13. marts 2020 COVID 19

Sen update for hjemmesiden brød sammen. Der var for mange herinde, og det gik den ned af. Så skulle jeg til at sætte mig ind i den slags, og der er ikke mulighed for bare at lukke folk ude, og kun tillade mine kernelæsere (jer der elsker morbide historier og dødsattester) adgang. Så jeg måtte slippe 200kr for at udvide kapaciteten. Det var jeg ikke helt tilfreds med.

Vi kommer ikke uden om dagens punkter.

Dagens dilemmaer

Antallet af smittede er i dag 801. 127 nye tilfælde siden i går. Det er knap så stor en stigning som i går og det er nok en afspejling af at vi er holdt op med at teste almindelige danskere, der har været udsat for smitte, men er gået over til at smitte danskere, der har lungeinfektion i en grad, så det kræver indlæggelse.
Og så statsministeren. Naturligvis.

Ekstrabladet i dag

Lige nu er folk i sundhedssektoren rædselsslagne for at gå på arbejde med forkølelse, for tænk nu hvis det er Corona? Og så siger sundhedsstyrelsen, at hvis man er forkølet skal man ikke gå på arbejde.
Det er jo ikke fordi læger er mindre syge end andre, det er fordi vi arbejder i så sygt et system, så hvis vi lægger os syge, så vælter korthuset. Vi er underbemandede og overarbejdede. Hvis alle med en snue gik hjem, så ville systemet bryde sammen i morgen.
Vi vil også gerne testes!
Og alle de snottede mennesker, der vil testes, fordi, de vil sige farvel til en elsket på sygehus, men ikke må komme pga forkølelse. Alle dem, der vil hjem til deres immunsyge barn, men ikke tør, fordi, de er bekymrede. Alle dem, der ikke tør tage hjem til deres kronisk syge ægtefælle.
Alle dem der har en god grund til at blive testet, men ikke bliver det.
De må tåle at se statsministeren testet, selvom hun ikke skal indlægges.
Hvis jeg var Mette, havde jeg nok holdt min VIP test for mig selv. Testen var bedre givet ud på en læge, en sygeplejerske eller en pårørende.

Vi skal alle have Corona. Toppen må også begynde at håndtere deres bekymring uden en test til 4500kr, hvis befolkningen forventes at gøre det.

Pris på coronatest

Problemet er ikke prisen. Det er at vi har ganske få at gøre med. Det skal ikke misbruges. Heller ikke hvis statsministeren får en snue.

Laboratorietallene

Tallene fra laboratorierne i dag viser, at det seneste døgn er behagelige 13,2% af de test, der er udført positive for COVID19. Lande vi sammenligner os med ligger på behagelige 3-5%. Samlet ligger vi på 20% positive ud af de testede. Jeg gik igennem de tidligere gennemgange og kan se jeg regnede forkert ift %. Vi har ligget på 50%, hvor vi har ligget højest. Kodningen jeg havde lavet var forkert. Jeg retter det en dag.

Det betyder ikke rigtig noget mere. Vi tester ikke mere for at opspore, vi tester kun de kritisk syge (og statsministeren) for at finde ud af hvad vi har med at gøre.

Vi er rykket en plads op fra en flot 5. plads i går til en overraskende 4. plads i dag, vurderet ud fra smittede pr. million indbygger.

Vi sparer jo ressourcerne til de allersygeste, så vi deltager kun halvhjertet i forsøget på at blive det mest coronaplagede land i verden. Hvis vi testede flere, ville vi naturligvis få den første plads, der retteligt tilkommer os. Men det har vi ikke ressourcerne til.

Coronaudsigten

Med de seneste tal må vi forvente 15000 smittede om en uge. Hvis vi ligner Italien en smule, så vil vi have behov for 1500 respiratorer om 3 uger (husk at der går en uge fra sygdommen starter til der er respiratorbehov -og herefter 2 uger, hvor de ligger i respirator – de fleste dør først på 20. dagen). Igen må vi vælge de kønneste, selvom vi er kommet op på en respiratorkapacitet omkring 900. Og der vil bare blive ved med at komme patienter. Så mange skal dø.

Følg anvisningerne og red liv. Bliv hjemme. Alene. Afvent.
Lyt til nyhederne. Hold jer i ro.

Politiske tiltag

Grænserne lukker. Selvom det måske ikke har den store effekt, så er det lidt demoraliserende at se italienere i København, der kommer med fly og nyder et par dage væk fra karantænen. Det gider vi ikke rigtig finde os i, så det er klogt at lukke af. Vi skal tage os selv alvorligt.

Sundhedsvæsenet er beordret til at stoppe alt ikke akut og berede sig på den første bølge.

Panik?

Nej. Sundhedsvæsenet er gået ned i drift og forbereder.
En privat anæstesilæge ringede og hørte beredskabet om de havde brug for respiratorer, for han havde en del. Det fik beredskabet til at forhøre sig flere steder, og vupti. 400 respiratorer mere.
Giv en hånd til de private læger. De tjener 0 kr på det og lukker deres virksomhed ned. Alle bringer deres ofre.
Lidt som familielægerne, der i disse dage ikke ser patienter, men sidder og fiser husleje af, mens de venter på at gå i stilling.
Krig er 90% kedsomhed og 10% ren rædsel.

Tomrum

Nu venter vi. 13 dage. Og så begynder folk at dø.
Vi er stadig i venteperioden. Og så virker det ikke rigtig farligt. Men det bliver grusomt.
Red en bedstemor om 3 uger. Bliv hjemme. Hold dig inde. Vis respekt.
Sjovt nok virker det her karantæne ret godt i små byer og blandt arbejderklassen. Men Helleruphelvede og de andre velhaverkvartere skulle have lidt sværere ved at forstå konceptet i at holde sig hjemme. Især rigmandsbørnene huserer.
Det virker lidt skævt. Ret op. Det er en opgave vi alle skal løfte.

10 thoughts on “13. marts 2020 COVID 19”

  1. Jeg har delt dit skriv med mine voksne piger i 20’erne… håber det giver dem indsigt i, hvad vi forsøger at undgå. Tak for indsatsen.

  2. “Hvor er RESET knappen?”
    Jeg var soldat i 1966 og fandt ABC krigsførelse ret skræmmende.
    I øjeblikket sidder vi midt i “B” afdelingen af et Biologisk angreb. Det er ubehageligt at tænke på, men der er “No mercy!”
    Jeg bakker op om skribentens hovedbudskab: Karantæne, Karantæne og Karantæne.

  3. Tak for en god blog. To kommentarer til dages opråb. (1) Der er en god grund til at teste Mette Frederiksen, eftersom det ville skabe politisk kaos i en krise, hvis hun skulle blive indlagt. (2) Du skelner ikke konsekvent mellem antal “smittede” og antal “cases”, dvs. patienter med symptomer. Eftersom Danmark ikke har gennemført systematiske screeninger, aner ingen, hvor mange der er smittet (som du jo også påpeger).

    1. Min side er kun for begavelser. Jeg har påpeget ovenstående til bevidstløshed allerede for 3 uger siden på bloggen. Din kommentar kan tjene til oplysning til de, der ikke har søgt information ud over det, der bliver serveret på et sølvfad. Velkommen til. Du virker som en god besøgende.

    2. Du har helt ret. I afsnittet under “ laboratorietallene” står der at der i DK er 13,2 % af de testede som er positive. I sammenlignelige lander er der 3-5 % . Jamen ingen ved hvor mange som er ramt. Hvis Færøerne har 92 mulige og vælger at teste alle, kommer de til knap 2 %. Hvis der ligger 400 hjemme og de kun tester de øvrige som er dukket op, bliver tallet 0,4 %. Altså de tal er, som jeg ser det, kun til at skræmme med.

      1. Min replik var til Kjeld Schmidt. Troede den kom til at stå under hans indlæg når der står replik.

  4. håber dine visioner ikke holder stik, men retter mig efter at blive hjemme og gå tur med hunden, hvor jeg ikke møder andre end på 1-2 m afstand.

  5. God blog, skarp “pen” 😉
    Forhåbentlig betyder de mange tiltag fra regeringen at du skal justere din ligning om en uge eller to så konstanterne bliver mindre. Med forbehold for hvor meget beer-bong og anden tankeløshed der fortsætter – som idag på vej over Dronning Louises bro hvor folk stod i grupper af 2-7 og nød øl i solen, skater-gut på el-cykel der støder til sine 4 venner … “hey bro” og en high five!

    Hvil ud – om 10-14 dage går det sikkert løs for alvor. Lad os håbe de 5 respiratorer i bufferkapacitet er lige præcis nok. Men jeg deler din skepsis overfor regnestykket – man kan frygte timing for spredning lige nøjagtig rammer tidspunktet hvor folk er blevet trætte af social distancing.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *