23. marts 2020 COVID 19

Det gode vejr fortsætter. Og påskeferien starter for nogle i dag med regeringens udmelding. Ikke min påskeferie, desværre.

Laboratorietal

Antallet af smittede er i dag 1450. 55 mere end i går. Procentdelen af podede med COVID19 er 11,2 mod 9,9 i går.
Der har været en markant nedgang i antallet af test. Der er kun kørt 492 mod 694 i går. Trods sundhedsministerens udmelding, så tester vi ikke. Der er lagt i ovnen til megen offentlig mudderkastning og markeringer.
Der er 24 døde, men de tæller på en ny og spændende måde. Angiveligt trækker de nu oplysninger fra dødsårsagsregisteret.

Den lave testkapacitet betyder at det kun er de allersygeste der bliver testet. Og af de allersygeste vi har her i landet er positivprocenten nu sikkert og konstant stigende. Over 10%. Spænd selen. Det bliver en hård omgang.

Coronaudsigten

Antallet af smittede forventes at være højt. Over 400000.

Grafen flover ganske markant. Og det er vi glade for. Om det er fordi der har været et mindre mørketal end vi har forventet, om det skyldes foråret (som de andre coronavirusser afskyr) eller om det er virkningerne fra de første indgreb, er ikke til at sige. Den anden mulighed er, at de første vi fik smittet, var alle skituristerne, der er forholdsvis unge og friske. Spørgsmålet er om vi så bliver ramt hårdt, når det når længere ud til de svagere i samfundet?

Selvom nogle af jer måske synes det er en markant stigning fra 46 til 55 på intensiv, så er det ingenlunde det. Vi køber tid nu. Og Magnus Heunicke fortæller vi er højt oppe i respiratorkapacitet. Tiden nu bliver brugt til at uddanne personale. Og til at skaffe værnemidler. Hele sundhedsvæsnet summer af forandring. COVID19 hospitaler er ved at blive gjort klar. Vi følger WHO om nogle uger. Adskil de syge fra de raske!

En ganske lille stigning i intensivpatienter til 55 og 254 indlagte ialt. Det er fredeligt. Kurven kan ikke allerede være knækket. Det må være en sløv opstart (som alle andre lande kun kan drømme om)

Det er en ret markant affladning. Tiltagene har kun været i værk i 10 dage -7 dage med lov..

Udsigten til 31. marts bedres dag for dag. Nedenfor er udsigten fra i går.

Og i dag flover den endnu mere:

Hvis vi holder denne sarte diskrete fremgang, så kan vi holde til det. Der er intet der tyder på at 25. marts bliver et punkt, hvor vi når 1/3 af kapaciteten. Det er intet mindre end fantastisk.

Politiske tiltag

Tiltagene fastholdes til efter påskeferien.

Udover det, det sædvanlige. Fastholdelse af teststrategi for 4. gang. Heunicke forsøger igen at skære igennem og fastholde flere test. Vi må se hvordan det går med det….

Nyheder

Alle tiltag forlænges til påske… Det er næsten gratis omgang, så det havde de fleste gættet.

Vi tester stadig ikke. Så nedlukningen er i blinde. Man kan håbe på vi kan få lavet nogle blodprøver og vurdere immuniseringen af befolkningen.

Brostrøm forventer epidemien topper om en 4 ugers tid. Det kan han formentlig have ret i. Vi ved det ikke. Vi tester ikke.

Trods politiske tiltag meldes det fortsat at testning af kritisk personale ikke er muligt ude i landet. Det er meget god tid der spildes med de konstante kontrameldinger.

SST har begået en lille pamflet der kan ses her:

https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2020/Corona/Status-og-strategi/COVID-19-i-Danmark-Epidemiens-foerste-boelge-Status-og-Strategi.ashx?la=da&hash=82C882C11953EE6C0B4FDFBBBA9DA763809158B5&fbclid=IwAR0IY2K__R2yGqF7ryrLtA5V6U92K9tIawv4mxT3zhtl2tjHcm4Y9D1XiQk

De regner fortsat med en angrebsrate på 10% i første bølge og mortalitet på 0,3 til 1%. Normalt ved pandemier er angrebsraten 10-30%. Men igen bliver coronavirussen tilpasset kapaciteten. Vi må håbe den retter ind. Politikerne har i hvert fald gjort deres til det. Massive tiltag. Jeg bryder mig ikke om at stå i en situation, hvor politikerne skal roses, men det er nok dem der ender med at have gjort den bedste indsats. Æv. Det er meget sjovere at skælde dem ud.
I pamfletten giver SST også lige sig selv ros med nogle procentregninger over, hvor mange der finder dem troværdige. Måske de skulle have brugt tiden på at svare de firmaer der tilbød massiv testkapacitet. Måske skulle de vente med selvforherligelsen i egne undersøgelser. Heldigvis viser deres undersøgelse at de fleste finder SST troværdige. Helt ødelagt butikken har de ikke.

Til gengæld fortsætter den vanlige zigzag. Det giver masser af arbejde.

Heltene er de pensionerede læger og andre sundhedspersoner. De har alderen til at blive høstet. Alligevel stiller se op. Som de mange læger i Italien.
Hvis du kender en pensioneret læge, der stiller op, så hyld denne læge. Det er modigt. Det er stærkt. Jeg så et interview med en, der var så kølig, så jeg simpelthen ikke tror de producerer mænd af den kvalitet mere.
Han var 80, og ville da overveje at lade være med at stille op, hvis den var dødelig som kopper. Men med en dødsrate på 10% for folk i hans alder, så var det ikke noget han regnede for noget.

Panik?

Næ. Jeg har 14,0 ruller toiletpapir. (jeg er på arbejde, så jeg slider lidt på regionens lager i steder)

Tomrum

Det er underligt. Vi klarer det meste over telefonen. Folk er så søde og forstående. Jeg er træt når jeg kommer hjem, fordi alt er så anderledes. Hvad skal vi om 2 uger?

Børnene er i nødpasning. De bedste steder. Heldigvis går de lange ture, og får en masse opmærksomhed. De er alene i nødpasningen. Men det er mærkeligt. Jeg føler mig vanvittigt priviligeret over at 2 voksne mennesker passer mine børn, så jeg kan passe patienter. Det virker helt vildt. Og det er det der gør Danmark lidt specielt. Vi kan mobilisere alle sundhedspersoner helt frem. Alle forhindringer er ryddet af vejen. Jeg er taknemmelig. Og lidt bekymret. Men jeg kan få gratis pizza på den lokale og børnene lider ikke under mit fravær.
En kæmpe takt til de lærere og pædagoger, der gør det muligt at vi kan passe vores arbejde!

10 thoughts on “23. marts 2020 COVID 19”

  1. Hej Iza,
    Tak for dagens update! Du skriver “Og af de allersygeste vi har her i landet er positivprocenten nu sikkert og konstant stigende. Over 10%. Spænd selen. Det bliver en hård omgang.” Hvad mener du her? Må man ikke forvente at de allersygeste har en høj positivprocent? Og hvorfor er det en særlig indikator på at det bliver en hård omgang?

    1. Det er den eneste indikator vi har udover indlagte. Og den fordobles ret hurtigt. De fleste har jo influenza, hjertesvigt, sepsis, KOL og den slags. 10% af de sværest syge har corona. Det er en frisk start. Fra 5 % for en uge siden.

  2. Måske du allerede har nævnt det, men jeg er kommet lidt sent ind i festen (selvom den jo først for alvor starter om 2 uger). Hvis man bruger antal indlagte som et mål for kurvens hældning, underestimerer vi så ikke med dem, der trods alt bliver raske? Flover kurven, fordi folk bliver udskrevet igen?

    1. Den flover af ukendte årsager. Man kan kun gætte. Om 1 år ved vi det formentlig.
      1) der er lukket effektivt ned for smitte.
      2) de første syge er de unge og raske fra skiferier. De bliver ikke så syge.
      3) Coronavirussen afskyr forår (meget tyder dog på den trives i 30+ grader)

  3. Hvad skyldes det meget markante spring fra 200.000 igår og forgårs til 400.000 idag. Er det ren matematik eller er der andre årsager? Antallet af smittede fra 21. til 22. var 69, men det fra igår til idag var 55.
    “Antallet af smittede forventes at være højt. Over 400000.”

    Fede indlæg du skriver iøvrigt. Realisme med en snært af håb nogle steder. Meget hvad der er brug for i disse tider.

    1. det er et gæt. Jeg tror det var en uges tid siden, det blev vurderet til omkring 90000. Ud fra det forventede mørketal, antallet indlagt, tiden fra smitte til udbrud og derfra til hospitalisering, samt formodningen om at 33%-50% ikke har symptomer, så er det mit bedste gæt.

    2. Ad antallet af smittede, så begrænses det af antallet af test. Vi er så meget på den, så vi tester meget mindre nu. Vi har testet 1200 i døgnet, nu roder vi omkring 400. Så finder vi ikke de smittede.

  4. Du skriver, at antallet af smittede forventes at være højt. Over 400.000.

    Hvis dødeligheden er 1%, som du også skriver (og andre forskere også siger), vil det sige, at 1 død er 100 smittede. Det tager 15 dage at dø af skidtet, så 1 død i dag, er 100 smittede for 15 dage siden. Covid-19 spreder sig samtidig med en fordoblingstid på 5 dage. Så 100 smittede for 15 dage siden er 800 smittede i dag. Så langt, så godt.

    Så kan vi – med rigtig stor usikkerhed – gange antallet af døde i dag med 800 og have antallet af smittede også i dag.

    Vi har 24 døde i Danmark. Gange 800 er 19.401 smittede.

    Der er langt op til 400.000?

    Hvad tænker du om sådanne noget lomme-regnerig?

  5. “Der er 24 døde, men de tæller på en ny og spændende måde. Angiveligt trækker de nu oplysninger fra dødsårsagsregisteret.”

    Hvad betyder dette?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *