var kommet lidt til sig selv, men havde en frygtelig hovedpine, ondt i nakken og var meget meget træt. Den søde sekretær ringede efter lægevagten og vi ventede blot 10 minutters tid, så stod der en helt fantastisk omsorgsfuld læge og tog imod os. H blev undersøgt grundigt. Beskeden var at hun skulle hjem og plejes og at vi endelig skulle ringe hvis det blev værre.
Og værre blev det….. meget værre. Det efterfølgende vil sikkert virke lettere forvirrende for alle andre end mig, ja måske endda også for mig, for det hele gik så stærkt. Men jeg håber at i bærer over med mig.
Vi kom hjem fra lægehuset og hannah fik et bad. Vi fik lidt at spise, L og jeg, i mørke da H på dette tidspunkt reagerede kraftigt på lyset. Da vi havde spist, var hun helt ulykkelig. Jeg ringede til lægevagten som aftalt ved forværring. Denne kom indenfor et kvarter.
Da lægen havde undersøgt H, bad hun mig ringe 112. Min lille pige skulle afsted hurtigt, beskeden var obs for meningitis. 
Jeg føler at jeg her rendte rundt med hovedet op i rumpen på mig selv. Mit hjerte hamrede voldsomt afsted, men den meget dygtige læge formåede at holde ro omkring os og hendes rolige væsen fik mig jordbunden igen. Jeg fik fat i 112 og fik forklaret situationen alt imens L og jeg rendte rundt og fik pakket en taske. Bagefter ringede jeg min faster op…… hvad jeg præcis sagde til hende husker jeg ikke. Men hun forstod mig og tog helt over på børnefronten i de dage der kom efter.
Ambulancen kom hurtigere end jeg havde troet. Lægen kørte med H. Jeg tog bilen. Jeg husker ikke meget fra køreturen til ærøskøbing, husker dog at ved lille rise var jeg meget opmærksom på rådyr. Jeg besluttede her at sætte hornet i bund for at disse ikke skulle løbe ud på vejen. Jeg undskylder for denne larm der måtte have generet de omkringboende.
Ved sygehuset blev jeg mødt af min faster. Dejlige kvinde. Hun tog hjem til børnene. K nåede lige at komme hjem et par minutter før ambulancen kom. Min mobil var i stykker så hun gav mig hendes med. 
På sygehuset handlede de hurtigt. Der blev lagt drop, taget blodprøver og hurtigere end jeg nåede at opfatte blev der rekvireret en helikopter. H husker intet fra ærøskøbing sygehus eller ambulancetur. Vi bliver kørt ud til helikopteren og her bliver vi mødt af hvide mænd. Ja i læste rigtigt…. hvide spøgelsesagtige mænd. Det er kulsort udenfor og dørene til ambulancen går op, og der står helikopterredderne i hvide virusdragter med masker der dækker hele ansigtet bortset fra øjnene. Dette husker H. Hun blev nemlig meget bange. 

Vi flyves til odense med direkte indlæggelse på H4. Fantastisk personale vi mødte her. H bliver undersøgt og der konstateres nakkestivhed og rygstivhed. Hun græder meget og er meget bange. Lægen her vil tage en prøve fra væsken i rygsøjlen. Tror nok det hedder noget med spinalstenose, måske. I må rette mig hvis i ved hvad det hedder og at jeg er galt på den. Mit hoved var ikke med mig. Vi er nu tre til at holde hende og lægen stikker hende tre gange, uden held. H er nu meget meget meget bange og græder næsten utrøsteligt. Jeg beder dem stoppe…… på ærøskøbing startede de antibiotika behandling. Lægevagten lagde hjemme antibiotika muskulært i den ene balle. Så jeg spørger dem hvilken behandling man giver ved minigitis. Svaret er her, hun er i den rette behandling. Vi aftaler så at vente med prøven til hun kan komme i narkose og vi bliver holdt i isolation. Hannah er her meget omtåget og husker intet efter forsøget på at tage prøven. Resten af den nat er også væk fra min hukommelse. Jeg ved dog at jeg ikke sov.

Dagen efter kommer vi ud af isolationen omkring middagstid. Bedste kommer på besøg og H kvikker lidt op. Panodil er på det her tidspunkt hendes bedste ven. Det holder feberen lidt nede og tager toppen af hovedpinen. Vi lever her stadig i halvmørke da lyset er meget generende for hende.
Da bedste skal til og afsted klasker hun lidt sammen igen. Hun er nu meget træt.

Torsdag bliver hun lagt i narkose og de tager denne prøve fra ryggen og en masse andre blodprøver. Jeg venter ude på gangen.
Da jeg kommer ind på opstuen til hende har hun svært ved at vågne og hendes iltmætning falder drastisk. De arbejder rundt om hende. Hun får ilt og de knokler på for at få hende vækket. Ingen respons, hun vågner ikke. Jeg tager hendes hånd og kysser den og kalder stille på hende, hun reagerer. Jubiii mit indre jubler.
Hun kigger op på mig, hoster meget og får blodnæse. Jeg husker at jeg smiler til hende da hun beder om vand.
Da vi kommer ned på afdelingen venter hendes storebror J på hende. De hygger sammen resten af dagen. Hun reagerer med stor glæde ved at se ham. De putter sammen ser fil sammen og griner. Jeg er lettet. Mens jonathan er der kommer lægen ind. H har borrelia lyder beskeden. Lægen mener her at hun får den helt rigtige behandling og han roser vores lægevagt for at handle hurtigt. Han fortæller endvidere at i nogle tilfælde går borreliaen til angrebpå nervesystemet også kaldet neuroborreliose. Han fortæller at der findes tre kliniske stadier og at han mener at H befinder sig i 2 stadie. Han fortæller at mistanken om minigitis er korrekt , dog ikke den meget smitsomme form for minigitis, men en norrelia fremkaldt form. Der blev jeg klogere. Der findes altså flere former for minigitis. Hs form kom altså af borrelia fra en flåt der bed hende for ca 4-5 uger siden. Ved bid var der ingen rødme fortæller jeg ham. Beskeden her lyder på at det behøver der ikke altid at være. Endvidere får vi af vide at infektionssymptomer kan forekomme op til 6 mdr efter bid.
Jeg husker at jeg både er lettet og forskrækket. Min lille pige har minigitis fremkaldt af borrelia, men hun er i bedring og modtager rette behandling. Underligt nok er jeg mest lettet.
Torsdagen går på hæld. Og fredagen vågner. H har det meget bedre. Hun griner og pjatter. Hun er meget svimmel og skal følges rundt. Men hun har ingen hovedpine mere og appetitten vender retur. Beskeden fra lægen er i må gerne komme til ærø. Ærøskøbing overtager IV behandling indtil d.13 oktober i skal herind igen den 10 til kontrol, men i kan komme hjem. Jubiii. Og hjem vi kom. 
Weekenden er så helt pløret ud i et. Heldigvis blev min faster hos os indtil søndag aften. Igen skal hun have stor ros.

I skrivende stund sover min lille prinsesse. Vi er hjemme, men hver aften kører vi til ærøskøbing sygehus til behandling. Dog er vi hjemme. Glæden er stor. Vi har haft besøg af familien. Men hun bliver hurtigt træt. To af hendes skoleveninder har været forbi, hold nu op hun var træt bagefter, men meget glad.

Ja hvad vil jeg så med denne opdatering????? 
Jeg ved det faktisk ikke….. måske kan det bruges til at gøre andre opmærksomme på flåtbid, måske er det en terapiform for mig selv. Jeg ved det ikke.
Ej heller ved jeg om H slipper for varige men. Lige i øjeblikket leder hun meget efter ordene når hun taler, hun trættes enormt hurtigt og får stadig hovedpineanfald, hun reagerer stadig på skarpt lys med ubehag og hun var hertil aften lidt svimmel og appetiten er ikke endnu hvad den plejer. Vi må væbne os med tålmodighed og se tiden an. Men et er helt sikkert, hendes chancer for helbredelse havde været meget mindre og måske ikke eksisterende uden vores opmærksomme lægevagt og fantastiske lille sygehus. Så tusinde tak til jer, i ved selv hvem i er.
Tak fordi du gav dig tid at læse H historie.
Kærlig hilsen Hs mor.

Min oplevelse som læge

Jeg var lige gået hjem fra lægehuset klar til en 18 timers tilkaldevagt, da jeg blev kaldt over på lægehuset af sekretæren. Jeg boede lige ved siden af, så jeg luntede på arbejde.
Det var en pige i starten af skolealderen, der var utilpas. Så vidt jeg husker var hun lidt påfaldende med ondt i hovedet, utilpas og svimmel. Hun fik den sædvanlige omgang med lytten på hjerte og lunger, kiggen i hals, tjek for nakkerygstivhed mv. Jeg kan ikke huske om hun havde feber allerede der. På det tidspunkt havde jeg en fornemmelse af, at det var anderledes end normalt. Som en lille falsk tone, der ikke helt kunne høres endnu. Ikke fordi hendes symptomer var meget anderledes end alle andre unger med begyndende snue eller snot, men der var noget, jeg ikke helt kunne sætte en finger på. Jeg vidste jeg havde vagten indtil næste dag, så jeg varslede blot om, at de skulle ringe ved forværring. Moren var fint kompetent, så jeg tog hjem og ordnede vasketøj og gjorde rent. Efter aftensmad var jeg ude og køre et besøg i min ældgamle Toyota Corolla, der skulle køres på en bestemt måde for ikke at gå i hak i gearene. På vej hjem fra det blev jeg ringet op af pigens mor. Det var blevet værre. Hun havde høj feber og ondt i nakken.
Jeg var der efter 5-10 minutter. Pigen sad ret op og ned. Jeg lyttede, lyste i øjnene, hvilket hun ikke kunne lide. Jeg lod lygten bevæge sig ned mod pigens navle for at få hende til at kigge ned. Som jeg altid gør, når jeg undersøger børn. De fleste børn kæmper imod, når man forsøger at bøje deres nakke, men hvis man flytter lygten kigger de som regel efter den.
Pigen kiggede lige ud.
Jeg opfordrede hende til at kigge ned. Det ville hun ikke.
Her begyndte jeg at mærke adrenalinen i kroppen. Jeg blev tør i munden og meget, meget fokuseret.
Jeg forsøgte at aflede hendes opmærksomhed og så bøje nakken på hende. Hun skreg. Jeg kiggede i munden for at sikre mig det ikke var en halsinfektion, der gjorde hun var øm og ikke ville bøje i nakken. Intet i halsen.
Jeg forsøgte igen mens hun lå ned.
Og der gik det op for mig. Ungen var brætstiv i nakken og ryggen. Havde høj feber, var lyssky og havde hovedpine. Inden jeg helt havde udtalt ordet: “Meningitis” i hovedet kunne jeg mærke suset. Rusen. Der hvor alt bliver klart og giver mening. Nu kører bussen, tænkte jeg. Så snart du har sagt ordene ændrer det hele sig.
“Jeg tror det er meningitis. Du skal hjælpe mig.”
Der var ikke så mange ord mellem mig og hendes mor. Jeg kom med kommandoer. Korte, rolige anvisninger. Og alt gik som det skulle. Jeg kunne ikke gøre det hele lige så hurtig, som hvis moren hjalp. Så det satte jeg hende til.
Hun ringede 112. Pigen klarede det flot. Moren bevarede roen og det kunne hun mærke. Der var ting vi allesammen skulle den dag, vi ikke havde lyst til. Jeg forsøgte at finde en blodåre, men endte med at give pigen antibiotika i ballen. Jeg skrev tidspunkt og doser ved de to stik.
Jeg kunne huske en læge, jeg beundrer, engang havde sagt: “Det skal ikke blive for fint. Kan du ikke komme i årerne, så træf en beslutning og læg det i musklen. De kan blive dårlige meget hurtigt.”
Ambulancen kom hurtigt. Moren havde ingen bil og reglerne er sådan at lægen går med i ambulancen ved meningitis. Hun tog min bil og jeg kørte med. Vi fik lagt IV adgange på barnet og startet væsketerapi.
Jeg kan huske redderne spurgte, om vi bare skulle tage den stille og roligt.
“I skal give den noget pedal!” fik jeg sagt.
Hele turen sad jeg og kiggede på pigen. Og bad til hun ikke ville lave noget utidigt såsom at få hjertestop, hive droppet ud eller få svært ved at trække vejret. Imens snakkede jeg med hende. Hun var ret godt med og temmelig rolig, alt taget i betragtning.
På sygehuset kunne jeg aflevere hende. Jeg havde det, som om jeg lige havde afleveret alle mine byrder til en anden.
“Værsgo. Hun lever. Dit ansvar fra nu af.”

Bilen stod og dampede. Den havde fået kørt snavset af bremseklodserne. På vej hjem kunne jeg høre den store redningshelikopter fra eskadrille 722.
Jeg var et sted mellem lykkelig og uendelig trist. Meningitis kan ændre liv. På samme måde som højresvingsulykker og Ebola ændrer liv. Det er ikke til det bedre.
Da jeg fik at vide pigen overlevede, var jeg mest lykkelig.

På tur med eskadrille 722

Da restordren ramte den brede offentlighed

MedicinVirkningMåned årKonsekvens for patientFarlighedLægetid brugt
Doloproct, proctosedyl både cremor og stikpillerLindrer analkløe og hæmoridegenerDet meste af 2019. Her sidst på året lysner det dog.De må leve med deres endetarmsgener, hæmorider og numseeksem. 3/5Ufarligt. 0/5Urimelige mængder lægetid. Ingen vil finde sig i endetarmsgener og hæmorider. 5/5

Fænomenet restordre var ikke kendt i den brede offentlighed før 2019. Bevares. Vacciner var konstant i restordre og sjældne formere for livsnødvendig medicin så som florinef, rytmestabiliserende hjertemidler, lægemidler til gravide, fnatmidler og så videre havde været i restordre. Selvom konsekvenserne for nogle af patienterne var alvorlige og deres bekymringer reelle, så ramte det en meget lille del af befolkningen og de fleste var for syge og svage til at brokke sig.
Sådan kan man faktisk have nogle ret alvorlige problemer i samfundet længe, bare det kun går ud over de allersvageste. Så slår hverken protester, faglige argumenter eller almindelig ordentlighed igennem i de almindelige kanaler eller medierne. Det er bare ikke spændende nok. Og så længe risikoen for dårlig presse ikke er til stede, sker der generelt ikke en skid. Se bare på brystkræftfadæsen for at nævne en af de lidt større i nyere tid.
Så snart pressen kommer i omdrejninger, så sker der noget.
Og det er ret symptomatisk for tiden. Faglighed, ordentlighed og rimelighed kommer kun i spil, hvis pressen begynder at blande sig.

Game changer

Men i 2019 ramte restordren ikke kun de allersvageste. Alle hæmoridemidler gik i restordre og en tsunami af analgener og uplejede hæmorider dukkede pludselig op i lægehusene over det danske land.
Patienterne tiggede, fortalte, hvor svært det var at leve med analkløe, skældte ud og var i det hele taget ganske uforberedte på, at de i et land som Danmark ikke kunne få hverken creme eller stikpiller mod de lidelser de i årevis havde holdt i skak med medicin. Sommeren kom nærmere og i takt med varmen blev irritationen af endetarmsområdet ulidelig. Enkelte drog mod Tyskland for at indløse recept på større mængder hæmoridemidler. Andre købte med hjem fra Grækenland og spanien.

Jeg forsøgte med lidt steroidcreme til de værst plagede, men det fik en blandet modtagelse.
Enkelte insisterede på at vise mig problemet, måske i håb om jeg havde en telefon direkte til leverandøren.
Men ingen kunne stille noget op.
Lige nu tror jeg hæmoridecremen er på hylderne igen. Det er i hvert fald lang tid siden jeg har haft rasende kunder i butikken på den baggrund.
Heldigvis.
Det er urimeligt at have en lidelse, der forholdsvist let kan lindres, men ikke bliver det fordi Danmark ikke har styr på forsyningen.

Og nu, efter hæmoridesommeren 2019 er der endelig kommet pressebevågenhed og dermed politisk bevågenhed på problemet.
Jeg håber inderligt, at det betyder, der kommer styr på medicinforsyningen. Godt problemet med restordre endelig ramte en robust patientgruppe, og mon ikke der var en enkelt politiker og journalist blandt de plagede.

-hvad vil lægen dog tænke!

“Det er virkelig pinligt, det her,” sagde den smilende kvinde, jeg nu sad ved siden af til fællesspisning. Jeg skyndte mig at finde lynlåsen til mine bukser, som altid går op. Ikke kun på akavede tidspunkter men altid.
“Nej, ikke lynlåsen,” sagde hun, “Du ved, svampen.”
Nu var jeg helt sat af og nikkede bare. Jeg tænkte på om jeg havde glemt en svamp et sted eller om det var et slang for en eller anden der drak meget.
“Skedesvamp,” hviskede hun. Tydeligt flov.
Da jeg stadig ikke kunne stykke det hele sammen, virkede hun næsten irriteret.
“Jeg var hos dig for 2 måneder siden med skedesvamp.”
Jeg nikkede.
“Har du fået det bedre?” spurgte jeg, for at konversere høfligt.
Hun nikkede.
“Kan du slet ikke huske mig?” spurgte hun, næsten lidt forarget.

Nix. Nada. Nul.
Og patienten og hendes lidelse er opdigtet eller så triviel så ingen bør føle sig truffet personligt.

Jeg ser så mange underliv, penisser, endetarme, hæmorider, udslæt, infektioner og børneorm hver uge, så man skal virkelig gøre sig umage, hvis man skal gøre et blivende indtryk. I forvejen har jeg svært ved at sætte navne på ansigter, så det at sætte navne på tissekoner og numsehuller virker helt umuligt for mig i min branche.
Jeg forestiller mig Oliver Bjerrehus har det lidt på samme måde.

Jeg har været læge i over 10 år, men allerede for 12 år siden startede min karriere med underlivsundersøgelser. I et alt for lille lokale på et provinshospital, hvor vinduet ikke kunne åbnes og de 10 kvadratmeter virkede som en lille mørk kælder, der langsomt lukkede sig omkring mig, arbejdede jeg nogle måneder for at tjene penge til studiebøger.
Lægevikar stod der på mit navneskilt og det gav ca. 20000kr om måneden, at bruge formiddagen på at skifte inkontinensringe på ældre medborgere og scanne utilsigtede gravide om eftermiddagen for at gøre dem klar til abort. Lugten i lokalet efter en formiddag med inkontinensringe på størrelse med underkopper, der kun blev taget ud og vasket hver 3. måned, var ubeskrivelig for min sarte studenternæse, og formentlig overvældende for de tidligt gravide, der om eftermiddagen indtog gynækologbriksen. Jeg troede aldrig, det blev noget man kunne vænne sig til.
Den første uge var jeg opmærksom på det grænseoverskridende, lugten, lydene og ammoniakken, der fik øjnene til at løbe i vand om formiddagen.
Derefter lærte jeg at lukke næsen og så blev det rutine.


Underlivsundersøgelse

“Jeg bryder mig virkelig ikke om den her undersøgelse.”
Sådan er der mange kvinder, der siger inden de smider bukserne. Og det er vel ret betryggende at vide. Tænk hvis de kom for sjov. Så ville jeg virkelig synes det var grænseoverskridende at sidde i den skarpe ende og kigge op.
For mange er det grænseoverskridende, intimt og lidt ydmygende at ligge med benene i bøjler, mens lægen tager projektørlampe i panden og lader det hårde lys afsløre enhver detalje af kønslæberne, skedevægge, livmoderhals og endetarmsåbning.
Først inspicerer man området og ser alt ser normalt ud, hvorefter man placerer instrumenterne og åbner dem for at kunne tage prøven fra livmoderhalsen. Efter det tager man instrumenterne ud. Forsigtigt- meget forsigtigt, -så man ikke vipper glidecreme og skedsekret ned på ens sko.
Slutteligt forsøger man med to fingre i skeden at vippe livmoderen op så man kan mærke om den er af normal størrelse. Det kaldes bimanuel palpation. Enten kan man fornemme livmoderen. Ellers kan man ikke. Tit må man nøjes med at konstatere der er vådt og varmt, og det er faktisk helt som det skal være. Ingen forstørrelse af livmoderen. Ingen store svulster.
Undersøgelsen slut. Næste patient.
For mig er det hverdag.
Ikke at blive kigget op kagedåsen, men at lave underlivsundersøgelser. Jeg vil tro jeg har lavet over 5000 underlivsundersøgelser indtil videre og måske lidt færre endetarmsundersøgelser. Derfor er det svært at huske, hvem der har skedesvamp, hvem der har hæmorider og hvem der har forlagt en bordtennisbold i numsen. Det er umuligt at følge med i og der er meget få ting jeg ikke har set før, så uanset, vil jeg formentlig aldrig komme til at forbinde et ansigt til hverken underliv eller navn. Hvis det er virkelig spændende, det jeg finder, såsom to livmoderhalse eller en spiral, der kigger ned gennem skedevæggen, så kan jeg muligvis huske stelnummeret. Men sjældent ansigtet. Aldrig navnet.

Hvad leder lægen efter?

Livmoderhalsen. Livmoderhalsen er svaret. Det er den der kan drille lidt, når man laver underlivsundersøgelse og den er den største grund til, lægen nogle gange må arbejde lidt med instrumenterne for at få den frem. Det er der, screeningsprøven for livmoderhalskræft, skal tages.

Hvad tænker lægen?

Jeg kan jo kun svare for mig selv. Jeg tænker meget lidt. Det er rart med en undersøgelse, der ikke kræver snak eller de store tanker, blot teknik og klinisk blik. Jeg glæder mig over, der er meget lidt papirarbejde bagefter og så er jeg videre til næste patient.
Nogle gange tænker jeg på, om det er tid til vinterdæk, eller om jeg burde skifte til elsparepærer i køkkenet.

Gå til læge

Hvis der er noget i underlivet, der ikke føles som det skal, eller du er blevet indkaldt til screening, skal det i hvert fald ikke være pinlighedsfaktoren, der holder dig tilbage. Det er hverdag for lægen.
Virkelig. Hverdag.
Hvis du kommer over middag er du formentlig nummer 2 eller 3 lægen kigger op i skeden og medmindre du har gemt hele din Harry Potter samling i skatkammeret eller et par legobiler, så har lægen glemt alt om dit underliv allerede inden du lukker døren bag dig.

Ifølge modicklinikken, som jeg af principielle årsager vil undlade at linke til, har 6% af danskerne modicforandringer og det giver ifølge modicklinikken ondt i ryggen.
Men det skal man ikke finde sig i. Modicklinikken kan nemlig kurere rygsmerterne fuldstændigt eller i hvert fald kurere 92% af patienterne for ondt i ryggen. Det er ikke bare en vild påstand, men også fuldstændig uunderbygget påstand.
Selvom de ikke skriver noget om, hvor meget det koster på deres hjemmeside, kan man se rundt omkring på nettet, hvor både tilfredse og utilfredse kunder fortæller om priser fra 5000kr til 10000kr plus 2000 kr i medicinudgifter mv.

Virker det?

Et mindre forsøg med nogle patienter med MR diagnosticerede forandringer i ryggen, der enten fik placebo eller bredspektret antibiotika i 3 måneder viste i 2013, at patienterne der fik antibiotika havde færre rygsmerter efter forsøget end de, der fik placebo. Det startede en sand vækkelse blandt almindelige mennesker med ondt i ryggen, fysioterapeuter og læger. For det var ikke bare overraskende, men også næsten for godt til at være sandt.
Og det er det måske også, for ingen studier efter det første har kunnet påvise samme effekt (bortset fra muligvis et indisk studie, jeg ikke har kunnet finde).
Derfor er det ikke en del af de offentlige standard behandlingstilbud i Danmark. Modicklinikken undgår behændigt at nævne undersøgelser, der ikke understøtter deres behandling. Det er noget ufint, for patienter har som regel ikke en chance for at vurdere sandhedsværdien af de udsagn der er på hjemmesiden.

Jeg smider et enkelt link til en norsk undersøgelser der viser 0 effekt.

https://www.bmj.com/content/367/bmj.l5654


Modicklinikker skyder op i ind og udland og lover patienterne helbredelse, hvis de blot indtager bredspektret penicillin i 3 måneder.

Hvorfor vil egen læge ikke bare udskrive det til mig?

Modicklinikken er styret af en fysioterapeut, der kigger på MR scanninger og derefter fortæller patienterne, at de skal gå til deres egen læge og få udskrevet 3 måneders bredspektret antibiotikabehandling. Patienterne får at vide at hvis egen læge ikke vil, så koster det ekstra, fordi, så er det en læge modicklinikken kender, der skal udskrive. Og det er ikke gratis forstås.
Jeg er blevet bedt om at udskrive bredspektret antibiotika til patienter nogle gange og fraset en enkelt gang i 2013, hvor hysteriet var på sit højeste og jeg selv blev revet lidt med af stemningen, har jeg afstået fra at udskrive.
Der er nemlig ikke rigtig nogen studier bortset fra det første, der blev lavet, der underbygger påstanden om at behandlingen er effektiv. Derfor er det på gyngende faglig grund, at begynde at udskrive så store mængder antibiotika til i forvejen syge og smerteplagede mennesker.

Jeg synes det er dybt bekymrende for lægestanden, at der findes læger, der ganske uden kendskab til patienten, gerne vil udskrive 3 måneders antibiotika, hvis bare de indkasserer et kontant beløb. Det alene kan næsten få mig til at udskrive det.
Hvorfor skal patienten belastes yderligere økonomisk?
Men sådan er det.

Læger -og især praktiserende læger, udskriver nødigt medicin, der ikke rigtig er noget fast bevis for er virksomt.
En ting er jo at være rygspecialist og interessere sig glødende for modicforandringer og kende til helt specielle subgrupper af patienter, der har gavn af antibiotika.
En anden er at være praktiserende læge og se de 6% af befolkningen med rygsmerter og modicforandringer, som modicklinikkerne lover smertefrihed og et bedre liv, hvis de blot betaler et femcifret pengebeløb, får egen læge til at henvise til MR scanning og får egen læge til at stå for behandlingen.
Det er bondefangeri og useriøst.

Hvis undersøgelserne, der er i gang nu med mange patienter viser, at behandlingen virker, så er det en anden snak. Så er det sygehusene, der gratis står for behandlingen i fremtiden.
Hvis undersøgelserne viser, at behandlingen ikke virker, så er det ren kvaksalveri at fortsætte.

Uanset hvad er dagene nok talte for modicklinikker generelt.

Jeg har et nyt slogan til klinikken, der er i overensstemmelse med den viden der er på området nu:

Modicklinikken tilbyder at henvise dig til at få behandling hos din egen læge. Behandlingen består af bredspektret antibiotikabehandling i 3 måneder og virker næsten ligeså godt som placebo, men har dog spændende bivirkninger i form af diarre og risikoen for multiresistente bakterier.
Det skal gøre ondt før det gør godt og koster det ikke penge, er det intet værd.
Kontakt din lokale modicklinik nu for mere information.

Velbekomme.