November 2019 – Syg eller sund

At skjule sin problemkrop i en uniform

Uanset hvilken form du har (m/k) er kjolen, det rigtige valg. Den skaber harmoni, giver talje, skjuler hofter og lår og fremhæver en eventuel slank kropsbygning.
I et forsøg på at være unisex, med på noderne og imødekomme alle 38 køn uden at fornærme nogen, er denne komplet sexistiske og ligegyldige pjece blevet til.
Det kan virke overraskende på nogle i ledelsen, at en kvindes primære mål med at komme på arbejde ikke er at skjule sine problemhofter, fremhæve barmen og gafle sig en overlæge, der kan forsørge, men blot at udføre sin lægegerning og forsøge at ignorere de åbentlyst sexistiske undertoner i folderne på uniformsdepotet.

Uniform gør fagligheden højere

Et andet sted, hvor klæder skaber folk er på OUH.
På OUH kommer der nye uniformer. Alle skal have det samme på. Faktisk ligner patienterne lægerne, lægerne rengøringspersonalet og rengøringspersonalet operationssygeplejerskerne og så fremdeles.
Jeg forudser nogle lidt akavede situationer i dagligdagen, når organkirurgen lige rektaleksplorerer anæstesisygeplejersken inden operationen. Men det tager lidt af anspændtheden inden man gennemgår de 5. punkter for sikker kirurgi.

»Der er både mere faglighed og behagelighed i den nye uniform. Man kommer til at føle, at man er mere påklædt,« siger logistikchef ved Sygehus Sønderjylland Helle Lausten, som er medlem af udvalget, der har valgt de nye uniformer. (sic)
Dagens medicin 2019
Link nedenfor

Komfort slår autoritet i valg af nye uniformer

Og det er utroligt, at der er mere faglighed og behagelighed i de nye uniformer. Jeg ville jo tro, det var afhængigt af hvem man puttede i uniformerne, men her har vi simpelthen uniformer der både gør personalet behageligere og bedre fagligt funderede.
Om det er journalisten eller Helle Lausten, der skal have deres ende smurt, ved jeg ikke. Formentlig begge to. Den ene for at udtale sig dumt, den anden for at citere uden rettelser.

Uofficiel vejledning til uniformer og sko til den desillusionerede læge

Da jeg startede som læge kørte jeg den fede stil. Jeg havde kridhvide træsko, hvide bukser med knap, lynlås og pressefolder og en hvid skjorte over undertrøjen. Jeg havde alt i udstyr i lommerne. Otoskop, stetoskop, a-gas nåle, sprit, lygte med pupilstørrelser på siden, medicinsk og kirurgisk kittelbog, 15-20 plastlaminerede kort med vejledninger, 2 notesbøger, kuglepenne, venflons og reflekshammer. Jeg småløb hver gang jeg syntes, jeg hørte nogen efterspørge en læge. Tit for at blive skuffet. De bad deres kollega om kage eller havde bare sagt de gik på toilettet.
Men det gik ned af bakke derfra. Det startede i det små.
De hvide bukser krøb og og gav cameltoe, Jeg svedte som et svin i den syntetiske kitteltrøje og mine træsko blev langsomt, men sikkert farvet af livet på sygehus.
Pis, prut, pus og blod sætter sine spor på selv de hvideste træsko og den mest idealistiske læge.
Jeg blev så gennemvædet af kropsvæsker og ulykke, jeg langsomt skiftede fra at være postergirl for uniformsdepotet til at være særdeles afslappet klædt i grønne joggingbukser og netundertrøje.

Hold dig fra

Hvide bukser med knap og lynlås giver cameltoe, skrævsvamp og mærker om livet, hvis du får chancen for at spise. For mænd gælder det, at hele pakken ses. For nogle er det et held. For andre en skam.
Papirstynde bind kan også ses gennem de stramme hvide bukser. For sket ikke at tale om sjattisseri og menstruationsuheld. Drop dem.
Bluser, skjorter, kitler er alle lavet af noget plastiklort. Du kommer til at svede som et bæst. Drop dem.
Rene hvide træsko giver indtryk af du er uerfaren og arbejdsivrig. Drop dem.
Bøger og laminerede ark. Nej. bare nej. Drop det.

Brug i stedet

Grønne eller blå bukser med elastik. Hvis elastikken er slap i dem alle (og det er den) kan de hæftes på undertrøjen med en almindelig sikkerhedsnål fra sygeplejedepotet.
Ingen kittel. Kitlen viser du er læge. Det giver risiko for at sygeplejersker, pårørende og ledelse hiver fat i dig, selv hvis du bare er på vej til toilettet på en afdeling, du går tilsyn på. Drop den.
Stetoskopet viser også du er læge. Ned i lommen med det. Aldrig om halsen. Det er også en åben invitation til en asfyktisk oplevelse, hvis du færdes indenfor akutmodtagelsens indre skallukning, hvor politi til tider bringer ret voldsparate personager ind.
Hav altid operationshue på. Sygeplejersker vil tro du er kirurg. De ved, kirurger ikke hjælper med trivialiteter som FMK afstemning, computerproblemer og vejrtrækningsbesvær. De gider ikke engang spørge om du er læge eller sygeplejerske. Det er ligegyldigt. Du kan ikke bruges uanset.
Brug otoskop. Det er lys og reflekshammer i et. Der bør kun være telefon, otoskop og stetoskop i en desillusioneret læges lommer. Med tiden ryger både gætterøret og ørekiggeren. Så er der telefonen tilbage. Den giver et godt lys.
Udstyr har de på afdelingerne. Hvis du er så uheldig de kender dig efter mange år i modtagelsen, så vil de udstyre dig med hæmaturikateter, nåle og alt du har brug for. Bare de slipper for endnu en ny læge. Uanset hvor mange lommebøger og rene bukser denne måtte have.

Sko

Hvis du er typen, der som jeg kan lide at stikke slanger og nåle i både naturlige og unaturlige kropsåbninger på patienter og måske endda skabe nye huller i folk, så er der 3 muligheder. Imidlertid er hverken waders eller gummistøvler accepterede, så det efterlader træskoene som eneste reelle valg.

Er du medicinertypen, der altid har forrygende travlt. Underbetalt og overarbejdet. Altid på vej til et nyt tilsyn på en ny afdeling eller på vej i løb mod et medicinsk nødkald, ja så er det kun en sko der virker.
Løbesko.

Jokeren er laksko. Alle kan genkende ledelsens pindemadsfedlinge på tur i afdelingen på deres laksko og rene kitler. En dygtig oversygeplejerske kan spotte deres fremmarch på lyden af laksko og knitrende rent tøj.
Man ville muligvis kunne slippe for megen ulykke ved at iføre sig laksko og ren kittel. Jeg har aldrig turdet gøre forsøget.

Jeg tænder på mænd i kjoler

Jeg kan ligeså godt sige det som det er.
Jeg ville tænde mere end almindeligt meget på et par mandlige læger (m/k), der viste sig frem i kjole.
Smid endelig et billede i kommentar. Også af din yndlingsuniform udover kjole.
Jeg vil kvittere med et billede af mig i militæruniform. Alternativt flymekaniker outfit. Skriv foretrukne kostume i kommentar.

Hvordan civilisationen går under

Amning

Jeg læste sundhedsstyrelsens anbefalinger om spædbørn og amning. Faktisk er den ikke rabiat, som jeg havde forventet. Den er helt moderat og i tråd med almindelig sund fornuft.
Det i sig selv er overraskende, når samme styrelse udsender skrivelser på flere hundrede sider om børnesundhed, graviditet og amning, der groft sagt kan koges ned til:

Husk d-vitamin
Glem alkohol
Barnet skal sove på ryggen
Følg vaccinationsprogrammet

Amning har jo om noget skaffet ekstra stillinger på sygehuse. Der er ammesygeplejersker, ammekonsulenter, ammeprojekter, ammevenligt miljø og ammefoldere.
Og måske derfor virker holdningen til amning meget ensidig og stejl, når man betræder sundhedsdanmarks domæner.
Amning, amning, amning.
Jeg er ikke en frygtsom kvinde, men jeg ville ikke turde sige, jeg ikke ville amme. Muligvis ville jeg være mest bekymret for alle de foldere, spørgeskemaer og pamfletter, jeg ville blive udsat for, men det er en helt rimelig bekymring. Om ikke andet så for regnskoven, der langsomt forsvinder, mens sundhedsjuntaen udspyr den ene pamflet efter den anden.

Ammemafiaen

Jeg troede egentlig ikke ammemafien havde så meget magt på sygehusgangene, men jeg har oplevet flere rutinerede mødre, der tiggede mig -deres praktiserende læge- om at få nogle ammestopspiller udskrevet inden fødslen, fordi de havde oplevet, at de ikke kunne få det på sygehus. De havde bedt om det. Men enten havde en ammekonsulent forsøgt at overtale dem til de opgav kravet om pillerne -trætte efter fødslen, eller havde de bare ikke fået pillerne. Glemt.

Og det er en ligeså trist oplevelse som at ville amme og ikke kunne. Ens selvbestemmelsesret bliver sat til side. Når naturen træffer beslutningen, er det sådan det er. Når systemet træffer beslutningen, er der rum for forbedring.

Yes. I Afrika er det bedre at amme og spædbarnsdødeligheden falder, antallet af sygdomstilfælde hos babyer og antallet af indlæggelser falder, når moren ammer.
Det skyldes nok primært at det er svært at skaffe modermælkserstatning og ganske omstændigt at holde flasker og sutter sterile, hvis man ikke har el og rent vand indlagt i jordhytten.
Men det er ikke et problem de fleste slås med i Danmark. Der er modermælkserstatning ad libitum i supermarkederne. Der er vand i hanen og flere blus på komfuret.
Babyen kan få mad nat og dag. Der er endda forskellige former for modermælkserstatning, alt efter om babyen har hård mave, tynd mave eller er disponeret for allergi.

Så er der selvfølgelig undersøgelserne, der viser at der en lidt øget risiko for visse infektionssygdomme, sukkersyge og så videre, men risikoen er ganske let øget, hvis overhovedet. Det er svært at vurdere om man overser nogle faktorer der spiller ind, når man undersøger så store befolkningsudsnit.
Hvis jeg skulle komme med fordelene ved at amme (når det går godt) ville det være, at det er nemt og billigt. Flasker, synes jeg, er besværligt og dyrt. Men det er en holdning.
Hvis jeg skulle stå op flere gange om natten og pumpe for at holde produktionen i gang, og i øvrigt leve med en sur baby og åbne sår på brystvorterne, så ville min holdning være, at flasker er en nem og billig løsning på et enormt problem.
Det skal ikke gøres mere besværligt end det er.

Amning kan ødelægge en god barsel

For nogle kvinder bliver det at amme en præstation på linje med et maratonløb.
De kampammer.
Pumper løs med elektriske sugemaskiner og skriver ml ned. Nogle vejer babyen dagligt. Ligger hud mod hud i timevis, og beretter gerne og længe om deres kvaler og kampe.
De får varmepuder, ammezoneterapi, spiser mælkebomber (særlig mad der skulle give mælk) og tolker ethvert kny fra deres baby som et tegn på de har spist noget, der er gået i mælken. De ammer trods åbne sår, måneders manglende søvn og stærke smerter.
De burde have en medalje. Jeg elsker mine børn, men ikke helt nok til at spise en mælkebombe eller lade dem komme i nærheden af min bryster, hvis der er sår.

For de kvinder der ikke har de store tanker om hvordan babyen skal have mad, så bliv i den lykkelige tilstand. Enten kan babyen finde ud af at spise. Ellers kan den ikke. Hvis det kører, er det godt. Hvis det bliver en kamp, så er der flasker.
Barslen handler først og fremmest om at give familien en god start. Familien er også moren. Hvis flasken kan gøre det tåleligt eller måske endda lykkeligt, så slå til!

Jeg ammede for lidt

Første gang ammede jeg i et lille års tid. Det gik i sig selv, da jeg skulle arbejde. Inden da nåede jeg at være gennem standard ammepyskoserne, inklusive om mit barn tog nok på, om hun i virkeligheden var svært underernæret og derfor aldrig græd, om hun sov igennem om natten, fordi hun var så udmagret, hun ikke kunne vågne.
Jeg vejede hende konstant i åben rådgivning, fordi jeg var helt sikker på hun ikke tog på. Jeg fik sundhedsplejersken til at kigge på det vanartede og underernærede barn, men hun konstaterede blot at det var en ualmindelig tilfreds baby. Jeg malkede ud for at give hende endnu mere mælk, men hun udviklede en form for babybulimi, hvor hun åd og åd, gylpede det hele op og fortsatte. Jeg endte med at give hende grød, da hun var 4 måneder og jeg var lettet, da amningen stoppede. Ikke mere natteroderi og pletter på tøjet.

Anden gang havde jeg ingen ammepsykoser. Vejede kun barnet, fordi, jeg synes han så fed ud. Han tog 500 g på om ugen på ren amning i starten og vejede 10 kilo ret hurtigt. Allerede da han var 3,5 måneder fik han grød.
Og da han blev 6 måneder skreg han hver gang han så mine bryster.
Jeg var rasende og forsmået. Ydmyget og uforstående.
Jeg troede, jeg gjorde det godt.
Hvordan kunne noget han var så glad for og trivedes så fint på pludselig være lige til at skrige over.

Jeg forsøgte at lokke, men det endte som regel med at jeg kom til at ramme ham i ansigtet med mælk, hvilket gjorde ham endnu mere rasende.
Efter en uge med skrigeri lukkede jeg butikken og siden da har han levet af almindelig mad. Jeg kom ud med selvrespekten i behold. Barnet kom ud med et BMI på velhaversiden.
Han var videre fra brystmælk. Længe videre. Blendet bøf og kartoffelmos gjorde ham glad. Han var forud for sin udvikling.
Det var lykkeligt.

Jeg synes egentlig, det gik meget godt. Jeg ammede muligvis for kort tid, gav grød for tidligt og gav op for hurtigt, men det er en holdning.
Ungerne trives. Jeg er tilfreds. Det er ikke en konkurrence i hverken udholdenhed eller godt moderskab. Det er livet, der passerer, når målet bliver en bestemt fodringsmetode og ikke en dejlig barsel.

Skudt i øret

Kender I det, hvor man står og føler sig lidt uansvarlig, fordi barnet ikke har rugbrød med, men knækbrød og en ostehaps, fordi der ikke var andet i køleskabet. Eller opdager at ens unge piller cykelhjelmen af, så snart de er uden for synsvidde. Den der lidt tyngende fornemmelse af at føle sig ansvarlig og den ubehagelige trang til at pakke ungerne ind i vat, så de ikke kommer til skade.
Nogle gange siger folk: “Jaja, men børn overlevede også tidligere, uden cykellygter og røgfri biler:”
Til det vil jeg tilføje, at nogle gjorde.
De der blev voksne overlevede.
Nedenfor sluttede et liv lidt for tidligt efter en 13 årig og en kammerat legede med en pistol. Den ene dreng blev skudt i øret, og dengang kunne man ikke stille så meget op. Han overlevede i 6 lange døgn og døde af hjernebetændelse og lungebetændelse.

Allerede på dagen for ulykken, mener man det er alvorlig. Og det må man jo sige ja til. At blive skudt i hjernen virker ikke just sundt. Slet ikke på en tid, hvor neurokirurgien var primitiv og penicillinen ikke var tilgængelig.

7 dage efter ulykken beretter den lokale avis om den dødelige udgang af vådeskudsulykken.

Familien annoncerer begravelsen, der som ofte på den tid foregik fra hjemmet.

Læg mærke til dødsattesten: Vulnus sclopetarium capitis.
Skudsår i hovedet.
Det er en dødsårsag jeg aldrig har brugt og nok aldrig kommer til at bruge. Heldigvis.
Drengen har formentlig været ved bevidsthed de første par dage, hvorefter bakterierne er begyndt at ødelægge hans hjerne og give ham feber. Det er svært at forestille sig forældrene sidde og vente tålmodigt på at deres søn dør. For det er de formentlig klar over han kommer til.
Spørgsmålet er om de bebrejdede sig selv lidt, eller om vådeskud, drukning og arbejdsulykker, blev set som en almindelig risiko ved at være barn. En man som forælder ikke kunne gøre så meget for at undgå.
Jeg ved det ikke.
Men jeg håber det.
I de gamle dødsattester er mange døde børn. Desværre.
Klemt ihjel på havnen, druknet, døde af stivkrampe, forbrændinger, mæslinger, lungebetændelse og så videre. Det var ikke usædvanligt at børn døde. I dag er det heldigvis forholdsvist sjældent, trods alt.
Til kolleger: hypostasier er ordet. Et sikker dødstegn. Brug dette synonym indimellem for afvekslingens skyld.
Glædelig bagmandag.
Håber dette gav sortsyn også en tirsdag.

Alkoholbehandling er øretævernes holdeplads

Fucked if you do, fucked if you don’t

Jeg har en svaghed for alkoholikere. Ikke fordi jeg ikke tror, de tager røven på mig eller fordi jeg tror jeg kan redde dem. Men fordi det er en af de mest udsatte grupper i Danmark, som alle politikere, sundhedsmyndigheder og andre, der nyder at pudse glorien offentligt, lover at give en bedre behandling. De får det bare ikke. Det bliver ringere og ringere.
Det fungerer ikke. Slet ikke.
Og de, der enten bliver nødt til enten at sætte autorisationen på spil, aflyse andre patienter eller afvise alkoholikeren er som altid den lim, der kitter systemet sammen.
“Ring bare til din egen læge og få medicin…”
“Ring lige og få en attest…”
“Få en akuttid nu ….”
Egen læge…
Jeg har arbejdet mange år på en af de øer i Danmark, der drikkes mest. Og jeg kan faktisk aftrapningsskema med klopoxid i hovedet. Ligesom jeg kan huske dosering af primcillin for lungebetændelse, dosering af Imacillin 50mg/ml til børn efter vægt og så videre. Den ligger på rygraden.
Men jeg er holdt op med at gøre så meget i det, og det skyldes primært den øgede risiko for næser og udhængning ved STPS. Der er kommet alt for stor risiko for at ende uden autorisation, hvis man vælger at gøre det rigtige i stedet for det korrekte. EN af de ting jeg vil gøre når jeg nærmer mig pensionen er at gøre mere af det rigtige og mindre af det korrekte. Men lige nu kan jeg ikke tillade mig at afruse alkoholikere og dermed risikere at påkalde mig STPS opmærksomhed.

Undskyld, kære alkoholiker. Kom igen om 25 år. Der vil jeg skide dem et stykke og udføre det jeg er uddannet til.
Stundom helbrede. Ofte lindre. Altid trøste.
Men indtil da, kan jeg tilbyde dig en kommunal pjece og en ny tid om en måned.

Hvad er reglerne og ansvarsfordelingen

I 2007 blev alkoholbehandling lagt ud til kommunerne. Der fulgte penge med og planen var at kommunerne selvstændigt skulle stå for behandling af alkoholikere herunder også medicinsk behandling. Kommunerne kunne vælge at oprette egne tilbyde eller købe sig til afrusning hos andre leverandører.
Hverken regioner eller egen læge skulle være en fast del af misbrugsbehandlingen.
I forhold til den medicinske behandling af abstinenser er det dog altid sådan at ansvaret påhviler den ordinerende læge. Så det er vigtigt at man som ordinerende læge har sat sig godt ind i afrusningsstedets medicinhåndtering med videre, for fejler de, ja så er det ordinerende læge, der bliver sat i gabestok.

Hvor kan man blive afruset?

Der findes kommunale afrusningssteder, private afrusningssteder som Tjele og blå kors og hvis man virkelig er abstinent eller klar til at hoppe i havnen, kan man ende med at blive afruset på sygehus.
De private alkoholbehandlingssteder betaler kommunerne ofte for at afruse deres borgere, så der er et ret stort overlap mellem kommunale og private aktører. Hvis kommunerne vælger et billigt afrusningssted uden læger, så er behandlingen afhængig af, at egen læge vil risikere autorisationen ved at sende et dejligt stor glas klopoxid afsted. Det er helt urimeligt at kommuner kan få lov at vælge discountløsninger, når ansvaret er deres. I stedet bliver egen læge gidsel, når kommunen løber fra ansvaret. For alkoholikeren kan ikke forstå egen læge ikke blot kan sende medicinen af sted pr telefon. Og det er nok for meget at forlange.
Jeg plejer at fortælle, som sandt er, at min autorisation ryger, hvis jeg gør det.

Hvornår kan alkoholbehandling foregå ambulant eller ved egen læge?

Det er der ret klare regler for.
Som alle læger efterhånden er klar over bunder reglerne ikke nødvendigvis i de dybe faglige refleksioner, men alene i skrivelser fra STPS. Nedenfor er retningslinjerne fra STPS mange tilsyn på behandlingsstederne:

Afrusning og abstinensbehandling kan som hovedregel varetages ambulant, når patienten er vågen og klar samt kan modtage og forstå behandlingsinstruktionen og ikke bor alene. Der må ikke være svære abstinenssymptomer, sidemisbrug, alvorlig psykiatrisk eller somatisk komorbiditet, hovedtraume i anamnesen inden for den seneste måned eller tidligere delirium tremens.
Døgnbehandling kan begrundes i patientens ønske eller sociale forhold. Ordination af benzodiazepiner skal, medmindre særlige omstændigheder taler herfor, ske ved personlig konsultation med læge.
Patienten skal som hovedregel henvises til hospitalsindlæggelse ved et eller flere af nedenstående forhold:

 svære abstinenssymptomer og/eller høj alkoholpromille (> 3) (svære abstinenssymptomer kan for eksempel være puls over 110, temperatur over 38, hallucinationer samt usikkerhed i egne data og tid)
 delirium tremens (bevidsthedsplumring/hallucinationer)
 tidligere kramper eller delirium tremens
 betydende psykiatrisk eller somatisk komorbiditet
 alkoholudløst psykose
 fare for sig selv inklusive selvmordstrusler
 hovedtraume inden for den seneste måned.

Så for at starte afrusning ambulant, hæfter jeg mig ved, at der skal være målt en promille, målt en temperatur og så skal der abstinensscores.
Nogen vil hævde, at promillen kan man regne sig frem til, men så dygtige er der ingen der er . Ikke engang læger.
Funktionspromillen kan man ikke gætte/regne sig til, og det af alkoholikeren angivne antal genstande, kan man ikke stole på, så der skal indkøbes en promillemåler.
Samtidig skal tidligere depressioner, angst osv udelukkes.

Hvis det viser sig, alkoholikeren ikke er egnet til ambulant afrusning, starter den svære opgave med at få sygehusene til at modtage patienten. Det er ikke så få gange, jeg har fået at vide, at afrusning ikke er en akut opgave og at alkoholikeren må drikke videre til næste dag og se om der stadig er stemning for afrusning.
Eller endnu værre blot fået at vide, at afrusning ikke er en opgave for akutmodtagelsen.
Psykiatrien vil ikke tage alkoholikere, medmindre de har selvmordstanker -eller det vil sige selvmordsplaner…. Lad mig rette det til at alkoholikere som regel skal være igang med aktivt at hænge sig eller hoppe ud fra en bro før en afrusning i psykiatrien går igennem uden sværdslag.

Og jeg forstår så fint psykiatrien. Der er ikke meget psykiatri i afrusning.
Til tider virker det nemmest som læge blot at udskrive et dejligt stort glas benzodiazepin til patienten og undgå al den ufred. De fleste rutinerede alkoholikere, vil nemlig også helst indtage pillerne i hjemmets trygge omgivelser og uden de begrænsninger i dosis som et ophold på sygehuset giver. På den måde er det en utaknemmelig opgave at tage sig af alkoholikere i almen praksis. Dine kolleger på sygehus vil ikke bryde sig om dine indlæggelser, patienten vil heller ikke og kun STPS vil elske dig.

Som praktiserende læge er det dog vigtigt. at holde sig for øje, at hvis man udskriver benzodiazepiner til brug for afrusning på et kommunalt misbrugscenter, så er man ikke bedre stillet end hvis man havde sendt patienten direkte hjem med en stor bøtte klopoxid og et fromt ønske om ikke at spæde klopoxiden op med en kylling og en giraf til det andet ben.
Har misbrugscenteret sparet lægerne væk, så er det helt sikkert ikke det eneste patientsikkerhedsmæssige problem de slås med. Og ansvaret for en død eller skadet patient vil altid lande på ordinerende læge.
#Detkublive dig

Hvis du som praktiserende læge (mod al sund fornuft) alligevel vælger at varetage behandlingen af patienten, skal følgende (jf de alvidende i STPS) fremgå af journalen, hvis du ikke skal risikere offentlig udskamning:

 der er optaget en misbrugsanamnese og at graden af afhængighed er vurderet
 misbrugsrelaterede komplikationer og eventuel risikoadfærd er beskrevet
 der ved en af de første konsultationer i behandlingsforløbet er foretaget en objektivlægeundersøgelse
 der er taget stilling til akutte medicinske somatiske behandlingskrævendeproblemstillinger, og såfremt dette vurderes aktuelt, er der henvist til relevant tilbud
 der er foretaget relevant somatisk og psykiatrisk udredning, og såfremt detvurderes, at der er behov for opfølgning, er der henvist til relevant tilbud
 patienten er tilbudt serologisk screening for hepatitis og HIV.

Nu tror jeg de fleste praktiserende læger er skræmt fra at behandle alkoholikere. Jeg er i hvert fald. Og det er jeg ret ked af, men alligevel glad for jeg brugte tiden på at undersøge det.

Medicinsk behandling -det umuliges kunst

Campral er jo det anbefalede middel mod alkoholafhængighed. Men det gik i restordre for nok snart et år siden, og seneste meldinger fra de ansvarlige myndigheder er, at det er udgået helt. Således sættes endnu en barriere op for alkoholbehandlingen. Medicinen kan ikke fås.
Dog kan det lade sig gøre, hvis den praktiserende læge for hver enkel patient vil udfylde skemaer og forklare hvorfor netop denne alkoholiker skal behandles. Så kan man nemlig få en særlig udleveringstilladelse. Hvis man orker alt papirarbejdet og føler sig temmelig sikker på, at patienten ikke er kommet på andre tanker i ventetiden, vil jeg nærmest tro arbejdet tjener sig ind. Det skulle være det bedste middel til alkoholbehandling.
Antabus er elendigt til alkoholbehandling og de fleste alkoholikere er klar over at de blot skal spise nogle antihistaminer oveni, hvis de vil drikke videre. Der er risiko ved at drikke på antabus, men en alkoholiker er ikke altid helt skarp på risikoanalyser. Eller det tror jeg såmænd de er. De er bare så alvorligt syge, så det er en risiko der er værd at løbe.
Klopoxid har det med at gå i restordre eller i hvert fald være umulig at skaffe i det små pakninger til tider, hvilket gør at det kræver en modig læge at stange 100stk 25 mg klopoxid over disken. Hvis man nægter at ændre recepten til flere ender det tit uskønt. Apotekere, patienter, pårørende og behandlingssteder raser. Alle bliver sure på lægen. Idioten. Mig.

Som om den medicinske behandling ikke er kompliceret nok og omgivet af nok regler til at de fleste læger korser sig, så virker det til at også de ansvarlige for medicinforsyningerne i Danmark aktivt spænder ben for en effektiv alkoholbehandling.

Kære kolleger

Jeg har også været på sygehuset og til tider været ved at eksplodere af frustration over, at der kommer en alkoholiker ind fra egen læge med så mange abstinenser, de ikke kan drikke mere.
Og jeg har behandlet dem efter alle foreskrifter, blot for at se, at de efter 3-4 timer, store mængder benzoer og en liter saltvand, rejser sig og småløber ud af døren, 3-4 håndspritsflasker rigere, klar til at fortsætte hvor de slap dagen før.
Eller afruset alkoholikere, der angiver svære selvmordstanker, blot for at de dagen efter stikker af. Lykkelige og uden abstinenser.
Frustrationerne over at afruse de samme igen og igen.
Og desværre går frustrationerne ud over kolleger og ikke det system vi arbejde under.
Kontakt kommuner, der ikke håndterer det ordentligt.
Vi burde sammen arbejde for, at der kommer flere ressourcer til misbrugsbehandlingen, og at der er et større forbyggende arbejde i kommunerne. Måske burde misbrugsbehandlingen igen centraliseres i regionerne, så kvaliteten kunne højnes og der ville være råd til faste misbrugslæger.

Gode råd til kommuner

Accepter at det er de samme der bliver afruset igen og igen, hvis der ikke bliver iværksat en massiv social indsats ved siden af.
Ansæt læger til at forestå medicinen til afrusningen.
Sørg for at dække døgnet rundt.
Accepter at praktiserende læger ikke vil dække huller i jeres vagtplan.

Vi vil gerne arbejde sammen med jer, men vi vil ikke sætte vores autorisation på spil ved at udskrive stærk nervemedicin til alkoholikere, der bliver behandlet på jeres misbrugscentre.

Hvad døde denne patient af?

Svar i kommentar.

Min første og eneste meningitis

Der er sygdomme, jeg som læge hele tiden har i baghovedet. Ved hver en samtale. Hvert et møde. Det er en blanding mellem et længselsfuldt ønske om at prøve det. Om at se det. Og en afgrundsdyb rædsel for at stå i det. I min lægetaske er en lille håndskreven seddel, der ganske kort angiver behandlingen af nogle af de sygdomme, der skal handles hurtigt på. De sygdomme der driver mig som en guldgraver og martrer mig som en stalker. Hver gang jeg synes, at jeg er smult vande, dukker en tanke flygtigt op. Kunne det være? Er det en lille petekkie?
De akutte tilstande jeg frygter mest og beundrer lidt, for deres lynhurtige måde at slå ihjel på er:
1) Anafylaktisk chok (dem har jeg set flere af)
2) Septisk chok (Endnu flere)
3) Bagvægsinfarktet med bæ, bræk og bradykardi. (En sagnomspunden blodprop i hjertet, jeg kun har set 2 af.)
4) Menigitis. Hjernehindebetændelse. Dødelig sygdom der også rammer unge og børn. 1 meningit har jeg set. Og hvilket forløb. Hvilken patient. Og hvilken glæde hun blev rask.

Den lille pige, jeg så, der havde meningitis, har en mor. Og hun skrev en facebookopdatering efter oplevelsen, som jeg har fået lov at dele med jer. Jeg havde nemlig vagten den dag og så hende med et par timers mellemrum. Jeg reddede ingen liv den dag. Det var nemlig ikke den farlige form for meningitis, der i løbet af timer kan forvandle en halvoksen teenager til stendød. Men pointen er at det vidste ingen af os den aften.

Mor fortæller

Hej allesammen. Som nogen af jer ved har den sidste uges tid her i huset været en smule hektisk og meget dramatisk. Inden jeg starter dette opslag vil jeg starte med at sige tak til min helt fantastiske familie. Men den største tak må gå til min dejlige faster. Du er sgu en ener.

Tirsdag var H til fodbold som sædvanlig, intet nyt der. Jeg kom op på banen for at se hende som vanen tro. Med det samme kunne jeg se at noget var galt. Hun var ikke den samme energiske pige som hun plejer. Hun ville helst ikke løbe rundt og kneb øjnene voldsomt sammen. Jeg spurgte hende hvad der var galt og hun sagde, at hun havde ondt i hovedet.
Lidt tid gik, hvor jeg gentagne gange bad hende komme ud af banen, men hver gang var svaret : man går altså ikke midt i en kamp mor.! Til sidst blev det dog for meget for hende. Hun kaldte på mig og græd. Jeg løftede hende op og næsten med det samme klappede hendes lille krop sammen i mine arme. Jeg lagde hende ind i bilen og kørte i lægehuset, hvor den sødeste sekretær var ved at lukke for dagen. H var kommet lidt til sig selv, men havde en frygtelig hovedpine, ondt i nakken og var meget meget træt. Den søde sekretær ringede efter lægevagten og vi ventede blot 10 minutters tid, så stod der en helt fantastisk omsorgsfuld læge og tog imod os. H blev undersøgt grundigt. Beskeden var at hun skulle hjem og plejes og at vi endelig skulle ringe hvis det blev værre.
Og værre blev det….. meget værre. Det efterfølgende vil sikkert virke lettere forvirrende for alle andre end mig, ja måske endda også for mig, for det hele gik så stærkt. Men jeg håber at i bærer over med mig.
Vi kom hjem fra lægehuset og hannah fik et bad. Vi fik lidt at spise, L og jeg, i mørke da H på dette tidspunkt reagerede kraftigt på lyset. Da vi havde spist, var hun helt ulykkelig. Jeg ringede til lægevagten som aftalt ved forværring. Denne kom indenfor et kvarter.
Da lægen havde undersøgt H, bad hun mig ringe 112. Min lille pige skulle afsted hurtigt, beskeden var obs for meningitis.
Jeg føler at jeg her rendte rundt med hovedet op i rumpen på mig selv. Mit hjerte hamrede voldsomt afsted, men den meget dygtige læge formåede at holde ro omkring os og hendes rolige væsen fik mig jordbunden igen. Jeg fik fat i 112 og fik forklaret situationen alt imens L og jeg rendte rundt og fik pakket en taske. Bagefter ringede jeg min faster op…… hvad jeg præcis sagde til hende husker jeg ikke. Men hun forstod mig og tog helt over på børnefronten i de dage der kom efter.
Ambulancen kom hurtigere end jeg havde troet. Lægen kørte med H. Jeg tog bilen. Jeg husker ikke meget fra køreturen til ærøskøbing, husker dog at ved lille rise var jeg meget opmærksom på rådyr. Jeg besluttede her at sætte hornet i bund for at disse ikke skulle løbe ud på vejen. Jeg undskylder for denne larm der måtte have generet de omkringboende.
Ved sygehuset blev jeg mødt af min faster. Dejlige kvinde. Hun tog hjem til børnene. K nåede lige at komme hjem et par minutter før ambulancen kom. Min mobil var i stykker så hun gav mig hendes med.
På sygehuset handlede de hurtigt. Der blev lagt drop, taget blodprøver og hurtigere end jeg nåede at opfatte blev der rekvireret en helikopter. H husker intet fra ærøskøbing sygehus eller ambulancetur. Vi bliver kørt ud til helikopteren og her bliver vi mødt af hvide mænd. Ja i læste rigtigt…. hvide spøgelsesagtige mænd. Det er kulsort udenfor og dørene til ambulancen går op, og der står helikopterredderne i hvide virusdragter med masker der dækker hele ansigtet bortset fra øjnene. Dette husker H. Hun blev nemlig meget bange.

Vi flyves til odense med direkte indlæggelse på H4. Fantastisk personale vi mødte her. H bliver undersøgt og der konstateres nakkestivhed og rygstivhed. Hun græder meget og er meget bange. Lægen her vil tage en prøve fra væsken i rygsøjlen. Tror nok det hedder noget med spinalstenose, måske. I må rette mig hvis i ved hvad det hedder og at jeg er galt på den. Mit hoved var ikke med mig. Vi er nu tre til at holde hende og lægen stikker hende tre gange, uden held. H er nu meget meget meget bange og græder næsten utrøsteligt. Jeg beder dem stoppe…… på ærøskøbing startede de antibiotika behandling. Lægevagten lagde hjemme antibiotika muskulært i den ene balle. Så jeg spørger dem hvilken behandling man giver ved minigitis. Svaret er her, hun er i den rette behandling. Vi aftaler så at vente med prøven til hun kan komme i narkose og vi bliver holdt i isolation. Hannah er her meget omtåget og husker intet efter forsøget på at tage prøven. Resten af den nat er også væk fra min hukommelse. Jeg ved dog at jeg ikke sov.

Dagen efter kommer vi ud af isolationen omkring middagstid. Bedste kommer på besøg og H kvikker lidt op. Panodil er på det her tidspunkt hendes bedste ven. Det holder feberen lidt nede og tager toppen af hovedpinen. Vi lever her stadig i halvmørke da lyset er meget generende for hende.
Da bedste skal til og afsted klasker hun lidt sammen igen. Hun er nu meget træt.

Torsdag bliver hun lagt i narkose og de tager denne prøve fra ryggen og en masse andre blodprøver. Jeg venter ude på gangen.
Da jeg kommer ind på opstuen til hende har hun svært ved at vågne og hendes iltmætning falder drastisk. De arbejder rundt om hende. Hun får ilt og de knokler på for at få hende vækket. Ingen respons, hun vågner ikke. Jeg tager hendes hånd og kysser den og kalder stille på hende, hun reagerer. Jubiii mit indre jubler.
Hun kigger op på mig, hoster meget og får blodnæse. Jeg husker at jeg smiler til hende da hun beder om vand.
Da vi kommer ned på afdelingen venter hendes storebror J på hende. De hygger sammen resten af dagen. Hun reagerer med stor glæde ved at se ham. De putter sammen ser fil sammen og griner. Jeg er lettet. Mens jonathan er der kommer lægen ind. H har borrelia lyder beskeden. Lægen mener her at hun får den helt rigtige behandling og han roser vores lægevagt for at handle hurtigt. Han fortæller endvidere at i nogle tilfælde går borreliaen til angrebpå nervesystemet også kaldet neuroborreliose. Han fortæller at der findes tre kliniske stadier og at han mener at H befinder sig i 2 stadie. Han fortæller at mistanken om minigitis er korrekt , dog ikke den meget smitsomme form for minigitis, men en norrelia fremkaldt form. Der blev jeg klogere. Der findes altså flere former for minigitis. Hs form kom altså af borrelia fra en flåt der bed hende for ca 4-5 uger siden. Ved bid var der ingen rødme fortæller jeg ham. Beskeden her lyder på at det behøver der ikke altid at være. Endvidere får vi af vide at infektionssymptomer kan forekomme op til 6 mdr efter bid.
Jeg husker at jeg både er lettet og forskrækket. Min lille pige har minigitis fremkaldt af borrelia, men hun er i bedring og modtager rette behandling. Underligt nok er jeg mest lettet.
Torsdagen går på hæld. Og fredagen vågner. H har det meget bedre. Hun griner og pjatter. Hun er meget svimmel og skal følges rundt. Men hun har ingen hovedpine mere og appetitten vender retur. Beskeden fra lægen er i må gerne komme til ærø. Ærøskøbing overtager IV behandling indtil d.13 oktober i skal herind igen den 10 til kontrol, men i kan komme hjem. Jubiii. Og hjem vi kom.
Weekenden er så helt pløret ud i et. Heldigvis blev min faster hos os indtil søndag aften. Igen skal hun have stor ros.

I skrivende stund sover min lille prinsesse. Vi er hjemme, men hver aften kører vi til ærøskøbing sygehus til behandling. Dog er vi hjemme. Glæden er stor. Vi har haft besøg af familien. Men hun bliver hurtigt træt. To af hendes skoleveninder har været forbi, hold nu op hun var træt bagefter, men meget glad.

Ja hvad vil jeg så med denne opdatering?????
Jeg ved det faktisk ikke….. måske kan det bruges til at gøre andre opmærksomme på flåtbid, måske er det en terapiform for mig selv. Jeg ved det ikke.
Ej heller ved jeg om H slipper for varige men. Lige i øjeblikket leder hun meget efter ordene når hun taler, hun trættes enormt hurtigt og får stadig hovedpineanfald, hun reagerer stadig på skarpt lys med ubehag og hun var hertil aften lidt svimmel og appetiten er ikke endnu hvad den plejer. Vi må væbne os med tålmodighed og se tiden an. Men et er helt sikkert, hendes chancer for helbredelse havde været meget mindre og måske ikke eksisterende uden vores opmærksomme lægevagt og fantastiske lille sygehus. Så tusinde tak til jer, i ved selv hvem i er.
Tak fordi du gav dig tid at læse H historie.
Kærlig hilsen Hs mor.

Min oplevelse som læge

Jeg var lige gået hjem fra lægehuset klar til en 18 timers tilkaldevagt, da jeg blev kaldt over på lægehuset af sekretæren. Jeg boede lige ved siden af, så jeg luntede på arbejde.
Det var en pige i starten af skolealderen, der var utilpas. Så vidt jeg husker var hun lidt påfaldende med ondt i hovedet, utilpas og svimmel. Hun fik den sædvanlige omgang med lytten på hjerte og lunger, kiggen i hals, tjek for nakkerygstivhed mv. Jeg kan ikke huske om hun havde feber allerede der. På det tidspunkt havde jeg en fornemmelse af, at det var anderledes end normalt. Som en lille falsk tone, der ikke helt kunne høres endnu. Ikke fordi hendes symptomer var meget anderledes end alle andre unger med begyndende snue eller snot, men der var noget, jeg ikke helt kunne sætte en finger på. Jeg vidste jeg havde vagten indtil næste dag, så jeg varslede blot om, at de skulle ringe ved forværring. Moren var fint kompetent, så jeg tog hjem og ordnede vasketøj og gjorde rent. Efter aftensmad var jeg ude og køre et besøg i min ældgamle Toyota Corolla, der skulle køres på en bestemt måde for ikke at gå i hak i gearene. På vej hjem fra det blev jeg ringet op af pigens mor. Det var blevet værre. Hun havde høj feber og ondt i nakken.
Jeg var der efter 5-10 minutter. Pigen sad ret op og ned. Jeg lyttede, lyste i øjnene, hvilket hun ikke kunne lide. Jeg lod lygten bevæge sig ned mod pigens navle for at få hende til at kigge ned. Som jeg altid gør, når jeg undersøger børn. De fleste børn kæmper imod, når man forsøger at bøje deres nakke, men hvis man flytter lygten kigger de som regel efter den.
Pigen kiggede lige ud.
Jeg opfordrede hende til at kigge ned. Det ville hun ikke.
Her begyndte jeg at mærke adrenalinen i kroppen. Jeg blev tør i munden og meget, meget fokuseret.
Jeg forsøgte at aflede hendes opmærksomhed og så bøje nakken på hende. Hun skreg. Jeg kiggede i munden for at sikre mig det ikke var en halsinfektion, der gjorde hun var øm og ikke ville bøje i nakken. Intet i halsen.
Jeg forsøgte igen mens hun lå ned.
Og der gik det op for mig. Ungen var brætstiv i nakken og ryggen. Havde høj feber, var lyssky og havde hovedpine. Inden jeg helt havde udtalt ordet: “Meningitis” i hovedet kunne jeg mærke suset. Rusen. Der hvor alt bliver klart og giver mening. Nu kører bussen, tænkte jeg. Så snart du har sagt ordene ændrer det hele sig.
“Jeg tror det er meningitis. Du skal hjælpe mig.”
Der var ikke så mange ord mellem mig og hendes mor. Jeg kom med kommandoer. Korte, rolige anvisninger. Og alt gik som det skulle. Jeg kunne ikke gøre det hele lige så hurtig, som hvis moren hjalp. Så det satte jeg hende til.
Hun ringede 112. Pigen klarede det flot. Moren bevarede roen og det kunne hun mærke. Der var ting vi allesammen skulle den dag, vi ikke havde lyst til. Jeg forsøgte at finde en blodåre, men endte med at give pigen antibiotika i ballen. Jeg skrev tidspunkt og doser ved de to stik.
Jeg kunne huske en læge, jeg beundrer, engang havde sagt: “Det skal ikke blive for fint. Kan du ikke komme i årerne, så træf en beslutning og læg det i musklen. De kan blive dårlige meget hurtigt.”
Ambulancen kom hurtigt. Moren havde ingen bil og reglerne er sådan at lægen går med i ambulancen ved meningitis. Hun tog min bil og jeg kørte med. Vi fik lagt IV adgange på barnet og startet væsketerapi.
Jeg kan huske redderne spurgte, om vi bare skulle tage den stille og roligt.
“I skal give den noget pedal!” fik jeg sagt.
Hele turen sad jeg og kiggede på pigen. Og bad til hun ikke ville lave noget utidigt såsom at få hjertestop, hive droppet ud eller få svært ved at trække vejret. Imens snakkede jeg med hende. Hun var ret godt med og temmelig rolig, alt taget i betragtning.
På sygehuset kunne jeg aflevere hende. Jeg havde det, som om jeg lige havde afleveret alle mine byrder til en anden.
“Værsgo. Hun lever. Dit ansvar fra nu af.”

Bilen stod og dampede. Den havde fået kørt snavset af bremseklodserne. På vej hjem kunne jeg høre den store redningshelikopter fra eskadrille 722.
Jeg var et sted mellem lykkelig og uendelig trist. Meningitis kan ændre liv. På samme måde som højresvingsulykker og Ebola ændrer liv. Det er ikke til det bedre.
Da jeg fik at vide pigen overlevede, var jeg mest lykkelig.

Ulykkelig kærlighed

I dag er dødsattester kliniske konstateringer af, hvad man formoder en patient er død af. Man kan ikke klikke på knappen, der får en patient til at forsvinde fra de levendes verden og ind i et digitalt arkiv, medmindre man som læge har skrevet en god grund til at patienten er død.
Jeg har tit haft lyst til at anføre hjertestop som dødsårsag, for det er generelt et rimeligt godt bud, og tit er det svært at vurdere, hvad der helt præcis slog en 99 årig ihjel. Marasmus senilitas, alderdomssvækkelse, kombineret med en frisk lille pneumoni, lungebetændelse, plejer at tilfredsstille systemets behov for orden og mit behov for ordentlighed.
Men før min tid som læge, kunne man faktisk skrive dødsårsager, der ikke fremgik af systemets lister over acceptable dødsårsager for et menneske. Smadret mod bil, manglende livslyst, forsømmelse fra samfundet og jagtet i ihjel af jobcentret er eksempler på ikke acceptable dødsårsager, selvom de faktisk er ret brugbare i det samfund, vi befinder os i.
I gamle dage kunne man dø af årsager, der i dag, ville være helt uacceptable og have sendt den formastelige læge til kammeratlig samtale i sundhedsstyrelsen.
Men Christian Kromann, der praktiserede som læge i mange, mange år i Marstal på Ærø, var en klog mand. Han var læge på øen fra slut 1800 tallet og frem.
Nedenfor er en Medicolegal Ligsynsattest han har udfærdiget d. 29/3 -1917

En medicolegal ligsynsattest udfyldes, hvis man har mistanke om at døden ikke skyldes naturlige årsager som ved ulykkestilfælde, selvmord og mord.
Alvilda Magdalene Jensen blev født d. 19 september 1891 og døde d. 27. marts 1917. Hun blev 25 år gammel.
Oprindeligt kom hun fra Struer, hvor hendes far var restauratør og folketællingen i 1901 viser hun boede sammen med 5 søstre, mor og far, da hun var 9 år gammel. De havde endda tjenestepiger. Hvordan en niårig pige fra rimelig gode kår ender frossen på en mark langt væk hjemmefra, ved jeg ikke. Hun var husbestyrerinde i Kongensgade 8 i Marstal, da hun døde.
Var hun gravid?
Vi har kun fakta fra dødsattesten.
På Ommelsvejen mellem Marstal og Ommel blev hun fundet ca 200 alen (ca 130 meter) inde på en mark i et hegn i sammenkrøben stilling. Herefter blev hun transporteret 300 alen (190 meter) på en stige til gartner Hansens vognport. På det tidspunkt havde hun været savnet i 2 dage.

Lægen skriver hun sandsynligvis har været forgiftet og herefter frosset ihjel. Forgiftningen er formentlig narkotiske midler -nok nogen hun havde fået af en læge -dengang var der ikke de stoffer i omløb vi ser i dag.
Dødsårsagen angives at være ulykkelig kærlighed.

Sikke en dødsårsag. Det er næsten poetisk.

I dag kan man også dø af knust hjerte.
Så hedder det Takotsubo Kardiomyopati. En svækkelse af hjertet der typisk opstår i forbindelse med store sindsoprivelser. Hjertet stopper simpelthen med at pumpe ordentlig.

Jeg kan mærke det er rart at skrive om døden. Det bliver et tilbagevendende tirsdagsfænomen. Der er ugen stadig i sin depressive fase før man er nået halvvejs til weekenden. Og det er vigtigt at nære også de depressive elementer af ens humørskala. Tænk negativt. Se sort. Bliv i det. Både mandag og nu også tirsdag. Der er ikke grund til andet.

Memento mori.

Restordre 3 Hæmoridesommeren

Da restordren ramte den brede offentlighed

Medicin	Virkning	Måned år	Konsekvens for patient	Farlighed	Lægetid brugt
Doloproct, proctosedyl både cremor og stikpiller	Lindrer analkløe og hæmoridegener	Det meste af 2019. Her sidst på året lysner det dog.	De må leve med deres endetarmsgener, hæmorider og numseeksem. 3/5	Ufarligt. 0/5	Urimelige mængder lægetid. Ingen vil finde sig i endetarmsgener og hæmorider. 5/5

Fænomenet restordre var ikke kendt i den brede offentlighed før 2019. Bevares. Vacciner var konstant i restordre og sjældne formere for livsnødvendig medicin så som florinef, rytmestabiliserende hjertemidler, lægemidler til gravide, fnatmidler og så videre havde været i restordre. Selvom konsekvenserne for nogle af patienterne var alvorlige og deres bekymringer reelle, så ramte det en meget lille del af befolkningen og de fleste var for syge og svage til at brokke sig.
Sådan kan man faktisk have nogle ret alvorlige problemer i samfundet længe, bare det kun går ud over de allersvageste. Så slår hverken protester, faglige argumenter eller almindelig ordentlighed igennem i de almindelige kanaler eller medierne. Det er bare ikke spændende nok. Og så længe risikoen for dårlig presse ikke er til stede, sker der generelt ikke en skid. Se bare på brystkræftfadæsen for at nævne en af de lidt større i nyere tid.
Så snart pressen kommer i omdrejninger, så sker der noget.
Og det er ret symptomatisk for tiden. Faglighed, ordentlighed og rimelighed kommer kun i spil, hvis pressen begynder at blande sig.

Game changer

Men i 2019 ramte restordren ikke kun de allersvageste. Alle hæmoridemidler gik i restordre og en tsunami af analgener og uplejede hæmorider dukkede pludselig op i lægehusene over det danske land.
Patienterne tiggede, fortalte, hvor svært det var at leve med analkløe, skældte ud og var i det hele taget ganske uforberedte på, at de i et land som Danmark ikke kunne få hverken creme eller stikpiller mod de lidelser de i årevis havde holdt i skak med medicin. Sommeren kom nærmere og i takt med varmen blev irritationen af endetarmsområdet ulidelig. Enkelte drog mod Tyskland for at indløse recept på større mængder hæmoridemidler. Andre købte med hjem fra Grækenland og spanien.

Jeg forsøgte med lidt steroidcreme til de værst plagede, men det fik en blandet modtagelse.
Enkelte insisterede på at vise mig problemet, måske i håb om jeg havde en telefon direkte til leverandøren.
Men ingen kunne stille noget op.
Lige nu tror jeg hæmoridecremen er på hylderne igen. Det er i hvert fald lang tid siden jeg har haft rasende kunder i butikken på den baggrund.
Heldigvis.
Det er urimeligt at have en lidelse, der forholdsvist let kan lindres, men ikke bliver det fordi Danmark ikke har styr på forsyningen.

Og nu, efter hæmoridesommeren 2019 er der endelig kommet pressebevågenhed og dermed politisk bevågenhed på problemet.
Jeg håber inderligt, at det betyder, der kommer styr på medicinforsyningen. Godt problemet med restordre endelig ramte en robust patientgruppe, og mon ikke der var en enkelt politiker og journalist blandt de plagede.

Det er ret pinligt

-hvad vil lægen dog tænke!

“Det er virkelig pinligt, det her,” sagde den smilende kvinde, jeg nu sad ved siden af til fællesspisning. Jeg skyndte mig at finde lynlåsen til mine bukser, som altid går op. Ikke kun på akavede tidspunkter men altid.
“Nej, ikke lynlåsen,” sagde hun, “Du ved, svampen.”
Nu var jeg helt sat af og nikkede bare. Jeg tænkte på om jeg havde glemt en svamp et sted eller om det var et slang for en eller anden der drak meget.
“Skedesvamp,” hviskede hun. Tydeligt flov.
Da jeg stadig ikke kunne stykke det hele sammen, virkede hun næsten irriteret.
“Jeg var hos dig for 2 måneder siden med skedesvamp.”
Jeg nikkede.
“Har du fået det bedre?” spurgte jeg, for at konversere høfligt.
Hun nikkede.
“Kan du slet ikke huske mig?” spurgte hun, næsten lidt forarget.

Nix. Nada. Nul.
Og patienten og hendes lidelse er opdigtet eller så triviel så ingen bør føle sig truffet personligt.

Jeg ser så mange underliv, penisser, endetarme, hæmorider, udslæt, infektioner og børneorm hver uge, så man skal virkelig gøre sig umage, hvis man skal gøre et blivende indtryk. I forvejen har jeg svært ved at sætte navne på ansigter, så det at sætte navne på tissekoner og numsehuller virker helt umuligt for mig i min branche.
Jeg forestiller mig Oliver Bjerrehus har det lidt på samme måde.

Jeg har været læge i over 10 år, men allerede for 12 år siden startede min karriere med underlivsundersøgelser. I et alt for lille lokale på et provinshospital, hvor vinduet ikke kunne åbnes og de 10 kvadratmeter virkede som en lille mørk kælder, der langsomt lukkede sig omkring mig, arbejdede jeg nogle måneder for at tjene penge til studiebøger.
Lægevikar stod der på mit navneskilt og det gav ca. 20000kr om måneden, at bruge formiddagen på at skifte inkontinensringe på ældre medborgere og scanne utilsigtede gravide om eftermiddagen for at gøre dem klar til abort. Lugten i lokalet efter en formiddag med inkontinensringe på størrelse med underkopper, der kun blev taget ud og vasket hver 3. måned, var ubeskrivelig for min sarte studenternæse, og formentlig overvældende for de tidligt gravide, der om eftermiddagen indtog gynækologbriksen. Jeg troede aldrig, det blev noget man kunne vænne sig til.
Den første uge var jeg opmærksom på det grænseoverskridende, lugten, lydene og ammoniakken, der fik øjnene til at løbe i vand om formiddagen.
Derefter lærte jeg at lukke næsen og så blev det rutine.

Underlivsundersøgelse

“Jeg bryder mig virkelig ikke om den her undersøgelse.”
Sådan er der mange kvinder, der siger inden de smider bukserne. Og det er vel ret betryggende at vide. Tænk hvis de kom for sjov. Så ville jeg virkelig synes det var grænseoverskridende at sidde i den skarpe ende og kigge op.
For mange er det grænseoverskridende, intimt og lidt ydmygende at ligge med benene i bøjler, mens lægen tager projektørlampe i panden og lader det hårde lys afsløre enhver detalje af kønslæberne, skedevægge, livmoderhals og endetarmsåbning.
Først inspicerer man området og ser alt ser normalt ud, hvorefter man placerer instrumenterne og åbner dem for at kunne tage prøven fra livmoderhalsen. Efter det tager man instrumenterne ud. Forsigtigt- meget forsigtigt, -så man ikke vipper glidecreme og skedsekret ned på ens sko.
Slutteligt forsøger man med to fingre i skeden at vippe livmoderen op så man kan mærke om den er af normal størrelse. Det kaldes bimanuel palpation. Enten kan man fornemme livmoderen. Ellers kan man ikke. Tit må man nøjes med at konstatere der er vådt og varmt, og det er faktisk helt som det skal være. Ingen forstørrelse af livmoderen. Ingen store svulster.
Undersøgelsen slut. Næste patient.
For mig er det hverdag.
Ikke at blive kigget op kagedåsen, men at lave underlivsundersøgelser. Jeg vil tro jeg har lavet over 5000 underlivsundersøgelser indtil videre og måske lidt færre endetarmsundersøgelser. Derfor er det svært at huske, hvem der har skedesvamp, hvem der har hæmorider og hvem der har forlagt en bordtennisbold i numsen. Det er umuligt at følge med i og der er meget få ting jeg ikke har set før, så uanset, vil jeg formentlig aldrig komme til at forbinde et ansigt til hverken underliv eller navn. Hvis det er virkelig spændende, det jeg finder, såsom to livmoderhalse eller en spiral, der kigger ned gennem skedevæggen, så kan jeg muligvis huske stelnummeret. Men sjældent ansigtet. Aldrig navnet.

Hvad leder lægen efter?

Livmoderhalsen. Livmoderhalsen er svaret. Det er den der kan drille lidt, når man laver underlivsundersøgelse og den er den største grund til, lægen nogle gange må arbejde lidt med instrumenterne for at få den frem. Det er der, screeningsprøven for livmoderhalskræft, skal tages.

Hvad tænker lægen?

Jeg kan jo kun svare for mig selv. Jeg tænker meget lidt. Det er rart med en undersøgelse, der ikke kræver snak eller de store tanker, blot teknik og klinisk blik. Jeg glæder mig over, der er meget lidt papirarbejde bagefter og så er jeg videre til næste patient.
Nogle gange tænker jeg på, om det er tid til vinterdæk, eller om jeg burde skifte til elsparepærer i køkkenet.

Gå til læge

Hvis der er noget i underlivet, der ikke føles som det skal, eller du er blevet indkaldt til screening, skal det i hvert fald ikke være pinlighedsfaktoren, der holder dig tilbage. Det er hverdag for lægen.
Virkelig. Hverdag.
Hvis du kommer over middag er du formentlig nummer 2 eller 3 lægen kigger op i skeden og medmindre du har gemt hele din Harry Potter samling i skatkammeret eller et par legobiler, så har lægen glemt alt om dit underliv allerede inden du lukker døren bag dig.